Dansk Analyse- og fortolkningsmodel Emil A.

Malmberg
_____________________________________________________

Model for boganmeldelse

• Super kort resumé: Omkring 20-40 ord
• Personkarakteristik: Den litterære måde at beskrive og fortolke personer på kaldes at
karakterisere noget/nogen.
1) Telling, dvs. hvor den alvidende fortæller direkte giver os oplysninger om personen.
2) Showing, dvs. hvor man indirekte får oplysninger om personens ydre, handlinger, tanker,
udseende og følelser ved at fortolke. Derudover vil man ved showing også komme ind på personens
miljø og omgivelser. Endelig kan personens navn også have stor betydning, da denne kan give en
slags pointe af en handling, og på den måde være en karakteristik.
3) Ved hjælp af symboler er det også muligt at drage konklusioner, dette kan komme til sande i det
ubevidste, hvor personer ikke optræder bogstaveligt, heller ikke erindringer og oplevelser er noget
bogstaveligt.
4) Ved gengivelse af personens bevidste tanker er der tale om en alvidende eller en personbunden
fortæller. Altså i stedet for at der bliver fortalt hvad personen fortæller, så står det direkte i teksten.
5) Ved en psykologisk beskrivelse af en person, er det noget ydre, som karakteriserer det indre.
6) Relationer mellem personer, (andres tilknytning til personen, og gennem dennes/deres handlinger
påvirkes personen) kan ske på to måder: Ved at personerne direkte siger noget om hinanden,
hvorved der er tale om direkte karakteristik eller gennem en indirekte karakteristik, hvor
personens/personernes tilstedeværelse fremprovokerer en adfærd, som er karakteristisk for
personen.
Endelig er der også parallel- eller kontrastpersoner, som uden at være i kontakt med personen kan
karakterisere hovedpersonen. Kontrast- og parallelpersonen behøver ikke være beskrevet direkte i
teksten.
7) Endelig kan personen være en rund eller en flad person, som i øvrigt også benævnes som
henholdsvis et ”individ” og en ”type”.
Den runde person er karakteriseret med en masse individuelle træk, og er skildret sådan for at
demonstrere hvorledes et originalt, individuelt handlende person optræder. Herved beskrives direkte
eller indirekte en masse forskellige egenskaber, som netop gør personen speciel.
Den flade person, eller typen repræsenterer en hel gruppes væremåde, de individuelle træk er ikke
vigtige i denne sammenhæng, men som repræsentant for flere fællestræk.
• Miljø: Ved miljø forstås det, at det er de omgivelser og omkringværende omstændigheder, som
har en påvirkning på personen.
Dette kommer til udtryk gennem personkarakteristikken, da personer, som har indflydelse eller
anden påvirkning på personen givetvis nævnes og karakteriseres, for derved at anskueliggøre de
ydre omstændigheder, som anfægter personen.
• Fortæller: Der findes to slags fortællemåder: en implicit og en eksplicit fortæller.
a) Den implicitte fortælling ”ligger i luften”, som man siger. Her kan man ikke direkte pege på et
”jeg” i teksten, den implicitte fortælling er mellem ”linjerne”, og kun ved nøje analysering er det
muligt at finde den implicitte.
b) Den eksplicitte fortæller er lige modsat, for her er det muligt at finde den direkte i teksten, hvor
den vil forekomme i form af et ”han/hun” eller et ”jeg”.
Der findes fire forskellige slags fortællere:
1) Hos jeg-fortælleren er der en første person med indre synsvinkel, som ligger fast hos personen
teksten igennem. En jeg-fortæller er altid eksplicit, da denne kan findes direkte i teksten i form af et
”jeg”. Det er vigtigt at undersøge, hvorledes der er tale om en troværdig eller utroværdig fortæller
En utroværdigt fortæller kan f.eks. være en, som ikke fortæller hele sandheden om et

