Você está na página 1de 306

r var alda, a er ekki var, var-a sandur n sr n svalar unnir, jr fannst ra n upphiminn gap var ginnunga en gras hvergi.

(r Vlusp)

Vin snum skal maur vinur vera, eim og ess vin. En vinar sns skyli engi maur vinar vinur vera. (r Hvamlum)

Veistu ef vin tt ann er vel trir og vilt af honum gott geta. Gei skaltu vi ann blanda og gjfum skipta, fara a finna oft. (r Hvamlum)

Deyr f, deyja frndur, deyr sjlfur i sama;

en orstr deyr aldregi, hveim er sr gan getur. (r Hvamlum)

Deyr f, deyja frndur, deyr sjlfur i sama. Eg veit einn a aldrei deyr: dmur um dauan hvern. (r Hvamlum)

Hugur einn a veit, er br hjarta nr, einn er hann sr of sefa. (r Hvamlum)

Glaur og reifur skyli gumna hver, uns sinn bur bana. (r Hvamlum)

Mnir vinir fara fjld, feigin essa heimtar kld. g kem eftir, kanske kvld, me klofinn hjlm og rofinn skjld, brynju slitna, sundra sver og syndagjld. (Blu-Hjlmar)

Kveja senn r og komnir dagar a mr vkja, er ekkert betra en eiga vini sem aldrei svkja. (Hf. k.)

Sofu, sofu, litla barni bla, bjartir englar vaki r vi hli. Murhndin milda, milda, a, mjkt r vaggar inn himinfri.

Vaki, vaki auga gus og gti ga, veika, litla barnsins . Sofu, sofu! Sorgin grti, sonur ljfi, aldrei na br. (Benedikt . Grndal)

Um undra-geim, himinveldi hu, n hverfur sl og kveur jararglaum; fegra landi gra blmin blu bjartri dgg vi lfsins helgan straum. (Benedikt Grndal)

Hversvegna er leiknum loki? g leita en finn ekki svar. g finn hj mr rf til a akka

etta sem eitt sinn var. (Starri Gari)

Hrpu innar, ljfa lag lengi finn muna. v g minnist n dag, kk fyrir kynninguna. (.K.)

Fsturlandsins Freyja, fagra vanads, mir, kona, meyja, metak lof og prs. Blessa s itt bla bros og gulli tr. ert lands og la ljs sund r. (Matt. Joch.)

Blessu vertu baugaln. Blur Jes gti n, elskulega mir mn; mlir a hn dttir n. (gstna J. Eyjlfsdttir)

g get veri an n egar allt er frosi, v slin hn er systir mn sagi litla brosi.

(R. Grndal) Vsan er legstein barnabarns Ragnars(?)

Ltt er a stga lfsins spor, ljf er glein sanna, egar eilft sku vor, er hugum manna. (R.G.) (Ragnar S. Grndal) minningargrein 20.6.2000 um Jakobnu Jakobsdttur

Margt hefur misjafnt reynt, mrg n duli srin. hefur alltaf geta greint, glei bak vi trin. (J..) Jn sgeirsson orti um Ragnhildi Gottsklksdttur lknamiil minningargrein 20.6.2000 um Jakobnu Jakobsdttur

Gum mnnum gefin var s glgga eftirtekt. A finna lka fegur ar, sem flest er hversdagslegt. (J.K.) Jhanna Kristjnsdttir fr Kirkjubli

Afi minn og amma mn ti Bakka ba. au eru mr svo g og fn,

anga vil g fljga. (Hf. k.)

N hmi slr hpinn inn, n hljnar allur dalurinn og a, sem greri inni lei um v nr heillar aldar skei.

Vor hraspri horfin er: ll heirkjan, sem fylgdi r. Og allt er grrra en ur var og opnar vakir hr og ar.

r kr var essi bndabygg, battst vi hana vitrygg. Til rs og friar ekki str undan gekkstu ha t.

itt starf var farslt, hnd n hl og hgvr gfgi svipnum . itt or var heilt, itt hjarta milt og hugardjpi bjart og stillt.

En styrrinn aldrei st um ig, - hver stormur var a lgja sig, er slskin innar slar skein satt og rtt hverri grein.

Loks beygi reytan na d,

hi a fjr og augnar; s raut var hr en hljur n hinsta draumi brosir .

Svo hvl ig, vinur, hvld er g, - vor hgjrtu blessa na sl og Laxrdalur rstir r gum frii a brjsti sr. (Jhannes r Ktlum)

A vera bndi - , gu minn gur! grnu fanginu sinni mur og finna ljs hennar leika um sig og lyfta slinni hrra stig!

Og bnda hitnar hjartans inni vi helgan ilminn fr tu sinni, og strin skna skeggi hans sem skldleg glei hins fyrsta manns.

Og litlir englar me litla hrfu vi ljms eltast og hampa ffu, en mamma hleypur hlinn t me hvta svuntu og skluklt.

Og sumardagarnir fama fjllin og fljga niur errivllinn, og stga syngjandi slskinsdans vi sveittan bndann og konu hans.

(Jhannes r Ktlum)

Man g enn t Miklagari - ljfar stundir ljsaskipta: sastu mr kn svafstu mr fangi, glkollur bleygur, gus barn

Ungur var g og brynjaur: lf fann g streyma fr litlu hjarta, fann afli vaxa fingrum smm, mildina ylja mjkan vanga.

San hef g vandlega sl minni geymt ljs innar veru, tt leiir skildu - skn a enn skrar er skapadmur berst mr a vestan um bl strum.

Liinn ert inn ljma bjartrar jlntur, jafnhreinn sem forum - drpur dgg, drpir gras, brosir draumi barn sem g unni.

stvinum num llum g sendi blm fagurrautt r brjsti mnu, legg a vi srin, lt trin seytla ess krnu, uns sorgin ljmar.

Ekkert fr di af eli nu, ekkert skyggt st na. Sofu fangi ljs mns, sofu fangi lands ns, glkollur bleygur, gus barn (Jhannes r Ktlum)

Leiddu mig heim himinn inn

hjartkri elsku Jess minn. Lttu mig engla ljssins sj er lf mitt hverfur jru fr. (Rsa B. Blndals) Fyrsta erindi r ljinu Kveja ljabkinni Kvejur

Jes tak mti mr mildi inni hj oss ver helgri skrn g helga r mitt hjartans barn sem nftt er.

Gef v a halda helga tr a hjarta nu vef a n og lt a vita lfi sitt s lngu tryggt vi hjarta itt. (Rsa B. Blndals) Skrnarvers ljabkinni Kvejur

Elsku litli ljfur minn, leiki vi ig heimurinn. stin gefi r ylinn sinn, tt einhver fyrir a li. Vertu eins og afi inn allra bnda pri. (rn Arnarsson)

Minning n er mr ei gleymd; mna sl gladdir;

innst hjarta hn er geymd, heilsair mr og kvaddir. (Kinn)

g vil gjarnan lti lj lta af hendi rakna. Eftir kynni afarg g alltaf mun n sakna. (Gurn V. Gsladttir) (G.V.G.)

Sofu vinur vrt og rtt verndi ig Drottinn gur. Dreymi ig vel dimmri ntt dr ns Jes brur. (orkell G. Sigurbjrnsson)

Heimsins egar hjanar rs og hjarta klkknar. Jess gefu mr eilft ljs sem aldrei slkknar. (Hfundur kunnur)

, amma, hvar ertu? , ansau mr. v g er a grta og kalla eftir r. Frstu t r bnum ea frstu t haf? Ea frstu til Jes slunnar sta? (Hf. k.)

g bi Gu a gta mn, ga anda a hugga mig. Sama sk er eins til n: Almtti a sji um ig. (Leifur Eirksson)

g vil fjllin fara fremur en vera bygg, orku ar enga spara en vallt jna af dygg. Gu hefur margan glaan dag lti mig lifa heium lknandi mnum hag. (Sigvaldi skldi)

ert yndi mitt yngsta og besta, ert starhnossi mitt ntt, ert slrn suurhum, ert sumarblmi mitt frtt, ert ljsi sem lifnair sast, ert lngunnar minnar Hln. ert allt sem g ur ri, ert sk, ert skin mn. (Gestur)

Fjr er n fagri fylgd inni sveinn djpum dali, starstjarna

yfir Hraundranga skn bak vi sk.

Ha skilur hnetti himingeimur, bla skilur bakka og egg, en anda, sem unnast, fr aldregi eilf a skili. (Jnas Hallgrmsson) r Feralokum eftir Jnas

Smvinir fagrir, foldarskart, ffill haga, rau og bl brekkusley, vi mttum margt muna hvort ru a segja fr. Pri r lengi landi a, sem lifandi gu hefur fundi sta starslan, v stin hans allstaar fyllir arfir manns.

Vissi g ur voru r, vallarstjrnur um breia grund, fegurstu leiarljsin mr. Lk g a yur marga stund. N hef g sjinn s um hr og slaltin sm og t. Munurinn raunar enginn er, v allt um lfi vitni ber.

Fair og vinur alls, sem er, annastu ennan grna reit. Blessau, fair, blmin hr, blessau au hverri sveit. Vesalings sley, sru mig? Sofu n vrt og byrgu ig. Hgur er dr daggarntt. Dreymi ig ljsi, sofu rtt!

Smvinir fagrir, foldarskart, finn g yur ll haganum enn. Veitt hefur Frni miki og margt miskunnar fair. En blindir menn meta a aldrei eins og ber, unna v ltt, sem fagurt er, telja sr ltinn yndisar a annast blmgaan jurtagar. (Jnas Hallgrmsson)

Dinn, horfinn harmafregn! hvlkt or mig dynur yfir! En eg veit a ltinn lifir; a er huggun harmi gegn. Hva vri annars guleg gjf, geimur heims og lfi ja, hva vri sigur sonarins ga? Illur draumur, opin grf.

Nei, eg vil ei ha hinn lifanda fur allra anda, stina na, verkin handa, drina na, drottinn minn! Fast e tri: Fr oss lei vinur minn til vnna funda og verka frgra, sll a skunda fullkomnunar fram skei.

Efa, maur! ei a r. Eitt eg veit um alla vegu alheimsspeki dsamlegu, eir eru einskr st og n. Felum drottins furhnd harma vora' og hjartaunga, hann sjlfur gamla' og unga, frjls a leysa lknarhnd.

Sst vil g tala um svefn vi ig. reyttum anda er gt a blunda og annig ba slli funda a kemur ekki ml vi mig. Flt r, vinur, fegri heim. Krjptu a ftum friarboans og fljgu vngjum morgunroans meira a starfa gus um geim. (Jnas Hallgrmsson)

N andar suri sla vindum um;

sjnum allar brur smar rsa og flykkjast heim a fgru landi sa, a fsturjarar minnar strnd og hlum.

, heilsi llum heima rmi blum um h og sund drottins st og frii; kyssi i, brur, bt fiskimii; blsi i, vindar, hltt kinnum frum.

Vorboinn ljfi, fuglinn trr, sem fer me fjarabliki ha vegaleysu sumardal, a kvea kvin n, heilsau einkum, ef a fyrir ber engil, me hfu og rauan skf, peysu; rstur minn gur, a er stlkan mn. (Jnas Hallgrmsson)

Stgur hn vi stokkinn, stuttan hn sokkinn, ljsan ber hn lokkinn litli telpuhnokkinn. (Jnas Hallgrmsson)

Vel s r, vinur, tt vikiru skjtt Frnbum fr fegri heima. Ljs var lei n og lfsfgnuur,

ra, eilfan last n. (Jnas Hallgrmsson)

Sludalur sveitin best, slin ig geislum helli, snemma risin, seint er sest, sludalur, prin best. n er grundin gaflest, glein sku, hvldin elli, sludalur sveitin best, slin ig geislum helli. (Jnas Hallgrmsson) erindi r Dalvsu eftir Jnas

Kossi fstum kve g ig, kyssi heitt mitt eftirlti, f mr nesti fram stig, fyrst g ver a kveja ig. Vertu sll! og mundu mig minn allri hrygg og kti! Kossi fstum kve g ig kyssi fast mitt eftirlti. (Jnas Hallgrmsson)

Drlegt er a sj, eftir dag liinn, haustsl brosandi hafi renna.

Hngur hn hglega og hauur kveur friarkossi og fjllum sezt.

Grti v hr enginn gfugan fur, harmi v hr enginn hfingja liinn. Fagur var hans lfsdagur, en fegri er upp runninn drardagur hans hj drottni lifanda.

Str er starf vort stundarheimi, berjumst v og bumst vi betri dgum. Sefur ei og sefur ei sortanum grafar slin, slu sst hn enn a morgni. (Jnas Hallgrmsson)

Vori ga, grnt og hltt, grir fjr um dalinn,

allt er n sem ori ntt, rnar, kr og smalinn.

Kveur runni, kvakar mkvikur rastasngur; eins mig fsir alltaf : aftur a fara gngur. (Jnas Hallgrmsson)

Vertu dyggur, trr og tryggur, tungu geymdu na. Vi engan styggur n orum hryggur, athuga ru mna.

Ltilltur, ljfur og ktur, leik r ei r mta. Varast spjtur, hni, hltur; heimskir menn sig stta.

Vst vallt eim vana halt: Vinna, lesa ija, umfram allt t skalt elska gu og bija. (Hallgrmur Ptursson) r Heilravsum Hallgrms

, Jess, a er jtning mn, g mun um sir njta n, egar , drar Drottinn minn, dmstl skjum setur inn.

(Hallgrmur Ptursson)

r Vst eru, Jess, kngur klr, nr 41

Engan leit g eins og ann, lma hreyti bjarta. Einn gu veit, g elskai hann af llum reit mns hjarta.

Augun mn og augun n ! fgru steina. Mitt er itt og itt er mitt, veist hva g meina.

Langt er san s g hann, sannlega frur var hann. Allt, sem pra m einn mann mest af lum bar hann.

Trega eg ig manna mest mdd af tra fli, , a vi hefum aldrei sst, elsku vinurinn gi.

a kali heitur hver, hylji dali jkull ber, steinar tali og allt hva er,

aldrei skal g gleyma r.

Beztan veit eg blma inn, blu innst reitum. Far vel Eyjafjrur minn, fegri llum sveitum. (Vatnsenda-Rsa) (r vsumVatnsenda-Rsu)

Enginn li rum frekt, einn ni falla. Hver einn gi a sinni sekt, syndin jir alla. (Skld Rsa)

St er heit og saklaus st, srt er hana a dylja. Eins og a er slt a sjst, srt er lka a skilja (Pll lafsson)

, blessu vertu, sumarsl, er sveipar gulli dal og hl og gyllir fjllin himinh og heiarvtnin bl. N fossar, lkir, unnir, r sr una vi itt gyllta hr, n fellur heitur haddur inn hvta jkulkinn.

(Pll lafsson)

Slina engin binda bnd, gu henni vngi ltta li a lyfta sr hrygg og glei, drlega bj drottins hnd. eir vngir engan ekkja la. a er slunni hvld a fljga innan um ennan undra geim, endurminninga og vona heim.

Hn getur flogi ld fr ld herrans a skoa handaverkin, himnesk vsdms og gsku merkin, hennar vi ekkert kvld. Henni er unun og endurnring eilf starfsemi, sfelld hrring. gu! hva er ndin mn? Eilfar stjarna dttir n. (Pll lafsson)

Gudmlegur geisli blur greiir skuggamyrkan geim; undra vngjum andinn lur inn bjartan friarheim. (Hugrn)

Flg g og flg

yfir furuskg, yfir mrk og m, yfir mosat, yfir haf og heii, yfir hraun og sand, yfir vtn og vdd, inn vorsins land.

Flg g og flg yfir fjallaskr, yfir brekkubr, yfir bleikan svr, yfir foss gili, yfir fuglasveim, yfir lyng laut, inn ljssins heim. (Hugrn)

g veit af lind, er lur fram sem ljfur blr. Hn hvslar lgt vi klettastall sem kristall tr.

Hn svalar mr um sumardag, er slin skn. g teyga af eirri lfsins lind, ljsi dvn.

Og egar sjnin myrkvast mn

og mttur ver, g veit, a ljssins draumads mr drykkinn ber.

Svo berst g inn bjartan sal og blessa vor. verur jarlfs gatan gleymd og gengin spor.

En lindin streymir, streymir fram, ei stvast kann, og fram lknar unga jan, yrstan mann. (Hugrn) Lindin e Hugrnu

Mr tregt er um or til a akka r, hva hefur alla t veri mr. munann fram myndir streyma. Hver einasta minning er bjrt og bl, og bros itt mun fylgja mr alla t, unz hittumst vi aftur heima.

, elsku pabbi, g enn er aeins barn, sem vill fylgja r. heldur hndina mna. Til starfanna gekkstu me glari lund, gleymdir ei skyldunum eina stund, a annast um stvini na.

farinn ert anga undan inn. eftir komum vi, pabbi minn. a huggar harmastundum. tt hjrtun titri af trega og r, vi trum, a ig vi hittum alslu grnum grundum.

reyttur varst orinn og reki smtt, um rautir og barttu rddir ftt og kveist ekki komandi degi. (Hugrn)

gengin ert huggl frelsarans fund og fagnar me tvaldra skara, ar glein er eilf, ar grr srhver und. Hve gott og slt vi hinn hinsta blund tbreiddan fam Gus a fara.

N kveja ig vinir me klkkva og r v komin er skilnaarstundin. Hve indlt a verur ig aftur a sj alslu og fgnui himnum , er sofnum vr sasta blundinn. (Hugrn)

Dal einn vnan g veit, verndar Drottinn ann reit. Allt hi besta ar blmgast hann ltur.

ar er lofti svo trt, ar er ljsbliki skrt. ar af lynginu er ilmurinn stur. (Hugrn)

Hv var essi beur binn barni kra, r svo skjtt? Svar af himni heyrir trin hljma gegnum dauans ntt. a er kvejan: ,,Kom til mn! Kristur tk ig heim til sn. ert blessu hans hndum, hlpin sl me ljssins ndum (Bjrn Halldrsson Laufsi)

hendur fel honum, sem himna strir borg, a allt, er ttu vonum, og allt, er veldur sorg. Hann bylgjur getur bundi og buga storma her, hann ftstig getur fundi, sem fr s handa r.

Mn sl, v rugg srtu, og set Gu itt traust. Hann man ig, vs ess vertu,

og verndar efalaust. Hann mun ig miskunn krna. mist litla hr. r innan skamms mun skna r skjum slin bl. (Bjrn Halldrsson) (Bjrn Halldrsson Laufsi)

Ftml dauans fljtt er stigi fram a myrkrum grafarreit, mitt er hold til moldar hnigi mske fyrr en af g veit. Heilsa, mttur, fegur, fjr flgur burt sem elding snr. Hva er lfi? Logi veikur, ltil bla, hverfull reykur.

Margur einn aldurs blma undi sll vi glaan hag, brtt fregnin heyrist hljma: Heill gr, en nr dag. , hve getur undraskjtt yfir skyggt hin dimma ntt! Fyrir dyrum dauans voa daglega r ber a skoa. (Bjrn Halldrsson Laufsi)

Hv flnar jurtin fra og fellir blm svo skjtt?

Hv sveipar barni bla svo brtt hin dimma ntt? Hv verur von og yndi svo varpa niur grf? Hv berst svo burt skyndi hin besta lfsins gjf? (Bjrn Halldrsson Laufsi)

okkar ferafold falli allt sem lifir enginn getur moka mold minningarnar yfir. (Bjarni Jnsson fr Grf)

Dpsta sla og sorgin unga, svfa hljlaust yfir stor. eirra ml ei talar tunga, trin eru beggja or. (lf Sigurardttir fr Hlum)

Veltu burtu vetrarunga vori, vori mitt! Leiddu mig n eins og unga inn draumaland itt! Minninganna tfra-tunga talar mli sitt, egar mjku, kyrru kveldin kinda' hafi slar-eldinn. (lf Sigurardttir fr Hlum)

r Slstu-ulu, lafar

Hve elska eg ig, glei, me geislana na, n glei er eg aumlega stdd slbros itt skn inn slina mna, ar syngur hver einasta rdd.

Og vil eg llu v lifandi lkna og lofa v gleina sj. Allt mannkyn vil eg af mis gjrum skna og mildinni konungdm f.

opnar a besta, sem eli mitt geymir og uppljmar dimmustu gng, svo ljsi og hitinn a hjarta mr streymir, og hugurinn fyllist me sng.

v elska eg ig, glei, me and liti bjarta sem hugann kveikir og or. inn bsta sem oftast mr hafu hjarta, , huga mns syngjandi vor. (lf Sigurardttir fr Hlum)

Til gleinnar e lfu

egar dags er roti stj rttur burtu flinn. Ftt er slla en sofna syfjaur og linn. (Rgnvaldur Bjrnsson)

Hverfur margt huganum frlast sn er bjart egar g minnist n.

Allt er geymt allt er vsum sta engu gleymt, ekkert er fullakka. (Oddn Kristjnsdttir Ferjunesi) Til n e Oddnju

g akka Gui lngu liinn dag sem lt mig eignast ig a vivin. Og ll au blm sem uxu inni lei me ilm og fegur hresstu og glddu mig. Og birtan sem breiddir yfir allt sl bjarma lfi allt kringum ig.

Svo la dagar, r og vit og msum blikum slr loftin bl.

sorg og glei alltaf varstu eins og enginn skuggi fll na br. Svo brast li, langt og klgukalt og krafan mikla um allt sem gjalda m.

Og fljti niar enn sem ur fyrr og enn flin strkur nman streng. Vi bltt lj, um blm og sumaryl og bjarta kyrr minningu um ig. (Oddn Kristjnsdttir)

g eina minning, sem mr er kr: morgundr vafinn okkar br og stttinni stendur hann hljur, hann horfir til austurs ar rsl rs, n er mn sveit eins og Parads. , hva , Gu, ert gur.

g essa minning, hn er mr kr. Og enn er vor og ekjan grr og ilmar leiinu lga. g veit a hj honum er bltt og bjart og brinn hans frur vorsins skart eilfar himninum bla. (Oddn Kristjnsdttir)

ert sem bla blmi svo bl og hrein og skr. g lt ig og lngun

mr lur hjarta nr.

Mr er sem leggi g lfann litla hfui itt, bijandi Gu a geyma gullfagra barni mitt. (. Benedikt Grndal)

, sofu, blessa barni frtt, blundar vrt og rtt. ig vngir engla vefja bltt og vindar anda hljtt. Af hjarta syngja hjarmenn r til heiurs vggulj sem tr: Sofu rtt, sofu rtt, vrt og rtt, sofu rtt. (. orgils Hlynur orbergsson)

ttir sngva og sl hjarta er signdi og fgai viljans stl. eir urftu ekki um kulda a kvarta, er kynni hfu af inni sl. (Grtar Fells)

Af lifandi glei var lund n hlain, svo lofti kringum ig hl, en egar sast banabei brosi vrum r d, sttu skuggar a slu minni og sviptu hana glei og r.

En seinna skildi g: Hr ttiru ekki a eiga langa tf. Fr drottni allsherjar mai kalli yfir hin miklu hf: Hann urfti bros n sem birtugjafa bak vi daua og grf. (Grtar . Fells)

Hn var einstk perla. Afar fgt perla, skreytt fegurstu gimsteinum sem glitrai og geru lf samferamanna hennar innihaldsrkara og fegurra. Far perlur eru svo rkulega bnar, gddar svo mrgum af drmtustu gjfum Gus.

Hn hafi sjnu engils sem fr stafai ilmur umhyggju og vinttu, star og krleika.

Hn var farvegur krleika Gus, krleika sem ekki krafist endurgjalds.

Hn var vitnisburur um bestu gjafir Gus,

trna, vonina, krleikann og lfi.

Blessu s minning einstakrar perlu. (Sigurbjrn orkelsson)

Englar eins og :

tekur ig svo vel t hvar sem ert. trlega drmtt eintak, slin sem yljar og umhverfi vermir.

glir tilveruna glei me gefandi nrveru og frir bros br svo a birtir til slinni.

Slin sem brir hjrtun.

mannhafinu er gott a vita af englum eins og r.

v a ert slin mn sem aldrei dregur fyrir. (Sigurbjrn orkelsson)

Brnin okkar eru lj sem lifa, ort af okkur saman, vitnisburur star, ur til lfsins, lfs sem vi getum kveikt saman, me Gus hjlp, lfs sem heldur fram og verur ekki afm. (Sigurbjrn orkelsson)

g aeins eitt lf, a er mr mjg drmtt. g reyni a lifa v og g vanda mig.

Samt veikist g, ver fyrir vonbrigum og srist.

A lokum slokknar lkama mnum, hann deyr og verur a moldu.

g aeins eitt lf, en a gerir ekkert til, g stti mig vi a. v lf mitt er Jes og a varir a eilfu. (Sigurbjrn orkelsson)

varst alltaf svo g vi mig, g fkk athygli na skipta, lifir fyrir mig, hlustair mig, talair vi mig, leibeindir mr, lkst vi mig, sndir mr olinmi, agair mig krleika, sagir mr sgur, frddir mig og bast me mr.

varst alltaf svo nrgtin og skilningsrk, umhyggjusm og hjartahl. varst skjl mitt og varnaring. Vi stum saman blu og stru, vorum sannir vinir. Mr tti svo undur vnt um ig, elsku mamma mn. (Sigurbjrn orkelsson)

tt mir mn s n aeins minningin ein mun g vallt minnast hennar me glu gei

og dpstu viringu, hugheilu akklti og hjartans hlju, fyrir allt og allt. (Sigurbjrn orkelsson)

Eitt sinn varst aeins draumur.

Fallegur draumur huga Gus.

Draumur sem rttist. (Sigurbjrn orkelsson)

Bnin er a fegursta og besta sem brjsti mnu brist. Hleitari en s hugsun sem hfinu hrrist.

Sem andvrp til himneskrar fegurar r flgra.

Um lofti r la sem friarins fuglar

og bra ar bil.

Hjarta mkist og sjnarhorni verur senn skrara og mildara.

krleikurinn ljflega mig tekur a aga og benda mr leiir sem best er a fara. (Sigurbjrn orkelsson)

Jess er Gu inn, v aldrei skalt gleyma. Hann gengur vi hli r og leia ig vill. eilfa lfi, tt honum a akka, hann sigrai dauann og lfi gaf r. Gus son himni n vakir r yfir. Hann gleymir ei bn inni hver sem hn er.

Lf mitt s fali r, eilfi fair. Faminum num g hvla vil .

(Sigurbjrn orkelsson)

Boberar krleikans eru jarneskir englar sem leiddir eru veg fyrir flk til a veita umhyggju, mila st, fylla ntina innihaldi og tilgangi, veita framtarsn vegna tilveru sinnar og krleiksrkrar nrveru.

eir eru jkvir, styja, upprva og hvetja.

eir sna hluttekningu, umvefja og fama, sna nrgtni og raunverulega umhyggju, hvaa kringumstum sem er n ess a spyrja um endurgjald. (Sigurbjrn orkelsson)

Staldrau vi, eitt augnablik og lttu um xl.

Taktu svo reynslu na, allt a neikva og sra sem yfir ig hefur gengi og allt hi ljfa og jkva sem hefur upplifa. Settu a san pott minninganna, hrru vel , vi rtt hitastig og tkoman verur gegnheilar, gullislegnar, demants-perlur sem ekkert fr afm ea eytt.

Perlur sem gera ig a verari og roskari manneskju sem kllu er til ess hlutverks a mila umhverfinu og til komandi kynsla.

Slpaar, afmanlegar, fallegar og drmtar demants-perlur. (Sigurbjrn orkelsson)

g bi ig gi Jess a vera hj mr ntt, gef g heyri or n: Vinur, sofu rtt.

Til n er gott a flja,

gefur mr krafta nja, svo hjarta mitt fi tifa og or itt mr lifa. (Sigurbjrn orkelsson)

tt andliti kunni a glejast um stund, getur hjarta grti.

Ef vilt komast hj v a syrgja og sakna, skaltu htta a elska. v eir missa mest sem miki elska.

S sem ekki elskar missir ekki neitt, en fer mikils mis.

Leyfu sorginni a hafa sinn tma og fara sinn elilega farveg.

Svo mun a gerast, smtt og smtt, a gefst upp fyrir henni og minningarnar bjrtu og gu komast a, taka vi

og ba me r. metanlegar minningar sem enginn getur fr r teki.

A harasta vetrinum loknum fer svo a vora og yljandi vindar taka aftur um ig a leika og litskrug lsanlega fgur blm gera vart vi sig, hvert af ru. au taka a spretta umhverfis lind minninganna.

Blessair su eir sem gefa sr tma til a strjka vanga og erra tr af kinn bara me v a fama og vera. (Sigurbjrn orkelsson)

a er svo ungt a missa, tilveran er skekin yfiryrmandi htt, angist fyllir hugann, rvntingin og umkomuleysi er algjrt, tmarmi hellist yfir,

tilgangsleysi virist blasa vi.

a er svo srt a sakna en a er svo gott a grta.

Trin eru drmtar daggir, perlur r lind minninganna. Minninga sem tj krleika og st, vntumykju og akklti fyrir lina tma. Minninga sem einn tt og enginn getur afm ea fr r teki.

Trin mkja og trin styrkja. eim speglast fegur minninganna.

Grttu, v a slir eru sorgbitnir v a eir munu huggair vera.

