UfR ONLINE
214
Skadelidtes direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab
Af forskningsstipendiat Per Vestergaard Pedersen, Nordisk Institutt for Sjørett, Universitetet i Oslo
I artiklen behandles skadelidtes direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab efter forsikringsaftalelovens § 95, stk. 1. Der rede-
gøres for retten til det direkte krav samt det direkte kravs indhold, udelukkelse, bortfald og begrænsning efter erstatningsretlige og forsikrings-
retlige regler og aftalevilkår. I forbindelse hermed omtales nogle nyere danske og svenske domme, der tager stilling til centrale spørgsmål
vedrørende det direkte krav, herunder særligt U 1997.1306 Ø, FED 1997.606 Ø og U 1998.1738 Ø.
1. Skadelidtes direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikrings-
selskab
En skadelidt, der påføres et tab, vil normalt rette sit erstatningskrav
mod skadevolderen og forsøge at få dækket sit tab hos denne. Hvis
skadevolderen er ansvarsforsikret, kan skadelidte dog i visse tilfælde
søge erstatningskravet dækket ved et direkte krav mod skadevolderens
ansvarsforsikringsselskab. Interessen i et direkte krav kan helt eller
delvist være begrundet i skadevolderens forhold, f.eks. insolvens, ingen
lokaliserbar eller fast bopæl eller udenlandsk bopæl i et land, hvor det
hverken er muligt at få erstatningskravet fastslået ved dom eller få
tvangsfuldbyrdet en udenlandsk dom. Desuden kan interessen i et di-
rekte krav være begrundet i andre forhold, f.eks. skadelidtes overbevis-
ning om, at det vil være lettere, hurtigere eller mindre omkostningskræ-
vende at få dækket erstatningskravet gennem et direkte krav mod an-
svarsforsikringsselskabet.
Denne artikel handler om skadelidtes direkte krav mod skadevolde-
rens ansvarsforsikringsselskab efter forsikringsaftalelovens (FAL)[1]
§ 95, stk. 1. I afsnit 2 behandles skadelidtes ret til det direkte krav,
herunder formålet med reglen i § 95, stk. 1, og betingelserne for det
direkte krav samt reglens ufravigelighed og anvendelsesområde. I
forbindelse hermed drøftes U 1997.1306 Ø og FED 1997.606 Ø, hvori
det blev lagt til grund, at skadelidte - under de i sagerne foreliggende
omstændigheder - havde et direkte krav mod skadevolderens ansvars-
forsikringsselskab, selv om skadevolderens erstatningsansvar og ansva-
rets størrelse ikke var fastslået som angivet i § 95, stk. 1. Det direkte
kravs indhold samt udelukkelse, bortfald og begrænsning afhænger
både af det erstatningsretlige forhold mellem skadelidte og skadevol-
deren og af det forsikringsretlige forhold mellem skadevolderen og
ansvarsforsikringsselskabet. Dette drøftes nærmere i afsnit 3. Under
omtalen af det erstatningsretlige forholds betydning kritiseres U
1998.1738 Ø, hvori skadelidtes direkte krav mod skadevolderens an-
svarsforsikringsselskab blev nedsat som følge af skadevolderens
tvangsakkord, hvilket må anses for at være i strid med ordlyden af og
formålet med § 95, stk. 1. Ved behandlingen af det forsikringsretlige
forholds betydning for det direkte krav inddrages de senere års omfat-
tende svenske retspraksis, der bl.a. vedrører spørgsmålet om forsikrings-
vilkårenes indvirkning på skadelidtes ufravigelige (præceptive) ret til
det direkte krav.
Den danske FAL fremkom på grundlag af et lovforberedende samar-
bejde mellem Danmark, Norge og Sverige. Det lovforberedende arbejde
førte til forsikringsaftalelove i alle tre lande.[2] I Danmark og Sverige
gælder disse love fortsat. Sverige er dog nået langt med forberedelserne
til en ny forsikringsaftalelov.[3] I Norge er loven af
<215>
1930 blevet afløst af lov om forsikringsavtaler av 16. juni 1989 nr. 69.
(Når norsk ret omtales nedenfor, menes der norsk ret vedrørende den
tidligere gældende forsikringsaftalelov af 1930, medmindre andet er
anført). I Finland er forsikringsaftaleloven af 1933, der mindede om
den svenske, nu afløst af lag om försäkringsavtal 28.6.1994/543.
Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S
U.1999B.
Betingelserne for det direkte krav er forskellige i dansk, svensk og
tidligere gældende norsk ret. Bortset fra dette må reglerne om direkte
krav i de tre landes forsikringsaftalelove generelt anses for at være
udtryk for de samme formål og retlige principper i forbindelse med
fælles spørgsmål. Ligesom i dansk ret varetager reglerne om direkte
krav i norsk og svensk ret primært hensynet til beskyttelse af den ska-
delidte tredjemands interesse i dækning af sit tab, og dette sker ved at
give den skadelidte tredjemand ret til et direkte krav mod selskabet.
Svensk og tidligere gældende norsk ret må derfor anses for at være af
væsentlig og direkte betydning for vurderingen af dansk ret i forbindelse
med fælles spørgsmål.
2. Skadelidtes ret til det direkte krav mod skadevolderens ansvarsfor-
sikringsselskab efter den almindelige regel i FAL § 95, stk. 1
2.1. Formål
Det primære formål med reglen i § 95, stk. 1, er at sikre, at skadelidte
får dækket sit tab, ved at give skadelidte ret til et direkte krav mod
skadevolderens ansvarsforsikringsselskab.[4] Gennem retten til det
direkte krav mod selskabet skal skadelidte således have mulighed for
at opnå fuld dækning for sit erstatningskrav, selv om den sikrede ska-
devolder ikke kan eller skal betale hele erstatningskravet som følge af
insolvens, konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. Desuden skal
det direkte krav give skadelidte mulighed for at få dækning under for-
sikringen hos selskabet, når det er umuligt eller vanskeligt at få dækning
hos skadevolderen, f.eks. på grund af at skadevolderen ophører med
at eksistere (ved død eller opløsning af selskab), ikke har nogen fast
eller lokaliserbar bopæl eller har residens i et land, hvor det hverken
er muligt at opnå dom for erstatningskravet eller fuldbyrde udenlandske
domme herfor.