_____________________________________________________
-1- 26-10-2005
Dansk Analyse- og fortolkningsmodel Emil A. Malmberg
_____________________________________________________
begivenhedsforløb, men udelader, tilslører eller udtrykker sig i meget subjektive vendinger for
derved at skjule sin egen part i den eventuelle konflikt.
2) Den behavioristiske fortæller er den overfladiske fortæller, som ikke kender til personens tanker
og følelser. Den behavioristiske fortæller anvender ydre synsvinkel, da denne kun opfanger
personens ”behavior”, dvs. personens adfærd og dertilhørende ydre, såsom udseende, handlinger og
replikker. Altså kan man sige, at den behavioristiske fortæller kun opfatter ting, som var de set fra et
kamera. Følgelig må fortælleren være objektiv, da denne beskriver ting på en detaljeret, men kølig
og holdningsløs måde. Dette indebærer naturligvis også, at den behavioristiske fortæller ikke har
mulighed for at komme med egne vurderinger, da denne ikke tager stilling til det beskrevne.
Den behavioristiske fortæller anvender medsyn, da fortælleren oftest fortæller om tingene mens de
sker.
Ydermere vil en behavioristisk fortæller altid give sig til kende indirekte gennem det, der fortælles
om.
Endelig er den behavioristiske fortæller kendetegnende for den impressionistiske stil, (en
kunstretning inden for litteratur, billedkunst og musik, som opstod omkring 1870, indenfor
litteraturen fremstiller forfatteren subjektive sanseudtryk ved at skildre genstande vha. indtryk,
heraf ordet impression, i stedet for en objektiv beskrivelse af selve de beskrevne genstande, kendte
nordiske impressionistiske forfattere: I.P. Jacobsen, altså J.P. Jacobsen og Herman Bang).
3) Den personbundne fortæller har kun indsigt i én af tekstens personer. Den personbundne
fortæller er en alvidende fortæller, men som kun er alvidende for én person.
Fortælleren gemmer sig bag hovedpersonen, hvis tanker og følelser vi efterhånden bliver
præsenteret for.
For den personbundne fortæller er det gældende, at der bruges kombineret, men ikke vekslende
synsvinkel, da den personbundne fortæller, beretter om de fleste hændelser gennem en
tredjepersonsfortæller, dette bliver dog ofte smeltet sammen med brug af ydre synsvinkel.
Den personbunde fortæller gør brug af bagudsyn.
Det er vigtigt at slå fast, at med en personbunden fortæller kan de være svært at afgøre om de
tanker, vurderinger og meninger, der kommer frem tilhører forfatteren eller bæreren af
synsvinkelen.
4) Den alvidende fortæller har følgende egenskaber:
a) Gå ind og ud af personer.
b) Beskrive personers ydre.
c) Gengive eller referere personers tanker.
d) Vurdere og kommentere personer, heraf skal det slås fast, at den alvidende fortæller sagtens kan
være subjektiv.
e) Forudsige begivenheder eller fremfinde episoder, som ligger før selve fortælletidspunktet.
f) Tankereferat, hvor fortælleren giver et referat, en fortolkning eller en kommentar til en persons
tanker.
Den alvidende fortæller bruger både vekslende og kombineret synsvinkel.
Endvidere bruger den alvidende fortæller bagudsyn, og ved hvad der vil ske med personerne i
fremtiden, heraf alvidende fortæller. Det skal dog slås fast, at den alvidende fortæller på trods af sin
alvidenhed, sjældent udnytter sin viden om alle personer, hele tiden. Derimod er det langt mere
sandsynligt, at den alvidende fortæller kun bruger sin viden i nøje udvalgte situationer, - hvor det er
nødvendigt.
Endelig skal det påpeges, at i længere prosatekster såsom romaner er der sjældent tale om én
dominerende fortælletype, dette forekommer oftere i korte prosatekster, såsom noveller, mens i
romaner er der naturligvis mere fremherskende typer, som ofte blandes disse.