Slir eru eir sem eiga von Krist hjarta v a eir munu lfi erfa, og eignast framt bjarta. (Sigurbjrn orkelsson)

Mli er a iggja krleikann,

metaka hann af akklti og lifa honum. Me v a finna honum farveg, koma honum fram svo fleiri fi noti hans.

Krleikurinn er tr, hann er heill, honum fylgir sannleikur og frelsi, umhyggja og umburarlyndi, von og traust, byrg og agi. (Sigurbjrn orkelsson)

g mr draum um betra lf. g mr draum um betri heim. ar sem allir eru virtir, hver snum sta, sinni sttt og stu. ar sem allir eru mettir gum sannleikans. ar sem allir f a lifa rttlti og frii. ar sem sjkdmar, hyggjur og sorgir

eru ekki til. Og dauinn aeins upphaf a betri t. (Sigurbjrn orkelsson)

hvarfst mr hdegi lfsins og komst ekki aftur, g s ig ekki meir.

Samt b g n og vona a g fi ig a leia strndum himinsins eins og forum egar vi leiddumst hnd hnd, fmuumst, n ora, gum saman, grtum saman ea tluum saman, lkum okkur, hlgum og skrktum, nutum lfsins fjrunni ea ti skgi.

Ylur lfsins vi okkur lk, tminn eins og st sta,

var sem eilft sumar.

Fegur lfsins speglast lind minninganna um ig.

Um sir, egar vin dvn vi mtast munum svo aftur elsku stin mn vi strndina englalandi, ar sem fegurin br og eilf slin vi okkur skn. (Sigurbjrn orkelsson)

Markmi eru sett, fngum er n, tmamt vera.

Fjalli er klifi, toppnum er n. koma ljs nir toppar, n markmi, nir fangar.

rtt fyrir ll tmamt og fjarlg markmi

sem oft virast eins og lokatakmark heldur lfi fram.

rtt fyrir allt mtlti, torfrur og brekkur, barttu og sigra, og jafnvel tt vinni ljki, jafnvel rtt fyrir sjlfan dauann, sem eru sannkllu tmamt, heldur lfi fram, og ekkert fr a stva. (Sigurbjrn orkelsson)

tt minn elskulegi fair og kri vinur hafi n kallaur veri heim til himinsins slu sala og s v fr mr farinn eftir venju farsla og gefandi samfer, bi g ess og vona a brosi hans bla og bjarta fram fi sa a bra og lifa ljst mnu hjarta, ylja mr og verma, vera mr leiarljs minni sl gegnum minninganna gl.

Og g treysti v a bnirnar hans bljgu mig bllega fram munu bera leiis birtunnar til, svo um sir vi ljflega hittast munum heima himnum og samlagast hinum eilfa ljssins yl. (Sigurbjrn orkelsson)

egar hefur vind fang, haltu hfinu htt. Hrstu ei myrkri, a mun birta til. v a ljs heimsins mun r lsa gegnum dauans dimman dal. Hann fer undan gegnum storm og regn.

munt aldrei ganga einn, munt aldrei ganga einn.

(Sigurbjrn orkelsson)

tt lkami minn hrrni, hann veslist upp

og honum slokkni. lifir sl mn, hn akkar og fagnar, fr frelsi, fagra hvld.

Hn akkar fyrir lfi sem er fallegt og gott, v a gur Gu gaf mr lfi og a tekur aldrei enda.

g lifi , me og fyrir Jes, hann bjargai lfi mnu. Lf mitt mun lifa hj Gui, vegna Jes, um alla eilf.

tt lkami minn hrrni og honum slokkni.

(Sigurbjrn orkelsson)

Fegrau umhverfi itt me gjfum. Stru frjum krleika og umhyggju. Og n verur minnst sem ess sem elskai, ess sem bar raunverulega umhyggju

fyrir flki. (Sigurbjrn orkelsson)

vin er stutt en lfi er langt.

vin er aeins meganga sem fylgir samdrttur og oft harar fingarhrir inn til lfsins ljma, eirrar drar sem koma skal og engan endi mun taka.

vin er stundleg og stutt, en lfi, tmalaus eilf. (Sigurbjrn orkelsson)

Ljfi Jess, lttu mig lfs mns alla daga lifa r og lofa ig ljft krleiks aga.

(orkell G. Sigurbjrnsson)

Lifir, blmgast, lndin vinnur, lsigull og slskin spinnur ofar brotsj atburanna endurminning gra manna. (G.Fr.)

N gn er yfir inni nd og rotinn lfsins kraftur samvistum slustrnd vi sjumst brum aftur. (Ingvar N. Plsson)

Hr vi skiljumst og hittast munum feginsdegi fira; drottinn minn gefi dauum r, hinum lkn, er lifa. (r Slarljum)

Au n heilsu rur engi maur, tt honum gangi greitt; margan a skir, er minnst um varir, engi rur sttum sjlfur. (r Slarljum)

a okkur er til rauna hve gjarnt var a launa, vi knnumst vi a klkk. En fyrir allt sem ertu um eilf blessu vertu! Og haf okkar hjartans kk. (G.J.G.) -Guttormur J. Guttormsson

Hvert sem leiin n liggur um lnd ea hf; beru srhverjum sumar og slskin a gjf. (Stephan G. Stephansson)

En egar hinzt er allur dagur ti og uppger skil, og hva sem kaupi verld kann a vira, sem vann g til: slkri r g kysi mr a kvea eins klkkan brag og rtta heimi a sstu sttahendi um slarlag. (Stephan G. Stephansson) Vi verkalok, e. Stephan

itt er mennta afl og nd, eigiru fram a bja hvassan skilning, haga hnd,

hjarta sanna og ga.

Fr v marki manninn ann eg menntaastan dmdi, flest og best sem var og vann, a vnduum manni smdi. (Stephan G. Stephansson)

Lttu hug inn aldrei eldast ea hjarta. Vinur aftanslar srtu, sonur morgunroans vertu. (Stephan G. Stephansson)

ar sem llum rum trjm of lgt tti a gra undir skuggaholtum hm, hneppt vi sortafla sprastu, ha, gilda grn, grnust allra skga.

r hefur vst vetrum rtt veri kalt ftum: svell vi stlhart, sterkt og bltt stappa votum rtum, berja frost r fagurlims fingri og liamtum.

Samt vxt og varst svo h, viir laufi klddir

sem vru ofan undirhleslum fddir teygja sig inn topp a sj, teinar veurmddir.

Skugga jarar t r ung algrn fyrst smgur, gegnum vetrarverin ung vex og grnni stgur. Unglegt barr itt, lim n lit ltur ei uns hngur.

Upp r skugga og saggasvr sfrj blin greinast, varmalaust vetrar-jr vonarrtur leynast. Bognar aldrei brotnar bylnum stra seinast. (Stephan G. Stephansson) Greniskgurinn e Stephan G

J, n er vg a vita v grein, a var ei a, er laust ig svona, kri, neitt skynbrt vald, er vilji neinu mein n venji gott me slys sem tkifri. v grimmdarverkin hva helst sem eir kenna hverju hjarta sviaheitast brenna. (Stephan G. Stephansson) lj Stephans G. um drenginn Gest

langfrull legir srhvert land undir ft, bera hugur og hjarta samt ns heimalands mt, frnka eldfjalls og shafs! sifji rfoss og hvers! dttir langholts og lyngms! sonur landvers og skers!

Yfir heim ea himin hvort sem hugar n nd, skreyta fossar og fjallshl ll n framtar lnd! Fjarst eilfar ts vakir eylendan n: Nttlaus voraldar verld ar sem vsni skn.

a er skaland slenskt, sem a yfir br aeins blmgrin bjrgin, srhver baldjkull hlr, frnka eldfjalls og shafs! sifji rfoss og hvers! dttir langholts og lyngms! sonur landvers og skers! (Stephan G. Stephansson)

a lf var okkur ln, en henni smi. Hn leyndist nrri, og var stttar pri, og a, sem mrgum sttist seint stri, a sigrai' hn me brosi og hljum rmi. (orsteinn Erlingsson)

En hamingjan geymir eim gullkransinn sinn, sem gengur me brosi til sustu stundar fr san kvldroa koddann sinn inn, kveur ar heiminn slskini og blundar. (orsteinn Erlingsson)

N mttu hgt um heiminn la, svo hverju brjsti veri rtt, og svfa allt vi barminn bla, bjarta heia jlntt.

Hver vinur annan rmum vefur og unga blmi krnu fr. dansar allt, sem hjarta hefur, er hrpu sna vori slr. (orsteinn Erlingsson)

Og brn n og frndur, sem fjr eru og nr, vi fgnum v ll, a n hvld er n vr fr kvldrkkri komandi ntur. Og hvldu n blessu blinu v sem blm koma a pra hvert sumar n og segja, a inn blundur s stur.

(orsteinn Erlingsson)

N opnar fangi fstran ga og famar reytta barni sitt; hn br ar hltt um brjsti ma og blessar loka auga itt. Hn veit, hve bjartur bjarminn var, tt brosin glu sofi ar (orsteinn Erlingsson)

Mig hryggir svo margt, sem hug mnum felst og hvernig g reytist a lifa og mr finnst a, vina mn, hugga mig helst, a hugsa um ig ea skrifa, a minnast armlg n strk og g og allt sem a hefur tala: v ligg g hr aleinn og yrki n lj a eitt gti huganum svala.

Eins veit g a, hvert sem mig hrekur og ber, og hverju sem annars g gleymi, man g allt sem g unni me r og elska a, fama og geymi. Og egar a dimmir vi skammdegisskei og skuggarnir ttast um ftur, vona g stjrnur r lsi mr lei, sem leiftur blhveli ntur.

g man a sem barn a g margsinnis l

og mndi t egjandi geiminn, og enn get g veri a spyrja og sp, hvar sporin mn liggi yfir heiminn. En hvar sem au vera mun hugurinn minn, vi hli na margsinnis standa, og vel getur veri sasta sinn g sofni vi fam inn anda. (orsteinn Erlingsson)

Fyrr var oft koti ktt, krakkar lku saman, ar var lngum hlegi htt, hent a mrgu gaman. ti' um stttar uru ar einatt skrtnar sgur, egar saman safnast var sumarkvldin fgur.

Eins vi brugum okkur oft milli bja til a kankast eitthva ea til a hlja. Margt eitt kvld og margan dag mttum vi ni fa saman eitthvert lag ea syngja kvi.

Bnum mnum heima hj Hlar brekkum undir

er svo margt a minnast , margar glaar stundir. v vill hvarfla hugurinn, heillavinir gir, heim gamla hpinn minn, heim fornar slir. (orsteinn Erlingsson) Hlarendakoti e. orstein

v s, sem hrist fjllin og einlgt aftur snr, fr aldrei leyst gtu: hva hinumegin br. En eim, sem eina lfi er bjarta brar myndin, eir brjtast upp fjalli og upp hsta tindinn. (orsteinn Erlingsson)

Kristur minn g kalla ig, komdu a rmi mnu. Gjru svo vel og geymdu mig, Gu, skjli nu. (Hf. k.)

Kristur minn g kalla ig, komdu a rmi mnu. Gakktu hr inn og geymdu mig Gu fami num. (Hf. k.)

Kristur minn g kalla ig, komdu a rmi mnu.

Gskurkur geymdu mig Gu fami num. (Hf. k.)

Vaktu, minn Jess, vaktu mr, vaka lttu mig eins r. Slin vaki sofnar lf, s hn t inni hlf. (Hallgrmur Ptursson)

Svo a lifa g sofni hgt, svo a deyja a kvl s bgt, svo a greftrast sem gus barn hr gefu, stasti Jess, mr. (Hallgrmur Ptursson)

N legg g augun aftur, , Gu, inn narkraftur mn veri vrn ntt. , virst mig a r taka, mr yfir lttu vaka inn engil, svo g sofi rtt. (Sveinbjrn Egilsson)

g fel forsj na, Gu fair, slu mna, v n er komin ntt. Um ljsi lt mig dreyma og ljfa engla geyma

ll brnin n, svo blundi rtt. (Matthas Jochumsson)

N legg g aftur augun mn, en ndin hvarflar, Gu, til n, inn almttugan starvng lt yfirskyggja mna sng. (Matthas Jochumsson)

Vertu, Gu fair, fair minn, frelsarans Jes nafni, hnd n leii mig t og inn, svo allri synd g hafni.

Hndin n, Drottinn, hlfi mr, heims g asto missi, en nr sem mig hirtir hr, hnd na eg glaur kyssi.

Dauans str af n heilg hnd hjlpi mr vel a reyja, metak , fair, mna nd, mun g svo glaur deyja.

Minn Jess, andltsori itt mnu hjarta eg geymi, s a og lka sast mitt, sofna eg burt r heimi.

(Hallgrmur Ptursson)

Jess, af hjarta akka' eg r, , Jess, varst dag me mr, gef mr, Jess, glatt og rtt, ga og sla vrarntt. (Hallgrmur Ptursson)

Legg g n bi lf og nd, ljfi Jess, na hnd, sast egar g sofna fer sitji Gus englar yfir mr. (Hallgrmur Ptursson)

narnafni nu n vil g klast, Jess. Vk g a verki mnu vertu hj mr, Jess. Hjarta, hug og sinni hef g til n, Jess. Svali slu minni

sta nafni Jess g svo yfirvinni alla mu, Jess, bi ti og inni umfami mig Jess.

narnafni nu

n vil g sofna, Jess. Bi g brjsti mnu blessaur hvli Jess. Sveipi svo klum sns rttltis Jess, a himnahum hj r lendi, Jess. Mr mtgangsmum miskunna, gi Jess. Dreyra r drstum um dreif mig, Jess. (Hallgrmur Ptursson)

Lttu n ljsi itt loga vi rmi mitt. Hafu ar sess og sti, signai Jess mti. (Hf. k.)

Leiddu mna litlu hendi, ljfi Jess, r g sendi bn fr mnu brjsti, sju, bli Jess, a mr gu.

Hafu gt hjarta mnu halt mr fast spori nu, a g fari aldrei fr r, alltaf, Jess, vertu hj mr.

Um ig alltaf sl mn syngi srhvern dag, eitthva yngi. Gef g veri ga barni, geisli inn kalda hjarni. (smundur Eirksson)

Endar n dagur, en ntt er nr, n inni lof g segi, a hefur mr, Herra kr, hjlp veitt essum degi.

Verkin mn ll og vinnulag velknan hj r finni, en vonskan s, sem vann g dag, veri gleymd miskunn inni.

augun sofni aftur hr r mn slin vaki. Gus son, Jess, haf gt mr, geym mn svo ekkert saki.

Vertu yfir og allt um kring me eilfri blessun inni, sitji Gus englar saman hring snginni yfir minni. (Sig. Jnsson fr Presthlum) (Sigurur Jnsson fr Presthlum) - Slmab 465 Sr Sigurur Jnsson fr Presthlum, prestur um 1590 til 1661

Svfillinn minn og sngin mn s nnur mjka hndin n, en ara brei ofan mig, er mr vrin rsamlig. (Sig. Jnsson, fr Presthlum) - Slmab 462

Eins lttu ljsi itt lsa hjarta mitt, skna sl og sinni, sjlfur vaktu ar inni.

Lt hmi milt og hljtt hla a mr ntt og mig a nju minna mildi arma inna.

g fel minn allan hag einum r ntt og dag, ljsi af ljsi nu lifi hjarta mnu. (Sigurbjrn Einarsson)

N er g klddur og komin rl , Kristur Jess veri mitt skjl, gusttanum gefu mr, a ganga dag, svo lki r. (Hf. k.)

Englar Gus eir vaka yfir mr alla daga' og ntur, hvert sem g fer, t gtu, upp hl, undir bori, upp stl, alla daga' og ntur eir vaka yfir mr sem betur fer! (Helga Jnsdttir)

A hryggjast og glejast hr um fa daga, a heilsast og kvejast. a er lfsins saga. (Pll J. rdal)

Allt veraldar lf er eitt vngjablak, hins volduga Gus og sundir ra eitt andartak, hins eilfa Gus. (Pll J. rdal)

Tru tvennt heimi tign sem hsta ber: Gu alheimsgeimi, Gu sjlfum r. (Steingr. Thorsteinsson)

Sofu, hvldu stt og rtt, sumarblm og vor ig dreymi! Gefi r n ga ntt gu, sem meiri' er llu' heimi. (G. Gum.)

Str minni hnd a gjra gott, a glei g rum veiti, svo breytni mn ess beri vott, a barn itt gott g heiti. (Vald. Briem)

g vildi g gti og mtti svo margt, sem mr finnst a yrfti a gera, sem gti engann skaa, og gott er og arft, en Gu hefir samt lti vera.

skyldi g ltta au mannanna mein, sem meiningarlaust er a bera, og kasta af brautinni burtu eim stein, sem bei ar, en tti ekki a vera. (Sigurur Jnsson)

Blessu srtu sveitin mn! sumar, vetur, r og daga. Engi, fjllin, in n yndislega sveitin mn! heilla mig og heim til sn huga minn r fjarlg draga.

Blessu srtu sveitin mn! sumar, vetur, r og daga.

Yndislega ttarjr, starkveju heyr mna, akkarklkkva kvejugjr, kve g lf itt, mir jr. Mir bi mild og hr, mig tak arma na. Yndislega ttarjr, starkveju heyr mna.

Fagra, dra mir mn minnar vggu griastaur n er lfsins dagur dvn, dra, kra fstra mn, bu um mig vi brjstin n. B g ar um eilf glaur. Fagra, dra mir mn, minnar vggu griastaur.

Fair lfsins, fair minn, fel g r minn anda hendur. foldin geymi fjtur sinn. Fair lfsins, Drottinn minn, hjlpi mr himin inn heilagur mttur, veikum sendur. Fair lfsins, fair minn, fel g r minn anda hendur.

(Sigurur Jnsson) Sigurur fr Arnarvatni.

Hver minning drmt perla a linum lfsins degi, hin ljfu og gu kynni af alhug akka hr. inn krleikur verki var gjf, sem gleymist eigi, og gfa var a llum, er fengu a kynnast r. (Ingibjrg Sigurardttir)

Amma kr, ert horfin okkur hr, en hljar bjartar minningar streyma um hjrtu au er heitast unnu r, og hafa mest a akka, muna og geyma.

varst amma yndisleg og g, og allt hi besta gafst hverju sinni, inn trausti famur okkur opinn st, og ungar slir vafir elsku inni.

gttir okkar, gl vi undum hj, r gu stundir blessun, amma kra. N hinstu kveju hjrtu okkar tj hljri sorg og starakkir fra. (Ingibjrg Sigurardttir)

Drk gakona dagsins stru nnum, drust var n glei frn og murst. varst ein af ttjarar skadtrum snnum, er aldrei kllun sinni lfi og starfi brst.

(Ingibjrg Sigurardttir)

Me starkk ertu kvdd hinsta sinni hr og hlhug allra vannstu er fengu a kynnast r. n blessu minning vakir og br vinahjrtum brautir okkar strir , yl og geislum bjrtum. (Ingibjrg Sigurardttir)

itt hjarta geymdi gulli dra og sanna, a gleja og hjlpa strst n unun var. v hlaust hylli Gus og gra manna og gfugt lf itt fagran vxt bar.

g blessa nafn itt bltt sl mr geymi, og bn til Gus mn hjartans kveja er. Hann leii ig ljssins friarheimi, svo lfi eilft brosi mti r. (Ingibjrg Sigurardttir)

Hr a hinstu leiarlokum ljf og fgur minning skn. Elskulega amma ga um hin mrgu gi n.

Allt fr fyrstu skudgum ttum skjl fami r. Hjrtun ungu st vafir okkur gjf s drmt er.

Hvar sem okkar leiir liggja lsa gfug hrif n. Eins og geisli okkar brautum aamma g, tt hverfir sn.

Athvarf hltt vi ttum hj r strk skildir bros og tr. samleik bjrt, sem slskinsdagur samfylgd n um horfin r.

Fyrir allt sem okkur varstu starakkir frum r. Gi og trygg er gafstu verki gri konu vitni ber.

Aalsmerki: elska og frna yfir num sporum skn. Hl og bjrt hugum okkar hjartkr lifir minning n. (Ingibjrg Sigurardttir)

Umhyggju og st na okkur veittir hverja stund. t gastu rum gefi yl fr inni hlju lund.

Gfur prddu fagurt hjarta, glein bj hreinni sl. ori og verki a vera sannur

var itt dpsta hjartans ml. (Ingibjrg Sigurardttir)

A eiga vin er vandmefari, a eiga vin er drmt gjf. Vin, sem hlustar, huggar, styur, hughreystir og gefur von. Vin sem biur bnir nar, brosandi r gefur r. Eflir ig hversdagsleika til a drgja nja d. (Ingibjrg Sigurardttir)

ll vi frum, elsku vinur, star kk kvejustund. Glei veitir grtnu hjarta. guleg von um eftirfund. Drottinn Jes, slin sanna, sigra hefur daua og grf. A hafa tt ig t verur, okkur drmt lfsins gjf. (Ingibjrg Sigurardttir)

kveji vinur einn og einn og arir tnist mr, g ann vin, sem ekki bregst og aldrei burtu fer.

styttist dagur, daprist ljs

og dimmi meir og meir, g ekki ljs, sem logar skrt, a ljs, sem aldrei deyr.

tt hverfi rin, li lf, vi lkam skilji nd, g veit, a yfir dauans djp mig Drottins leiir hnd.

gegnum lf, gegnum hel er Gu mitt skjl og hlf, tt bregist, glatist anna allt, hann er mitt sanna lf. (Margrt Jnsdttir)

g akka allt fr okkar fyrstu kynnum a yri margt, ef telja skyldi a. lfsins bk a lifir samt minnum er letra skrt eitthvert hennar bla. g fann nu heita stra hjarta, helstu trygg og vinttunnar ljs. Er gerir jafnvel dimma vetur bjarta r dufti ltur spretta lfsins rs. (Margrt Jnsdttir)

Lt mig starfa, lt mig vaka, lifa, mean dagur er. Ltt sem fuglinn lt mig kvaka, lofsng, Drottinn, flytja r,

mean vin endist mr.

Lt mig ija, lt mig bija, lfsins fair, Drottinn hr. Lt mig reytta, ja styja, erra tr og gra sr, gleja og frna ll mn r. (Margrt Jnsdttir)

Hri lkist hvtum snj, hndin stir og ftur, enn leynist ylur innst vi hjartartur. (Margrt Jnsdttir)

Kalli er komi, komin er n stundin, vinaskilnaar vikvm stund. Vinirnir kveja vininn sinn ltna, er sefur hr hinn ssta blund.

Margs er a minnast, margt er hr a akka. Gui s lof fyrir lina t. Margs er a minnast, margs er a sakna. Gu erri tregatrin str.

Han skal halda heimili sitt kveur heimilisprin hinsta sinn. Sasta sinni srt er a skilja, en heimvon g himininn.

Far frii, friur Gus ig blessi, hafu kk fyrir allt og allt. Gekkst me Gui, Gu r n fylgi, hans drarhnoss hljta skalt.

Grtnir til grafar gngum vr n han, fylgjum r, vinur. Far vel braut. Gu oss a gefi, glair vr megum r sar fylgja' friarskaut. (Vald. Briem)

Enn vr skulum skilja skaparans a vilja, hver fer heim til sn. Lt oss aftur langa, lfsins Herra', a ganga hinga heim til n. Og tt vr ei hittumst hr,

gef oss fund gleistundu, Gu, rki nu (Vald. Briem)

Oss han klukkur kalla, svo kallar Gu oss alla til sn r heimi hr, sfnu hans vr sjum og saman vera fum hsi v, sem eilft er. (Vald. Briem)

Lt opnast himins hli han burt g fer, mitt andlt vertu vi og veit mr fri hj r. augun ekkert sj og eyrun heyra ei meir og tungan mla ei m mitt andvarp heyr. (Vald. Briem)

, Gu, sem strir stjarna her og stjrnar verldinni, straumi lfsins str mr me sterkri hendi inni.

Str mnu hjarta a hugsa gott og hyggja a vilja num,

og m hvern ann blett brott, er br huga mnum. (Vald. Briem)

S andans andardrttur s sltandi ttur milli mn og n. barnslegt hjarta biur, n blessun streymir niur. g fer til n, kom til mn. (Vald. Briem)

Hin langa raut er liin, n loksins hlauztu friinn, og allt er ori rtt, n sll er sigur unninn og slin bjrt upp runnin bak vi dimma dauans ntt.

Fyrst sigur s er fenginn, fyrst sorgar raut er gengin, hva getur grtt oss ? Oss ykir ungt a skilja, en a er Gus a vilja, og gott er allt, sem Gui er fr.

N han lk skal hefja, ei hr m lengur tefja dauans dimmum val.

r inni harms og hrygga til helgra ljssins bygga far vel Gus ns gleisal. (Vald. Briem)

g horfi yfir hafi um haust af auri strnd, skuggaskjum grafi a skilur mikil lnd. S strndin strjla og aua, er stari eg han af, er strndin strs og naua, er strndin hafsins daua, og hafi dauans haf.

En fyrir handan hafi ar hillir undir land, gullnum geislum vafi a girir skjaband. ar gra grnum hlum me gullslit blmin sm, skgarbeltum blum blmsturlundum frum m alls kyns aldin sj.

ar s g slu fegri slum standa hll dr svo dsamlegri, hn drifin gulli er ll.

ar s g fylking fra og fagurbna sveit um ljssins sali la me ljssins snd bla unas aldinreit.

g hljur eftir hlusta, g heyri klukkna hljm. Hve guleg gusjnusta er Gus helgidm! g heyri unasma og engla skra raust, um Drottins drarljma, um Drottins verk eir rma um eilf endalaust.

Er etta hverful hilling og hugarburur manns? Nei, a er fgur fylling fyrirheitum hans, er snir oss anda Gus eilft hjlparr, og strsmenn Gus ar standa vi stl hins allvaldanda. ar allt er eilf n. (Vald. Briem)

, Gu, sem strir stjarnaher og stjrnar verldinni,

straumi lfsins str mr me sterkri hendi inni.

Str mnu fari heilu heim hfn friarlandi, ar mig inni gslu geym, , Gu minn allsvaldandi. (Vald. Briem)

Kom, huggari, mig hugga , kom, hnd, og bind um srin, kom, dgg, og svala slu n, kom, sl, og erra trin, kom, hjartans heilsulind, kom, heilg fyrirmynd, kom, ljs, og lstu mr, kom, lf, er vin ver, kom, eilf, bak vi rin. (Vald. Briem)

Sofu vrt hinn ssta blund, uns hinn dri dagur ljmar, Drottins lur egar hljmar hina miklu morgunstund.

Heim fr grf vr gngum enn. Gu veit, hvort vr framar fum fari han, a oss gum, mske kalli komi senn.

Veri, Drottinn, vilji inn, vr oss fyrir honum hneigjum, hvort vr lifum ea deyjum, veri hann oss velkominn. (Vald. Briem)

Gef oss Drottinn, gan dag, ganga lt oss allt hag, ef a vilji a er inn, ert t velkominn.

Slin gengur sna lei sitt hi fagra, mlda skei, tt stundu skyggi sk skn hn allt eins fyrir v.

Hvar sem liggur leiin vor, lt oss feta slarspor. Gef oss glei og raut ganga na ljsu braut.

Gef oss, Drottinn, gan dag, gott og fagurt slarlag. Eftir lfsins enda skei oss na vegsemd lei. (Vald. Briem)

g sendi r kra kveju

n komin er lfsins ntt, ig umvefji blessun og bnir g bi a sofir rtt. svi sorg mitt hjarta slt er a vita af v, laus ert r veikinda vijum n verld er bjrt n.

g akka au r sem g tti aunu a hafa ig hr, og a er svo margs a minnast svo margt sem um hug minn fer, srt horfinn r heimi g hitti ig ekki um hr, n minning er ljs sem lifir og lsir um komna t. (runn Sigurardttir)

Drottinn er minn hirir, mig mun ekkert bresta. grnum grundum ltur hann mig hvlast, leiir mig a vtnum, ar sem g m nis njta. Hann hressir sl mna, leiir mig um rtta vegu fyrir sakir nafns sns. Jafnvel tt g fari um dimman dal, ttast g ekkert illt,

v a ert hj mr, sproti inn og stafur hugga mig.

br mr bor frammi fyrir fjendum mnum, smyr hfu mitt me olu, bikar minn er barmafullur. J, gfa og n fylgja mr alla vidaga mna, og hsi Drottins b g langa vi. (23. Davsslmur)

g hef augu mn til fjallanna: Hvaan kemur mr hjlp? Hjlp mn kemur fr Drottni, skapara himins og jarar. Hann mun eigi lta ft inn skrina, vrur inn blundar ekki. Nei, hann blundar ekki og sefur ekki, hann, vrur sraels. Drottinn er vrur inn, Drottinn sklir r, hann er r til hgri handar. Um daga mun slarhitinn eigi vinna r mein, n heldur tungli um ntur. Drottinn mun vernda ig fyrir llu illu, hann mun vernda sl na. Drottinn mun varveita tgngu na og inngngu han fr og a eilfu. (121. Davsslmur)

N ertu horfinn himnanna borg og hlir englanna tal. Burtu er kvi, sjkdmur, sorg slbjrtum himnanna sal.

eim llum sem tra og treysta Krist ar tilbi furland er. ar stvinir mtast unaarvist um eilf, , Jes, hj r. (Ingibjrg Jnsdttir)

Lfi er fljtt; lkt er a elding sem glampar um ntt ljsi, sem tindrar trum, titrar brum. (Matthas Jochumsson)

Hva er hel? llum lkn, sem lifa vel, engill, sem til lfsins leiir, ljsmir, sem hvlu breiir. Slarbros, er birta l, heitir hel. (Matth. Joch.)