Reglens sekundære formål er at sikre, at den sikrede skadevolder og
dennes kreditorer ikke bliver ugrundet beriget ved helt eller delvist at
få udbetalt mere fra selskabet, end der er betalt til skadelidte.[5] Det
følger både af formålet med § 95, stk. 1, og af princippet i § 96, at
selskabet (efter det har fået kendskab til forsikringsbegivenhedens
indtræden) ikke ved sine handlinger eller undladelser kan bevirke, at
skadelidtes ret indskrænkes eller forspildes, f.eks. ved udbetaling af
forsikringsbeløbet til sikrede.[6] Hvis den sikrede skadevolders krav
begrænses eller bortfalder som følge af selskabets handlinger eller
undladelser, vil selskabet derfor, på trods af begrænsningen eller bort-
faldet af skadevolderens krav, være forpligtet til at dække skadelidtes
direkte krav. Hermed sikres, at selskabet ikke har interesse i at udbetale
mere til skadevolderen, end denne har betalt til skadelidte.
2.2. Betingelser for retten til det direkte krav
Skadelidtes ret til et direkte krav mod den sikrede skadevolders ansvars-
forsikringsselskab reguleres som udgangspunkt af den almindelige regel
i FAL § 95, stk. 1.
§ 95, stk. 1: »Når den sikredes erstatningspligt overfor den skadelidte
er fastslået og erstatningens størrelse bestemt, indtræder den skadelidte
i den sikredes ret imod selskabet, for så vidt han ikke er fyldestgjort.«
side 1
UfR ONLINE
Der er to betingelser for skadelidtes ret til at gøre det direkte krav
gældende mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. For det første
skal den sikrede skadevolders erstatningspligt være fastslået. For det
andet skal erstatningens størrelse være bestemt. Betingelserne kan op-
fyldes ved, at den sikrede skadevolder udenretligt
<216>
anerkender erstatningspligten og erstatningens størrelse.[7] Hvis ska-
devolderen ikke vil anerkende erstatningspligten og erstatningens
størrelse, kan betingelserne i stedet opfyldes ved, at skadelidte ved
dom over skadevolderen får fastslået disse forhold.[8] Det er ikke nok,
at erstatningspligten er anerkendt af sikrede (eller selskabet) eller
fastslået ved dom. Erstatningens størrelse må også være anerkendt eller
fastslået ved dom.[9]
Anlægger skadelidte sag mod selskabet, inden erstatningspligten og
erstatningens størrelse er fastslået, vil selskabet under henvisning til
ikke at være rette sagsøgte kunne påstå frifindelse.[10]
Det kan i nogle tilfælde være vanskeligt eller umuligt for skadelidte
at få erstatningsansvaret og erstatningens størrelse fastslået ved skade-
volderens anerkendelse eller dom over skadevolderen. Grunden hertil
kan blandt andet være, at skadevolderen forsvinder, ikke har nogen
fast eller lokaliserbar residens, har residens i et land, hvor dom for
kravet ikke kan opnås eller fuldbyrdes, eller ophører med at eksistere
faktisk eller juridisk, f.eks. ved dødsfald eller et selskabs opløsning.
Hvis det i sådanne tilfælde er en betingelse for et direkte krav efter §
95, stk. 1, at erstatningsansvaret og erstatningens størrelse er fastslået,
vil det tilsvarende være vanskeligt eller umuligt for skadelidte at få
dækket sit tab gennem et direkte krav. Dette er klart i strid med formålet
med § 95, stk. 1, idet skadelidte i disse tilfælde har et særlig væsentligt
behov for at kunne få dækket sit tab gennem et direkte krav. Det må
derfor antages, at § 95, stk. 1, i disse tilfælde skal formålsfortolkes,
således at skadelidte har ret til et direkte krav mod skadevolderens
ansvarsforsikringsselskab, selv om skadevolderens ansvar og erstatnin-
gens størrelse ikke er fastslået. Muligvis bør det i stedet kræves, at
skadelidte godtgør, at der er en vis sandsynlighed for, at skadelidte har
et krav mod skadevolderen.[11] Hermed vil formålsfortolkningen være
i overensstemmelse med en selvstændig fortolkning af kravet om, at
ansvaret og dets størrelse skal være fastslået, idet kravet kan anses for
alene at skulle sikre, at der er en vis sandsynlighed for erstatningsansva-
ret og dets størrelse. Dette fremgår blandt andet af, at betingelserne
kan opfyldes ved en udeblivelsesdom eller en kurators anerkendelse
efter en mindre indgående prøvelse af fordringerne i skadevolderens
bo, selv om der hermed ikke nødvendigvis er mere end en vis sandsyn-
lighed for erstatningsansvaret og dets størrelse. Selskabet vil som nor-
malt kunne bestride erstatningsansvaret og dets størrelse. Dermed på-
lægger den anførte fortolkning principielt ikke selskabet større byrder.
Samtidig kan fortolkningen begrundes med, at det ville føre til en
ugrundet berigelse for selskabet, hvis det undgik at dække skadelidtes
direkte krav som følge af den, i forhold til selskabets påtagelse af for-
sikringsdækningen, tilfældige og irrelevante omstændighed, at det er
vanskeligt eller umuligt at få fastslået skadevolderens ansvar og erstat-
ningskravets størrelse.