_____________________________________________________
-2- 26-10-2005
Dansk Analyse- og fortolkningsmodel Emil A. Malmberg
_____________________________________________________
5) Den tidslige synsvinkel er det hvor man undersøger hvor fortælleren befinder sig i forhold til det
fortalte. Det er vigtigt at man har styr på hvorledes begivenhederne har fundet sted, når der fortælles
om dem, eller om de finder sted mens fortælleren beretter om dem. Disse to former kaldes
bagudsyn og medsyn.
a) Hvis fortælleren kan overskue hele tekstens tidsforløb, er der tale om bagudsyn. Det betyder at
fortælleren befinder sig på et tidspunkt hvor begivenhederne har fundet sted, og at de fortælles
bagefter. Bagudsyn kan fortælles såvel i præteritum som i præsens. Det er ikke muligt på den
grammatiske tid at aflæse hvorledes der er tale om bagudsyn.
b) Hvis fortælleren fortæller begivenheder samtidig med at de finder sted, er der tale om medsyn.
Her kan fortælleren ikke overskue det tidsforløb som teksten strækker sig over. Fortælleren er ikke
klar over hvad der sker på den næste side, og fortælleren virker bemærkende og gengiver
begivenhederne i kronologisk orden.
• Komposition: Er den indholdsmæssige fordeling af teksten, og hvilken rækkefølge denne bliver
fortalt.
1) De fleste episke tekster er opdelt i tre faser, hvoraf de alle tre har flere navne:
a) Præsentation af steder og personer, også kaldt orden og eksposition.
b) Begivenhed, der skaber eller synliggør en konflikt, hedder også uorden og konflikt.
c) Løsning, dette skal dog ikke altid regnes for en ”løsning” på konflikten, også kaldt ny orden.
Det skal gøres klart, at ”konflikt” i sig selv ikke er noget negativt begreb, men snarere en betegnelse
for, at nogen/noget ønsker at nå et vist resultat, hvorved der kræves en form for indsats eller
eventuel overvindelse for at opnå.
Begivenheden er både et kompositorisk og et tematisk begreb, da begivenheden har afgørende
betydning for kompositionen, da denne sætter ”det hele” i gang.
Derudover har begivenheden en decideret betydning for den tematiske fortolkning, fordi den skaber
de betingelser som tekstens personer kan udfolde og udvikle sig under.
2) En episk tekst er en fortælling om et opdigtet begivenhedsforløb, langt som kort. Dette
begivenhedsforløb er fortalte gennem det, som kaldes fortalt tid og fortælletid. Det er de forskellige
slags redskaber der findes for at fortælle en handling. Heraf findes der to redskaber:
a) Fortalt tid er en kronologisk lineær tid, (scenisk fremstillingsform) hvor langt et tidsrum fortælles
der om. Hvis en tekst fortæller om en persons livsforløb, vil teksten ikke komme ind på detaljerne
for hvert eneste minut i denne persons liv, den vil måske ”springe” fra hvor personen er 5 til den er
9 osv. Disse spring må vi på baggrund af de sparsomme informationer vi får fra teksten,
sammenstykke et sammenhængende forløb. Dette forløb er den fortalte tid.
b) Fortælletid er den snørklede og ukronologiske fortælling som vi læser. Det er en tid som vi uden
problemer tillader at gå baglæns, springe frem og tilbage, gentage sig, gennemløbe samme tidspunkt
flere gange fra forskellige synsvinkler osv. det er modsat fortalt tid ikke en uafbrudt lineær tid som
den vi selv lever, - det er tekstens tid, og kaldes derfor fortælletiden.
Endelig er der hvad man kalder fortælletempo, som præciserer hvor detaljeret og fyldigt et forløb i
teksten er.
a) Det lave fortælletempo, er når et kort tidsforløb i den fortalte tid fylder meget i fortælletiden.
b) Der er tale om et højt fortælletempo, når lange tidsforløb i den fortalte tid fylder lidt i
fortælletiden.
3) Fortælletiden kan hoppe rundt i tiden på forskellige måder, og heraf findes der tre begreber for
disse ”hop” i tiden:
a) Flashback, er når der gengives en scene fra fortiden, det er vigtigt at pointere, at når en person
blot tænker på noget, der er sket i fortiden er det ikke flashback, men et tankereferat.
b) Flashforward, er som ordet antyder noget der sker ”fremme”, altså en scene, som finder sted i
fremtiden.

_____________________________________________________
-3- 26-10-2005
Dansk Analyse- og fortolkningsmodel Emil A. Malmberg
_____________________________________________________
c) In medias res, er når fortællingen begynder midt i et handlingsforløb og personer og steder, dvs.
miljø ikke præsenteres.
• Tema: For at kunne fortolke en tekst og komme i den ”dybere mening”, er det nødvendigt at
finde frem til et tema, da dette præcist beskriver hvad den givne tekst drejer sig om.
Et tema er næsten altid kun et ord eller to.
• Budskab: Budskabet eller moralen, er det forfatteren bag teksten gerne vil ud med til læseren.
Gennem sit budskab prøver forfatteren at have en form for indflydelse på læseren, da forfatteren jo
enten prøver at påvirke læseren til noget, som fortælleren går ind for, eller også prøver forfatteren
direkte at manipulere med læseren, og få læseren til at dele forfatterens holdninger, meninger, idéer,
vurderinger osv.
• Holdning: Endelig er det vigtigt i en boganmeldelse at komme med sin mening om det læste,
ikke blot om den er god eller dårlig, men også hvorfor den er god eller dårlig. Hvad ligger til
grund for læserens mening om det læste, yderligere skal der kunne dokumenteres for
holdningen om teksten.
Det er vigtigt ikke blot at komme ind på, at ”det var en spændende bog” – men at man kommer ind
på hvorfor den var spændende. Var konflikten i teksten da i orden? Var der en god løsning på
konflikten? Var sproget nemt og letlæseligt? Var sætningerne lange og tilslørede eller korte og
præcise? Var teksten god, fordi det indholdsmæssige tiltalte lige præcis mig? osv.

_____________________________________________________
-4- 26-10-2005