Minn friur er fltta, mr finnst svo tmt og kalt; g geng me innri tta,

og allt mitt r er valt. g veit ei, hva mig huggi, og hvergi s g skjl; mr gnar einhver skuggi, tt g s beint vi sl.

g spyr mig: hvert skal halda? en hvergi flja m; g hrpa: hva skal gjalda? v hvergi neitt g . v stenzt minn styrkur eigi, sem stormi lostin bjrk mitt hfu reytt g hneigi hryggar eyimrk. (Matt. Joch.)

Hve sl, , hve sl er hver leikandi lund, en lofau engan dag fyrir slarlags stund.

Um slskin kva fuglinn og s hvergi skr, slin rann haf, var hann kominn br.

Um sumardag blmi sakleysi hl, en slin hvarf, og li til foldar a sl.

Og dtt lk sr barni um dagmlamund, en di var og stirna um miaftans stund.

Svo rstutt er bil milli blu og ls,

og brugizt getur lni fr morgni til kvelds.

En gott tt , sl hver, sem Gu veitir fri, gfan n s hverful um veraldar svi.

Um Gus fri syngur og grtur ei skr, geymi ig um slarlag fanganna br.

Sem barn Gus unir sem blmstur vi sl, tt brothtt s sem reyrinn itt lukkunnar hjl.

lukkan s brothtt, ljs itt s tl, s leitar n, sem finnur og tnir engri sl.

Hve sl, , hve sl er hver leikandi lund, og lukkan hn er eilf, tt hverfi um stund. (. M. Joch.)

, Gu mns lfs, g loka augum mnum lknarmildum furrmum num og hvli stt, tt hverfi slin bjarta, g halla mr a nu furhjarta.

, tak n, Drottinn, fur og mur mna mildirka narverndan na, og ttli mitt og ttjr virstu geyma og engu nu minnsta barni gleyma.

, slarfair, signdu n hvert auga,

en sr lagi au, sem trin lauga, og sndu miskunn llu v, sem andar, en einkum v, sem bl og voi grandar.

n lknarsjn lsi dimmum heimi, itt ljsi blessa gef ntt mig dreymi. Jes nafni vil g vran sofa og vakna snemma na dr a lofa. (Matthas Joch.)

Ls, milda ljs, gegnum ennan geim, mig glepur sn, v n er ntt, og harla langt er heim. , hjlpin mn, sty minn ft; tt fetin ni skammt, g feginn ver, ef fram miar samt.

g spuri fyrr: Hva hjlpar heilg tr og hennar ljs? Mr sndist bjart, en birtan varr, og n er burt mitt hrs. g elti skugga, fann sjaldan fri, uns fr ndin sttist Gu sinn vi.

ljs, sem vallt lsa vildir mr, logar enn, gegnum brur, brim og voasker. n birtir senn. Og g finn aftur andans fgru dyr

og engla , sem barn g ekkti fyrr. (Matthas Jochumsson)

Hv skyldi g yrkja um nnur flj, en ekkert um ig, , mir g? Upp, minn hjartans ur! v hva er star og hrrar ds, og hva er engill r parads hj gri og gfugri mur?

g man a betur en margt gr, morgunslin mig vakti skr og tv vi stum tni: bentir mr yfir byggar hring, ar brosti vi drin allt kring og fjrurinn blldum bni.

bentir mr , hvar rdagssl austri kom me lf og skjl. signdir mig og segir: ,,a er gu, sem horfir svo hrt og bjart, a er hann, sem andar myrkri svart og heilagar sjn hneigir.

g fann a var satt. g vann ann yl, sem fjrti ra tmabil til fulls mr aldregi eyddi. g fann ann neista sinni og sl, er sorg og efi, str og tl

mr aldregi alveg deyddi.

n efa fir, a er mn tr, sr ttu gfugra hjarta en , a vakti mr lngum lotning; rbyrg mestu auugust varst og alls skyn skapraun og rautir barst sem vrir drasta drottning.

g hef ekkt marga ha sl, g hef lrt bkur og tunguml og seti vi lista lindir. En enginn kenndi mr eins og hi eilfa og stra, kraft og tr, n gaf mr svo gulegar myndir.

g kve ig, mir, Kristi tr, sem kvaddir forum mig sjlfan essu rautanna landi. , fagra ljs, ljsinu br, n launar r gu sinni dr, n glest um eilf inn andi. (Matthas Jochumsson)

varst hraustur, jning alla oldir og barst ig vel, vildir aldrei, aldrei falla: Upprttan ig nsti hel. varst sterkur, hreinn hjarta,

hirtir ei um skrum og prjl; aldrei ni illskan svarta ata na sterku sl. (Matthas Jochumsson)

Gekk g a snginni: sofandi l hinn slfagri kvennanna blmi; mai rdd mr eyrunum fr eilfum heimslaga dmi; , maur, brtur ei dauans dyr, dauinn ei svarar r, hvers sem spyr, nema me helklukku-hljmi.

Gekk g a snginni, signdi itt lk, mitt stasta, ljmandi yndi! Ljs mitt var di, og lfsvonin rk liin sem fokstr vindi. Tr ei, maur, hamingju-hjl, heirka daga n sknandi sl, tt leiki r gjrvallt lyndi. (Matthas Jochumsson)

g stend til brautar binn, mn bn til n og trin er hjartans huggun mn, minn veiki vinaskari, g veit tt burt g fari, er, Herra Gu, hendi n. (Matthas Jochumson)

Gu leii ig, hans eilf st, sem aldrei gum manni brst. Gakk, gakk, mitt barn, og forlg fyll, og finnumst egar Drottinn vill. Gu leii ig. (Matth. Joch.)

S g samhljan sgu inni skrungsskapar og skyldurkni, skaps og stillingar, styrks og blu, vilja og varar, vits og dar. (Matthas Jochumson)

, slarfair, signdu n hvert auga, en sr lagi au, sem trin lauga, og sndu miskunn llu v, sem andar, en einkum v, sem bl og voi grandar. (Matthas Jochumsson)

, fair, gjr mig lti ljs um lfs mns stutta skei, til hjlpar hverjum hal og drs, sem hefur villst af lei.

, fair, gjr mig blmstur bltt, sem brosir llum mt og kvalaust vi kalt og hltt er kyrrt sinni rt.

, fair, gjr mig ljflingslag, sem lfgar hug og sl og vekur sl og sumardag, en svfir storm og bl.

, fair, gjr mig styrkan staf a styja hvern sem arf, uns allt a pund, sem Gu mr gaf, g gef sem brurarf.

, fair, gjr mig sigurslm, eitt signa trarlag, sem afli bls brotinn hlm og breytir ntt dag. (Matthas Jochumsson)

, ljssins fair, lof s r, a lf og heilsu gafstu mr og fur minn og mur. N sezt g upp, v slin skn, sendir ljs itt inn til mn. , hva , Gu, ert gur! (Matthas Jochumsson)

, n a eiga Jes einkavin hverri raut. , heill a halla mega hfi snu' Drottins skaut. , a slys v hnossi' a hafna, hvlkt fr inni braut, ef blindur vilt ei varpa von og sorg Drottins skaut.

Eigir vi bl a ba, bir freistni, sorg og raut, ttast ekki, bnin ber oss beina lei Drottins skaut. Hver betri hjlp nauum? Hver slkan vin braut, hjartans vin, sem hjarta ekkir? Hllum oss Drottins skaut.

Ef vr berum harm hjarta, hryggilega dauans raut, hva helzt er Herrann Jess hjartans fr og lknar skaut. Vilji bregast vinir nir, veriru' einn kaldri braut, flt r a halla' og hneigja hfu reytt Drottins skaut. (M. Joch.)

Hrra, minn Gu, til n,

hrra til n, enda tt ll s kross upphefin mn. Hljma skal harpan mn: Hrra, minn Gu, til n, hrra til n.

Villist g vinum fr vegmur einn, kld nttin kringum mig, koddi minn steinn, heilg skal heimvon mn. Hrra, minn Gu, til n, hrra til n.

Sofanda sndu slstigans braut upp itt eilfa alfurskaut. Hljmi svo harpan mn: Hrra, minn Gu, til n, hrra til n.

rla g aftur rsungur af be. Gus hs grttri braut glaur g hle. Hver og ein hrmung mn hefur mig, Gu, til n, hrra, minn Gu, til n,

hrra til n.

Lyfti mr langt h lukkunnar hjl, htt yfir stund og sta, stjrnur og sl, hljmi samt harpan mn: Hrra, minn Gu, til n, hrra til n. (Matthas Jochumsson)

Legg djpi, , sem enn ert ungur, og rast ei, tt straumur lfs s ungur, en set r snemma hleitt mark og mi, haf Gus or fyrir leiarstein stafni og stru san beint Jes nafni himins hli.

Legg djpi, , sem reyttur lendir r ungarri heimsins, Jess bendir, , haf n Drottin hj r innan bors. fer ga fr ssta sinni, v slarfora skaltu byrgja inni Gus eilfs ors. (Matthas Jochumsson)

g hefi ekkt marga ha sl, g hefi lrt bkur og tunguml og seti vi lista lindir,

en enginn kenndi mr eins og hi eilfa og stra, kraft og tr, n gaf mr svo gulegar myndir. (Matthas Jochumsson)

Hvldin er fengin himins ldur rugga hjartkrri mur inn djpan fri. N ber ei lengur yfirskin n skugga sknandi ljmi Drottins blasir vi.

Lur hn n um ur kunn svi. Englanna bros mun reytta slu hugga. Hvldin er fengin himins ldur rugga hjartkrri mur inn djpan fri.

kk s r fyrir alla st na allt sem gafst af inni heitu sl. Lengi skal kr n milda minning skna merlar hn geislum dauans varpa .

Fagurt um eilf blossar andans bl. Burt er n kvl og reyta sorg og pna. kk s r fyrir alla st na allt sem gafst af inni heitu sl. (Matthas Jochumsson)

, Drottinn, minnar slar sl, n sezt ginn ljssins hjl, en egar birtan burtu fer,

n blessu sjn lsi mr.

Gef hjarta mnu helgan fri, gef hverri slu lkn og gri, , fyrirgef oss fall og synd, , frelsa, Drottinn, na mynd. (Matthas Jochumsson)

Fast stst me fjr og skurtt fallinn lstu: Komin hinzta ntt. Eins og bresti bla, hjani hjm, horfi var itt manndmsroska blm. Eins og mjll og sjvarhrnn um haf hrundi blminn kinnum num af.

Viku af viku, ntt og dapran dag dauans engill sng itt vggulag; sng og skenkti srra kvala vn, sng og spann itt hvta dins ln. Loks kom heilg hnd, sem um ig bj himnesk rdd, er sagi: a er ng. (Matthas Jochumsson)

Sn mr, slar fair, sjnir hrri en essar, mli mitt er sast miklar ig og blessar. Sn mr stt anda sla vini mna,

blessun mna barna burtfr mna krna.

Dm svo mildan daua, Drottinn, nu barni, eins og lttu laufi lyfti blr fr hjarni, eins og ltill lkur ljki snu hjali, ar sem lygn leyni liggur marinn svali. (Matthas Jochumsson)

, Gu, minn fair, fyrirgef a frami illt dag g hef, a geti' eg sofna sttur enn vi sjlfan ig og alla menn.

Mn sl og hjarta hvli' r, en hvl , Gu, brjsti mr, svo hver einn morgunn heims um rann mig hitti nrri' og betri mann. (Matthas Jochumsson)

starfair himinha, heyr barna inna kvak, enn dag og alla daga inn narfam mig tak.

N n slin er mr eina, or n dggin himni fr, er mig hressir, elur, nrir, eins og foldarblmin sm.

Einn hefur allt hndum, ll r kunn er rfin mn, , svo veit alng inni einnig mr af ljsi n.

Anda inn lt mr stjrna, ausveipan gjr huga minn, og innar elsku vegum inn mig lei himin inn. (Steingrmur Thorsteinsson)

Yfir voru ttarlandi, aldafair, skildi halt. Veit v heillir, ver a grandi, virstu a leia r ess allt. stargeislum thellt bjrtum yfir lands vors h og dal. Ljs itt gl lsins hjrtum, ljs, er aldrei slokkna skal. (Steingrmur Thorsteinsson)

Kom, ntt, me n og fri,

kom nr, minn fair hr, og legu lyfstein inn vi lfsins mein og sr, allt mannsins bl, hvert brot og sr. (Sigurbjrn Einarsson)

vakir, fair vor, og verndar brnin n, svo v sem verld er og vonarstjarna skn, ein stjarna hlj himni skn. (Sigurbjrn Einarsson)

Eigi stjrnum ofar g ig a finna, meal brra minna mn leitar, Gu.

Nr en blrinn, blmi, barn mnum armi, st eigin barmi, ertu hj mr, Gu.

Hvar sem rautir jaka, ig g heyri bija: Viltu veikan styja, vera hj mr ar?

J, inn vil g vera, vgja r mitt hjarta, lta ljs itt bjarta leia, blessa mig. (Sigurbjrn Einarsson)

N hverfi oss sviinn r srum og sjatni ll beiskja trum, v dauinn til lfsins oss leiir, sj, lausnarinn brautina greiir. (. Sigurbjrn Einarsson)

Stundum verur vetur verld hjartans . Lttu fr n lifa, ljssins Gu, v. Gef oss itt sumar slu inni fr. Kristur, kom og sigra, kom og ver oss hj. (Sigurbjrn Einarsson)

Lof s r, Gu, n lkn ei ver, lind allrar gsku, dr s r. Lof r, sem veitir hjlp og hlf, himneska svlun, eilft lf.

Lofar ig sl, r ltur jr. Lfi r frir akkargjr,

blessi itt nafn um eilf r: Einn sannur Gu og fair hr. (Sigurbjrn Einarsson)

Drottinn Gu, itt dra nafni skra drka ber og veita lotning tra. Hver tunga, vera skal vitni bera, a voldug eru n r og r akkir fra.

Gu er Gu, tt verrld vri eigi, verur Gu, tt allt jru deyi. tt farist heimur sem hjm og eimur, mun heilagt streyma ntt lf um geim, Gus degi.

Bjrgin hrynja, hamravirkin svkja, himinn, jr og stjrnur munu vkja, en upp mun rsa, og r hans prsa, hans rki vsa og ljsi lsa og rkja. (. Sigurbjrn Einarsson)

g tigna krleiks kraftinn hlja, Kristur, sem birtist oss r. hefur fur hjarta ga,

himnanna rki, opna mr. g tilbi undur elsku innar, upphaf og takmark veru minnar.

Mitt lf helgum huga num hefur lknarstfum skr, og allt, sem br barmi mnum, bera skal vitni inni n, svo aftur lsi elskan bjarta, endurskin itt, fr lind mns hjarta.

g drka helga htign na, himneski vinur, Drottinn minn. Lt tr og verk og vitund mna vegsama krleiks mttinn inn og mig um alla eilf bera anda ns mt og hj r vera. (Sigurbjrn Einarsson)

g veit um himins bjrtu borg bjarma slu hrri. ar er ei skuggi, synd n sorg, hvert sr er grtt og fjarri. (Sigurbjrn Einarsson)

Blmin falla, flskva slr flestan ljma. Aldrei hverfur angan sumra blma.

annig varstu vinur, mr sem vori bjarta. a sem gafstu geymist mr hjarta.

Ilma sprotar, anga lauf, sem aldrei falla. Drottinn launi elskuna na alla. (Sigurbjrn Einarsson) ort til sr Jns M Gujnssonar Akranesi ttrs

Fr r er, fair, rek og vit, ll ekking, st og tr. Kenn oss a akka einum r a allt, sem gefur .

Og allt, sem hver r btum ber, er brurskerfur hans, sem bta skal, kk til n, r rfum annars manns.

En lt ann dag oss ljma brtt, er losna bndin hr, og rttur inn og rki fr ll r vorri jr.

allt, sem lifir, lofar ig

og ltur inni stjrn, og brosir heium himni vi helgri akkarfrn. (Sigurbjrn Einarsson) Amazing Grace

N hverfur sl haf og hmi kemur skjtt. g lofa gan Gu, sem gefur dag og ntt, minn vkudag, minn draum og ntt.

vakir, fair vor, og verndar brnin n, svo v sem verld er og vonarstjarna skn, ein stjarna hlj himni skn.

Lt daga n ntt af nrri von og tr myrkri hels og harms og hvar sem gleymist jr, sem tt og elskar .

Kom, ntt, me n og fri, kom nr, minn fair hr, og legu lyfstein inn vi lfsins mein og sr, allt mannsins bl, hvert brot og sr.

(Sigurbjrn Einarsson)

, mikli Gu, ert me oss jru, miskunn n nr en geisli kinn. Eins og vr finnum andvara morguns, eins skynjar hjarta krleik inn.

dagsins iu, gtunnar glaumi, greinum vr ig me ljs itt og fri. Hvar sem ein bn er bein hlji, beygir kn vi mannsins hli.

Hvar sem er unni, hugur inn starfar, hs vor og tki eru n verk. vilt vr teljum vort a, sem gefur viskan n rk og hndin sterk.

Djp er n lind, sem lfgar og nrir, lfinn inn str, vort eilfa hl. Gjr oss, Kristur, Gus sonur gi, greinar nu lfsins tr. (Sigurbjrn Einarsson)

kyrr bnarinnar, gn hjartans, syngja englarnir lofsng,

hfugri kyrr og hljltum trleik.

ar sem or tj hi segjanlega, mynd hrfur horfandann, tnlistin huggar ann sem syrgir, hlturinn smitar hpinn, ar eru eir nnd, englar Gus.

ar sem hl hnd er rtt til hjlpar og huggunar, ar er engill Gus a verki. ar sem bros breiist yfir andlit og augu ljma glei og hlturinn streymir fr hlju hjarta, lknandi, svalandi, ar standa hli himinsins opin upp gtt. (Karl Sigurbjrnsson)

Drottinn vakir, Drottinn vakir daga og ntur yfir r. Bllynd eins og besta mir ber hann ig fami sr. Allir tt r arir bregist, aldrei hann burtu fer. Drottinn elskar, Drottinn vakir daga og ntur yfir r.

Lng sjkdmsleiin verur, lfi hvergi vgir r, rautir magnast, rjta kraftar,

ungt og srt hvert spori er, honum treystu, hjlpin kemur, hann af raunum sigur ber. Drottinn elskar, Drottinn vakir daga' og ntur yfir r.

egar virull rennur, rkkvar fyrir sjnum r, hrstu eigi, hel er fortjald, hinum megin birtan er. Hndin, sem ig hinga leiddi, himins til ig aftur ber. Drottinn elskar, Drottinn vakir daga og ntur yfir r. (Sigurur Kristfer Ptursson)

Vi andltsfregn na, allt stvast tmans ranni. Og sorgin mig grpur, en segja g vil me sanni, a sk mn um bata inn, tj var bnunum mnum, en Gu vildi f ig, og hafa me englunum snum.

Vi getum ei breytt v sem frelsarinn hefur a segja. Um hver fr a lifa, og hver svo nstur a deyja.

au rlg sem vi hfum hloti, a verur a skilja. Svo aumjk og hlj, vi ltum a frelsarans vilja.

sorgin s sr, og erfitt er vi hana a una. Vi verum a skilja, og alltaf vi verum a muna, a Gu hann er gur, og veit hva er best fyrir sna. v treysti g n, a hann geymi vel slina na.

tt farin srt, og horfin ert burt essum heimi. g minningu na, vallt hjarta mr geymi. stvini na, g bi san Gu minn a styja, og erra burt trin, g t skal fyrir eim bija. (Brynds Halldra Jnsdttir)

Sofu n blundinum vra, blessu s slin n hrein. Minningin, milda og tra, merlu, minningar stein.

Man g ig stkra meyja, mean a lifi g hr. Minning sem aldrei skal deyja samverustundin me r. (Brynds Halldra Jnsdttir)

N sveipa heiar nturflva feldi um ftur hgt og dggvast grin tn. Hnigin er sl, en aftangeisla eldi er enn dreift um hstu fjalla brn.

Um svardjp lgum brum bur blikfegur kvlds og vaggar dagsins raut. aftanblvar fylgd mn lj lur til lags vi rulbjarmans tfraskraut.

Kvldhimins fgur litadr er dofnu og dggva slungi gris ljsatraf. Hver alda harms er lg, hver srkennd sofnu, hver sorgarelfur tmd vordraums haf. (Sigurjn Frijnsson)

N hngur sl a hafi. Eg horfi gengi skei. Tek fggur mnar fatla. Fer mna lei. (Sigurjn Frijnsson)

Vertu alltaf hress huga

hva sem kann a mta r. Lt ei sorg n bl ig buga. Baggi margra ungur er. Treystu v, a r herar yngri byri' ei varpa er en hefir afl a bera. Orka blundar ng r.

Grafu jafnan srar sorgir slar innar djpi . tt r bregist besta vonin, brtt mun lifna nnur n. Reyndu svo a henni' a hlynna hn svfi djarft og htt. Segu aldrei: Vonlaus vinna! Von um sigur ljr r mtt.

Dmdu vgt um veikan brur veraldar lduglaum, tt hans viljarek s lama tt hann hrekist fyrir straum. Slarstr hans ei ekkir, r ei veist hva mta kann, tt fastar ykist standa ert veikur eins og hann.

erru kinnar ess er grtur vou kaun hins sra manns Sendu inn srhvert hjarta,

slargeisla krleikans.

Vertu sanngjarn, vertu mildur, vgu eim sem mt r braut. Bi inn Gu um hreinna hjarta hjlp lfsins vanda' og raut. (Erla skldkona.) bkinni Hlublm 1937 Gufinna orsteinsdttir, f. 1891, d. 1972

Vi hlustir mr helfregnin ltur hfug og grimm. Hvert stynjandi nturlj nstir mig gegn, hver nandi gjstur og etta kalda regn. g skil etta eigi. g skil a enn eigi. g er of langt burtu til ess g a skilja megi.

Laus vi krankleik og kvl en svo kld og fl sefur n rleg rminu hvta. Engin aslg t, engin andvarpan str ig na lengur n svefninum slta. (Hannes Hafstein). Systurlt e. Hannes

Svo segir bros itt, besta systir mn. N beinist aftur kveja mn til n, og brennheitt hfu hneigi g trum, mn hjartans vina fr svo mrgum rum.

Um regni grtnar grundir sig grfir nttin hlj, me grrri skmu brum fer a morgna. Mr finnst g vera a syngja mitt seinasta lj og slar minnar lindir vera a orna.

g veit, hefir sagt mr a hera huga minn. g hugga mig sem best til a gera vilja inn. g geymi hvert itt bros minning minni. g man og skal ei gleyma samvist inni.

g vildi g gti fltta r fagran minniskrans. En fyrir augun skyggja heitu trin. Svo vertu sl, mn systir! fami fannkldds lands. fri n tt. Vi minninguna og srin. (Hannes Hafstein)

Vagga, vagga, va, fagra, undurbreia haf, starblum blvi stroki af, vagga, vagga, allar sorgir svf og niur agga.

Hmi hngur hgt og bltt um endalausan geim. Stormur felldist fyrir eyktum tveim. Hmi hngur. Hgt ldudali skipi sgur.

Aldnar vakna endurminningar, en sofna um lei; hugann dregur aldan blkk og brei. Draumar vakna; duldir rir upp slu rakna.

Bernsku draumar, blir eins og ljfrar mur hnd andann leia inn blmskrdd lnd. Ljfir draumar la um slu eins og heitir straumar. (Hannes Hafstein)

g berst fki frum fram um veg. Mt fjallahlum hum hleypi g. Og golan kyssir kinn. Og hara, hara spretti hendist fram klrinn minn.

a er sem fjllin fljgi mti mr, sem klfur lofti kljfi klrinn fer. Og lund mn er svo ltt, eins og gti eg gjrvallt lfi geisa fram einum sprett. (Hannes Hafstein)

Blessu slin elskar allt, allt me kossi vekur, haginn grnn og hjarni kalt hennar stum tekur.

Geislar hennar t um allt eitt og sama skrifa hagann grnan, hjarni kalt. Himneskt er a lifa! (Hannes Hafstein)

Er slin hngur hgt djpan s og hfu sitt til nturhvldar byrgir svalri grund, golu um bl, er gott a hvla eim er vini syrgir.

hinstu geislum hljtt eir nlgast , a huga num veifa mjkum svala. Hver slustund sem eim hafir hj hjarta nu byrjar ljft a tala.

Og trin sem vta vanga inn er vkvan, send fr lfsins sta brunni. au la eins og elsku hnd um kinn og eins og koss au brenna ljft munni.

lur nttin ljfum draumum svo ljft a kuldagust finnur eigi,

og fyrr en veist rull rs n og roinn lsir fyrir njum degi. (Hannes Hafstein)

(Eftirfarandi lj orti Hallgrmur Ptursson til dttur sinnar, Steinunnar Hallgrmsdttur, sem lst barnimg sttarsng. Er fyrsti stafur hverju erindi takt vi nafni hennar.)

Slar r slir eru, sem hr n skiljast vi fr holdsins hryggar veru og heimsins gldum si, hvlast himnafri, ar sem me stum hljum syngur lof Drottni gum lofsamlegt engla li.

Tign, ru, smd og sma slir Gus barna f, sem ljsar stjrnur ljma lambsins stli hj, vallt Gus auglit sj, me hvtum skra skrddar, skarti rttltis prddar, sorg allri sviptar fr.

Englanna hirin hreina heirar Gu ntt sem dag slirnar syngja og greina

sanctus me fegursta lag og lystugum lfsins hag, holdi sig mean hvlir, hndin Drottins v sklir, sr engan sorgar plag.

ennan flokkinn frma flutt varstu, barnkind mn himneskum hafin sma hvlist n slin n ljmar ar skrt og skn fami Jes frum fagnandi llum tum; drin s aldrei dvn.

N er r aftur goldi angri, sem barstu mest, egar itt hrjist holdi, htt stundir og grzt, gefin er glein bezt, hafin r hrygg og mi, hreinsun me Jes bli, synd engin r sst.

Unun var augum mnum vallt a lta ig me undgdms stum num t gladdir mig, rtt yndis-elskulig,

ausveip af hjarta hlug, harri stt vel lug, sem jafnan sndi sig.

Nm, skynsm, ljf lyndi, lfs mean varstu hr, eftirlti og yndi t hafi g af r, minni muntu mr; v mun g ig me trum reyja af huga srum, heim til ess han fer.

Mn glei er s eina, andlt itt hugsa g , hafir mli hreina, hr me vit alls a g, skammt til ess lf lei fr, breiddir t hendur bar, baust ig til Jes nar, kvast vilja koma .

Litla stund st hfi, sturlai fgnuinn, hlft fjra r alls var fi eigi fullkomin, skjtt s g skilna inn; geymir sl na stur signaur Drottinn mtur

fyrir Jesm, soninn sinn.

Hvlist n holdi unga af harmi og sorgum mtt, svipt llum sttarunga, svo er r n htt, dttir mn! bl er btt, frjls vi synd, fr og daua fyrir Jes bli raua, sefur Drottni stt. (Hallgrmur Ptursson)

N ertu leidd, mn ljfa, lystigar Drottins , ar ttu hvld a hafa hrmunga og rauna fr, vi Gu mtt n mla, miklu fegri en sl unan og eilf sla er n hj lambsins stl.

Dttir, drar hendi Drottins, mn, sofu vrt, hann, sem r huggun sendi, hann elskar ig svo krt. lifir gum Gui, Gui sofnair , eilfum andarfrii t sl lifu n.

(Hallgrmur Ptursson)

Upp, upp mn sl og allt mitt ge, upp mitt hjarta og rmur me, hugur og tunga hjlpi til. Herrans pnu g minnast vil. (Hallgrmur Ptursson)

Hafu, Jess, mig minni, mu og dauans hrelling stytt, brn mn hj r forsjn finni, fr eim llum vanda hritt, lttu standa lfsbk inni lka eirra nafn sem mitt. (Hallgrmur Ptursson)

Allt eins og blmstri eina upp vex slttri grund fagurt me frjvgun hreina fyrst um dags morgunstund, snggu augabragi af skori verur fljtt lit og bl niur lagi lf mannlegt endar skjtt.

Svo hleypur skan unga vissa dauans lei sem aldur og ellin unga, allt rennur sama skei.

Innsigli engir fengu upp lfsstunda bi, en ann kost undir gengu allir a skilja vi.

Dauinn m svo me sanni samlkjast, ykir mr, slyngum eim slttumanni, er slr allt, hva fyrir er: grsin og jurtir grnar, glandi blmstri frtt, reyr, str sem rsir vnar reiknar hann jafnfntt.