To nyere landsretsdomme har lagt til grund, at skadelidte under visse
omstændigheder har ret til et direkte krav mod skadevolderens ansvars-
forsikringsselskab, selv om skadevolderens ansvar og erstatningens
størrelse ikke er fastslået.[12] I U 1997.1306 (FED 1997.602) Ø var
den væsentligste grund hertil, at skadelidte ikke havde mulighed for
at få fastslået skadevolderens erstatningsansvar og erstatningens stør-
relse, før skadevolderens konkursbo blev sluttet som værende uden
midler. I FED 1997.606 Ø var den væsentligste årsag derimod, at an-
svarsforsikringsselskabet på skadevolderens vegne foretog behandlingen
af erstatningssagen, og at skadevolderen derfor ikke havde nogen grund
til at forfølge sagen over for skadevolderen eller få sit krav prøvet af
skadevolderens konkursbo. Det må antages at følge af principperne,
Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S
U.1999B.214
dommene lægger til grund, at skadelidte har ret til et direkte krav mod
skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, selv om skadevolderens
ansvar og erstatningens størrelse ikke er fastslået, hvis det er vanskeligt
eller umuligt for skadelidte at få erstatningsansvaret og erstatningens
størrelse fastslået. Efter det videregående princip i FED 1997.606 Ø
har skadelidte yderligere ret til er direkte krav, selv om erstatnings-
ansvaret og erstatningens størrelse ikke er fastslået, såfremt skadelidte
har forhandlet direkte med selskabet, eller en af dette antaget advokat,
og dermed ikke har haft grund til at få erstatningskravet fastslået over
for skadevolderen.[13] Dommen er konkret begrundet, men en formåls-
fortolkning af § 95, stk. 1, tilsiger tillige, at kravet om fastslåelse af
erstatningsansvaret og dets størrelse ikke anses for en materiel betin-
gelse for retten til det direkte krav, når der ikke foreligger nogen væ-
sentlig grund til at forlange erstatningskravet fastslået, før skadelidte
gør det direkte krav gældende mod selskabet.
2.3. Reglen i FAL § 95, stk. 1, er ufravigelig (præceptiv)
Ifølge FAL § 3 kommer lovens bestemmelser »for så vidt de ikke ud-
trykkelig er erklæret for ufravigelige, eller deres ufravigelighed følger
af andre retsregler, kun til
<217>
anvendelse, hvis ikke andet er udtrykkelig aftalt eller må anses inde-
holdt i aftalen«. Reglen i § 95, stk. 1, er ikke udtrykkeligt erklæret for
ufravigelig. Spørgsmålet er derfor, om den skadelidte tredjemands ret
til et direkte krav efter § 95, stk. 1, kan begrænses eller udelukkes ved
aftale mellem selskabet og forsikringstageren.
Det fremgår af forarbejderne til FAL § 3, at det kan følge af et almin-
deligt retsprincip, hvorefter bestemmelser af en vis art gælder uanset
parternes modstående aftale, at bestemmelser i FAL er ufravigelige.
Som et eksempel herpå anføres, at en bestemmelse i FAL, der er givet
til betryggelse af forsikringstagerens kreditorers retsstilling, »naturlig-
vis« ikke kan fraviges ved aftale mellem selskabet og forsikringstage-
ren.[14] Det er således klart lagt til grund i forarbejderne, at bestem-
melser i FAL, der beskytter tredjemands interesser, ikke kan fraviges
til skade for tredjemand ved aftale mellem forsikringstageren og sel-
skabet. Dette anføres ligeledes udtrykkeligt hos Bentzon og Christensen,
s. 16.
Det følger desuden af almindelige kontraktretlige principper, at
kontraktparters aftale normalt ikke tillægges retsvirkning til ulempe
for tredjemand. I overensstemmelse hermed følger det videre af almin-
delige principper, at regler, der tillægger tredjemand rettigheder over
for en kontraktpart, normalt ikke kan fraviges ved kontraktpartens af-
tale med sin medkontrahent.[15]
Det følger således både af forarbejdernes og teoriens klare udtalelser
og af almindelige principper om ufravigeligheden af regler om tredje-
mands retsstilling, at bestemmelser i FAL, der tillægger tredjemand
en ret, ikke kan fraviges ved forsikringsaftalen. Bestemmelsen i § 95,
stk. 1, tillægger udtrykkeligt den skadelidte tredjemand en ret til et di-
rekte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Det må
derfor utvivlsomt lægges til grund, at selskabet og forsikringstageren
ikke ved deres aftale kan begrænse eller udelukke en skadelidt tredje-
mands ret til det direkte krav efter § 95, stk. 1.[16]
Ved ansvarsforsikring medfører det ufravigelige princip (det såkaldte
berigelsesforbud) i § 95, stk. 1, at det ikke med retsvirkning kan aftales
mellem selskabet og forsikringstageren, at selskabet er forpligtet til at
udbetale forsikringsydelsen til den sikrede skadevolder, selv om ska-
devolderen ikke har fyldestgjort skadelidte. Det følger derfor tillige af
dette ufravigelige princip, at § 95, stk. 1, ikke kan fraviges ved forsik-
ringsaftalen.[17]
I norsk og svensk ret er det klart fastslået både i retspraksis og teorien,
at bestemmelserne om skadelidtes ret til et direkte krav mod selskabet
er ufravigelige,[18] hvilket også taler stærkt for, at den danske FAL §
95, stk. 1, må anses for at være ufravigelig.
side 2
UfR ONLINE
2.4. Anvendelsesområde
2.4.1. Enhver form for erstatningsansvar og ansvarsdækning
Reglen i § 95 finder anvendelse ved enhver form for erstatnings-
ansvar.[19] Alle danske og udenlandske retsregler om erstatningsansvar
er omfattet, herunder regler om almindeligt og særligt lovbestemt cul-
paansvar i og uden for kontraktforhold, almindeligt og særligt lovbe-
stemt principal- og kontrakthjælperansvar og objektivt ansvar.
Reglen i § 95 finder anvendelse på rene ansvarsforsikringer, f.eks.
privat-, erhvervs- og produktansvarsforsikring, og på direkte ansvars-
dækning (primæransvarsdækning) i andre forsikringer end rene ansvars-
forsikringer, f.eks. ansvarsdelen (rederens kollisionsansvar m.v.) i
skibes kaskoforsikring og kaskointeresseforsikring.[20] Det må antages,
at reglen tillige omfatter indirekte ansvarsdækning (accessorisk dæk-
ning) i andre forsikringer end ansvarsforsikringer, f.eks. redningsom-
kostningsdækningen i sø-, transport- og vareforsikring.[21] Desuden
må § 95, stk. 1, også antages at omfatte en eventuel indirekte ansvars-
dækning i en skadesløsholdelsesforsikring (indemnitetsforsikring),
herunder P & I forsikring.[22]
FAL indeholder ikke nogen sondring mellem frivilligt tegnede an-
svarsforsikringer og lovpligtige og andre tvungne ansvarsforsikringer.
Det må derfor antages, at FAL § 95 finder anvendelse både ved frivil-
lige og ved lovpligtige og andre tvungne ansvarsforsikringer.
FAL § 95, stk. 1, er den almindelige (udfyldende) regel om skadelid-
tes direkte krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab. Reglen
finder derfor anvendelse på
<218>
alle direkte krav, i det omfang forhold vedrørende det direkte krav ikke
er reguleret af særlige regler.[23]
2.4.2. Søforsikring
Bestemmelserne om ansvarsforsikring i FAL er formuleret som almin-
delige regler om enhver form for ansvarsforsikring og undtager ikke
søforsikring fra deres anvendelsesområde. I FAL kap. II om skadesfor-
sikring er søforsikring reguleret i afsnit B (om søforsikring og anden
transportforsikring) og ansvarsforsikring i afsnit E. FAL giver på ingen
måde grundlag for at antage, at denne opdeling eller andre forhold
medfører, at en søforsikring ikke kan være en ansvarsforsikring omfattet
af bestemmelserne om ansvarsforsikring i FAL. Der foreligger således
ingen hjemmel for en indskrænkende fortolkning af anvendelsesområdet
for reglerne om ansvarsforsikring, herunder §§ 95 og 96. Tværtimod
tilsiger formålet med §§ 95 og 96, at deres anvendelsesområde ikke
fortolkes indskrænkende, fordi hensynet til at sikre, at skadelidte får
dækket sit tab, også gør sig gældende med fuld styrke ved skader for-
årsaget i forbindelse med søtransport.
Enkelte danske forfattere har gjort gældende, at ansvarsdelen (rede-
rens kollisionsansvar m.v.) i kaskoforsikringen i henhold til Dansk
Søforsikringskonvention ikke er omfattet af FAL's bestemmelser om
ansvarsforsikring.[24] Tybjerg anførte overhovedet ikke nogen begrun-
delse for denne påstand, og Ussings eneste begrundelse var en henvis-
ning til Tybjergs udtalelse. Sindballes begrundelse var formentlig, at
§§ 95 og 96 ikke fandt anvendelse, fordi disse bestemmelser ikke var
skrevet ind i Søforsikringskonventionen, hvilket ikke kan være korrekt,
da § 95, stk. 1, og § 96 er ufravigeligt anvendelige.[25] Under alle
omstændigheder er den indskrænkende fortolkning af anvendelsesom-
rådet for §§ 95 og 96 uden hjemmel i FAL og i strid med disse bestem-
melsers formål og ordlyd, hvorfor fortolkningen ikke kan lægges til
grund.
Det må således antages, at FAL § 95, stk. 1, og § 96 finder anvendelse
på ansvarsdækning i alle former for søforsikring, herunder kaskofor-
sikring og P & I forsikring (rederansvarsforsikring).[26]
Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S
U.1999B.214
3. Det direkte kravs indhold samt udelukkelse, bortfald og begræns-
ning
3.1. Regler og eventuelle kontraktvedtagelser i det erstatningsretlige
forhold
Efter FAL § 95, stk. 1, har skadelidte ret til at gøre sit krav mod skade-
volderen gældende som et direkte krav mod skadevolderens ansvars-
forsikringsselskab. Regler og eventuelle kontraktvedtagelser i det er-
statningsretlige forhold mellem skadelidte og skadevolderen er derfor
afgørende for det direkte kravs indhold og kan medføre det direkte
kravs udelukkelse, bortfald og begrænsning.[27] Skadelidtes direkte
krav mod selskabet kan således ikke overstige skadelidtes krav mod
den sikrede skadevolder, idet den sikrede skadevolders ansvar altid
udgør maksimum for selskabets forpligtelser.[28]
Skadelidtes erstatningsansvar uden for kontraktforhold fastlægges
efter de relevante regler herom, f.eks. regler om ansvarsgrundlag, år-
sagssammenhæng, adækvans, tab, ansvarsbegrænsning og forældelse.
Skadelidtes erstatningsansvar i kontraktforhold fastlægges efter de re-
levante regler om ansvar i kontraktforhold og kontraktvedtagelserne
mellem skadelidte og skadevolderen. Dette kan f.eks. være regler og
kontraktsvedtagelser om kontraktydelsen, misligholdelsesbeføjelser,
ansvarsgrundlag, årsagssammenhæng, adækvans, tab, ansvarsbegræns-
ning, indsigelser, reklamation og forældelse.[29]
Skadelidtes erstatningskrav mod skadevolderen fastlægges på
grundlag af skadelidtes og skadevolderen handlinger og undladelser,
herunder meddelelser og aftaler, hvorimod selskabets forhold er uden
betydning i denne sammenhæng.
Som omtalt ovenfor i afsnit 2.1. er det primære formål med § 95,
stk. 1, at skadelidte gennem retten til det direkte krav mod selskabet
skal have mulighed for at opnå fuld dækning for sit erstatningskrav,
selv om den sikrede skadevolder ikke kan eller skal betale hele erstat-
ningskravet som følge af insolvens, konkurs, tvangsakkord eller
gældssanering. Dette fremgår udtrykkeligt af forarbejderne til § 95 og
må utvivlsomt lægges til grund ved fortolkning af § 95, stk. 1. Det må
derfor stærkt understreges, at skadelidte har ret til at få sit fulde og
<219>
ubegrænsede erstatningskrav dækket gennem det direkte krav mod
selskabet, og at det direkte krav ikke bortfalder eller begrænses, selv
om regler om insolvens, konkurs, tvangsakkord eller gældssanering
medfører, at skadelidtes erstatningskrav mod skadevolderen bortfalder
eller begrænses.[30] Hvis skadelidtes erstatningskrav mod skadevolde-
ren nedskrives til 25 % på grund af skadevolderens tvangsakkord, har
skadelidte således ret til få sit fulde og ubegrænsede erstatningskrav
(100 %) dækket gennem det direkte krav mod selskabet.[31] I U
1998.1738 Ø, hvor denne situation forelå, blev det i modsætning hertil
antaget, at skadelidte kun havde ret til at få sit ved tvangsakkorden
nedskrevne erstatningskrav på 25 %, og ikke det fulde erstatningskrav
på 100 %, dækket gennem det direkte krav mod selskabet.