Lfi manns hratt fram hleypur, hafandi enga bi, dauans grimmar greipur, grfin tekur vi. Allrar veraldar vegur vkur a sama punkt, fetar ann fs sem tregur, hvort fellur ltt ea ungt.

g veit, minn ljfur lifir lausnarinn himnum , hann rur llu yfir, einn heitir Jess s, sigrarinn dauans sanni sjlfur krossi d

og mr svo aumum manni eilft lf vst til bj.

g lifi' Jes nafni, Jes nafni' eg dey, heilsa og lf mr hafni, hrist g dauann ei. Daui, g ttast eigi afl itt n valdi gilt, Krist krafti' eg segi: Kom sll, vilt. (Hallgrmur Ptursson)

g lt beint ig, Jes minn, jafnan hryggin srir. mnum krossi krossinn inn krftuglega mig nrir. Srhvert einasta sri itt sannlega grir hjarta mitt og njan fgnu frir. (Hallgrmur Ptursson)

(Passuslmur 37.10.) danskri ingu Bjrns Sigurbjrnssonar:

Jeg ser, min Jesus, til dig hen, nr sorgen er p frde, dit kors vil gi' mig mod igen, s jeg mit kors kan bre.

Hvert eneste af dine sr vil lge hjertet, hvor jeg gr, og troens hb ernre. (Hallgrmur Ptursson)

Kvl sna Jess kallar kaleik skenktan sr. Kross inn og eymdir allar eins mttu nefna hr, v Drottinn drakk r til, fyrir ig hann pndist, svo , mn sl, ei tndist, gjr honum gjarnan skil.

mtt ig ar vi hugga, hann ekkir veikleik manns, um arftu ekki a ugga drykkjuskammtinn hans, vel n vankvi sr, hi srasta drakk hann sjlfur, stari og minni en hlfur skenktur er skerfur r. (Hallgrmur Ptursson)

Fyrir ann dey sem oldir , ig bi g um a Jess n, a gefi mr n gskan bl, ga dauans manns dauat. Hold mitt lt hvlast hgt fri,

hnd n slunni taki vi. (Hallgrmur Ptursson)

Autra aldrei srt, aldrei tala um hug inn vert. a m kalla hyggins htt a heyra margt en skrafa ftt.

Tak itt tma r, tkst ei s lundin br, vin inn skaltu velja r, sem vitur og ar me tryggur er. (Hallgrmur Ptursson)

N ert leidd, mn ljfa, lystigar Drottins , ar tt hvld a hafa hrmunga og rauna fr, vi Gu mtt n mla, miklu fegri en sl unan og eilf sla er n hj lambsins stl.

Dttir, drar hendi Drottins, mn, sofu vrt, hann, sem r huggun sendi, hann elskar ig svo krt. lifir gum Gui, Gui sofnair ,

eilfum andarfrii t sl lifu n. (Hallgrmur Ptursson)

g vil Drottni sofna stt, samviskustri allt er btt, dauahaldi g Drottin rf, drstur gef mr eilft lf.

Linn anda g legg n af, lfinu ri s, sem gaf, srum Jes mig stt innvef, slu mna g Gui gef.

Lttu mig, Drottinn, lofa ig, me lofi nu hvla mig, ljsi nu ljsi sj, lofa ig strax sem vakna m. (Hallgrmur Ptursson)

, Jess, su orin n andlts sasta huggun mn. Sl minni verur slan vs me sjlfum r parads. (Hallgrmur Ptursson)

Gegnum Jes helgast hjarta himininn upp g lta m. Gus mns star birtu bjarta

bi f g a reyna og sj. Hryggarmyrkri sorgar svarta slu minni hverfur . (Hallgrmur Ptursson)

Herra, mig heiman b hendur nar, lei mig lfsins tr um lfst mna.

Allt hva minn gi Gu gaf mr heimi einn taki aftur vi annist og geymi.

g mig ekki hr verldinni, Drottinn, g eign n er af miskunn inni.

Hfu mitt seka s sem kjltu mur lagt itt lknarkn, lausnarinn gur. (Hallgrmur Ptursson)

llu loki, mamma. Slokkna vi innar ljs. Hjfrar sig a barmi num

hvt og frisl rs. Lmagna s hnd, er erri ljfast vota kinn. Drjpi hljtt og rtt mn tr vi dnarbeinn inn.

Blessu s hver t, er lei braut fylgd me r, vonglein og st n, sem vakti yfir mr. Bi eg ess af hjarta n bljgri kvejustund, a bnir nar leii ig

sem barn gus ns fund. (Kristinn Reyr)

manst eitt or, tt allar rur gleymist og atvik hverfi r minni, hi ljfa or, er lk r fyrst tungu og laut aumkt inni, sem greiddi vegu veikum ftum num, er var r erfi gangan, hi sterka or, er studdi ig og leiddi og strauk r bltt um vangann. (Gestur Gufinnsson) Mamma e. Gest

g er skin, aleiga hins snaua, bnin heilaga, hjartaraua, umvafin fegur og st lfi og daua.

g var og g er. Kynsl kemur og kynsl fer. Ungir og gamlir unna mr.

g er skin, kalli hlja, bn hins veika og vegama: friur jru og frelsi allra ja. (Gestur Gufinnsson)

Vi kvejum ll, en hvenr? Ekkert svar. Hverju verur nsta verld prdd? Verur kannski bjart a ba ar? Vi bara flytjum nst ara vdd. (Vilhjlmur S.V. Sigurjnsson)

allir hljti a fara essa fer

a finna andans bjrtu heimakynni, streymir um hugann minninganna merg er mtur vinur hverfur hinsta sinni. (Vilhjlmur S.V. Sigurjnsson)

Horfinn er vinur handan yfir sundin, hryggin er sr, svo jafnvel trast grundin. er svo gott, um vi megum muna milda og fagra geymum kynninguna. vntust t kemur kvejustundin krast hjarta geymum minninguna. (Vilhjlmur S.V. Sigurjnsson)

g fel r, Gu minn, allt, sem ann g hr og allt g akka, sem veittir mr. g bi af hjarta, a brn og vini mn blessi, Jess, narhndin n. (Kristjn Eggertsson)

Er srasta sorg okkur mtir og sknuur huga vorn grtir lur sem leiftur r skjum ljsgeisli af minningum hljum. (H.J.H.)

a vex eitt blm fyrir vestan, og vornttin mild og g kemur ljsum klum og kveur v vggulj.

g ann essu eina blmi, sem aldrei g fkk a sj. Og anga horfir minn hugur hljri og einmana r.

Og v geng g fr og flur me framandi jr vi il. a vex eitt blm fyrir vestan og veit ekki, a g er til. (Steinn Steinarr)

g sakna, n g syrgi farinn vin, slu inni fann g dpsta hljminn, er hf sig yfir heimsins dgur glys.

horfna tmans horfi g endurskin, g heyri enn glaa, a rminn, fr hreinni sl me hrra vona ris. (Steinn Steinarr)

Hin bjga verld, sem hverfist sjlfa sig gaf mr slskin eins dags og hm einnar ntur. , sem g elska, hv yfirgefur mig? skugganum mikla, sem grfir vi gusins ftur,

er grafin s spurning, sem aldrei mun finna sitt svar. Hvar, hvar? (Steinn Steinarr)

Tvr hendur hvtar og trar.

Og , sem grtur, hva grtir ig?

Veistu ekki, a dimman og dauinn er draumur um mig?

Tvr hendur hvtar og trar, tvr hendur, sem elska ig. (Steinn Steinarr) Hendur e Stein

Hr hvlast eir, sem reyttir gngu luku agnar brag. g minnist tveggja handa, er hr mitt struku einn horfinn dag.

, guir, r, sem okkur rlg vefi svo undarleg. a misstu allir allt, sem eim var gefi, og einnig g.

Og g sem drykklangt drpi hfi yfir dauans r, hvort er g heldur hann, sem eftir lifir, ea hinn, sem d? (Steinn Steinarr)

, minning, minning. Lkt og mur fjarlgra sngva, lkt og ilmur deyjandi blma berast or n a hlustandi eyrum mnum. Eins og lifandi verur birtast litir og hljmar hinna linu daga, sem hurfu sinn dularfulla veg t dimmblan fjarskann og komu aldrei aftur. (Steinn Steinarr)

er eins og yfir svfi enn og hljti a minna ig ttirnir r nu lfi, eir, sem krast glddu mig.

Alla na kru kosti kve g n vi dauans hli, man, er lfsins leikur brosti ljfast okkur bum vi.

(Steinn Steinarr)

fjarska, bak vi allt, sem er, br andi ess, sem var. Og andi ess, sem enn er hr, er ekki ar.

Og okkar sjlfra mark og mi er mlt vi tilgang ann: Af draumi lfsins vknum vi og verum hann.

A veruleikans stund og sta er stefnt vi hinztu skil, v ekkert er til nema aeins a, sem ekki er til. (Steinn Steinarr)

A lokum eftir langan, ungan dag, er lei n ll. sest stein vi veginn, og horfir skyggnum augum yfir svii, eitt andartak.

Og munt minnast ess, a eitt sinn, eitt sinn, endur fyrir lngu lagir upp fr essum sama sta. (Steinn Steinarr)

g byggi mr hs vi hafi,

og hafi sagi: Key, hr er g og g heiti Hudson Bay. kvldsins hglta hmi heyri g bylgjunnar sog. annig er essi heimur. a er og. (Steinn Steinarr)

Svo dreymdi okkur drauminn um ljsi eina ntt, egar myrkri var yngra og svartara en nokkurt sinn ur

a var eitthva, sem streymdi og rann me slutitrandi srsauka gegn um sl okkar.

Og augu okkar stru sturlu og undrandi flleitan glampa, sem flkti um svii ra fjarlg.

Og einn okkar spuri feiminni kef: Hva er a?

Og annar svarai fagnandi rmi: Ljsi, ljsi! (Steinn Steinarr) Draumur um ljsi eftir Stein -

dagsins nnum dreymdi mig inn djpa fri, og svo var ntt. g sagi hlji: Sofu rtt, eim svefni enginn rnir ig.

En samt var nafn itt nlgt mr og nttin full af sngvakli svo oft, og etta aua svi bar t svip af r.

Og ungur gnr sem hrynji hf mitt hjarta lstur enn eitt sinn: Mn hlja sorg og hltur inn, sem hlutu smu grf. (Steinn Steinarr) Siesta eftir Stein -

Tminn er eins og vatni og vatni er kalt og djpt eins og vitund mn sjlfs.

Og tminn er eins og mynd, sem er mlu af vatninu

og mr til hlfs

Og tminn og vatni renna veglaust til urrar inn vitund mn sjlfs

Og tminn hvarf eins og tr sem fellur hvta strnd. (Steinn Steinarr)

slhvtu ljsi hinna shru daga br svipur inn.

Eins og tlbltt regn s g tr n falla yfir trega minn.

Og fjarlg n sefur fami mnum fyrsta sinn.

Fr vitund minni til vara inna er veglaust haf.

En draumur minn gli dulkvikri bru,

mean djpi svaf.

Og falin sorg mn nr fundi num eins og firbltt haf. (Steinn Steinarr) Minning e. Stein

Lt huggast, barn, v lkn er llum lg, og lfi sjlft mun tllaust veita hana. Hi lina er aeins til sem saga sg, og sl n hlustar kannski af gmlum vana.

krafti ess, sem kemur ea fer, kallar ekki fram n tr n ama. a snart ig ei og enginn mark ess sr, v innstu vitund inni st sama.

Svo tnist okkar skuvon og r, allt, sem vi hfum fegurst lrt og kunna. g, sem hef unna meira en nokkur m, minnist ei framar neins, sem g hef unna. (Steinn Steinarr)

A sigra heiminn er eins og a spila spil. me spekingslegum svip og taka nefi, (Og allt me glu gei er gjarnan sett a vei.) Og tapir, a gerir ekkert til

v a var nefnilega vitlaust gefi. (Steinn Steinarr)

sland, minn draumur, mn jning, mn r, mitt rttleysi og vinm senn. essi vngjaa aun me sn verni bl, hn vakir og lifir enn.

Sj, hr er minn staur, mitt lf og mitt ln, og g lt r, mn tt og mn j. , skrnlaga heimska og skrautkldda smn, mn skmm og mn tr og mitt bl. (Steinn Steinarr) Landsn e Stein

, slu hgt mitt hjarta og hrstu ei myrkri svarta. Me sl og birtu bjarta r birtist vor n. Og angan rsa raura, mun rsa af grfum daura. Og vesld veikra og snaura mun vkja fyrir v.

Um daga ljsa og langa er ljft sinn veg a ganga me sl og vor um vanga og verin bjrt og hl. rs af gmlum grunni

hvert gras tni og runni. Hn, sem r eitt sinn unni, elskar ig kannske n. (Steinn Steinarr) Gmul vsa um vori e. Stein

g hef gengi um slheita sanda. Og brimgnr kunnra hafa blandast yti mns bls.

g hef lti r hfn allra landa og runni farveg hvers fls.

Og botni hins ra djps hef g vitund og vilja minn grafi, og g veit ekki lengur, hvort hafi er g ea g hafi. (Steinn Steinarr) Haf e Stein

ess minnist g, a mr og essum heimi kom misjafnlega saman fyrr dgum. Og beggja ml var blandi seyrnum keimi, v bir vissu margt af annars hgum.

Svo henti lti atvik einu sinni, sem okkur, essa gmlu fjandmenn stti: a ljshrt barn, sem lk nvist minni,

var leitt brott me voveiflegum htti.

a hafi veikum veitt mr blessun sna og von, sem geri ftkt mna rka. Og etta barn, sem tti st mna, var einnig heimsins barn og von hans lka.

Og vi, sem ur fyrr me grimmd gei gerum hvor rum tjn og falli spum, sum a loks ljsi ess, sem skei, a lfi var mti okkur bum.

N lum vi ei lengur beiskju barmi n byrgjum kala neinn hjrtum inni, v ln mitt er brot af heimsins harmi, og heimsins ln br jning minni. (Steinn Steinarr)

Dnmjkum hndum strauk kuli um krnu og ax, og kvldi st lengdar, hikandi, feimi og bei. A baki okkur tndist mistri hin langfarna lei, eins og lttstigin barnsspor rkkur hins hngandi dags.

Og vi settumst vi veginn, tveir ferlnir framandi menn, eins og fuglar, sem ndu sinn vng yfir thfin brei. Hve gott er a hvla sig rtt, eins og loki s lei, tt langur og eilfur gangur bi manns enn. (Steinn Steinarr)

g geng hring kringum allt sem er. Og innan essa hrings er verld n.

Minn skuggi fll um stund gluggans gler.

g geng hring kringum allt sem er. Og utan essa hrings er verld mn. (Steinn Steinarr)

Vst er etta lng og erfi lei, og lfi stutt og margt, sem taf ber. En tigi gegnum tl og hverskyns ney skn takmarki og bur eftir r. Hve oft hrasar, oft ig brestur mtt, hve undarlega er gott a sitja kyrr. Samt kemstu ftur, rttir hfu htt, og hraar r af sta sem ur fyrr. Svo styttist essi ganga smtt og smtt, og seinast stenduru einn vi luktar dyr. (Steinn Steinarr)

draumi srhvers manns er fall hans fali. ferast gegnum dimman kynjaskg af blekkingum, sem brjst itt hefur ali

bak vi veruleikans kldu r.

inn draumur br eim mikla mtti yfir a mynda sjlfsttt lf, sem gnar r. Hann vex milli n og ess, sem lifir, og er engum ljst hva milli ber.

Gegn inni lkamsorku og andans mtti og ndvert inni skoun, reynslu og tr, dimmri gn, me dularfullum htti rs draumsins bkn og jafnframt minnkar .

Og sj, fellur fyrir draumi num fullkominni uppgjf sigras manns. Hann lykur um ig lngum armi snum, og loksins ert sjlfur draumur hans. (Steinn Steinarr)

ska g ess a angur mitt aldrei snerti hjarta itt. Til ess ertu alltof ljf og g. En g vil vitir a, vina mn, hausti a, a varst mn sumarr, mitt slskinslj. (Tmas Gumundsson)

En ntt, sem svfir sorgir og fgnu dagsins og sumarsins drar flnuu laufi geymir! g veit, a augu n lykja um ljsi sem myrkri.

v leita g horfinna geisla skuggum num. Tak mitt angur og vinn r v sng, er sefi sknu alls ess, er var og kemur ei framar. (Tmas Gumundsson) Fagra verld, e Tmas

Engum er ljst, hvaan lagt var af sta n hver lestinni miklu rur. Vi slumst frina fyrir a, jafnt fsir sem nauugir brur!

Og hgt hn fer, en hn frist um set, essi fylgd yfir veginn auan, kynsl af kynsl og fet fyrir fet. Og ferinni er heiti dauann. (Tmas Gumundsson) r Lestinni miklu Fgru verld.

Og dagurinn lei djpi vestur, og Dauinn kom inn til n. lokair augunum andartak sem ofbirta glepti r sn. Og um varir r br fyrir brosi eirra, sem ba myrkrinu og r daginn, og slina allt einu austrinu rsa sj.

Hann tk ig fang sr og himnarnir hfu hjarta r fagnandi sng.

Og slkerfi daganna svifu ar um sl na tnanna rng. En varst sem barni, er beygir kn til bnar fyrsta sinn. a engin or ngu aumjk til, en andvarpar: Fair minn! (Tmas Gumundsson)

g minnist enn okkar fornu kynna, og enn man g ljmann drauma inna, er bernskan mti bum okkur hl. Hver dagur nrri frg og frama spi, og fgur, mikil verk inn hugur ri. kllun na engum efa sl. (Tmas Gumundsson) r ljinu skuvinir e. Tmas

Hn er konan, sem kyrrltust fer og kemur minnst ig varir, og les r andvaka augum r hvert angur, sem til n starir.

Hn kemur og hlustar, er harmasr hjrtun einveru kalla. Hn leitar uppi hvert tregatr. Hn telur blin, sem falla.

Og hn er gul og vallt ein og ekki samlei me neinum.

v hn er sorgin, sem sefar hvert mein, Og sfellt leitar a einum. (Tmas Gumundsson) Sorgin e. Tmas

Og svona lauk essu lji a lei t gulan blinn sem sngur r skgi, sem blrinn ber me blmilmi t yfir sjinn. Vi sungum a eina sumarntt. Vi syngjum a aftur vi djpi rtt, egar dagurinn hinzti er dinn.

a lei fr hljandi hjrtum um hug okkar vornttin streymdi me hm sitt og ilm, og enginn veit nema skan, hva sl okkar geymdi. Svo djp var glein og himinhei og hugurinn frjls eins og blrinn, sem lei um voginn, er vakandi dreymdi.

g kve ig, lj mitt, lji lur enn um blinn sem sngur r skgi, sem blrinn ber me blmilmi t yfir sjinn. Vi sungum a eina sumarntt Vi syngjum a aftur vi djpi rtt, egar dagurinn hinzti er dinn. (Tmas Gumundsson)

Tilvera okkar er undarlegt feralag. Vi erum gestir og htel okkar er jrin. Einir fara og arir koma dag, v alltaf btast nir hpar skrin.

Og til eru msir, sem feralag etta r, en eru margir, sem feralaginu kva. Og sumum liggur reiinnar skp , en arir setjast vi htelgluggann og ba.

En a er margt um manninn svona sta, og meal gestanna er sfelldur ys og lti. Allt lendir stugri keppni um a koma sr a og krkja sr ngu gilegt sti.

En eru sumir, sem lta sr lynda a a lifa ti horni, reittir og spakir, v a er svo misjafnt, sem mennirnir leita a, og misjafn tilgangurinn, sem fyrir eim vakir.

En mrgum finnst finnst hn dr essi hteldvl, deilt s um hvort hteli sjlft muni gra. En vi, sem ferumst, eigum ei annars vl. a er ekki um fleiri gististai a ra.

A vsu eru flestir velkomnir anga inn, og vibnaur, er gestirnir koma binn, og margir allsngtum una ar fyrst um sinn.

En hyggjan vex, er menn nlgast burtferardaginn.

streymir s hugsun um oss sem skaldur foss, a allt veri loks upp dvlina teki fr oss, er dauinn, s mikli rukkari, rttir oss reikninginn yfir a sem var skrifa hj oss.

verur oss ljst, a framar ei frestur gefst n fri a rstafa nokkru betur. v alls, sem lfi lnai, dauinn krefst lku hlutfalli og Metsalem og Ptur. (Tmas Gumundsson)

dimmum skugga af lngu linum vetri mitt lj til n var rum saman grafi. Svo ungur varstu, er hvarfstu t hafi hugljfur, glstur, llum drengjum betri.

Og v var allt svo hljtt vi helfregn na sem hefi klkkur ggjustrengur brosti. Og enn g veit margt hjarta, harmi losti, sem hugsar til n alla daga sna.

En mean rin reyta hjrtu hinna, sem horfu eftir r srum trega, blmgast enn, og blmgast vinlega, itt bjarta vor hugum vina inna.

Og skn ei ljfast vi eirri yfir,

sem ung morgni lfsins staar nemur, og eilflega, h v, sem kemur, sku sinnar tignu fegur lifir?

Sem sjlfur Drottinn mildum lfum lyki um lfsins perlu gullnu augnabliki (Tmas Gumundsson)

Er sumari kom yfir sinn og slskini ljmai um binn og vafi sr heiminn a hjarta, g hitti ig, stin mn bjarta.

Og saman vi leiddumst og sungum me sumar hjrtunum ungu, - hi ljfasta, r lgunum mnum, g las a augunum num.

tt hmi um hauur og voga, mun himinsins stjrndr loga um st okkar, yndi og fgnu, tt andvarans sngrdd s gnu. (Tmas Gumundsson) Dagn e Tmas

dag felldu blmin mn blin sn. Og hmi kom vnt inn til mn. g hlt a enn vri sumar og slskin.

g horfi t um gluggann. Haustsins blr um hlarnar lagist en silfuskr kom mninn upp yfir austurfjllinn.

Og lindirnar skinu ljma hans. laufinu stigu geislarnir dans, en silfurhljmar um hvolfin liu.

Og sl mn hlustai, sl mna bar yfir sumar og haust inn landi ar sem dagarnir sofna og draumarnir vakna.

A augum mr bar eina bernskusn r blmanum hfust skulnd mn, fjarlgar strendur fjarlgra daga

Og n kom hausti! kn g kraup. A kldum veggnum g hfi draup og kyssti blmin, sem bliknu lgu (Tmas Gumundsson)

g veit fkkst engu, vinur, ri um a, en vissulega hefi a komi sr betur, a lt itt hefi ekki bori svo bran a. Vi bjuggumst vi a hitta ig oft vetur. Og n var um seinan a sna r allt a traust, sem samferaflki nu hinga til list a votta r. a virtist svo stulaust a vera a slku fyrst daglega til n nist.

En dnum fannst okkur sjlfsagt a akka r og yrptumst hljir um kistuna fagurbna. Og margir bru ig han hndum sr, sem hfu ru a snast anga til nna. En etta er afrek, sem einungis ltnum vinnst, allra kk a gerast viringamestur. v tfr er samkoma, ar sem oss flestum finnst fyrsta sinn rtt, a annar s heiursgestur.

Svo skildust leiir, og aleinn eftir varst af okkur, samferamnnum num og vinum, a vsu fyrsta skipti af llum hinum. einn hafir loki v erindi nu hr, sem okkur mun gert a skila sar einn daginn. taldi vst enginn ann tvverkna eftir sr, fyrst tmi var enn til stefnu, a halda binn.

Loks fundum vi til ess me stolti og sorg senn er sast hldum vi burt fr grfinni inni, a vi, sem ig kvddum, vorum lifandi enn, a vsu me Allt eins og blmstri fersku minni. En a vi sjum til fera dauans hvern dag og drottinn stuggi vi okkur marga lundu, er etta hi eina vinnar feralag, sem aldrei er ri fyrr en sustu stundu.

En hpur eirra, sem ttu ig lengst af a, var, eins og skilur, yngstum sknui hlainn.

Og vst hefi margur maurinn kosi a a mega fylgja rum vinum stainn. En a vi treystumst til ess a lifa hr er trygg okkar sm og jafnvel a svo fri, a mynd n gleymdist llum, sem unna r, er engan veginn gefi, hvers skin vri.

v mannsins hjarta er eins og umsetin borg, sem r og dagar vku og svefni herja. Og jrin sr enga glei og sorg, sem st og minningum tekst til lengdar a verja. En hversu langt sem lfi haslar sr vll, lokaskninni miklu ess vinm bilar. Og dauinn mun finna djsn okkar heil og ll ann dag, sem lfi herfangi snu skilar.

Mr dylst a vsu n verld bak vi hel, en vnti ess samt, og fer ar a prestsins orum, a megir yfirleitt una hlut num vel, v okkar megin gengur n flest r skorum. Og hr eru margir horfnir fr eirri tr, a heimurinn megi framar skaplegur gerast, og s honum stjrna aan, sem ert n, mr tti rtt a ltir au tindi berast. (Tmas Gumundsson)

r Brf til ltins manns, eftir Tmas

Dagurinn lur

Hgan himni fr hfgi fellur angurvr dalablmin sm. Og hvtir svanir svfa hgt til fjalla me sng, er deyr fjarska.

Dagurinn lur Hann deyr me brosi vr, v ganga hans dauann er drleg brarfr. Svo eru sorgir vorsins sla er sl til viar hngur.

Og nttin krpur blkldd bn a ftskr hans, og bjarma slr strendur hins myrka draumalands. En aan stga sumarkvldsins sngvar er sl til viar hngur. (Tmas Gumundsson)

N andar nturblr um bla voga. Vi bleikan himin daprar stjrnur loga. Og ar sem forum vor sefi sng n svfur vetrarnttin dimm og lng.

Svo undarlega allir hlutir breytast. Hve rin skipta svip og hjrtun reytast. Hve snemma daprast vorsins vga bl.

Hve vni dofnar rt tmans skl.

Svo skamma stundu skan okkur treindist. Svo illa vorum draumum lfi reyndist. Senn gngum vi sem gestir um sl, sem geymir bernsku vorrar draumalj.

Og innan skamms vi yfirgefum leikinn. N ska gengur sigurdjrf og hreykin, af smu blekking blind, okkar spor. Og brtt er gleymt vi ttum lka vor.

Og annig skal um eilf fram haldi, unz einhverntma fellur hinzta tjaldi. (Tmas Gumundsson)

g leitai blrra blma a binda r dltinn sveig, en flleit kom nttin og frosti kalt fegurstu blin hneig. Og g gat ei handsama heldur hljma, sem flgruu um mig, v a voru allt saman orlausir draumar um stina, vori og ig.

En brum fer sumar a sunnan og syngur r ll au lj, sem g hefi kosi a kvea r einn um kvldin slbjrt og hlj.

a varpar veg inn rsum og vakir vi rmi itt, og leggur hgltt a hjarta nu hvtasta blmi sitt.

g veit g funda vori, sem vekur ig srhvern dag, sem syngur r kvi og kveur ig me kossi hvert slarlag. get g ei anna en glazt vi hvern geisla, er veg inn skn, og ska, a sngur, stir og rsir, s alla t saga n. (Tmas Gumundsson)

En mean rin reyta hjrtu hinna, sem horfu eftir r srum trega, blmgast enn, og blmgast vinlega, itt bjarta vor hugum vina inna. (Tmas Gumundsson)

Enn syngur vornttin vggulj sn. Verldin ilmar, glitrar og skn. Kvldsett er lngum kyrrum skg. ldurnar sungu sig sjlfar d. Sustu marnir strndinni fr hverfa rkkurr. (Tmas Gumundsson)

hafir fagna me grandi grsum og grti hvert blm, sem d. Og r hafi lrzt a hlusta unz hjarta hverjum steini sl. Og hvernig sem syrti, slu inni lk sumari ll sn lj, og r fannst vori itt vera svo fagurt og verldin ljf og g.

Samt vissiru a Dauinn vi dyrnar bei. ig dreymdi a hann kmi hljtt og legi r brosandi hnd hjarta. Svo hvarf hann, en ljft og rtt heyriru berast a eyrum r m af undursamlegum ni. a var eins og fru fjallasvanir r fjarlg me sngvakli.

Og dagurinn lei djpi vestur, og Dauinn kom inn til n. lokair augunum andartak sem ofbirta glepti r sn. Og um varir r br fyrir brosi eirra, sem ba myrkrinu og r daginn, og slina allt einu austrinu rsa sj.

Og Dauinn ig leiddi hll sna heim ar sem hvelfingin v og bl

reis r hmi hngandi ntur me hkkandi dag yfir br. ar stigu draumar ns lina lfs loftinu mjkan dans. Og drottinn brosti, hver bn n var orin a blmum vi ftskr hans.

Hann tk ig fang sr og himnarnir hfu hjarta r fagnandi sng. Og slkerfi daganna svifu ar um sl na tnanna rng. En varst sem barni, er beygir kn til bnar fyrsta sinn. a engin or ngu aumjkt til, en andvarpar: Fair minn ! (Tmas Gumundsson) dauans hll e Tmas

kvldrau gljfur hrynur dauahljtt hi hvta ljs, er skein runni og brum. v vori hefur mlt sr mt ntt vi mnaskin fr lngu horfnum rum. Og a er eins og elfan skipti um rm. Svo stlegum hreimi fossinn niar sem varist hann a vekja kvldsvf blm. Hann vill a jrin njti svefns og friar.

Svo spegla hyljir heii stjrnumilt, en handan vatnsins, lgt vi fjallsins rtur,

er dalsins kirkja horfin hgt og stillt hljan skugga fjlublrrar ntur. Og mean rkkri reifast sofin jr, sem reikar dreymin meal himinstjarna, hn vakir hrum og heldur tryggan vr um hinzta nttsta reyttra foldarbarna.