U 1998.1738 Ø: »Sagsøgeren [skadelidte] kom til skade . . . og kravet
mod skadevolderen blev fastslået ved Vestre Landsrets dom . . . Kravet
blev ved dommen nedskrevet til 25 % på grund af forsikringstagerens
tvangsakkord. Det følger af forsikringsaftalelovens § 95, stk. 1, at en
skadelidt indtræder i forsikringstagerens ret mod forsikringsselskabet,
når forsikringstagerens erstatningspligt såvel som erstatningens størrelse
er fastslået. Sagsøgerens krav mod sagsøgte [forsikringsselskabet] må
derfor nedskrives til 25 %, idet skadevolderens erstatningspligt og er-
statningens størrelse først er fastslået efter tvangsakkorden.«
Som allerede antydet kan denne fortolkning af § 95, stk. 1, på ingen
måde være korrekt, idet den klart er i strid med bestemmelsens væsent-
ligste formål inden for bestemmelsens centrale anvendelsesområde.
Afgørelsens fortolkning af § 95, stk. 1, vil for eksempel medføre, at
skadelidte ikke har ret til at få dækket sit oprindelige erstatningskrav
mod skadevolderen gennem et direkte krav mod selskabet, hvis skade-
lidtes simple erstatningskrav mod skadevolderen er bortfaldet som
side 3
UfR ONLINE
udækket på grund af skadevolderens konkurs. En sådan fortolkning af
§ 95, stk. 1, må klart afvises, da den i sin yderste konsekvens medfører,
at retten til det direkte krav er meningsløs.
3.2. Regler og kontraktvedtagelser i det forsikringsretlige forhold
3.2.1. Hovedreglen - skadelidte indtræder i den sikrede skadevolders
krav mod selskabet
Efter FAL § 95, stk. 1, har skadelidte ret til at gøre den sikrede skade-
volders dækningskrav mod ansvarsforsikringsselskabet gældende som
et direkte krav mod selskabet.[32] Regler og kontraktvedtagelser i det
forsikringsretlige forhold mellem den sikrede skadevolder og selskabet
er hermed afgørende for det direkte kravs indhold og kan medføre det
direkte kravs udelukkelse, bortfald og begrænsning. Hovedreglen er
således, at skadelidte ikke kan opnå mere hos selskabet, end den sikrede
skadevolder ville have kunnet kræve.[33] På den anden side skal ska-
delidte have samme ret.[34]
Efter hovedreglen fastlægges det direkte krav således på grundlag
af den sikrede skadevolders dækningskrav mod selskabet efter de for-
sikringsretlige regler og kontraktvedtagelser, der finder anvendelse
mellem skadevolderen og selskabet. Dette er bl.a. regler og kontrakt-
vedtagelser om forsikringens dækningsomfang,[35] farefelt, tabsfelt,
årsagssammenhæng, forsikringstiden (FAL § 91), forsikringstagerens
oplysningspligt (FAL §§ 4-10), forsikringsbegivenheden,[36] sikredes
fremkaldelse af forsikringsbegivenheden (FAL §§ 18-20),[37] sikredes
pligter ved forsikringsbegivenhedens indtræden (FAL §§ 21-23),[38]
fareændring (FAL §§ 45-50), sikkerhedsforskrifter (FAL § 51), sikredes
pligt til at afværge og begrænse skaden (FAL §§ 52 og 53)[39] og
dækningskravets størrelse.[40]
<220>
Den sikrede skadevolders dækningskrav mod selskabet fastlægges
på grundlag af forsikringstagerens oplysninger til og aftale med selska-
bet og den sikrede skadevolders handlinger og undladelser, herunder
meddelelser til og aftaler med selskabet. Skadelidtes forhold er princi-
pielt uden betydning i denne sammenhæng. Skadelidte kan dog i visse
tilfælde undgå eller afværge en negativ virkning for dækningen under
forsikringen af den sikrede skadevolders handlinger og undladelser
ved selv at udføre de pågældende handlinger eller undladelser.[41]
3.2.2. Undtagelsesreglen - skadelidte har et direkte krav mod selska-
bet, selv om den sikrede skadevolder ikke ville have noget krav mod
selskabet
Der må i særlige tilfælde antages at gælde en undtagelsesregel, hvorefter
skadelidte har et direkte krav mod selskabet, selv om den sikrede ska-
devolder ikke ville have noget dækningskrav mod selskabet. Over for
selskabet har skadelidte således en bedre ret, end den sikrede skadevol-
der ville have. Reglen er et udslag af krydsningen mellem og afvejnin-
gen af hensynet til skadelidtes ufravigelige ret til dækning gennem det
direkte krav og hensynet til selskabets ret til ikke at kunne blive afkræ-
vet mere af skadelidte end af den sikrede skadevolder. Begrundelsen
for undtagelsesreglen er, dels at skadelidte efter FAL § 95, stk. 1, har
en ufravigelig ret til at få sit erstatningskrav dækket ved et direkte krav
mod selskabet, dels at det følger af det ufravigelige princip i § 96, at
selskabet ikke ved sine handlinger eller undladelser kan bevirke, at
skadelidtes ret indskrænkes eller forspildes. Begge disse begrundelser
skal omtales lidt nærmere.
Reglen i § 95, stk. 1, kan ikke fraviges til skade for skadelidte ved
aftalen mellem den sikrede skadevolder og selskabet. Der kan ikke
opstilles andre eller yderligere betingelser for det direkte krav, end at
erstatningsansvaret og dets størrelse er fastslået.[42] Derfor kan selska-
bet ikke ændre eller omgå realiteten i skadelidtes ret til det direkte krav
ved (teoretiske) betragtninger om den konkrete ansvarsforsikrings
særlige karakter eller særlige vilkår i forsikringsaftalen om forsikrings-
tilfældets indtræden eller lignende.[43]
Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S
U.1999B.214
Reglens ufravigelige karakter kan således i visse tilfælde medføre,
at forsikringsretlige regler og forsikringsaftalens vilkår - vedrørende
forholdet mellem den sikrede skadevolder og selskabet - ikke er afgø-
rende for det direkte kravs indhold og ikke kan medføre det direkte
kravs udelukkelse, bortfald og begrænsning. Dette er bl.a. fastslået i
ND 1954.445 NH Skogholm, s. 451 f: ». . . foreningen kan opstille
vilkår for at den ved forsikringstilfellet utløste erstatningsplikt skal
anses fiksert med hensyn til beløp og derefter forfallen til utbetaling.
Ved oppstillingen av disse vilkår er foreningen bundet av de presepto-
riske regler i forsikringsavtaleloven, deriblant § 95 tredje ledd. . . .
Vilkårene kan derfor ikke gjøre tredjemands rett illusorisk.«
Det fremgår af FAL § 96: »Når selskabet er vidende om en indtruffen
forsikringsbegivenhed, kan det ikke gennem forhandlinger med den
sikrede bevirke, at den skadelidtes ret ifølge § 95 derved indskrænkes
eller forspildes.« Bestemmelsen er ufravigelig[44] og omfatter enhver
form for aftaler. Det følger af formålet med den ufravigelige regel i §
95, stk. 1, og af det ufravigelige princip i § 96, at selskabet heller ikke
i øvrigt ved sine handlinger eller undladelser kan bevirke, at skadelidtes
ret indskrænkes eller forspildes, f.eks. ved udbetaling af forsikringsbe-
løbet til sikrede.[45] Hvis den sikrede skadevolders krav begrænses
eller bortfalder som følge af selskabets viden og handlinger eller und-
ladelser, vil selskabet således alligevel være forpligtet til at dække
skadelidtes direkte krav.
Afgrænsningen og anvendelsen af undtagelsesreglen er i enkelte til-
fælde prøvet i retspraksis eller drøftet i teorien. Nogle af de behandlede
grænsetilfælde skal kort omtales.
Det er klart fastslået i retspraksis og teori, at forsikringsvilkår vedrø-
rende forsikringsbegivenheden tilsidesættes, i det omfang vilkårene
reelt udelukker eller begrænser skadelidtes ufravigelige ret til et direkte
krav mod selskabet efter § 95, stk. 1. Selskabet vil f.eks. ikke kunne
gøre gældende, at § 95 ikke finder anvendelse, fordi en forsikring med
(indirekte) ansvarsdækning i forsikringsaftalen er formuleret som en
skadesløsholdelsesforsikring og ikke en ansvarsforsikring, eller fordi
forsikringsaftalen indeholder klausuler, hvorefter selskabet kun er an-
svarlig, hvis erstatningskravet er fastslået på en bestemt måde, eller
hvis den sikrede skadevolder har udbetalt erstatning til skadelidte (»pay
to be paid-klausul«).[46]
I overensstemmelse med det netop anførte vil selskabet ligeledes
ikke kunne gøre gældende, at FAL § 95, stk. 1, ikke finder anvendelse,
fordi forsikringsaftalen
<221>
indeholder et forbud mod, at sikrede overdrager retten til erstatning
(dækning) til tredjemand.[47]
Efter forsikringsretlige regler og kontraktvedtagelser kan sikredes
handlinger og undladelser medføre, at dækningen under ansvarsforsik-
ringen begrænses eller bortfalder, f.eks. ved sikredes uagtsomme und-
ladelse af at underrette om eller anmelde forsikringsbegivenheden over
for selskabet, jf. FAL § 21, eller ved sikredes groft uagtsomme frem-
kaldelse af forsikringsbegivenheden eller undladelse af at afværge
skaden, jf. FAL § 18 og § 52. Det må antages, at skadelidte i visse til-
fælde kan undgå eller afværge de negative følger - for dækningen under
forsikringen - af den sikrede skadevolders handlinger og undladelser
ved selv at udføre de pågældende handlinger eller undladelser, f.eks.
underrette selskabet om skader eller erstatningskrav.[48] Desuden
følger det af det ufravigelige princip i FAL § 96, at skadelidtes ret til
det direkte krav mod selskabet efter FAL § 95, stk. 1, er uafhængig af
det fremtidige forhold mellem den sikrede skadevolder og selskabet,
fra det tidspunkt forsikringsbegivenheden er kommet til selskabets
kundskab. I de anførte tilfælde vil skadelidte således have ret til et di-
rekte krav mod selskabet, selv om den sikrede skadevolders krav mod
selskabet er begrænset eller bortfaldet.
Det kan være en betingelse for dækning under forsikringen, at den
sikrede skadevolders erstatningsansvar er fastslået ved endelig dom
side 4
UfR ONLINE
eller kendelse afsagt af kompetent domstol, voldgiftsdom eller forlig
godkendt af selskabet. Da § 95, stk. 1, er ufravigelig, kan selskabet
ikke opstille andre eller yderligere betingelser for det direkte krav, end
at erstatningsansvaret og dets størrelse er fastslået. I det omfang, sel-
skabet ændrer eller omgår realiteten i skadelidtes ret til det direkte krav
ved bestemmelser i forsikringsaftalen, hvorefter forsikringstilfældets
indtræden er betinget af, at erstatningskravet er fastslået ved dom eller
lign., vil bestemmelserne derfor være uden retsvirkning over for ska-
delidte.[49]
1. Lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsikringsaftaler, jf. lovbek. nr. 726 af 24.
oktober 1986 med senere ændringer.
2. I Norge lov om forsikringsavtaler av 6. juni 1930 nr. 20 og i Sverige Lag
(1927:77) om försäkringsavtal.
3. Forslagets bestemmelser om skadelidtes direkte krav mod skadevolderens
ansvarsforsikringsselskab ved bl.a. søforsikring er stærkt omdiskuterede og
kritiserede. Se Johansson i SvJT 1996.725 ff, Direktkrav, sjöförsäkring och
en ny försäkringsavtalslag (Johansson), s. 743 ff, Hagberg i SvJT 1997.135
ff, Direktkrav, sjöförsäkring och en ny försäkringsavtalslag - en advokats
synspunkter, Nydrén i SvJT 1997.173 ff, Direktkrav, sjöförsäkring och en
ny försäkringsavtalslag - replik, Wetter i SvJT 1998.44 ff, Mera om direkt-
krav i sjöförsäkring, Huldén i Festskrift till Jan Sandström, 1997, s. 231 ff,
Dispaschören inför rätta, Jacobsen i JT 1997-98.1034 ff, Skadelidandes rätt
vid ansvarsförsäkring med hänsyn särskilt till preskriptionsbestämmelsen i
29 § FAL, Johansson, SvJT 1998.701 ff, Direktkrav, sjöförsäkring och en
ny försäkringsavtalslag - duplik.