Og g er einn og elfarniinn ber a eyrum mr jafn rtt sem fyrsta sinni. Me skynjun tveggja heima hjarta mr g hverf brott r rkkurverld minni. Og seinna egar mildur morgunn skn mannheim ar sem slir str sitt heyja, mig skelfa engin skp, sem ba mn: skil g lka a a er gott a deyja. (Tmas Gumundsson) r Kvldlji um draum e Tmas

a kva vera fallegt Kna. Keisarans hallir skna hvtar vi safrsnum. En er nokku yndislegra leit auga itt nokku fegra en vorkvld vesturbnum?

v srinn er veraldarsrinn, og sjlfur er vesturbrinn, heimur, sem kynslir hlu, me slir, sem syrgja og glejast,

og slir, sem hittast og kvejast strnd hinnar miklu mu. (Tmas Gumundsson)

, daui, taktu vel eim vini mnum sem vitja hefur reyttur inn fund. Oft bar hann r til n huga snum og gafst honum traust banastund. N leggur hann a allt sem var hans auur, sitt vibl, sitt hjarta, a ftum r. Er slkt er ng? S einn er ekki snauur sem einskis hr jru vntir sr.

Ei spyr g neins, hver uru ykkar kynni er hnd hans, daui, vijar sna braut, og veist einn, hva sl hans hinzta sinni ann sigur dru veri gjalda hlaut. En bregstu ei eim, er sem gngumur og jri sl til fundar vi ig bst. , daui, vertu vini mnum gur og vek hann ekki framar en r lzt. (Tmas Gumundsson)

ti er etta vintr. Yfir skuggum kvldi br. Vorsins gl dagsins vngum dvn. gnin verur ung og lng eim, sem unnu glum sng og tra hafa sumarlangt sl og vn.

, hve heitt g unni r! Allt hi bezta hjarta mr vaktir og vermdir inni st. skubjart um ll mn spor aftur gli sl og vor, og traust itt var a athvarf, sem mr aldrei brst.

ska g ess a angur mitt aldrei snerti hjarta itt. Til ess ertu alltof ljf og g. En g vil vitir a, vina mn, hausti a, a varst mn sumarr, mitt slskinslj.

v er gott gleymir mr. Gfan mn svo brothtt er, og vonir mnar hrekjast sta r sta. En ef g skyldi ttum n einhvern tma, g veit , a minning inni tti g a akka a.

Eitt g hrist, ef svo fer, a g kunni a gleyma r, r, sem gafst mr lfsins tndu tr. Allt hi bezta, er g geymt, allt, sem mig hefur ljfast dreymt, a er gleymt og tnt um lei, v a varst .

(Tmas Gumundsson) Kveja e. Tmas Fgru verld

g vaknai af djpum dvala vi drlegan hrpum. Sl mna dreymir san slskin og undarleg blm. g fann hvernig foldin lyftist og fagnandi tminn rann, me morgna, sem klettana klifu, og kvld, sem laufinu brann.

N veit g, a sumari sefur sl hvers einasta manns. Eitt einasta augnablik getur brtt sinn fr brjsti hans, svo fjtrar af huganum hrkkva sem hismi s feykt bl, unz srhver sorg last vngi og srhver glei fr ml. (Tmas Gumundsson)

J, annig endar lfsins slskinssaga. Vort sumar stendur aeins fa daga. En kannske upprisunnar mikla morgni vi mtumst ll nju gtuhorni. (Tmas Gumundsson)

Hver kynsl er rstund ung

og aftur til grafar ber, en eilfaraldan ung lyftir annarri brjsti sr. kvejumst vi ll, voru kvldi hallar en kynsl nja til starfa kallar s dagur, sem risinn er. (Tmas Gumundsson)

Vor hinsti dagur er hniginn af himnum saltan mar. S stund kemur aldrei aftur, sem einu sinni var. (Halldr Kiljan Laxness)

ar sem jkulinn ber vi loft httir landi a vera jarneskt en jrin fr hlutdeild himninum ar ba ekki framar neinar sorgir og essvegna er glein ekki nausynleg ar rkir fegurin ein ofar hverri krfu. (Halldr Laxness)

Hjrin mn er ekki ll eingin greini' eg ljsin: jrin n er frein fjll fallin eina rsin. (Halldr K. Laxness)

hve ltt er itt skhlj hve leingi g bei n, a er vorhret glugga, napur vindur sem hvn, en g veit eina stjrnu, eina stjrnu sem skn, og n loks ertu komin, ert komin til mn.

a eru erfiir tmar, a er atvinnuref, g hef ekkert a bja, ekki gn sem g gef, nema von mna og lf mitt hvort g vaki ea sef, etta eitt sem gafst mr a er alt sem g hef.

En kvld lkur vetri srhvers vinnandi manns, og morgun skn masl, a er maslin hans, a er maslin okkar, okkar einngarbands, fyrir r ber g fna essa framtarlands. (Halldr Kiljan Laxness)

Hvert rstutt spor var aunuspor me r, hvert andartak er tafir hj mr var slskinsstund og sludraumur hr, minn sttmli vi Gu um sund r.

Hva jafnast vi andardrttinn inn? Hve ll s glei' er fyrr naut hugur minn er orin hljmlaus utangtta' og tm hj undrinu a heyra ennan rm,

hj undri v, a lta ltinn ft litlum skm, og vita' a heimsins grjt svo hart og srt er honum fjarri enn, og heimsins r sem brugga vondir menn,

j vita eitthva anda hr jr er ofar standi minni akkargjr stundareilf eina sumarntt. , alheimsljs, , mynd sem hverfur skjtt. (Halldr Kiljan Laxnes)

g skal vaka og vera g vininum mnum sma, mean ttan rennur rj, roar kambinn bla, og Harpa syngur hrpulj hrpulaufi gra.

Stundum var vetur lei

verasamt glugga. Var ekki eins og vri um skei vofa hverjum skugga? Fir vissu a vori bei og vori kemur a hugga.

Eins og hn gaf r slenskt bl, ungi draumsnillingur, megi loks hin litla j leggja hvarm inn fingur mean Harpa hrpulj hrpulaufi syngur. (Halldr Laxness) slenskt vggulj hrpu e. Halldr

Hjlpa mr helg og vn himnamirin bjarta! legu mna bljgu bn barninu nu a hjarta! munu vallt grsin grn garinum skarta, garinum mnum skarta. (Halldr K. Laxness)

Frndi, egar filan egir, fuglinn krpur lgt a skjli, egar kaldir vetrarvegir villa sn borg og hli,

s g oft skahllum, ilmanskgum betri landa, ljflng minn sem ofar llum slendngum kunni a standa,

hann sem eitt sinn undi hj mr einsog tnn filustreingnum, eilft honum fylgja fr mr friarkvejur brottu geingnum.

a brotni orn sylgju, a hrkkvi filustreingur, eg hef smt hann einni fylgju: skum mnum hvar hann geingur. (Halldr Laxness)

Og hver n a blessa blm og dr og bera fuglum gjafir t hjarni og vera svo mli mild og skr, a minni senn spekinginn og barni, og gefa eim, sem gtu rtta flr, hi ga hnoa, spinna tfragarni? Svo ekki hver, sem iggur hennar beina, a ar er konan mikla, hjartahreina. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

Hver ltil stjarna, sem lsir og hrapar, er lj, sem himininn sjlfur skapar. Hvert lti blm, sem ljsinu safnar,

er lj um kjarnann, sem vex og dafnar. Hvert lti or, sem lfinu fagnar, er lj vi snginn, sem aldrei agnar. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

Segi a mur minni, a mr s hennar tunga sngur, er ltti lngum lfsharm, snjunga. S g orum og anda sland r s rsa. Og hlaut vlvunnar verum vernd gra dsa.

Segi a mur minni, a mold s farin a anga, svali leiki um sali og slbrennda vanga. Bst g brtt til ferar, brestur vegnesti, en ar ba vinir varpa, sem von er gesti.

Segi a mur minni, a mrg hafi sprek brunni, hla, sem huldi rur, hjana og runni. Skin leggur af skari. Skuggar falla glugga.

En minningar g margar, sem milda og hugga. (Dav Stefnsson)

hjarta mnu er ht. Hver hugsun og tilfinning mn vera a rsmum englum, sem allir fljga til n.

eir tla a syngja r sngva og segja r, hva ert g og eigir sl mna alla og alt mitt hjartabl. (Dav Stefnsson)

Og ennan vetur varstu oft fer, vri kalt og jrin snvi akin. Af ftum num var s gata ger, sem gleymist seinast, verur oftast rakin. v alltaf, egar syrtir yfir sjnum, s g au blika sporin n snjnum. (Dav Stefnsson)

mikli, eilfi andi, sem llu og alls staar br, inn er mtturinn, itt er valdi, n er ll heimsins dr.

rktir fr upphafi alda,

ert allra skapari og skjl, horfir um heima alla, hulin myrkri og sl

Allt lifandi lofsyngur ig, hvert barn, hvert blm, tt enginn skynji n skilji inn skapandi leyndardm. (Dav Stefnsson) r Htarkanttu Davs

Margt er a og margt er a sem minningarnar vekur, og r eru a eina sem enginn fr mr tekur. (Dav Stefnsson)

g b a brosum hennar og blessa hennar spor, v hn var mild og mttug og minnti jarneskt vor. (Dav Stefnsson)

Snert hrpu mna, himinborna ds, svo hlusti englar gus Parads. Vi gtu mna fann g fjalarstf og festi hann streng og rauan skf.

r furutr, sem fann g t vi sj,

g fugla skar og lka r smijum. huganum til himins oft g svf og hlt a geta sungi lf.

eir geta sumir synt lk og tjrn, og sumir vera alltaf ltil brn. En slin gyllir sund og blan fjr og sameinar me tfrum loft og jr.

g heyri fjarska villtan vngjayt Um varpann leikur draumsins perluglit. Snert hrpu mna, himinborna ds, og hlusti, englar gus Parads. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

r Kvinu um fuglana (1. hluti) eftir Dav Stefnsson fr Fagraskgi r bkinni A noran, 2. bindi

Ef fuglar mnir fengju vngjamtt, fljga eir um lofti draumabltt, og r, sem hst himinslum br, skal helga eirra flug og sngvadr.

Og glir nokkur glei meiri yl en glein yfir v a vera til og vita alla vngi hvta f, sem vsni og eilfina r?

Hver fugl skal reyta flugi mti sl,

a ftskr gus, a lambsins drarstl, og setjast loks silfurbla tjrn og syngja fyrir ltil englabrn.

N fljga mnir fuglar, ga ds. N fagna englar gus Parads. r Kvinu um fuglana eftir Dav Stefnsson fr Fagraskgi

N birtir yfir blum austurfjllum, og blmin glitra um dal og hl. a fer a rjka bndablum llum, og byggir ljma morgunsl. grnu lyngi lindir blar hjala, en laufin skjlfa mjkum sunnanbl, og n er sl og sngur fram til dala og sumarglei hverjum b.

Ef vilt gleyma gmlum vetrarhrmum, gistu dalinn, brir minn. Hann vefur um ig mjkum murrmum og mildar huga inn. Hann hvslar a r ljflingslgum snum og ltur ilminn streyma a vitum r. Hann hvlir ig og vaggar vonum num og vermir ig skauti sr.

Hann laugar ig silfurtrum tjrnum og tfrar ig vi klett og hl. Hann gerir hina gmlu og reyttu a brnum,

sem glejast yfir dagsins sl. Hann rstir kossi kinn og varir nar og kennir r a elska boor sn. Hann leggur grs og grijurtir snar vi gmlu srin n.

Og egar kvldar, segir hann r sgur og syngur gmul vggulj. Og sumarnttin kemur kyrr og fgur hvtum vngjum, aftanrj. Og dalurinn hann brosir til n, brir, og brjst hans anga af nrri sigurvon. Hann bur n; hann rir eins og mir sitt reytta barn sinn tnda son. (Dav Stefnsson)

jrin s frosin og foki gmul skjl, fylgir eim gfa, sem treysta stina og vori. Me einum kossi m kveikja nja lfsins sl. Eitt fagurt krleiksor getur slir til himins bori. Hin innsta lfsins r getur eld til guanna stt. Ein aumjk bn getur leyst hinn hlekkjaa fanga. Sv fgnum vi og fljgum anga ntt, ar sem frelsi rkir, og sgrnir skgar anga.

hvtum vngjum fljgum vi frjls og ein, og fram undan blika skgar og draumaborgir. ts loftsins laugum vi okkur hrein. logandi eldi brennum vi okkar sorgir.

Vi fljgum anga, sem frilausir eiga skjl. ar fagnar okkur heilagur griastaur. verld austan vi mna og sunnan vi sl sngvarinn skjl ar er hann frjls maur.

Til skalandsins fljgum vi saman frjls og ein. ar fum vi llu jarnesku bli a gleyma. vegi num jr er steinn vi stein. stjrnuborgum sngvanna ttu heima. elskar ljin, lifir anda hans. g lofsyng nafn itt, helga r verld mna. Mn vga brur, drottning mns draumalands. drottins nafni krp g vi ftur na.

Me ig faminum flg g burt ntt. N finn g gleinnar tfra um hjarta streyma. A elska er a hafa eld til guanna stt og opna eirra fegurstu slarheima. jrin s frosin og foki hin gmlu skjl, fylgir eim gfa, sem treysta stina og vori. Me einum kossi m kveikja nja lfsins sl. Eitt krleiksor getur slir til himins bori. (Dav Stefnsson) Vi fljgum anga e. Dav

g ver a fara, ferjan okast nr og framori stundaglasi mnu. Sumari, me geislagliti snu hj gari fari, svalur fjallablr

af heium ofan, hrynja lauf af greinum, og horfinn dagur gefur byr fr landi. g ekki lengur lei me neinum, lfsr mn dofnar, vinir hverfa sn, og lka , minn gu, minn gi andi, gef mr kraft til ess a leita n. g ver a fara, ferjan bur mn. (Dav Stefnsson)

varst minn vetrareldur. varst mn hvta lilja, bn af mnum bnum og brot af mnum vilja. Vi elskuum hvort anna, en urum a skilja.

g geymi gjafir nar sem gamla helgidma. Af orum num llum var ilmur vns og blma. Af llum fundum okkar slr vintraljma.

Og mr aunist aldrei neinn skastein a finna, vera stir okkar og eldur brjsta inna ljs vegum mnum og lampi fta minna.

(Dav Stefnsson)

g veit a vori kemur og veturinn lur senn. Kvi er um konu, en hvorki um gu n menn.

Hn minnti kvi og kossa og kvldin bjrt og lng og hvta, fleyga fugla og fjarayt og sng.

Og svipur hennar sndi, hva sl hennar var g. a hl af st og sku, hi unga villibl.

g b a brosum hennar og blessa hennar spor, v hn var mild og mttug og minnti jarneskt vor. (Dav Stefnsson)

Hvert blm, sem grr vi gtu mna, er gjf fr r, og ig minnir allt hi fagra, sem auga sr. Sl og jr og svanir loftsins syngja um ig.

Hvert ftspor, sem g frist nr r, friar mig. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi) Svefnkirkja 2. vers e Dav

Ef sr gamla konu, minnstu mur innar, sem mildast tti hjarta og yngstu strfin vann og frnai r krftum og fegur sku sinnar og frddi ig um lfi og geri r r mann.

veizt, a gmul kona var ung og fgur forum, og ftkasta ekkjan gaf drottni snum mest. , sndu henni vinsemd verki og orum. S viring smir henni og mur inni bezt.

v aeins fr heira og meti na mur, a minning hennar veri r alltaf hrein og skr, og veki hj r lngun til a vera rum gur og vaxa inn himin ar sem krleikurinn br. (Dav Stefnsson)

g finn a gegnum svefninn, a einhver list inn me eldhslampann sinn, og veit, a a er konan, sem kyndir ofninn minn, sem t me sku fer og eld a spnum ber og yljar upp hj mr,

list t r stofunni og lokar eftir sr.

g veit, a hn sorgir, en segir aldrei neitt, s hn dauareytt, hendur hennar stugar og hri illa greitt. Hn fer a engu , er llum mnnum g og vinnur verk sn hlj. Sumir skrifa skuna ll sn bestu lj.

g veit, a essi kona er vinaf og snau af veraldlegum au, a launin, sem hn fr, eru last og daglegt brau. En oftast er a s, sem allir kvelja og sm, sem mest af mildi . Fir njta eldanna, sem fyrstir kveikja . (Dav Stefnsson)

Enn gisti g mn gmlu furtn, sem geyma angan lngu tndra bjarka, og enn seiir efsta fjallsins brn,

og enn s g fyrir sporum marka. Fr bernsku hef g blessa tind og fjr. brimi var hr alltaf gott a lenda. Hr st g ftum fyrst essa jr og finn, a g er senn leiarenda.

v get g kvatt mn gmlu furtn n geigs og trega, egar yfir lkur, a hugur leitar hrra fjallsins brn, og heitur blrinn vanga mna strkur. lofti blika ljssins helgu v og lsa mr og vinum mnum llum. Um himindjpin horfi g og s, a hillir uppi land me hvtum fjllum. (Dav Stefnsson)

N finn g angan lngu bleikra blma, borgina hrundu s vi himin ljma, og heyri aftur fagra, forna hljma, finn um mig yl r brjsti nu streyma.

g man ig enn og mun r aldrei gleyma. Minning n opnar gamla tfraheima. Blessa s nafn itt bi himni og jru.

Brosin n mig a betri manni gjru. Brjst itt mr enn hvld og glei veldur.

varst mitt blm, mn borg, mn harpa og eldur.

(Dav Stefnsson)

N breiir jrin t fannhvtan faminn, og fegurstu stjrnur skna. Hvt og gljandi mjllin minnir mjku armana na.

Og himininn minnir me leiftrandi logum lokkana na bjrtu. Hver blr lofti er seiandi sngur, er sameinar tveggja hjrtu.

Um slkar ntur er enginn einn og ekkert tnt ea grafi. Lofti er fullt af dinsilmi, og allt er ljmanum vafi.

Um slkar ntur er enginn einn, sem elskar, vakir og biur. g heillast af lfsins tign og tfrum. Hver tilfinning mn er friur.

Um slkar ntur er enginn einn, og ekkert, sem hjarta saknar, v minninging andar lfi hi lina, og ljfasta glein vaknar.

mjkum og fannhvtum fami jarar Og fegursta draum minn ri...

g finn ert hj mr, hrein eins og mjllin, og himininn logar af glei. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

Gott er sjkum a sofna, mean slin er aftanrj, og mjallhvtir svanir syngja sorgbl vggulj.

Gott er sjkum a sofa, mean slin djpinu er, og ef til vill dreymir eitthva, sem enginn vku sr. (Dav Stefnsson)

N sefur jrin sumargrn. N sr hn rtast hverja bn og dregur andann djpt og rtt um draumabla jlntt.

Vi ystu hafsbrn sefur sl, og sofi er hverjum hl. sefi blunda svanabrn og silungur lk og tjrn.

tni sefur bndabr, og bjarma il og glugga slr. Vi murbrjstin brnin f bestu gjf, sem lfi .

N sofa menn og saklaus dr. N sofa dagsins vintr. N rkir gn a ysta s, svo ekkert vekur yrnirs.

Og in lur lygn og tr, og lindin sefur perluskr. dvala hnga djpin hlj og dreymir ll sn tndu lj.

hafi speglast himinn blr. Sinn himin hvert daggartr. hverju blmi sefur sl, hvert sandkorn sitt leyndaml.

N dreymir allt um dr og fri vi dagsins gla slarhli, og allt er kyrrt um fjll og fjr og friur drottins yfir jr. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

N sefur jrin sumargrn. N sr hn rtast hverja bn, og dregur andann djpt og rtt, um draumabla jlntt.

N sefur allt svo vel og vrt, sem var dagsins stri srt,

og jafnvel blm me brunasr au brosa svefni gegnum tr.

Og s sem alla yfirgaf, fr einn um fjll me mal og staf, hann teygar svefnsins svlu veig, og sl hans verur ung og fleyg. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

ert eins og nttran vildi, a vrir. Vxt inn hindrai aldrei neinn. Allir vegir voru r frir viljinn sterkur og hreinn. runginn krafti, sem kjarnann nrir, klifrar djarfur og einn, lttur spori, lkamsfagur. Lund n og bragur er heiskr dagur, frjlsborni fjallasveinn. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

Hvaan komu fuglarnir, sem flugu hj gr? llum eirra tnum var annarlegur blr.

a var eitthva fjarlgt flugi eirra og hreim, eitthva mjkt og miki, sem minnti annan heim,

og g get ekki sofi fyrir sngvunum eim.

Af vngjaytnum einum g vor lofti finn. Einhver hefur sent , sem elskar fjrinn minn. eir komu t r heirkjunni og hurfu anga inn.

a var eins og himnarnir hefu frt sig nr. Hvaan komu fuglarnir, sem flugu hj gr? (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

lautinni, ar sem lyngi grr og lindin er hlj og angurvr, m glataa glei finna. Friland s, sem flugi nr til fjallahlanna sinna.

Ef g a borginni baki sn, brosir vi augum verld n, full af dinsangan. ar hefjast blfjllin htt vi sk, me hdegissl um vangann.

Kletturinn er mn konungshll,

kirkja mn tindur, akinn mjll, helgu heilgum anda. ar vex og hkkar mn hugsun ll, unz himnarnir opnir standa.

Hreinn er famur inn, fjallablr. Fagurt er ar, sem lyngi grr. ar get g elska alla. tma og eilf tfrum slr af tign hinna blu fjalla. (Dav Stefnsson) -- Blfjll e. Dav

Vi sjum a dr djpi slr, degi s teki a halla. a er eins og festingin frist nr, og fami jrina alla.

Svo djp er gnin vi na sng, a ar heyrast englar tala, og einn eirra blakar bleikum vng, svo brjst itt fi svala.

N strkur hann barm inn bltt og hljtt, svo blaktir sasti loginn. En svo kemur dagur og sumarntt, og svanur blan voginn. (Dav Stefnsson)

Yfir hrpunni hlt g a vaka, uns vitjar mn s, er vi skal taka, ungmenni fagra og ennisbjarta, sem hvlir leislu vi landsins hjarta og lj ess nemur.

Hann kemur. Hann kemur. rs g r sti lt sla hestinn sttur vi dauann, blessa feranna fornu tungu og fama gestinn, bendi honum bekkinn auan og byrina ungu Hann skal lfi og hrpuna erfa. Mitt er a hverfa. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

Tilveru alla og tfra hennar glir gusandi. Lgml hans

kveikja lfsgneista vitund verandi.

Lkt og laukur lyftist r moldu, fstrar fr og sir, annig er lf og roski manna eilf upprisa. (Dav Stefnsson)

Hann stingur stlinu eldinn. Hann stendur vi aflinn og bls. a brakar brennandi kolum. belgnum er stormahvs. smijunni er ryk og reykur, og rki hans tali snautt. Hann stendur vi stejann og lemur stli glandi rautt.

Hr er voldugur maur a verki, me vit og skapandi mtt. Af stlinu stjrnur hrkkva stejanum glymur htt. Mlmgninn mikla heyrir hver maur, sem veginn fer. Hndin, sem hamrinum lyftir, er hr og aber.

Hann vinnur myrkranna milli. Hann mtar glandi stl. a ltur hans vilja og valdi, hans voldugu, glu sl. S hnd vinnur heilagan starfa, s hugsun er mttug og sterk, sem meitlar og mtar stli sinn manndm sn kraftaverk. (Dav Stefnsson) fyrstu 2 vsur og sasta r Hfingi smijunnar e Dav

Moldin er n. Moldin er g vi brnin sn. Slin og hn eru systur tvr, en sumum er moldin eins hjartakr, v andinn skynjar hi innra bl, sem eilfin kveikti hennar sl, og veit, a hn hefur alltaf tt hinn rlta, skapandi grrar mtt og gleur , sem gleina r, gefur eim ll sn blm og str, allt sem hn . Hstu r b hl fyrir vindum, regni og sn. Taktu sjlfur tinnu og stl, og tendrau gneistann itt arinbl.

Tak hest inn og plg.

Helga r jr... hr er landrmi ng. Moldin geymir hinn mikla au. Moldin gefur r daglegt brau. Uppskeran btir inn ytri hag. Umhyggjan mildar itt hjartalag. taki skapar afl og rtt. erfii dagsins skal gfan stt.

Og svo kemur ntt. Svartntti er eins og svalandi veig, er sl n drekkur einum teyg. reytan breytist kk og fri, gnin svfandi lkjarni, hausti vor...

Hafu kk fyrir ll n spor. a besta, sem fellur rum arf, er endurminning um gfugt starf.

Moldin er n. Moldin er trygg vi brnin sn, sefar allan sknu og harm og svfir ig vi sinn murbarm. Grasi hvslar sitt ljfasta lj leiinu nu. Moldin er hlj og hvldin g... (Dav Stefnsson)

N fkkar eim um, sem fremstir stu,

sem festu rtur slenskri jr, veggi og vrur hlu og vegi ruddu um hraun og skr, brust til rautar me hnefa og hnum og hfu sr ungir a takmark sett: a bjargast af snum bum og breyta llu rtt.

a lsti eim sama leiarstjarnan, en lti er um eirra ferir spurt. allir kusu eir kjarnann, en kstuu hinu burt. eir frddu hver annan frnum vegi um forna reynslu og lina stund og dfnuu hverjum degi af drengskap og hetjulund.

eim fkkar um, sem fremstir stu, sem fgnuu vori grnni hl, strustu straumvtnin u og storkuu regni og hr, lyftu egjandi yngstu tkum, oru a berjast vi lfskjr hr. eir hnigu bognir bkum a brjsti r, ttarjr. (Dav Stefnsson)

Hann tignar au lg sem lfi me logandi eldi reit.

Hann lri af styrkleika stlsins a standa vi ll sn heit. Hann lri verk sn a vanda og vera engum til meins. vri jinn borgi, ef sundir geru eins.

Hndin, sem hamarinn lyftir, er hafin af innri rf, af lknsamri lund, sem rir a ltta annarra strf. S fagri framtardraumur er falinn verkum hans, a bornir njti orku hins kunna verkamanns. (Dav Stefnsson) Hfingi smijunnar e. Dav 4. og 6. erindi Menn halda stundum skammt leikinn lii, er lfi dregur tjaldi fyrir svii og skilur milli skars og kveiks. En str og fgur stjrnuaugu skna, er stormsins svanir hvla vngi sna til hrra flugs, til fegra leiks. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

ttir rek og hafir verk a vinna og varst r sjlfri hlfarlaus og hr. vaktir yfir velfer barna inna,

vildir rkta eirra ttarjr. Fr sku varstu gdd eim ga anda, sem gefur jum st til sinna landa, og eykur eirra afl og tr, en a er eli mjkra murhanda a mila gjfum eins og .

augum num s g fegri snir en slhvt or og tnar geta lst, svo miklir voru murdraumar nir, marga eirra hafi frosti nst. Sem hetja barst harmana og srin, huggair ara brostir gegnum trin, vikvm lund, en viljasterk. au brega um ig ljma, linu rin. N lofa ig n eigin verk.

g flyt r, mir, akkir sundfaldar, og jin ll m heyra kvi mitt. Er slands bestu mur vera taldar, mun ar hljma fagurt nafni itt. Blessu s ll n bartta og vinna, blessa s hs itt, garur fera minna, sem geymir lengi gmul spor. Haf hjartans akkir, blessun barna inna, og brum kemur eilft vor. (Dav Stefnsson)

Hv slna rsir sumar-grnna engja?

Hv sogast brimi upp a hverju nausti? Til slar beinist sngur vorra strengja, er syrtir ntt og la fer a hausti.

Vi erum stdd stormsins vegamtum. Hann storkar jr og skjablstra hleur. En eldar brenna undir hjartartum og einhvern tma lgir essi veur.

Er fjalli bst vi fnn og noranrosa, flttar a sr kufl r rauu lyngi. draumaingum drlingarnir brosa dauinn llum klukkum snum hringi.

A kvldi dags er kveikt llum stjrnum, og kyrrin er eim mild sem vin sinn tregar, og stundum skla jklar jararbrnum, og jafnvel nttin lsir eim til vegar.

klakabrynju getur moldin muna, a minnstu frin uru vaxinn grur, og slir dreymt um njan staruna, um ungan fugl og laufga skgarrjur.

Er fagurhveli birtist innri augum, er eins og ljsi tengi gamla vini. Svo drgum andann djpt og hjarta laugum dggvum himins, sngs og stjrnuskini.

fjki lauf vngjum kaldra vinda og vetur nlgist um, frosti heri, njta rtur nar eirra linda, sem nia leyndar undir frenum sveri.

v hrist enginn haustsins lngu ntur, herji bleikir stormar lnd og lfur, a lfi veitir lkn og srabtur, og lgml ess er krleikurinn sjlfur. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi) A haustnttum e Dav

Svo leggur hfin bl og brei burt fr mr og skalndum num, og stjarna hver, er lsir na lei, er ltill gneisti, er hrkk af strengjum mnum. skilur eftir minningar hj mr um marga gleistund fr linum rum, og alltaf mun g fagna og jst me r og skalt vera mn sng og trum.