4. Jf. Udkast til lov om forsikringsaftaler med tilhørende bemærkninger, Kbh.,
1925 (Udkast), s. 135 f, Drachmann Bentzon og Christensen, Lov om forsik-
ringsaftaler, 2. udg., 1954 (Bentzon og Christensen), s. 478 f, Lyngsø, For-
sikringsaftaleloven med kommentarer, 4. udg., 1992 (Lyngsø I), s. 330 f, og
Lyngsø, Dansk Forsikringsret, 7. udg., 1994 (Lyngsø II), s. 645, Goldschmidt
i NFT 1998.345 ff, Om skadelidtes mulighed for at rette sit erstatningskrav
mod skadevolderens P & I assurandør i medfør af FAL § 95, stk. 1 (Golds-
chmidt), s. 359, samt U 1986.933 H og herom Pontoppidan i U 1987 B 55
ff, Ansvarsforsikringsselskabers hæftelse for handlinger begået af sikrede i
spirituspåvirket tilstand, s. 56 og 58.
5. Jf. Udkast, s. 135, Bentzon og Christensen, s. 478 f, Lyngsø I, s. 330 f, og
Lyngsø II, s. 645. Se i overensstemmelse hermed Arntzen i TfR 1963.135,
Forsikringsavtalelovens bestemmelser om selskapenes ansvar for rednings-
tiltak (Arntzen), s. 160 f, Brækhus og Rein, Håndbok i P & I Forsikring, 2.
utg., 1979 (Brækhus og Rein I), s. 103 og 309, Bull, Tredjemannsdekninger
i forsikringsforhold, 1988 (Bull), s. 61 og 121, og Brækhus og Rein, Håndbok
i kaskoforsikring, 1993 (Brækhus og Rein II), s. 326.
6. Jf. Udkast, s. 137 f, Lyngsø I, s. 334, Lyngsø II, s. 649, ND 1995.26
Hovrätten för Västra Sverige Sydfjord II, s. 50, U 1997.1308 Ø og Bentzon
og Christensen, s. 486 og s. 487.
7. Jf. Bentzon og Christensen, s. 479 ff, Lyngsø I, s. 331 f, og Lyngsø II, s.
645 f. Cf. U 1983.1079 SH.
8. Ibid.
9. Jf. Bentzon og Christensen, s. 480.
10. Jf. RPL § 255, U 1931.173 Ø, U 1941.673 V, U 1966.632 V, Bentzon og
Christensen, s. 479 ff, Lyngsø I, s. 331 f, og Lyngsø II, s. 645 f. Smh. U
1983.1079 SH.
11. Smh. princippet hos Johansson, s. 741, og i ND 1996.1 Hovrätten för Västra
Sverige Degerö, s. 21 og 25. Se også Bull, s. 127 ff, særligt s. 133.
12. Jf. Goldschmidt, s. 362 ff.
13. Jf. Goldschmidt, s. 363 f.
14. Jf. Udkast, s. 30.
15. Jf. Hellner, Försäkringsrätt, 2. udg., 1965 (Hellner), s. 64 og 426, og Johans-
son, s. 736 ff. I overensstemmelse hermed anføres det i Lyngsø, Gældsbrevs-
loven, 3. udg., s. 26, vedrørende gældsbrevslovens fravigelighed: »Hvor der
er tale om en bestemmelse, som ikke angår forholdet mellem parterne i en
Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S
U.1999B.214
aftale, men forholdet til tredjemand, f.eks. forholdet til en af parternes kredi-
torer, kan bestemmelsen derimod ikke fraviges.«
16. Jf. Bentzon og Christensen, s. 16, 366 f og særligt 484, samt Goldschmidt,
s. 354 f, 367 f og 369.
17. Jf. Bentzon og Christensen, s. 484.
18. Om norsk ret, jf. ND 1954.445 NH Skogholm, Bull, s. 140 f, og Selvig i ND
1989.XI. Om svensk ret, jf. ND 1988.52 Dispaschören i Sverige Eastholm,
ND 1989.47 Svea Hovrätt Sydfjord I, ND 1995.26 Hovrätten för Västra
Sverige Sydfjord II, ND 1996.1 Hovrätten för Västra Sverige Degerö, og
Johansson, s. 736 ff. Se også Hellner, s. 64 og 426.
19. Jf. Udkast, s. 131, Bentzon og Christensen, s. 458 f, og Lyngsø I, s. 321.
20. Jf. Hellner, s. 448 f, Brækhus og Rein I, s. 103, Bull, s. 108, og Brækhus og
Rein II, s. 404.
21. Jf. Arntzen, s. 159 ff, Brækhus og Rein I, s. 103, Bull, s. 94 og 108 f (særligt
ved og i note 104 m. henv.), og Brækhus og Rein II, s. 404.
22. Jf. Hellner, s. 435 og 470 f, Brækhus og Rein I, s. 103, Bull, s. 107 f og 145,
Johansson, s. 731 f og 739 ff, og nedenfor i afsnit 3.2.2.
23. Jf. Bentzon og Christensen, s. 463 f.
24. Jf. Ussing, Enkelte kontrakter, 2. udg., 1946, s. 274, Sindballe, Dansk For-
sikringsret I, 1948, s. 41, og Tybjerg, s. 15.
25. Jf. Bentzon og Christensen, s. 366 f ved og i note 3.
26. Jf. Bentzon og Christensen, s. 366 f, Lyngsø I, s. 275, Lyngsø II, s. 517,
Goldschmidt, s. 373, ND 1954.445 NH Skogholm, ND 1989.47 Svea hovrätt
Sydfjord I, ND 1994.28 Dispaschören i Sverige Malo, ND 1994.43 SH Si-
mone, ND 1995.26 Hovrätten för Västra Sverige Sydfjord II, ND 1996.1
Hovrätten för Västra Sverige Degerö, Brækhus og Rein I, s. 99, 103 f og
309, Bull, s. 106 ff, Hellner, s. 393, 435, 448 f og 471, og Johansson, s. 731.
27. Princippet i FAL § 95, stk. 1, er - for krav omfattet af rederens såkaldte
globalbegrænsningsret - udtrykkeligt fastslået i SØL § 171, stk. 3: »Den,
der forsikrer mod ansvar for krav, der er undergivet ansvarsbegrænsning,
har samme ret til at begrænse ansvaret som den sikrede selv.«
28. Jf. Udkast, s. 136, Bentzon og Christensen, s. 481, Lyngsø I, s. 331, og
Lyngsø II, s. 646.
29. Se f.eks. følgende domme vedrørende krav i kontraktforhold: ND 1994.39
SH Simone, ND 1995.26 Hovrätten för Västra Sverige Sydfjord II, ND 1996.1
Hovrätten för Västra Sverige Degerö, FED 1996.48 Ø og U 1996.1108 Ø.
30. Jf. Goldschmidt, s. 364 f, og Bentzon og Christensen, s. 485: »Endelig giver
[svenske FAL § 95] 3. stk. skadelidte separatiststilling i den sikredes kon-
kursbo m. h. t. kravet mod selskabet. . . . [Den tidligere norske FAL § 95]
3. stk. er . . . som [svenske FAL § 95] 3. stk., dog at reglen også gælder ved
tvangsakkord. Alle disse regler . . . indeholdes også i den [danske FAL].«
Efter den svenske FAL og tidligere norske FAL har skadelidte utvivlsomt
ret til at få sit fulde og ubegrænsede erstatningskrav dækket gennem det di-
rekte krav mod selskabet.
31. Jf. Goldschmidt, s. 365: »Den skadelidte kan . . . ikke, for den udækkede
del af tvangsakkorden, betragtes som fyldestgjort i bestemmelsens forstand,
hvorfor et direkte søgsmål ikke kan være udelukket.«
32. Jf. ordlyden af § 95, stk. 1: ». . . indtræder den skadelidte i den sikredes ret
imod selskabet . . .«, og Udkast, s. 136.
33. Jf. Udkast, s. 136, Bentzon og Christensen, s. 481, Lyngsø I, s. 332, og
Lyngsø II, s. 646.
34. Jf. Johansson, s. 739, samt afgørelserne i Simone-sagen: ND 1990.16 Göte-
borg tingsrätt, s. 30, ND 1992.32 Hovrätten för Västra Sverige, s. 33, og ND
1994.43 SH.
35. Se f.eks. FED 1996.48 Ø og U 1996.1108 Ø.
36. Se ND 1954.445 NH Skogholm, ND 1988.52 Dispaschören i Sverige East-
holm, ND 1989.47 Svea hovrätt Sydfjord I, Dispaschören i Sveriges afgørelse
i ND 1990.16 Göteborg tingsrätt (endeligt afgjort ved ND 1994.43 SH) Si-
mone, s. 27, ND 1994.43 SH Simone, ND 1995.26 Hovrätten för Västra
Sverige Sydfjord II, ND 1996.1 Hovrätten för Västra Sverige Degerö,
Brækhus og Rein I, s. 103, Bull, s. 107 f, 145 ff og 148 ff, Selvig i ND
1989.X og 1995.IX og Johansson, s. 731 f og 739 ff.
side 5
UfR ONLINE U.1999B.214

37. Se ND 1994.43 SH (NJA 1994.566) Simone og ND 1995.26 Hovrätten för

Västra Sverige Sydfjord II.
38. Se ND 1994.43 SH (NJA 1994.566) Simone, ND 1995.26 Hovrätten för
Västra Sverige Sydfjord II og FED 1996.48 Ø. Se også U 1994.725 Ø og
herom Sørensen, s. 211, der med rette forholder sig kritisk til dommen.
39. Se ND 1994.43 SH (NJA 1994.566) Simone og ND 1995.26 Hovrätten för
Västra Sverige Sydfjord II.
40. Se Udkast, s. 131 f, Bentzon og Christensen, s. 466 ff, Lyngsø I, s. 326,
Lyngsø II, s. 640 ff, og U 1935.1138 Ø.
41. Se herom nedenfor i afsnit 3.2.2.
42. Se herom ovenfor i afsnit 2.2.
43. Jf. ND 1954.445 NH Skogholm, Bull, s. 191 og 195 ff, ND 1988.52 Dispas-
chören i Sverige Eastholm og Selvig i ND 1989.XI.
44. Jf. Bentzon og Christensen, s. 487.
45. Jf. Udkast, s. 137 f, Lyngsø I, s. 334, Lyngsø II, s. 649, ND 1995.26
Hovrätten för Västra Sverige Sydfjord II, s. 50, U 1997.1308 Ø og Bentzon
og Christensen, s. 486 og s. 487.
46. Jf. ND 1954.445 NH Skogholm, ND 1989.47 Svea hovrätt Sydfjord I, ND
1994.43 SH Simone, og ND 1995.26 Hovrätten för Västra Sverige Sydfjord
II, ND 1996.1 Hovrätten för Västra Sverige Degerö, Goldschmidt, s. 367,
Brækhus og Rein I, s. 103, Johansson, s. 731 f og 739 ff, samt Bull, s. 107
f, 145 ff og 148 ff, herunder særligt side 145 ved og i note 185.
47. Jf. ND 1988.52 Dispaschören i Sverige Eastholm, Selvig i ND 1989.X,
Dispaschören i Sveriges afgørelse i ND 1990.16 Göteborg tingsrätt (endeligt
afgjort ved ND 1994.43 SH) Simone, s. 27, ND 1995.26 Hovrätten för Västra
Sverige Sydfjord II, Selvig i ND 1995.IX og ND 1996.1 Hovrätten för Västra
Sverige Degerö.
48. Jf. Bull, s. 196 og 198 f.
49. Jf. ND 1954.445 NH Skogholm, ND 1994.43 SH (NJA 1994.566) Simone,
ND 1995.26 Hövrätten för Västra Sverige Sydfjord II og Bull, s. 148 ff. Se
også ND 1996.1 Hovrätten för Västra Sverige Degerö, s. 14-16, vedrørende
Skulds vilkår § 51, stk. 1, hvorefter Skuld ikke dækkede ansvar, der ikke
var fastslået ved bl.a. endelig dom eller voldgiftsdom.

Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 6