Eitt or, eitt lj, eitt kvein fr kvaldri sl er kveja mn. g veit fyrirgefur. En seinna gef g minningunum ml, mean allt himni og jru sefur. flg g yfir djpin draumabl, dimmum skgum sl mn spor n rekur, gafst mr alla glei sem g . gafst mr sorg, sem enginn fr mr tekur.

Svo kve g ig. En er minnist mn, mundu, a g akka lina daga. Vi framt mna flttast rlg n. A ftum num krpur ll mn saga. Og leggu svo hfin bl og brei. blsi kalt og dagar veri a rum, veit g a villist rtta lei og verur mn bn, sng og trum. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

dag skein sl sundin bl og seiddi , er sinn r og skipi lagi landi fr. Hva mundi fremur farmann gleja? a syrtir a, er sumir kveja.

g horfi ein eftir r og skipi ber ig burt fr mr. g horfi ein vi yztu sker. v hugur minn er hj r bundinn, og lng er ntt vi loku sundin.

En g skal bija, og ba n uns nttin dvn og dagur skn. aldrei rtist skin mn

til hinsta dags g hrpa og kalla, svo heyrast skal um heima alla. (Dav Stefnsson)

N skil g strin, sem fnnin felur og fann eirra vetrarkva. eir vita a best, sem vin sinn r, hve vorsins er langt a ba.

A haustnttum s g ig sigla burtu, og svo kom hinn langi vetur. tt vald hans s miki, veit g , a vori, a m sn betur.

Minningin talar mli hins lina, og margt hefur hruni til grunna ... eir vita a best, hva vetur er, sem vorinu heitast unna.

En svo fr loksins a la a vori og leysa mjallir og klaka. g fann, a varst a hugsa heim og hlaust a koma til baka.

hltur a vera heimlei og koma me heita og rja vanga, v slin guar gluggann minn, og grasi er fari a anga. (Dav Stefnsson)

Sumari lur. Sumari lur. a klnar og kemur haust. Bylgjurnar byrja a lga og brotna vi naust. Af liminu fkur laufi. Brnin breyta um svip. Fuglarnir kveja. festar toga hin frilausu skip ... g lt hinum mikla mtti. a leiir mig hulin hnd, og hafi og hafi kallar. a halda mr engin bnd. g er fuglinn sem flgur, skipi sem bylgjan ber. Kvi mn eru kvejur. g kem, og g fer.

Stormurinn liggur fr landi. Brimi brotnar vi naust. g kom a sunnan sumar og sigli haust. Bnir aftra mr ekki. g hegg helgustu bnd, yfirgef stvini mna og skunnar heimalnd. Af skipinu horfi g heim ... Fair, fyrirgef mr. Kvi mn eru kvejur.

g kem, og g fer.

g berst fyrir bylgjum og stormi fr landi til lands. g bi bi ekki linn um lof ea lrviarkrans. g ri a vera me vinum og er g alls staar einn, alls staar tlendingur, alls staar frusveinn. Kvi mn eru kvejur. Brimi brotnar vi naust. g kom a sunnan sumar og sigli haust. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

dag eru allir svanir srum, sngurinn breyttur agnarml, hla steinum, bl brum, banvnt eitur hverri skl. Grasi er slna og ilmur enginn, allir btar settir naust. A svardjpi er slin gengin sumari lii og komi haust. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi) r Haust eftir Dav

Seztu hrna hj mr, systir mn g.

kvld skulum vi vera kyrrlt og hlj.

kvld skulum vi vera kyrrlt af v, a mamma tlar a reyna a sofna rkkrinu .

Mamma tlar a sofna. Mamma er svo reytt. Og sumir eiga sorgir, sem svefninn getur eytt.

Sumir eiga sorgir, og sumir eiga r, sem aeins draumheimum uppfyllast m.

kvld skulum vi vera kyrrlt og hlj. Mamma tlar a sofna, systir mn g. (Dav Stefnsson)

Langt inn skginn leitar hindin sr og leynist ar, sem enginn hjrtur br, en yfir hana frist fr og vr. Svo fjarar lfi t . . . , kviku dr

reiki i hgt, er rkkva tekur a og rjfi ekki heilg skgarv, v ltil hind, sem fann sr felusta, vill f a deyja ein bak vi tr. Um bl, sem fyrr var bi ungt og heitt mun bleikur mosinn engum segja neitt.

En , sem veist og ekkir allra mein, og , sem gefur llum lausan taum, lt flna laufi falla af hverri grein og fela ennan hvta skgardraum.

Er fuglar hefja flug og morgunsng og fagna v, a ljmar dagur nr, koma ll hin ungu, yrstu dr a uppsprettunnar silfurtru lind

ll, nema essi eina, hvta hind. (Dav Stefnsson) Skgarhind e Dav

Loks eftir langan dag lt g ig, helga jr. Seiddur um slarlag sigli eg inn Eyjafjr. Enn skastund, opnaist famur hans. Berast um slgyllt sund sngvar og geisladans.

Verja hinn vga reit vartrllin klettabl, mttug og mikilleit, Mlinn og Gjgrat. Hljti um breia bygg blessun og akkargjr allir, sem trllatrygg taka vi Eyjafjr.

stum og eldi skr skalnd birtast mr. Hvlka drottins dr daulegur maur sr! Allt ber hr sama svip; sm er hin gamla jr. Hgara skaltu, skip, skra inn Eyjafjr.

fram og alltaf heim, inn gegnum sundin bl. Guirnir gefa eim glei, sem landi sj. Loks eftir langan dag leit g ig, helga jr. Seiddur um slarlag sigli eg inn Eyjafjr. (Dav Stefnsson) - Sigling inn Eyjafjr e.Dav

ntt er gott a gista Eyjafjr og guafriur yfir strnd og vogum. skini slar skarta haf og jr og skjablstrar slegnir rauum logum.

a veit hver sl, a sumar fer hnd, en samt er gn og kyrr um m og dranga, og hvorki brotnar bra upp vi strnd n brist str grnum hlarvanga.

Svo ljft er allt essum heia hyl, svo htt til lofts og mjkur barmur jarar, a vst er engin verld fegri til en vorntt bjrt hlum Eyjafjarar. (Dav Stefnsson)

, sem eldinn tt hjarta, hikandi og djarfur gengur t myrkri gisvarta eins og hetja og gur drengur. Alltaf leggur bjarmann bjarta af brautryjandans helgu gl. Or n loga, allt itt bl; undan feru og treur sl. eir urfa ekki um kulda a kvarta, sem kunna ll sn slarlj.

, sem eldinn tt hjarta,

yljar, lsir, deyir. Vald itt eykst og vonir skarta, verk n tala, tt egir. Alltaf sj menn bjarmann bjarta blika gegnum hmsins tjld. Eldurinn hefur stu vld; uppskera hans er sundfld. Mannsslin og myrkri svarta mundu n hans dauakld. (Dav Stefnsson)

Me stli plgsins reist na rn. rktair itt land, n furtn. Til verka inna viljans mttur kni vinarhnd, sem ungum grri hli. Fr ystu nf a efstu hlarbrn bjst al hjartans grna sumarskri.

Er vetur kom og bls um bjarhl, bei n undir aki hvld og skjl. ar sst mur mila gum brnum, er moldin hli snum jurtakjrnum, og garur ykkar gerist hfubl, sem grri vafi skein mt sl og stjrnum.

fannst, a a er gfa ls og lands a leita gus og rkta akra hans. aumkt naust anda eirra laga, sem llum vilja skapa ga daga.

dagsverki og kk hins reytta manns br jarinnar heill og visaga.

Ef tveggja st er vel af gui gjr, er gengi djarft til mts vi rlg hr og bjargast, a braui arir snki, og barist, a arir landi svki. En allir eir, er yrkja sna jr, f alsrtt lfsins grurrki. (Dav Stefnsson)

Man g svip og sgu sveinsins lokkabjarta. Brosti er barmi barnsins ga hjarta. Leiftur gra gfna gneistuu oft svrum. N er agnarunga rst a kldum vrum.

bli var r borin brurtrygg og festa. Heldur kaust hylli heimamanna en gesta. Fskiptinn vi fjldann frstu na vegi. Afl og andans roski x me hverjum degi.

Fyrir r l fgur framt starfs og da. Lfi alls og allra ri kraftar ra. Er engill banableikur brjst itt naki signdi, var sem heiur himinn heitum trum rigndi.

Meinabtur margar minningarnar geyma. Til eru ljs, sem lsa langt inn ri heima. Hvld er hverjum heitin hva sem yfir dynur, Gu og gir englar gti n elsku vinur. (Dav Stefnsson)

Um engi og tn og sinn heima g aftur reika, sezt brekkuna silkimjka og sleyjarbleika.

Milt var sunnan vi moldarbari og melinn gra.

ar fagna mr enn ffillinn guli og fjlan bla.

Engan leit g mt ljsi himins ljfar brosa en dnurt fra, sem dagsins bur dggvuum mosa.

Hverju sem r og komnir dagar a mr vkja, er ekkert betra en eiga vini sem aldrei svkja. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

Lengi heilluu hugann heirkir dagar, alstirnd kvld, lf eirra, lj og sgur, sem lifu horfinni ld. Kynslir koma og fara, kllun eirra er mikil og glst . Bak vi muna miklu rs mannlegur andi hst.

Vor jr hefur tt og ali

ttir, sem klifu fell og tind. v vsa r rum veginn a viskunnar dpstu lind. Enn getur nt noti nar og frslu hj liinni ld. Drauminn um vori vekja vetrarins stjrnukvld. (Dav Stefnsson fr Fagraskgi)

t til annarra landa fer rlega fjldi manns sem geri lti r grri sns gamla heimalands.

En svo koma fley r frum me feramennina heim og ttjrin speglast aftur augunum eim.

v lengri fr sem er farin v fegra er heim a sj og blmi vi bjarvegginn er blmi sem allir r. (Dav Stefnsson)

Kristalshljmur hreinn eins og nturdgg nju grasi.

Gleymum ekki: Gler brtur s er syngur hst.

Andinn ofar efninu lj og tnar. (Gylfi Grndal) Glerlist e Gylfa .

Hnga tr af hrygg og glei, hver ein vistund vei, ljs og skuggar la hj, lengst af mun a skiptast .

Enginn kann af eigin dum ea neinna manna rum reikna lei um lnd og geim, loks er skilar llum heim.

Dagur ljmar, dimma rtur, drottinn ha til mn ltur. enginn fr nema aeins hann upplst mna braut og rann.

Ofar gn, er heiminn hryggir, himinsali, er byggir! M g vona? Samt sr sorg og r er hjarta ber.

Kristur forum fri sanninn: furauga ltur manninn. Leitar enn me vissu og von vinur jarar, himins son.

Gef mr rek og ol a ba, , sem veldur r og kva, einn veist mitt vistig, ekki ekki g sjlfan mig.

Ljmi sl um lnd og geima. Lttu flki sorgum gleyma, lt oss vita viljann inn. Vinur allra, drottinn minn. (Sigurur Norland)

Svo lur nnum sld og sorg, hver slarkoma og hvarf.

Og morgunn hvern er hafi verk. Kvld hvert sr enda starf. En dagsverk unni, nokkurs ntt, gefur nturhvld arf. (. Einar Benediktsson) eftir Longfellow

En stoltastur ertu og strstur roki haustin.

Strandmlin grtir landi. seilist naustin. Skin, au hanga himninum slitin ttra. a hriktir bnum, eins og kippt s fjtra. bryuru gaddinn vi grfandi btastefnin. Grunnsjrinn beljar um voginn, svo jarirnar ntra. En hafttin er hmi og blikum til skipta; hn hleypir skammdegisbrnum fl undir svefninn. hamastu, trlli. himininn viltu lyfta hyljum ns eigin dpis og lgum svipta. (Einar Benediktsson)

Stundin deyr og dvnar burt sem dropi straumaniinn. ll vor sla er annahvurt s ea liin. (Einar Benediktsson)

Lttu draumaljsi skna, lttu opnast slu na fyrir llu fgru og hu, fjarri llu ljtu, smu. (Einar Benediktsson)

Far skyldulei andans, me brotnar brr a baki sj, frammi er eilfar sr. Hvar mganna hvr og metnaur flr, ar mttu vita a auna grr. ar endur sjer gu sna mynd manni, sem meistarinn skp, undir Edens banni.

J, vittu a eilf alstaar br, ar einlg og ttalaust hjarta slr. (Einar Benediktsson) r Draumsp srafels e Einar

snauum heim g hlusta lngum vkum og heyri yt af snggum vngjatkum. Minn engill hefur lyft sr ljss veldi, ar lur aldrei dagur gus a kveldi. En g er mold og mni heiin bl, mean stundaglasi sandkorn . (Einar Benediktsson.) Vi lt Svlu e. Einar

Minn hugur spannar himingeiminn. Mitt hjarta telur stjrnuseiminn, sem dylur sig heilofts hyl. Svo htt og vtt mr finnst g skynja, Gus verld! Andans hlekkir hrynja sem hjm vi etta geislaspil. Mr finnst g elska allan heiminn og enginn daui vera til. (Einar Benediktsson) Lgnttissl vi Grmseyjarsund e Einar

Mitt verk er, g fer, eitt fr, mitt land, duft itt grafi, mn sngvabrot sem b g r, eitt bla ljasveig inn vafi.

En innsta hrring hugar mns, hn hverfa skal til upphafs sns, sem bran endurheimt hafi. (Einar Benediktsson) Stefjahreimur e. Einar

Allt er rungi af r til a unna, sundir ska stga fr jr, upp yfir landsins grjtkldu grunna grsin sig rtta, svo htt sem au kunna. Ljsi heldur um lfi vr. (Einar Benediktsdttir)

S deyr ei, sem heimi gaf lfvnt lj. S lst, sem reis gull fr dsanna bori, sem kraup vi ess ndveg me kali bl og kom ekki fyrir sitt hjarta ori. (Einars Benediktsson.)

Vor vi stuttrar stundar er stefnd til Drottins fundar, a heyra lfs og liins dm. En mannsins sonar mildi skal mttug standa gildi. Hn boast oss engils rm.

Svo helgist hjartans varar. Ei hrynur tr til jarar tr, a ekki tali s.

aldastormsins straumi og stundarbarnsins draumi oss veita himnar vernd og hl. (Einar Benediktsson.)

a lina, a sem var og vann, er vorum tma yfir; v aldur deyir engan mann, sem a verk sem lifir. J, blessum ll hin hlju heit, sem heill vors lands voru' unnin, hvern kraft, sem studdi sta og sveit og steina lagi' grunninn.

(Einar Benediktsson.) Aldamt e Einar

Hva hraast lur, a lengst af bur og gleymist sur r sinni og hug. au fl mig draga til ttarhaga me slskins daga og fanna flug.

g fel djpi og dularbndum me kuldans hjpi

heitu gl. rum lndum me lji og spili eim slaryli g sendi . (Einar Benediktsson.) r ljinu J, heim skal vitja bkinni Hafblik e. Einar

Kvikan, mjkan bylgjubarm bi g leggjast mr a hjarta, dgg auga, djpan harm me dularhjp um andann bjarta; hgltt ml og brennheitt bl, blju af kulda um hjartans gl. Kraft, sem ei vill htt n kvarta. (Einar Benediktsson.) Lognsr [brot]

N er dagur vi sk, heyr hinn dynjandi gn, n arf drakka menn, ekki blundandi , a arf vakandi nd, a arf vinnandi hnd til a velta rstir og byggja n. (Einar Benediktsson.)

g fann num dnardegi, hve djpt er stafest lfs vors r. g s allrar sorgar vegi

er slskin til me von og n. Og t yfir itt vikvld skal andinn lifa nrri ld. (Einar Benediktsson)

Fr llum heimsins hrmum, svo hgt friar rmum hvlist hels vi ln. N ertu af eim borinn hin allra sstu sporin, sem r unnu og minnast n.

Me trygg til mls og manna mtt hins ga og sanna trir traust og fast. Hr er n starfsins endi. ri stjrnar hendi er a sem eitt hug barst.

Gu blessi lfs ns brautir, itt banastr og rautir og starfs ns mark og mi. Vi hugsum til n hljir. A hjarta sr vor mir ig vefur fast og veiti fri.

g minnist bernsku minnar daga og margs fr r, sem einn g veit. g fann n allt a einu draga,

og mig dauans grunur beit. En eftir stutta stundarbi st g nar brur vi.

g fann num dnardegi, hve djpt er stafest lfs vors r. g s allrar sorgar vegi er slskin til me von og n. Og t yfir itt vikvld skal andinn lifa nrri ld. (Einar Benediktsson.)

Maur og hestur, eir eru eitt fyrir utan hinn skammsna, markaa baug. ar finnst, hvernig um alls fjrs er veitt r farvegi einum, fr smu taug. eir eru bir me eilfum slum, andann eir lofi tveimur mlum, og saman eir teyga loftsins laug lfdrykk af morgunsins gullronu sklum.

S drekkur hvern gleinnar dropa grunn, sem dansar fkspori yfir grund. mannsbarminn streymir sem afalls-unn af afli hestsins og gfugu lund. Maurinn einn er ei nema hlfur, me rum er hann meiri en hann sjlfur. Og knapinn hestbaki er kngur um stund,

krnulaus hann rki og lfur.

morgunljmann er lagt af sta. Allt logar af dr, svo vtt sem er s. Slttan, hn opnast sem skrifa bla, ar akur ei blettar, ar skyggir ei tr. Menn og hestar hsumardegi hp rbeinum, sknandi vegi me nesti vi bogann og bikar me. Betra daulegi heimurinn eigi.

Ef inni er rngt, tak hnakk inn og hest og hleyptu burt undir loftsins k. Hstu aldrei inn harm. a er best. A heiman, t, ef berst vk. a finnst ekki mein, sem ei breytist og btist, ei bl sem ei aggast, ei lund sem ei ktist vi fjrgammsins stoltu og sterku tk. Lt hann stkkva, svo draumar ns hjarta rtist. (Einar Benediktsson.)

a er stormur og frelsi faxins hvin, sem fellir af brjstinu dgursins ok. Jrin, hn hlakkar af hfadyn. Sem hverfandi sorg er jreyksins fok. Lognman verur a fallandi fljti; allt flr a baki hrapandi rti. Hvert spor er sem flug gegnum foss ea rok, sem slr funa hjarta og neista r grjti.

(Einar Benediktsson.)

Hva bindur vorn hug vi heimsins glaum, sem himnaarf skulum taka? Oss dreymir leislu lfsins draum, en ltumst allir vaka, og hryllir vi dauans dkkum straum, dauinn oss megi ei saka.

Sem kona hn lifi tr og trygg; a tregandi sorg skal gjalda. Vi vinnar lok ber st og dygg sinn vxtinn sundfalda, og ljs eirra skn hjartans hrygg svo htt yfir myrkri kalda.

Til moldar oss vgi hi mikla vald, hvert mannslf, sem jrin elur. Sem hafsjr, er rs me fald vi fald, au falla, en gu au telur, v heilofti sjlft er hulistjald, sem hanna dr oss felur.

En stin er bjrt sem barnsins tr, hn blikar ljssins geimi, og fjarlg og nlg, fyrr og n, oss finnst ar eining streymi. Fr heli til lfs hn byggir br og bindur oss rum heimi.

Sem mir hn br barnsins mynd; a ber hennar ttarmerki. Svo streyma skal fram lfsins lind, loki s hennar verki. Og vkja skal hel vi garsins grind, v gu vor, hann er s sterki.

Af eilfarljsi bjarma ber, sem brautina ungu greiir. Vort lf, sem svo stutt og stopult er, a stefnir ri leiir. Og upphiminn fegri en auga sr mt llum oss faminn breiir. (Einar Benediktsson)

Fyrst jafnt skal rigna yfir alla, jafnt akurland sem grtta jr, skal nokkurt tr tapa falla, skal tna saui nokkur hjr? Hver er a dmi sta gur, hver er hr smr og hver er str? hverju stri er himingrur, hverjum dropa reginsjr. (Einar Ben.)

g veit, a allt er af einu ftt, a alheimsins lf er ein voldug tt,

dauleg, eilf og tal-tt um afgrunns og himins slir. (Einar Benediktsson)

Slin, hn lur ljsvakaheiminn, en lkamans svipur draumageiminn burt, inn dalalnd dularbleik. ar dregur hann st undir tfranna ak, st eins og ilmur af slvermdu rjri sr eins og vorr ungum grri og flug sem fjallbrjstsins andartak. (Einar Ben.)

Lt hljma, svo ri g horfnar stundir, svo hjarta sli og taki undir og trega g finni taugum og um af tndri minning og gltuum kvum, svo hrfist g me og hefjist gei. Mn hsta sorg og mn sta glei, r hittast sngvanna hum. (Einar Benediktsson)

Orka r entist aldur tveggja manna a vinna strt og vinna rtt. Vitur og vinsll varstu til heiurs inni bygg og inni sttt.

Hfingi hras, htt n minning standi, vaxtist hj oss itt vistarf. jrkni, mannd, ol og trygg raunum itt dmi gefi oss arf. (Einar Benediktsson)

Vegir skiptast allt fer msar leiir inn fyrirheitsins lnd. Einum lfi arma breiir, rum dauinn rttir hnd. Einum flutt er rdags kveja, rum sungi dnarlag, allt saman kntt sem keja, krossfr ein me sama brag. Veikt og sterkt streng er undi strt og smtt er saman bundi.

Allt, sem hjarta, ber sr r upp sngvanna rki; herskarar drottins slirnar sj syngjandi engla lki.

Veikasta strengnum berst mur af upp til slkonungs hallar; rtt eins og lindir renna haf, raddir ar sameinast allar.

Hva er ekki einu lji fali, einum sng fr gu hjarta? J, allt, sem fagurt er, skal vera tali efst vi dmsins hstl bjarta. (Einar Benediktsson)

Hr hvlir vn og gfug grein af gmlum, sterkum hlyni; hn lokai augum hugarhrein me hvarm mt slar skini. Hn dmdi ei hart, hn vildi vel, vinskap, tt og kynning. Hn bar a hlja holla el, sem hverfur ekki r minning.

Hn unni list mli og mynd, s mennt var hennar stjarna; ar heyri hn tala tra lind tungu engilbarna. Ef bla hn tk og batt sn or, var blrinn hreinn og fagur; en hgvr sat hn hssins bor, v htt skein ri dagur.

Allt metur rtt hin mikla n um manna hug og vilja; eitt hjartans or um eilf skr orku, er himnar skilja.

N les hn herrans hulin r um hlut og rlg ja, ar sst lfbk srhver d hins sanna, fagra og ga. (Einar Ben.)

A leika upp skunnar vintr me ranna reynslu sem var svo dr, er lfi dins-lki. g gref allt hi lina gleinnar skaut, g gjri mr veginn a rsabraut og heiminn a himnarki.

g lyfti r, blikandi lfsins veig. Ljsblmin grp g af himinsins sveig og legg mr um heita hvarma. Einn straumur, sem lur, ein stund, sem ver. Streymandi mannhaf, sem kemur og fer, g hverf r opna arma. (Einar Benediktsson)

Hver er sem veit, nr daggir drjpa, hvar dafnar fr, sem n skal hst. Hver er sem veit, nr knin krjpa vi kirkjuskr, hva Gui er nst. Fyrst jafnt skal rigna yfir alla, jafnt akurland sem grtta jr, skal nokkurt tr tapa falla, skal tna saui nokkur hjr?

Hver er a dmi sta gur, hver er hr smr og hver er str? hverju stri er himingrur, hverjum dropa reginsjr. (Einar Benediktsson)

Til n fer mitt ljalag lngum yfir bjrg og sund. Manstu okkar eina dag? Er ei lfi skammvinn stund?

Eins og hylja haustleg kvld heiarvngsins sngga flug, leistu t lfsins fjld, langt r sn, en ei r hug.

Undir skjum, yfir mold, innan hafs og reginfjalls, aleinn tre g ftum fold, fagna engu, minnist alls.

Himinv mn hll er gjr. Hana lsti bros itt eitt. Og tt allt s jafna jr, g vil aldrei grafa neitt.

Hlj og tm er hjartans borg. Heimsins svipur breyttur er. Andi minn, hann ei sorg.

Alltaf lifir hj mr. (Einar Benediktsson.)

Ltill drengur lfa strkur ltt um vota murkinn, augun spyrja eins og myrkvu tta og grun fyrsta sinn: Hvar er amma, hvar er amma, hn sem gaf mr brosi sitt yndislega og alltaf skildi fullkomna hjali mitt?

Ltill sveinn leyndardmum lfs og daua kann ei skil: hann vill bara eins og ur mmu sinnar komast til, hann vill f a hjfra sig a hennar brjsti stt og rtt. Amma er din amma finnur augasteininn sinn ntt.

Ltill drengur leggst koddann lokar sinni reyttu br uns draumi er hann staddur mmu sinni gu hj. Amma brosir amma kyssir undurbltt kollinn hans. breiist st af rum heimi yfir be hins litla manns.

(Jhannes r Ktlum.)

, mamma, elsku mamma, n hugsa g heim til n, er nturmyrkri nlgast og dagsins ylur dvn. g ligg hr, ltill drengur, og les n versin mn.

g man vgguvsu, er sngstu mr sl. Hn br brjsti mnu, sem heilagt hulduml; hn er a eina heimi, sem aldrei reynist tl.

Me barnslegt bros vrum hj r hvldi g. g man, hva murhndin var nm og notaleg, og brennheit bnarorin, sem bentu lfsins veg.

,,, Jes, brir bezti, var asto okkar . Og krleik hans svo hreinan svip num g s, er heitan lfann lagir litla vangann .

g hjfrai mig hrddur vi bla barminn inn, ef pabbi einn var ti, og buldi bylurinn. - veittir styrk, stundum r streymdu tr um kinn.

, mamma, elsku mamma, g hugsa heim til n. ,,, Jes, brir bezti, r sendi ljsin sn. Og Gu ig gleji, egar grtur vegna mn. (Jhannes r Ktlum)

Sunnan yfir sinn breia sumarylinn vinda leia. Draumalandi himinheia hlr og opnar skauti sitt. Vori kemur, heimur hlnar, hjarta mitt!

Gakk t grna lundinn, gu fram blu sundin. Mundu, a a er stutt hver stundin, stopult jarneskt yndi itt. Vori kemur, heimur hlnar, hjarta mitt!

Allt hi lina er ljft a geyma, lta sig vku dreyma. Slskinsdgum sst m gleyma, segu engum manni hitt! Vori kemur heimur hlnar, hjarta mitt! (Jhannes r Ktlum) Vikivakar e. Jhannes

Vort lf er svo rkt af ljssins r, a lokkar oss himins slarbr, og hmi hltur a dvna, er hrynjandi geislar skna.

Vor sl er svo rk af trausti og tr, a traula mun bregast huggun s, vin sem elding rjti, gus eilf blasir oss mti.

Vort hjarta er svo rkt af hreinni st, a hugir gegnum dauann sjst. Vr hverfum og hldum var, en hittumst aftur sar. (Jhannes r Ktlum.)

ung er s gn landi lfar ugga um sinn hag horfi er af heiminum brott

a ljflingslag lindin spyr vindinn: Hv syngur hann ekki dag? (Jhannes r Ktlum) r Sleyjarkvi

Htt uppi heium hvtir fuglar vaka. Vngjunum stru veifa eir og blaka. a eru lftir, lftirnar, sem kvaka.

Handan af hafi, heim aunir fjalla, vordgrin snemma villta hpinn kalla. er n sungi, sungi fyrir alla.

Hringair hlsar hljar taka dfur. rvakur skari ldufaldinn klfur. - Andi gus friar yfir vtnum svfur.

Margs er a minnast. Margt er enn seyi.

Leikur er varpinn, - brinn minn eyi. Syngja enn svanir fram heii. (Jhannes r Ktlum) lftirnar kvaka e Jhannes

Ltill drengur lfa strkur ltt um vota murkinn, augun spyrja eins og myrkvu tta og grun fyrsta sinn: Hvar er amma, hvar er amma, hn sem gaf mr brosi sitt yndislega og alltaf skildi fullkomna hjali mitt.

Ltill sveinn leyndardmum lfs og daua kann ei skil: hann vill bara eins og ur mmu sinnar komast til, hann vill f a hjfra sig a hennar brjsti stt og rtt. Amma er din amma finnur augasteininn sinn ntt.

Ltill drengur leggst koddann lokar sinni reyttu br uns draumi er hann staddur mmu sinni gu hj.

Amma brosir amma kyssir undirbltt kollinn hans. Breiist st af rum heimi yfir be hins litla manns. (Jhannes r Ktlum)

Er hngur sl a hafsins djpi og hulin sorg brjstin knr, vr minnumst eirra, er du draumi um djarft og voldugt vintr.

koma eir r llum ttum, me skir r, er flugu hst, og grta vorum hlju hjrtum hinn helga draum, sem gat ei rst.

Og er eins og andvrp taki hin undurfagra slskinsvon, og allir kveldsins mar veri eitt angurlj um tndan son.

Og hinsti geislinn deyr djpi, en daginn eftir rull nr oss kveikir sama dra drauminn um djarft og voldugt vintr. (Jhannes r Ktlum)

Ekkert fr di

af eli nu, ekkert skyggt st na. Sofu fangi ljs mns, sofu fangi lands ns, glkollur, bleygur, gus barn. (Jhannes r Ktlum)

Sley slu fegri situr vi hafi kralskm, leikur vi linda lykill fr Rm, augun bl eins og stjrnur, varirnar rauar sem blm.

Djpsir, dularfullir dagarnir hennar la, tbr varpar titrandi bliki silki sa og eitt er vst; a skirnar fljga va. (Jhannes r Ktlum)

Hgan! stin mn sefur: haustblrinn kom inn um gluggann og vaggai henni r.

Hgan hgan! stina mna dreymir: hn ekur gullkerru um vetrarbrautina stjrnur syngja henni sng.

Hgan hgan hgan! stin mn sefur stina mna dreymir og n vaknar hn aldrei framar

aldrei aldrei framar. (Jhannes r Ktlum)

Sof, strka auga, sof, yndisrdd , hvl, hljasta hjarta, hvl, hndin svo bl! a hverfur ei han, sem helgast oss var: vor brjst eiga bsta, - br alltaf ar. Hi mjka milda vor sn blm ig breii og blessi n spor. (Jhannes r Ktlum)

Ljsi flir enn um snd na: yfir num luktu hvrmum skna slir r er slu inni fr

snum geislum stru veginn .

Myrkur dauans megnar ekki a hylja mannlund na, trygg og frnarvilja - eftir v sem hryggin harar slr hjarta itt er brjstum okkar nr.

Innstu sveiflur skastunda inna enn m hsi nu finna anga mun hann skja slarr s er lengst af fegur eirra bj.

Brnin sem blessun vafir inni ba r n sta vitund sinni: alla sna vi geyma ar aulegina sem eim gefin var.

ert fram lf af okkar lfi: lkt og morgunblr um hugann svfi ilmi og svlun andar minning hver - athvarfi var strt og bjart hj r.

Allir sem r unnu akkir gjalda. st inni handan blrra tjalda opi standi dauleikans svi. Andinn mikli gefi r sinn fri. (Jhannes r Ktlum)

Sasti valsinn e Jhannes

Gott er ein me gui a vaka, grta hljtt og minnast n, egar annar ylur dvn, seia lii lf til baka, og lta huggast, systir mn!

Vi skulum leiast eilf alla, aldrei sigur lfsins dvn. g s ig, elsku systir mn. Gott er reyttu hfi a halla a hjarta gus og minnast n. (Jhannes r Ktlum) r Systurminningu e. Jhannes

a eitt er vst, a g aldrei augunum num gleymi er sstu sumari koma sunnan r blum geimi; svo fegin varstu, a mr fannst fegursta konan heimi.

i voru rjr, essar systur, og varst s mii ... Eitt kvldi kyrrltu veri g kvaddi ig t vi hlii.

N er hann kominn noran og n er sumari lii. (Jhannes r Ktlum)

Blessi ig blmjr, blessi ig tsr, blessi ig heiur himinn! Elski ig alheimur, eilf ig geymi, signi ig sjlfur Gu! (Jhannes r Ktlum)

g er einn, g er einn sl mn allslaus og hlj. Langt fr upprunans jist eirarlaust bl. jist vngur inn, vor? Kannski ver g of seinn. Kannski dey g dag. Kannski dey g hr einn.

g vil heim g vil heim yfir hyldjpann s, heim dltinn dal, heim a dlitlum b Hver vill bera mig bltt um hinn blheia geim? , blasti blr! Vilt bera mig heim.

Allt er lj allt er lj. ar sem lynghrslan grr ar sem virinn vex ar sem vorperlan hlr. ar sem afi minn bj ar sem amma mn d, undir heiinni h, vil g hvla r... (Jhannes r Ktlum)

Af r er g kominn undursamlega jr: eins og ljs skna augu mn blm n eins og snjr lykja hendur mnar um grjt itt eins og blr leikur andardrttur minn um gras itt eins og fiskur syndi g vatni nu eins og fugl syng g skgi num eins og lamb sef g num m.

A r mun g vera undursamlega jr: eins og sveipur mun g hverfast stormi num eins og dropi mun g falla regni nu eins og nfur mun g loga eldi num eins og duft mun g sldrast na mold.

Og vi munum upp rsa undursamlega jr. (Jhannes r Ktlum) Jarerni eftir Jhannes

Reikult er rtlaust angi, rekst a um van sj, straumar og votir vindar velkja v til og fr.

Fuglar flugu yfir hafi me fgnui og vngjagn, hurfu t himinblmann hratt eins og vindltt sk.

angi, sem horfi hpinn, var hnpi allan ann dag. Bylgjan, sem bar a uppi, var blug um slarlag. (Jhann Sigurjnsson)

, hvar er leii itt lga, ljfasti brir? ar sem trvota vanga vinbla mur mjklega lagir, er lfi lagi ig, brir minn kri, srustu yrnunum snum, tt saklaus vrir og gur.

, hvar er leii itt lga? Mig langar a mega leggja a liljukrans sman, v liljurnar eiga

sammerkt me slinni inni og sna a, vinur minn besti, a stin er flug og lifir tt augun dauanum bresti. (Jhann Sigurjnsson).

Sofu unga stin mn, ti regni grtur. Mamma geymir gullin n, gamla leggi og vluskrn. Vi skulum ekki vaka um dimmar ntur.

a er margt, sem myrkri veit, minn er hugur ungur. Oft g svarta sandinn leit sva grnan engireit. jklinum hlja dauadjpar sprungur.

Sofu lengi, sofu rtt, seint mun best a vakna. Man kenna mun r fljtt, Mean hallar degi skjtt, A mennirnir elska, missa, grta og sakna. (Jhann Sigurjnsson)

fu dagar og ratugir langan vef fr vggu minni.

S g gullri glitra vefnum mjk er murhndin. (Jhann Sigurjnsson)

Konan blkldda n bjarta tr kyssti augu n skudgum. sst v land og ljsar hallir ar dapureygir sj dimmu.

rng er lfsgata ungar klyfjar binda rlgin tal mrgum. Veikur styji veikan, varist allir a hrinda magnlitlum halla.

F og frami eru fallvlt hnoss hraukar hrungjarnir. Stust minning og stastur arfur eru starfr akri hjartans. (Jhann Sigurjnsson)

Ein af annarri birtast okkar samfylgdarstundir, hljar huga mr. (Jakobna Sigurardttir)

g vildi, mir, grpa orsins au og i mila r. Af gulli snau er hnd mn enn og eflaust mun svo lngum. En mr er einnig stirt um tungutak, tfri lindasu og fuglakvak og ytur bls grasi og skgargngum.

Hva get g, mir, sagt um ll au r, sem okkur gafstu, slu na og tr? g veit hefur vaka, r og bei. Og einhvernveginn er a svo um mig, a allt hi bezta finnst mr sagt um ig, sem arir hafa um arar mur kvei.

Samt vel g mr a egja um lfsstarf itt. En akkir fyrir veganesti mitt g vildi r litlu lji inna. Og a brn n veri vaxnir menn, au vildu fegin mega njta enn um langan aldur murmunda inna. (Jakobna Sigurardttir)

g horfi t um gluggann heirkju dagsins,

og hjarta mitt tekur a sl me rlitlum sting, v vi eyru mr hvsla me leitni draumur og r: ,,, komdu, v ti er angan r jru. N yrkir hvert gnkandi str. Hva skiptir a mli, matarger seinki? Hver mannsvi er hralifu stund. Og bttar flkur og hreinir sokkar eru r hlekkir um mund. , gleymdu v, komdu og eigu me okkur og angandi vorinu fund.

g s hvernig vatni og verldin ljmar, og vngjanna fagnandi yt g heyri lofti, en hfar og eyjar sr hreykja me grandans lit. Mig langar a slta af mr hlekki og hlaupa hljandi sldagsins vit.

lt g glkoll minn ljfan vi svfil. g legg fr mr drauminn og hl. v hr er mitt verksvi, mn von og mn skylda. Svo verldin kasti ekki gl Draumunum hennar, skal hugur minn sttur Vi heimskuleg strf inn b. (Jakobna Sigurardttir)

Hgt nlgast hausti. Af hvtum skjum

rkkurunguum rsir drjpa. Hvtar rsir af hljum skjum hnga hmi haustbleika jr. (Jakobna Sigurardttir) Haustfjk e. Jakobnu

Brinn minn, brinn minn og inn sefur sll kyrr. Fellur mjll hljtt hmi jr. Grasi mitt grasi mitt og itt geymir mold til vors.

Hjfrar lind leynt vi brekkurt, vakir eins og vi. Lfi tr kyrrlt kaldavermsl augum djps t himinfir stara stillt um ntt.

Langt burt vakir verld str,

grimmum tfrum tryllt, eirarlaus, ttast ntt og dag. Augu n, ttalaus og hrein, brosa vi mr bjrt.

Vonin mn, blessa brosi itt, vekur lj r vr. Hvlist jr hlj rmum sns. Liljuhvt lokar augum blm litla stlkan mn. (Jakobna Sigurardttir) Vkur e. Jakobnu

Fennir ftspor feramanna, svo heimhaga sem hgngum, fljtt sum, seinna nnur, loks allra eins.

Samt er samfylgd sumra manna andblr friar

n yfirltis, hrif gvildar, inntak hamingju eim er njta nr. (Gumundur Bvarsson)

a er marklaust a minnast ess n, egar moldin er yfir ig breidd. g tti r goldna skuld. Aldrei verur hn greidd. (Gumundur Bvarsson)

v draumur vor skal kljfa hvern dimman nturs djsn vort heimti eilf til a rast. Og tilraun vor til sigurs skal endurtakast aldarair veri a hverfa og sast.

Svo vinnist r morgun a sem vannst ei mr dag. a vera skal a lokum hinzta kvejan, er kyrrist um smiju og kemur slarlag og kulna sindur liggur kringum stejann. (Gumundur Bvarsson)

Barni mitt, brjttu n ekki gulli itt,

eignist nnur n, ekki skaltu henda v. Margir eiga engin gull, msir mrg, sumir f. Geymdu itt gum sta, gefu seinna rum a, eim sem ekkert . (Gumundur Bvarsson)

Sofnar skgi s fugl sem dag hefur fundi fegurstan sta undir hreiur fegursta stainn sem fundinn verur r og ess vegna er vorkvldsins famur fagur og breiur ,,og himinninn heiur og blr (Gumundur Bvarsson)

Lengi hafa vindar leiki tjaldstrengi mna. g hef legi vi skr, og g vakti og hlustai lengi hfatk au sem dvnuu fjr og fjr

og fann hvernig gnin lddist mna strengi.

Enn fara lestir, a ltur silum og klkkum og leiin til vasins er aukennd me gamalli vru.

J, n vri t a taka dt sitt klif.

Tjaldhla mna dreg g brum r jru. (Gumundur Bvarsson)

r lia hratt yfir himin og heim, me bllttum yt, a slr au gullinni slikju, a slr au silfurlit. (Gumundur Bvarsson)

S g fjld af frnum dgum, finn mr skylt a akka a nju ghug inn og al alla, endalausa trygg og hlju. (Gumundur Bvarsson)

himni snum hkkar sl. Um heibl loft og tr hn lsir enn itt land n, og ljma snum slr um hina mjku, hlju grf. Og hljta loks skalt eitt kvejulj, svo litla gjf a launum fyrir allt. (G. Bvarsson)

r djpum geimsins er dagurinn risinn og slr

drlegum roa ttuhimininn blan, og lof s r, blessaa lf, og r, himneska sl, og lof s r, elskaa jr, a g fkk a sj hann. (Gumundur Bvarsson)

kistli eim fr num skumorgni sem lst gjarnan standa ti horni og laukst ekki upp augsn nokkurs manns, straukst aeins ryki burt af loki hans, og kmi barn og segi: sndu mr, var svar itt jafnan: a er ekkert hr, ar fann g niri botni lti ln, einn ltinn dk og fyrstu nlarsporin n.

Ein barnsleg rs me rauum krnublum, fimm rsarbl kyrfilegri r, og ljst teiknu fram sex til nu, au ttu a vera tu, og t fr leggjum uxu pr og vn me yndisokka laufin fagurgrn, og a tti eflaust arna a koma fleira, en a var aldrei meira.

g veit a best, a var n visaga

a vera a hverfa flesta na daga fr inni r og draumi, fr num rsasaumi, og nlin n a ra nnur spor en au sem eitt sinn gerir a tkni um sl og vor.

Svo grf g enn hj rum vinum snum inn tsaums dk gullastokknum num, og lagi n til hliar horni gamals friar og fannst a vri von og huggun mn a einhver lyki seinna vi a sauma sna og na drauma me rauum ri etta hvta ln. (Gumundur Bvarsson) Gullastokkur e. Gumund

Mitt lj og itt og eirra lj sem gn og gleymska felur, mun vera heyrt af hiri eim er hjr a kvldi telur, hann ekkir hjarta hvers og eins og hann mun sj og skilja a vsan n og vsan mn hn var okkar Lilja. (Gumundur Bvarsson) Vsur til sra Fririks e. Gumund

Og san jafnan, ef slskin er og sit g stofunni inni, vaknar ei hltur huga mr, g heyri hvsla ar inni: Mir sl er of mild og hl, of mttug snu lji. Mig langar svo kaft a lifa n eitt ljsfagurt sumar, gi. (Gumundur Bvarsson) slskini e Gumund

Sem eitt sinn litin yndis-sjn starhug fr geymst, sem indlt snglag eitt sinn heyrt fr aldrei san gleymst, svo varstu mr, hi vna sprund, mn vera greip vi r, og gfug, fgur, g og bl gleymdist aldrei mr.

Og v var a, mr br brn, er barst s fregnin ung sem ytur lofts r rungnum geim, a varst din ung, v einnig eg fann tregans til, tungan mlti ftt. Eg syrgi ig af hjarta og hug sem hefi eg ge itt tt. (Steingrmur Thorsteinsson)

Verndi ig englar, elskan mn, augun fgru lykjast n; li eir kringum hvlu hljtt hvtum vngjum um mija ntt.

Nei, nei a varla htt er englum a tra fyrir r; engill ert og englum of vel kann ig a ltast . (Steingrmur Thorsteinsson)

, vorgyja, svfur r surnum geim. slgeisla vngjunum breium. Til slands fannkktu fjallanna heim. A fossum og dimmblum heium. g s, hvar skjum brunar braut. , ber mitt lj heim ttjarar skaut.

En bt er oss heiti, ef bilar ei d. Af beisku hi sta m spretta. Af skaa vr nemum hin ntustu r. Oss neyin skal kenna a rtta. Og jafnvel r hlekkjunum sja m sver sannleiks og frelsisins jnustuger. (Steingrmur Thorsteinsson)

Svo flgur t og hinga hverfa leiir: Svo hneig og hn, er fylgjum vr dag;

Sns herfangs krefur kaldur lfsins eyir Vi klukkna hljm og dapurt sorgar lag. hennar kistu segja sveigar blma, A sjlf hn eitt sinn var sem blmin fr, A innst hjrtum harmi dggvu ljma Skal hennar minning unasskr og bl. (Steingr. Thorsteinsson)

Fagra haust fold g kve fami vef mig num. Bleikra laufa lttu be a legsta vera mnum. (Steingrmur Thorsteinsson) Vor og haust e Steingrm

Tmarnir la sem hverfandi hvel, hugurinn reikar til komandi ta. Enginn m vita, hva vor kann a ba, vermandi sl ea bitrasta l.

Maurinn fist vi bros ea bl, byltist me fluga tmanna straumi, vaknar til sorgar og svfist glaumi, svifinn braut eftir skammvinna dvl.

Glein er lttfleyg, og lni er valt. Lfi er spurning, sem enginn m svara. Vinirnir koma og kynnast og fara, kvaning til brottfarar lfi er allt.

Liin a sinni er vor samverustund, sustu kvejur me andblnum la. Velkomin aftur, er sjumst vi sar, slnanna drottinn oss blessi ann fund. (Freysteinn Gunnarsson)

g fann a um sir, a gfan er gler, svo grtlega brothtt hn reyndist mr, v skan er lttstg og leikur sr a ljmandi gullinu fra. En gleri er brothtt, og grjti er va.

Mr gersemin dra var gefin hnd, gskanum hldu mr engin bnd; g lk mr skunnar ljmandi strnd, s leikur var gullinu a meini. g braut a gti rlagasteini. (Freysteinn Gunnarsson) Glerbrot e. Freystein

A minnast grar mur er mannsins sta dygg og andans krsti ur um st og murtrygg.

Hj hennar blum barmi er barnsins hvld og fr. ar hverfa tr af hvarmi

og hjarta fyllist r. (Freysteinn Gunnarsson)

Tminn lur furu fljtt, flna hr vanga, sngvar agna, nlgast ntt,

nttin hlja langa. Ljsi dvn og lokast br, ltur vel eyrum mur sku sngva. (Fr. G.)

sla heimsins svalalind , silfurskra tr, er allri svalar takind og tal lknar sr.

, hverf ei af auga mr, starbla tr, er sorgir heims burtu ber, tt bli hjartans sr.

Mr himneskt ljs hjarta skn hvert sinn, er g grt, en drottinn telur trin mn g tri' og huggast lt. (Kristjn Jnsson.)

N samvist inni g sviptur er; g s ig aldrei meir! stvinirnir, sem ann g hr, svo allir fara eir.

g felli tr, en hv g grt? v heimskingi g er! n minning hn er sl og st, og smu lei g fer.

J, smu lei! En hvert fer ? ig hylja s g grf. ar mun g eitt sinn eiga b, of vi svifinn hf.

En er n sla sigri ktt og sla bin r? g veit a ekki! sofu stt! En smu lei g fer. (Kristjn Jnsson Fjallaskld.)

Flnar rs og bliknar bla birkigreinum. Hmar eins og haustar a hjartans leynum. (Kristjn Jnsson.)

egar g hng faminn inn hinn fra og fast a num starrka barmi

rstir mr me yndislegum armi og auga tindrar djpa og himinbla

er sem stt g sofni og draumi slum engla himinslu njti g l burtu r lfsins ldurti algleymis borinn undurdjpum straumi.

ska g en or g m ei segja , a aldrei mttu slkar stundir rjta, v himinslu hjarta mr g finn.

g ska ess, a aldrei yrfti a deyja, Um eilf mtta g slkrar slu njta. Mitt himnarki, a er famur inn. (Kristjn Jnsson.) Mansngur e. Kristjn

, sem a harmi rungin(n) stynur og reytist undir byri kfs, treystu v, a hinn tryggi vinur, er tmum rur hels og lfs, n muni gra sorgarsr og srhvert erra harmatr.

a r flli ungt a skilja vi inn sku ninn son, gefu ig undir Gus ns vilja og gleddu ig eirri von,

a hann munir sar sj slunnar helga landi .

ar sem a geisla bjartur bjarmi blikar um skra himinsl og alsknandi starvarmi alsla gerir jararj, eim slbjarta slugeim sjst eir, sem skilja hr heim. (Kristjn Jnsson Fjallaskld)

Lsir af morgni, ljs af skari dvn. Hlj ti horni, harpan bur mn. Mkri skildu mundir, mnum strengi bra elfur taka undir, lftakvaki skra.

Grt g og greii, gjaldi eina er m lt g leii, laufin bleik og f. Sgrn bl r breii, bjrk fegri heimi mildur blr meii, minning na geymi. (Sig. Sig. fr Arnarholti)

(Sigurur Sigursson fr Arnarholti)

Vel er a fauskar fnir klofni, felli eir ei hinn nja skg en hr fll grein af gum stofni, grisjai daui meira' en ng. v svo eru not a nema rjur, a ngringinn vanti' ei skjl. Strjll er enn vor stri grur, stendur hann engum fyrir sl. (Sig. Sig. fr Arnarholti) (Sigurur Sigursson fr Arnarholti) r ljinu Mannskaa e. Sigur

Smvinir fagrir, foldarskart, ffill haga, rau og bl brekkusley, vi mttum margt muna hvort ru a segja fr. Pri r lengi landi a, sem lifandi gu hefur fundi sta starslan, v stin hans alls staar fyllir arfir manns.

Fair og vinur alls, sem er, annastu ennan grna reit. Blessau, fair, blmin hr, blessau au hverri sveit. Vesalings sley, sru mig?

Sofu n vrt og byrgu ig. Hgur er dr daggarntt. Dreymi ig ljsi, sofu rtt! (Jnas Hallgrmsson.) (r Hulduljum Jnasar)

Hglega, hglega, hafsng a, slin sla ! sg til viar. N er um heiar

himin-brautir fr n farin yfir frjvga jr.

Blessu, margblessu, bla sl ! blessaur margfalt inn bestu skapari ! fyrir gott allt, sem gjrt hefur uppgngu fr og a enda dags. (r Slsetursljum Jnasar Hallgrmssonar)

Veit g, hvar von ll og verld mn gldd er gus loga.

Hlekki brt g hugar og heilum mr fleygi fam inn . (Jnas Hallgrmsson.)

, Jess brir besti og barnavinur mesti, brei blessun na barnskuna mna.

Mr gott barn gef a vera og gan vxt bera, en forast allt hi illa, svo ei mr ni' a spilla.

a t s mn ija a elska ig og bija, n lfsins or a lra og lofgjr r a fra.

n umsjn mr hlfi llu mnu lfi, n lknarhnd mig leii og lfsins veginn greii.

Mig styrk stri naua, styrk mig daua. itt lfsins ljsi bjarta ljmi' mnu hjarta.

Me blum barnarmi mitt bnakvak svo hljmi: itt gott barn gef g veri og gan vxt beri. (Pll Jnsson.)

Hin blasta fjla fyrr varst fur ns laukagari, angan og fegur sku barst, sem skelfd til himins stari. a yndi er flna, en yfir v rs n elskunnar minnisvari.

n bros voru st, eins og slgeislinn og sumar vngum num er stormurinn ddi um algrna hl einveldismtti snum, bliknai, skalf og beygi fald a blm er var fegurst snum. (Hulda.)

fagra t, allt er grnt og ungt, eldur sl og brjsti daggarungt, kemur sem fugl og syngur svfur braut skgarskaut.

Einn dag er slin hst himinbraut, ein hjartans glei skrst, ein srust raut;

hn er sigru svali haustsins ber r silfurker.

ska, iggur allt og gefur frjls, elskar og harmar vegna lfsins sjlfs, veizt ei a ert vori og n blm f vetrardm.

g tti ig. N g minnis lj sem andbl hausts og mnans rkkurgl. hvtum vngjum svifin ertu sjlf me sl og lf.

Vi fjallavtnin fagurbl er friur, tign og r. fltinn mna fjllin h me fannir, klappir, skg.

ar la lftir langt geim me ljfum sngva kli, og lindir tal lja glatt ljsrar nturfri. (Hulda.)

Fair, mr fjarlg hylji friargeisla augna inna, ertu samt um allar stundir engill krleiksdrauma minna.

(Hulda.)

Hvldu hjarta. Hmbl nttin hefur fold fami sveipt, mildir geislar mnans hafa munarslum dalinn reift. Bldgg vafin blmin hvla, blundar fugl kvisti vr. Sofu einnig, rtt hjarta, allt er gult fjr og nr. Hvldu, hjarta, hvldu.

Hvldu, hjarta. Sj hve fljti silfurlygna sveimar hljtt t hafi gnardjpa er v vaggar hgt og rtt. Lt einnig, ljfa hjarta, ljsa drauma bera ig burt fr sorg og burt fr kva, burt fr vku yrnistig. Hvldu, hjarta, hvldu. (Hulda.) Aftansngur eftir Huldu

sandinum tti g eftir stkru sporin n. En regni grt, uns au grfust, geisli ar yfir skn.

sl minni gleymd g a eilfu brosin n. au grafast ei, g grti, geisli ar yfir skn. (Hulda)

Kom, fegur, lj mr ljsi itt og lei mig hvtri hendi a furustiginn fi g hitt og fundi reya landi mitt, numi undralendi. (Hulda) r ljinu Gebrigi e. Huldu

Hv drpir laufi grnni grein? Hv grtur lindin og stynur hljtt? Hv glampar daggir grum stein, sem grfi yfir dalnum gul ntt?

g veit hva grtur litla lind: Langt er san hn hvarf r fr; hn skoar ei framar fallega mynd fleti num me augun bl.

manstu, egar sasta sinn hn settist grtandi bakkann inn og tr hennar fllu tran straum? Hn tregai flnaan sumardraum. hvslair a blmum blum,

a birkihrslum og klettum grum: Hn leiksystir okkar er komin a kveja. Me hverju megum vi hana gleja hinzta sinn? En blm og steinar og birkigreinar hnpin mndu augu hennar inn og golan stundi grnum lundi: N kyssi g vanga inn sasta sinn. (Hulda.)

ar sem djpa dalinn taka dimmbl fjll arma sterka og brekkum birkilundir blin rtta mti varma, ar sem trar, litlar lindir ljsan r r gulli spinna mean eygl yfir brennur en um ntt r skru silfri, langar mig a minnast n.

ar sem blm laufalautum ljfu mli saman tala sem a st og angur skilja, blgresi og burknar grannir, brnugrs og msareyra, ljsberi og lkjarstjarna, litlar fjlur, ruprsar,

gullmura og gleym-mr-eigi? vildi g mega minnast n.

Allar stundir vi minnar ertu nlg, hjartans lilja. er nst um nisstundu nvist n og angurbla, starljs og endurminning. Allar stundir vi minnar, yndist og harmadaga, unassumur, sorgarvetur sakna g og minnist n. (Hulda.)

Eins og hvsl fr hrpustrengjum hljmar um hlja ntt hin gla bn, og svari endurmar svo undur rtt. hjartans djpi, langt fr ljssins slum svo ljft og heitt laugast glei sl, er ur tti ekki neitt.

Hve undur gott er reyttu hfi a halla a hjarta v, er slr af krleik alltaf fyrir alla. Hvert angursk, a svfur burt, og svipur liins tma ei srir neitt.

v lfi fletti blai bkum snum blasu eitt. (Hugrn.) Tvennir tmar e. Hugrnu

dag er hlin hlugr og rau v hausti kom ntt, g s a koma vestan vatn gegnum svefninn. Vatni er hema ar sem sl ess l. (Snorri Hjartarson.) Haust e Snorra

Hver vegur a heiman er vegur heim.

Hratt snst hjl dagsins, hllin vi lindina og tjaldstin hj fljtinu eru tnd langt a baki, a rkkvar og sigin er reidd a bleikum stjrnum.

Hamraklifin opnast, hrmgr og kld blasir aunin vi, x stjarnanna hrynja glhvt dautt grjti og ungfran sandinn.

Lng verur nttin nturleg og dimm.

En handan vi fjllin og handan vi ttirnar og nttina rs turn ljssins ar sem tminn sefur.

Inn fri hans og draum er frinni heiti. (Snorri Hjartarson)

yndisleik vorsins milli blma og runna situr ung mir me barni hnjm sr andlit hennar sl bros hennar ylhlir geislar

Rafael allri sinni dr

Fegur og gvild etta tvennt og eitt hva er umkomulausara rangsnnum heimi

Og mest af llu og mun lifa allt (Snorri Hjartarson)

- Ung mir eftir Snorra Hjartarson.

g sat vi efans byrgu bogadyr og bei, g vissi ei hvers, og tminn lei ungum vng um etta dapra svi en of hratt v sfellt skyggi meir af dimmri ntt me gran geig fr, glmeygan vom er sndi mr og bau mr inn um hrma hli, en bak vi a var haustleg rkkuraun.

komu bo fr r

og or itt strauk af himni hmsins ryk og hlii var a grnna skga sveig ar surnn blr me sng og angan lk um sorgarbrn a leik, um ig og mig;

og langr von mn, sl n sl og rk, r slhyl augna inna breiddan fam minn steig. (Snorri Hjartarson. Bi eftir Snorra Hjartarson

Langt af fjllum hrslast lkirnir og laa ig margir til fylgdar.

En vegurinn er einn, vegurinn velur ig, hvert spor itt er stigi.

Og fr upphafi allra vega fr enginn lei nema . (Snorri Hjartarson.) Langt af fjllum e Snorra

Strjl eru laufin loftslum trjnna, blika, hrapa haustkaldri r.

Virist skammt san vi mr skein grn angan opnu brumi. (Snorri Hjartarson.)

Enn sit g fjrunni og horfi til eyjanna langt fyrir landi ar sem enginn hefur komi og alltaf er vor og allt er litir og ljs og hljmar (Snorri Hjartarson.) [r ljinu Eyjar eftir Snorra Hjartarson]

rslin lstur hvtum geislahndum hamra og skga, strengi eyilands,

og hrfur litahljma ess r bndum hrmflrar kyrrar, leikur glaan dans lyngs og blma gula, grna, raua glandi skraut, fjalli misturbltt, strjlar breiur sumarhvtra saua, svartrar sprungur, hrauni vtt og grtt. (Snorri Hjartarson.

Allt sem var lifa og allt sem hvarf er, a sem verur dvelur fjr numinn heimur, huli starf; hs essa dags st reist gr.

Vi gngum dimmu vi litfl log ljsi sem geymir um eilf hva sem er, og bur. Fuglinn sem flaug framhj er enn sama sta. (Snorri Hjartarson.)

g vil hverfa langt langt inn grna skga inn launhelgar trjnna og gra ar tr gleymdur sjlfum mr, finna r djpum rtum og rtt ungu ljsyrstu laufi

leita svo aftur

me visku trjnna vit reikulla manna. (Snorri Hjartarson.)

grnni kyrr vi strra strauma ni, strengleik sem svalar vegamri r, strum vorsins undir ungum greinum einfrull gestur r g heim dalinn.

Um laufi flgrar lttur aftansvalinn leit a nttsta, skjli heiarfami, um seimtt trra tjarna, malinda, tinda og runna syngja fjarir hans. (Snorri Hjartarson.) grnni kyrr e Snorra

I Flgur tjaldur yfir mynd sinni t bllygnan vog fljga tveir tjaldar breiddum fami mti hafi himni hvor rum inn slhvta gn og hillingar langt t firi.

II Gulstirnd og grn breiist muran um grjti og hunangsflugur sveima

milli stjarna.

III Undarleg tkn skrir tildran sandinn eilf tkn sem enginn hefur ri nema mjk aldan sem mir au t. (Snorri Hjartarson.) Vi sj e Snorra

a gisti ur minn eyiskg er ftt vor bj kvistum, me morgunsvala slardyr lei svefninn ylfrjr og gur. (Snorri Hjartarson)

g leggst grasi og loka augunum, heyri lind heiinni, djpt undir jr og sl streymir hn hljlt, geymir hn landi, lf hvers ltils blms og drs og manns sem a l. (Snorri Hjartarson.) (Snorri Hjartarson, Kyrrin heiinni. 1966)

En vit a, sem reyttur er, og , sem djpur harmur sker, tt hrynji tr og svi sr, a mest er miskunn Gus. (Sig. Einarsson.)

Lkkar lfdaga sl. Lng er orin mn fer. Fauk faranda skjl, fegin hvldinni ver. Gu minn, gefu inn fri, gleddu og blessau , sem a lgu mr li. Ljsi kveiktu mr hj. (Herds Andrsdttir.)

missi g heyrn og ml og rm og mttinn g verra finni, sofna g hinst vi dauadm, , Drottinn, gef slu minni a vakna vi sngsins helga hljm himneskri kirkju inni. (lna Andrsdttir.)

varst mr a sem vatn er yrstum manni varst mitt frelsi dimmum fagnaranni og vngjalyfting vona barni lgu og vorsl ylrk trarblmi smu. (lna Andrsdttir.)

Skn, Gudms sl, hugarhimni mnum, sem hjpar allt krleiksgeislum num. , Drottinn Jess, lfsins ljsi bjarta, , ls n mnu trarveika hjarta.

varst mr a, sem vatn er yrstum manni, varst mitt frelsi dimmum fangaranni og vngjalyfting vona barni lgu og vorsl ylrk trarblmi smu.

ert a lyf, sem lfsins grir srin, s ljfa mund, sem harma errar trin, minn hugarstyrkur, hjartans meginmttur og minnar slar hreini andardrttur.

lfsins hretum fkur flest skjlin, og frnda og vina myrkvast krleiksslin. , Drottinn Jess, hrelldum huga mnum tt hlf og skjl narfami num.

vegur eins hinn vesala og sma og virir jafnt eim auuga og ha, telur ei tugum sljrra manna, n tala er eitt hjrtum sundanna.

Ef einhver ig ei enn fundi hefur, sem llum ljs dauans myrkrum gefur, , veit heyrn veikum bnum mnum,

og vsa eim a narfami num. (lna Andrsdttir.)

hefur lifa lengi og vel, og lrt a skilja og blessa hel og gefa sjlf og sakna; og svo vi lfsins slarlag sr hinn endalausa dag. r verur gott a vakna. (lna Andrsdttir.)

Hefuru fundi, hva himneskt lfi er, gleina elskunni, gu sjlfum r? Hefuru s a, sem heimurinn , eilfa fegur, sem aldrei deyja m? (lna Andrsdttir)

Vertu sl, mr svfur yfir, sfellt blessu minning n. Vertu sl, g veit lifir, veit hugsar enn til mn. (lna Andrsdttir)

Upp hef g augu mn, alvaldi Gu, til n. N inni' er ljft a lsa, lofa itt nafn og prsa.

Allt er a akka r

a gott, sem hljtum vr um allar aldarair, eilfi ljssins fair.

Vr erum gleymskugjrn, glaus og fvs brn, en , sem aldrei sefur, llum gtur hefur.

g veit, a aldrei dvn stin og mildin n, v fel g mig og mna, minn Gu, umsj na. (Herds Andrsdttir.)

Lng sjkdmsleiin verur, lfi hvergi vgir r, rautir magnast, rjta kraftar, ungt og srt hvert spori er, honum treystu, hjlpin kemur, hann af raunum sigur ber. Drottinn elskar, Drottinn vakir daga' og ntur yfir r

egar virull rennur, rkkvar fyrir sjnum r, hrstu eigi, hel er fortjald. hinum megin birta er. Hndin, sem ig hinga leiddi,

himins til ig aftur ber. Drottinn elskar, Drottinn vakir daga' og ntur yfir r (Sigurur Kristfer Ptursson.)

g heyri Jes himneskt or: Kom, hvld g veiti r. itt hjarta er mtt og hfu reytt, v halla a brjsti mr.

g heyri Jes staror: Kom, eg mun gefa r a drekka yrstum lfs af lind, itt lf vei er.

g leit til Jes, ljs mr skein, a ljs er n mn sl, er lsir mr um dauans dal, a Drottins narstl. (Stefn Thorarensen.)

g s hvar kemur svrtum hjpi seyandi mttinn r hjarta mns djpi. Og fyrr en mig varir vefur mig rmum og vanga minn snertir svo tr drjpa af hvrmum.

(Ragnhildur Gsladttir.) Sorgin e. Ragnhildi (Mur Rriks Har?)

kertinu mnu g kveiki dag vi krossmarki helgi og friar v tminn mr virist n standa sta en stugt fram honum miar. g finn a og veit a vi erum ei ein a almtti vakir oss yfir, v ljsi kertinu lifir.

Vi flktandi logana falla n tr, a flr enginn sorgina lengi. Hn braut allar vonir, hn braut allar rr, hn brtur vikvmu strengi, er blunda hjarta og brjsti hvers manns. N birtir, og friur er yfir, v ljsi kertinu lifir.

S einn ekkir gleinnar gska og fjr sem gist hefur jning og pnu. S einn getur sigrast tta og kvl sem eygir hugskoti snu, a sorgina vi getum virkja til gs, vanmtti sem er oss yfir, ef ljsi kertinu lifir. (Kristjn Stefnsson fr Gilhaga.) Ljsi kertinu lifir e Kristjn

N skil g a fullvel hver auleg mn er, er last g gjafirnar nar. Me ftkum orum, sem finn g hj mr, g fri r akkirnar mnar.

vaktir a besta, sem blundai mr, svo bjartir mr lfsgeislar skna. Me strku hjarta svo aunaist r a umbera brestina mna.

a veitist margt rugt, sem vi er a fst, verld me reyju rka. ar fyndum vi meira af frisld og st ef fleiri ttir r lka. (Kristjn Stefnsson fr Gilhaga.)

Lttu smtt, en hyggu htt. Heilsa ktt, ef ttu bgt. Leik ei grtt vi minni mtt. Mltu ftt og hlu lgt. (Einar Benediktsson.)

Sem loftbra rsi vi hrpuhljm og hverfi eilfargeiminn, skal verra hver kraftur og kulna hvert blm au komu til ess heiminn. En sr vonir hvert lfsins ljs, er lta skal dauans veldi, og moldin sig hylur me rs vi rs,

er rona slareldi.

Oss er svo lttgengt um skunnar stig ylgeislum himinsins nar, og fyrir oss breia brautirnar sig svo bjartar og rsum strar. Vr leikum oss, brnin, vi lni valt, og ltum dauans veldi, v ur en varir er allt ori kalt og vinnar dagur a kveldi.

En svo eru vonirnar vonir um lf, sem veldinu heljar ei lti, r lsa oss htt yfir kvalir og kf og kennist, bernskan er ti. r tala um sfgur slskins-lnd og saklausa eilfa glei, me krleik og fri, engin fjtrandi bnd, en frjlst allt, sem drottinn li.

v er oss erfitt a dma ann dm, a dauinn s hryggarefni, ljsin slokkni og blikni blm. Er ei bjartara land fyrir stefni? r foreldrar grti, en grti lgt, vi grfina dttur og sonar, v allt, sem lf og andardrtt, til dinsheimanna vonar. (Einar Benediktsson.)

Tp var itt eli, trr til gs inn vilji, stofnsettur varst sterkri rt. Um ig og a r fl og straumar sttu, sem brotsjr flli fjalls vi rt.

Orka r entist, aldur tveggja manna, a vinna strt og vinna rtt. Vitur og vinsll varstu til heiurs inni bygg og inni sttt. (Einar Ben.)

Ljst var af morgni og lifna grein. Fr langri ntt gekk g mannau strti. Vi torgi g s einn ttrasvein. g tk upp ver, hann br a sr fti. Landhlaupi var hann og l upp vi stein. Hann leit mig snggt. g ber a minni. Einn geisli braust fram, og gulli skein, gntt hans hnd, en aska minni.

a sma er strt harmanna heim, hpp og slys bera dularlki, og aldrei er sama sinni hj tveim, tt sama glysi eir bir flki.

En mundu, tt verld s hjartahr, tt hrokinn sigri og rtturinn vki, bli, sem aldrei fkk uppreisn jr, var auleg vxtum guanna rki.

Eitt bros getur dimmu dagsljs breytt, sem dropi breytir veig heillar sklar. el getur snist vi ator eitt. Agt skal hf nrveru slar. Svo oft leyndist strengur brjsti, sem brast vi biturt andsvar, gefi n saka. Hve irar margt lf eitt augnakast, sem aldrei verur teki til baka.

Ein hreyfing, eitt or, og rskots-stund rlaga vorra grunn vr leggjum vntum, hverfulum farandfund, vi flim og kerskni, hj hlustandi veggjum. Hva vitum vr menn? Eitt vermandi lj, ein veig ber vort lf undir tmdum dreggjum. Hva vill s sem rur? Voldug og hlj reis verkmanna sl yfir mranna eggjum. (Einar Benediktsson.) r Einrum Starkaar

Eii og tmt er afgrunns hyl, tt allt anga dragi hinn rammi taumur. A si ar falla ll uppsprettu skil,

en alltaf er dauinn jafn snauur og naumur. Hver vi og saga, hvert aldabil fer eina samlei sem hrapandi straumur. Eilfin sjlf, hn er alein til. Vor eigin tmi er villa og draumur. (Einar Benediktsson.) r Einrum Starkaar

hallarglaum var mitt hjarta ftt. Hreysi g kaus me rjfri lga. Gei ber ugg egar gengi er htt. Glein er heilust og dpst vi a sma. (Einar Benediktsson.) r Einrum Starkaar

Me jarneska kraftsins veig vr r visnandi hndum g sklinni fleygi. g heyri lj mitt lf var fr. Ljsi handan vi daginn g eygi. (Einar Benediktsson.) r Einrum Starkaar

Aldrei er svo bjart yfir lingsmanni, a eigi geti syrt eins sviplega og n; og aldrei svo svart yfir sorgarranni, a eigi geti birt fyrir eilfa tr. (M. Joch.)

Ljs ber rkkurvegu,

rkkur ljsvegu.

Lf ber til daua, og daui til lfs. (orsteinn Valdimarsson.) Hvel eorstein

Sumir kveja og san ekki sguna meir. Arir me sng sem aldrei deyr. (orsteinn Valdimarsson.)

, undur lfs, er um skei a aunast eim, sem dauans bei a finna gra gras vi il og glei hjarta a vera til. Hve bjrt og vnt skuggaskil.

Ei s g fyrr au skil svo skr. Mr skilst hve lfsins gjf er dr a mega fagna fleygri t vi fuglasng morgunhl og tbr ljss um loftin v.

Og gamaltrona gatan mn geislaljma njum skn. g lt a blmi lgum reit

og les ar tkn og fyrirheit ess dags, er ekkert auga leit.

g svara, Drottinn, kk s r! Af nu ljsi skugginn er vor verld ll, vort verk, vor r a vinna r til lofs g m stund, er fgur hverfur hj. (orsteinn Valdimarsson.)

Hver af rum til hvldar rtt halla sr n og gleyma vku dagsins um vra ntt vinirnir gmlu heima.

lei n sem ur ar liggi hj, er lyngi um hlsa brumar, mrg hndin sem krst ig kvaddi , hn kveur ig ekki sumar.

Og andlitin, sem r ur fannst a ekkert okai r skorum, hin smu jafn langt og lengst manst ei ljma n vi r sem forum.

Og undri stra, n skusveit, mun nnur og smrri snast. Og loksins felst hn litlum reit af leium sem gra og tnast.

(orsteinn Valdimarsson.) orsteinn skld Valdimarsson fr Teigi.

g s egar sumari kvaddi, a sveipai okuhjp um hreista borg og hlar og hvarf t hafsins djp.

g innti ess rla morguns hvort ei myndi von um frest; g mtti ekki missa blmin sem mr vru hjarta fest.

andai svalt fr snum svari var enginn bi: s rt sem reit r hjarta ei raskast tt skiljum vi.

Svo hvelfdist hinn ljsi hjpur um hverfi mitt dggum vtt. g fann a g missti miki en meira er stugt grtt. (Jakobna Johnson.)

g held um sma hendi, v gatan hr er grtt, get g lka fundi, hvort r er ngu hltt. g veit mr skylt a ra og rata fyrir ig, en raunar ert a , sem leiir mig.

, snertir vi yrni? Hann fl hin fra rs, og fgur trin myrkva itt skra hvarmaljs. Mr rennur a til hjarta og reyni a gleja ig, en raunar ert a , sem huggar mig.

spyr um svarta ski, sem skyggir fyrir sl, og skrlnu msurblin, er fjka um laut og hl. g leitast vi a ra r rnir fyrir ig, en raunar ert a , sem frir mig.

N reytast smir ftur, svo faminn r g b. g fel ig ljft a hjarta, og stundin s er bl. andar hgt og rtt og n rsemd grpur mig, svo raunar ert a , sem hvlir mig.

egar mr sgur svefn br sastur alls heimi, mttulinn inn mjka , mir, breiddu mig ofan , svo sofi g vrt og ekkert illt mig dreymi. (Einar lafur Sveinsson.) (r Haustvsum til Mru eftir Einar laf )

Handan r horfa fjllin um heima eirra er lifu. Mttu au mli hafa margt gtu eflaust tala.

En au eru vingunareium rtugra kletta bundin. Hljlt sguna hlusta hulin eilfarblma.

Grasi grnkar leium gamalla vina og frnda. fyrnist all fas og i fjllin yfir eim vaka. (Indrii G. orsteinsson.) Feraland e Indria

Eitt kvld, eitt kvld er sl til viar sgur og svalar brur lauga fjrustein og upp af blum ldum mistri stgur og ans perlur titra skgargrein og handan yfir hafi til mn flgur eitt heirkt vor sem lknar gmul mein.

Eitt kvld, eitt kvld er sl til viar sgur og svalar brur lauga fjrustein. (Dseus Tmtheusson.)

Kysstu mig vor, komst yfir sinn dag, kvld er g hljur a reika um strtin og torgin. Syngdu filuna na ljflings lag langt ti blmanum tndist a elfu sorgin. (Dseus Tmtheusson.)

, undur lfs, er um skei a aunast eim, sem dauans bei, a finna gra gras vi il og gle hjarta, vera til. Hve bjrt og vnt skugga skil.

Ei s g fyrr au skil svo skr. Mr skilst, hve lfsins gjf er dr a mega fagna fleygri t vi fuglasng morgun hl og tbr ljss um loftin v.

Og gamaltrona gatan mn geislaljma njum skn. g lt a blmi lgum reit og les ar tkn og fyrirheit ess dags, er ekkert auga leit.

g svara Drottinn, kk s r. Af nu ljsi skugginn er vor verld ll, vort verk, vor r a vinna r til lofs sem m stund, er fgur hverfur hj. (orsteinn Valdimarsson.)

g kve ig heitu hjarta. Minn hugur klkkur er. g veit, a lei n liggur

svo langt burtu fr mr.

Mr ljmar ljs hjarta, sem lsir harmask, lfsins kyndla kveikti n kynning bjrt og hl.

Og egar vori vermir og vekur blmin sn, hjartans helgilundum hlr mr minning n. (Jn rarson.)

au ljs sem skrast lsa, au ljs sem skna glaast au bera mesta birtu en brenna lka hraast og fyrr en okkur uggir fer um au harur bylur er dauans dmur fellur og dm ann enginn skilur.

En skini loga skra sem skamma stund oss gladdi a kveikti st og yndi me llum sem a kvaddi. tt burt r heimi hrum n hverfi ljsi bjarta situr eftir ylur

okkar mdda hjarta. (Fririk Guni rleifsson.)

Hvernig sem eilfar tmarnir tifa, trin hn grir sem vorblrinn hlr. Myndin in, brosi og minningin lifa, meitlu huganum svo fgur og skr. (Fririk Steingrmsson.)

Hver ttast er lfi vi skunni hlr sem rslast um slrka vegi, og krleikur trs ktinni fr, s komi a skilnaardegi.

Svo vikvmt er lfi sem vordagsins blm er verur a hlta eim lgum a beygja sig undir ann allsherjardm sem vina telur dgum.

Vi ttum hr saman svo indla stund sem aldrei mr hverfur r minni. Og n ertu genginn guanna fund a geislar af minningu inni. (Fririk Steingrmsson.) Fririk Steingrmsson fr Grmsstum.

Leii ig hstu heima hndin drottins krleiks bl. g vil bija Gu a geyma

ga sl um alla t.

rum strra ttir hjarta n stjarna himni skn. Myndin geymir brosi bjarta blessu veri minning n. (Fririk Steingrmsson.) Fririk Steingrmsson fr Grmsstum.

akoman var hrikaleg englar himins flykktust a englar himins grtu dag

allt var broti, hljtt og kyrrt verldin sem viti fyrrt englar himins grtu dag sorgin bj sig heiman a

allt var kyrrt og allt var hljtt miur dagur var sem ntt sorgin bj sig heiman a englar himins grtu dag, dag

allt var kyrrt og allt var hljtt llu loki furu fljtt englar himins grtu dag, dag (KK.)

Ltum yfir farinn veg

heimurinn og g. gtu samferamenn, g erfiur var og er enn. g feginn fkk a fljta me, Gus frii g kve.

S sem fist hann deyr. a sem var er ei meir. endinum upphafi br. Og aftur er heimurinn nr. g uni glaur vi minn hag Gus frii dag. (K.K.)

Sum brn sem gestir koma slrkan dag um vor og brosi eirra bjarta br til ltil spor hjrtum sem hljlaust fela sinn harm og djpu sr vi sorginni er bnin svari og silfurlitu tr.

Brn Gus sem gestir koma gleymum aldrei v. minningunni brosi bjarta br hjarta okkar . a gull vi geyma skulum og allt sem okkur er krt,

vi vitum egar birtu bregur brn Gus sofa vrt. (Bubbi Morthens.) (sbjrn Morthens.)

ar sem englarnir syngja sefur sefur djpinu vra. Vi hin sem lifum, lifum tr a ljsi bjarta skra veki ig me sl a morgni.

Drottinn minn fair lfsins ljs lt n na skna svo bla. Minn styrkur ert mn lfsins rs tak burt minn myrka kva. vekur hann me sl a morgni.

Fair minn lttu lfsins sl lsa upp sorgmtt hjarta. Hj r g finn fri og skjl. Lttu svo ljsi itt bjarta vekja hann me sl a morgni.

Drottinn minn rttu sorgmddri sl svala lknarhnd og slkk hjartans harmabl slt sundur dauans bnd. Svo vaknar hann me sl a morgni.

Faru frii vinur minn kr fairinn mun ig geyma. Um aldur og vi verur mr nr aldrei g skal r gleyma. Svo vknum vi me sl a morgni. (Bubbi Morthens) (sbjrn Morthens.)

Veit ekki hva vakti mig vil liggja um stund togar mig tr birtan lsir mna lund

essi fallegi dagur essi fallegi dagur

slenskt sumar og slin syngja r sitt lag gengur gl t hitann inn draumblan dag

essi fallegi dagur ...

Mvahvtt sk dormar dofi inn draum vindsins er a ofi hreyfist vart r sta konurnar blmstra brosandi slar sumarkjlar hir hlar kvldi vill komast a

essi fallegi dagur ... (Bubbi Morthens.) (sbjrn Morthens.)

Eitt andartak st tminn kyrr, ddi san inn um glugga og dyr, hreif burt vonir, reif upp rtur. Einhvers staar engill grtur.

Hvers vegna hr menn sp og spyrja. Spurningar fla, hvar a byrja? Flki ig kallar, Kristur, kvlin nstir brur og systur.

Trin eru lei til a lkna undir lfi er aeins essar stundir Gangverk lfsins au ltlaust tifa og vi lrum me sorginni a lifa. (Bubbi Morthens.)

Hve srt g sakna n, g sit vi legstein inn og hugsa um horfna t, hjartans vinur minn.

S sannreynd sturlar mig, a vi sjumst aldrei meir.

gafst mr nja sl, sl sem eitt sinn deyr.

, hve sr er daui inn, varst eini vinur minn. Einn g stari sortann inn, me sorgardgg kinn.

Hve lei og laus vi svr er lfsins gngufr. Vi leyndardmsins dyr, deyja mennirnir. (Sverrir Stormsker.)

g veit um lind sem ljar svo ljft a raunir sofna um lyf sem lknar srin og ltur sviann dofna. Um lti blm sem brosir svo bltt a allir glejast. Um rdd sem vekur vonir, daprir vinir kvejast.

g ekki glei ga sem grir allt me varma og slu er svkur aldrei, en sefar alla harma. g veit um stjrnu er vakir

vetrarmyrkur rki, um st sem er veri stir heimsins svki.

a allt sem g hef tali er eitt og sama: barni, s gusmynd bjrt er gfan og grir jafnvel hjarni. mean lfi lifir a ljs mun aldrei deyja. Og mannsins bjrg og blessun er barnsins stjrnu a eygja. (Hulda.)

Hver sr fegra furland, me fjll og dal og blan sand, me norurljsa bjarmaband og bjrk og lind hl, me frisl bli, ljs og lj. svo langt fr heimsins vgasl? Geym, drottinn, okkar dra land, er duna jararstr.

Hver sr meal ja j, er ekkir hvorki sver n bl, en lifir sl vi st og og au, sem frisld gaf? Vi heita brunna, hreinan bl og htign jkla, blan s

hn unir grandvr, farsl, fr og frjls vi yzta haf.

, sland, fagra ttarbygg, um eilf s n gfa trygg, ll grimmd fr inni strndu stygg og stugt allt itt r. Hver dagur lti d n, hver draumur rtist verkum , svo veri slands stkr bygg ei rum jum h. Svo aldrei framar slands bygg S rum jum h. (Unnur Benediktsdttir Bjarklind.)

Heyr, himna smiur, hvers skldi biur, komi mjk til mn miskunnin n. v heit eg ig, hefur skaptan mig, g er rllinn inn, ert Drottinn minn.

Gu, heit eg ig, a grir mig, minnst, mildingur, mn, mest urfum n. Ry , rla gramur,

rklyndur og framur, hlds hverri sorg r hjartaborg.

Gt, mildingur, mn, mest urfum n helzt hverja stund hlda grund. Set, meyjar mgur, mls efni fgur, ll er hjlp af r, hjarta mr. (Kolbeinn Tumason.)

, leyf mr ig a leia til landsins fjalla heia me slu sumrin lng. ar angar blma breia vi blan fuglasng.

ar aeins yndi fann g ar aeins vi mig kann g ar batt mig trygga band v ar er allt sem ann g, a er mitt draumaland. (Jn Trausti.) Draumalandi e Jn Trausta

Sem afbrags dreng vi ekktum ig,

og kk og lotning vor, og miklu fleiri, fjr og nr, r fylgja hinstu spor.

ig fami liinn friur gus, og fi verug laun itt ga hjarta, glaa lund og gfugmennska raun.

Vr kvejum ig me ungri sorg, og essi linu r me tal stundum ljss og lfs oss lsa gegnum tr.

Vr munum na hgu hnd og hetjulega dug, og rkan samhug, sanna trygg og sannan lingshug.

Gu blessi ig! blm fkkst grtt, og bjart um nafn itt er. Og vertu um eilf t sll! Vr aldrei gleymum r. (Jn Trausti.)

, elsku hjartans mir mn, svo mild og ljf og bl! bjarti engill blu og ljss bernsku minnar t.

S elska var svo heit og hrein sem himinslar-bl, sem t r r augum skein og inn mna sl.

S hnd var svo hl og mjk og holl, sem leiddi mig, sem greiddi r vanda og breiddi blm bernsku minnar stig.

Hvert or itt var svo yndisrkt sem engils vggulj. Af hverri hugmynd heilagt ljs og himnesk glei st.

Mitt lj er veikt sem kveinstafs-kvak og kvejustundin sr. En a er hjartans hrygarlj og hjartans akkartr.

, hjartans mir, kk s r! g akka st og tryg, hvert augnarblik af al fylt og allri murdyg.

g vildi eg gti geymt og rkt n gu murr og snt me aldri vxt ess,

sem st n hefir s.

n bjarta minning bendir , hvar blmar himinn inn. ann himin ljmar heilg von: Vi hittumst anna sinn. (Jn Trausti.)

N grtur sorg mn gengnum vonum yfir, genginni von, sem fyrrum tti rtt, v slkum daua drpir allt sem lifir, er dagur ljssins verur svartantt.

Hi tra lj, a x r innst vi hjarta, sem stin hrein a barst sl mr inn. Og n, tt dauinn signi svip inn bjarta, syngur enn glei huga minn.

, minning n er minning hreinna lja, er minning ess, sem veit hva tri er. Vi barm inn greru blmstur alls hins ga. g bi minn gu a vaka yfir r. (Vilhjlmur fr Skholti.)

Mr finnst g varla heill n hlfur maur og heldur sjlfbjarga, v er verr. Ef vrir hj mr vildi g glaur vera betri en g er.

Eitt sinn vera allir menn a deyja. Eftir bjartan daginn kemur ntt. g harma a en samt g ver a segja, a sumari lur allt of fljtt.

Vi gtum sungi, gengi um, gleymt okkur me blmunum. Er rkkvar ri stjrnuml. Gengi saman hnd hnd, hglt fari niur strnd. Fundi sta, sameina beggja sl.

Horfi er n sumari og slin, slu minni hefur grma vld. sku lttu s og myrkur jlin; n einn g sit um vetrarkvld.

Eitt sinn vera allir menn a deyja. Eftir bjartan daginn kemur ntt. g harma a en samt g ver a segja, a sumari lur allt of fljtt.

g gi t um gluggann minn hvort gangir um hlii inn. Mr alltaf snist g sji ig. g rni t um rifurnar. g reyndar s ig alls staar. napurt er, a nir hr og nstir mig.

(Vilhjlmur Vilhjlmsson)

Hmar a kveldi, hljnar dagsins ys, hngur a gi gulli rulblys. Vanga minn strkur blrinn blri hnd, og bran kveur vggulj vi fjararstrnd. g er reyttur, g er reyttur, og g ri svefnsins fr. Kom, draumantt, me fangi fullt af frii og r.

Syngdu mig svefninn, ljfi blr. Sorgmddu hjarta er hvldin jafnan vr. Draumgyjan ljfa, lj mr vinarhnd, og lei mig um n tfraglstu friarlnd. g er reyttur, g er reyttur, og g ri svefnsins fr. Kom draumantt, me fangi fullt af frii og r. (Jn fr Ljrskgum.)

Kom, vorntt og syng itt barn blund! Hve bltt itt vggulj og hl n mund g ri ig brei hmsins mjku verndarvngi, vra ntt, yfir mig. Draumljfa ntt, fr mr inn fri, firr mig dagsins hreysti og kli, , kom fljtt! Elfur tmans fram rennur, enn hjartasri brennur,

skapanorn, , gef mr stundargri! Kom ljfa ntt, sigra sorg og harm, svf mig vi inn barm, svf glaumsins kli og gef mr fri, ga ntt. (Jn fr Ljrskgum.)

Bltt og rtt breiir ntt blju um fjll og voga Augun n, stin mn, eins og stjrnur loga. Sonur kr! svefninn vr

sgur brtt hvarma. Sofu rtt sumarntt svfir dagsins harma. (Jn fr Ljrskgum.)

N ljmar vorsins ljs um loftin hei og bl, og allt er rungi ilm og vintrar. N gngum vi til skgar

hinn grna mjka veg, vi stefnum t vintri, stlkan mn og g. (Jn fr Ljrskgum.)

Og n er sl a hnga og gullnir glampar loga, svo glitri slr tinda og spegilslttan s. fjarska synda svanir um slargyllta voga, silfurtnar ma kvldsins ltta bl.

Og nna egar haustar og hnga blm og falla, heldur norur og vegir skilja um sinn. Og ef g gti handsama himinsgeisla alla, g hntti r eim sveiga a skreyta veginn inn.

Er hamast kaldur vetur og hrin hvn glugga og hauur allt er fjtra ramelfd klakabnd, g vildi geta sungi r sl r alla skugga og seitt inn hug n inn vorsins draumalnd.

Og n er leiir skiljast og vetur sest a vldum, verur etta sasta kvejuskin mn. A vori eigi hjarta nu vld dgum kldum og vefji snu fegursta skarti sporin n. (Jn fr Ljrskgum.)