Alice i Eventyrland

af Lewis Carroll, tegninger af John Tenniel (1865)

Nu glider bden sagteligt,

mens sommerdagen gr.
Sm hnder drager rerne
det bedste, de formr.
Sm krfter vinder langsomt frem,
hvor solskinsblger slr.
Hvad - be'r I nu om eventyr,
I tre sm glubske unger,
sknt luften er som ndedrag
af spde alfelunger?
Man kan jo knap f renlyd
for jeres rappe tunger!
"Begynd - begynd!" - den lille dronning
sparer ikke krudtet.
"Helst no'et rigtig tosset no'et!"
si'r nummer to besluttet.
Den tredje stemmer kraftigt i
mindst en gang i minuttet.
Og s, med et, forstummer de.
Alt synes nu s lydt.
De er i fantasiens land,
vidunderligt og nyt,
hvor drmt forvandler sig til sandt,
og ingen bliver snydt.
Men kilden trrer ofte ind
og giver golde aks,
S lover man, de siden
skal f mer af samme slags.
Tre stemmer ivrer En imod,
for de vil ha' det straks!
Og sdan fjed brikkerne
sig sammen to og to.
Vort muntre lille eventyr
fik langsomt lov at gro.
Og bden vender nsen hjem,
mens solen gr til ro.

Kom, Alice, rk mig s din hnd.

Tag mod mit eventyr
og gem det bag de drmmeslr,
hvortil vor tanke flyr som pilgrimshilsen fra et land,
hvor barnets verden gryr.

Kapitel 1 - Alice dumper ned til kaninen

Hvor det dog kedede Alice at sidde sammen med ssteren dernede ved sen - uden at have noget at
tage sig til! Et par gange havde hun kigget i den bog, ssteren var i frd med at lse, men der var ingen
billeder i den og heller ingen samtaler ...
"Og hvad fornjelse har man af en bog uden billeder, og hvor personerne ikke snakker med hinanden?"
tnkte Alice.
Man kunne jo give sig til at binde kranse, men var det s morsomt, at det var umagen vrd at rejse sig
op og plukke bellis? Mens Alice sledes sad og tnkte frem og tilbage (s godt hun kunne p grund af
varmen, der gjorde hende slv og svnig) - opdagede hun pludselig en hvid kanin med rde jne. Den
lb lige forbi hende ...
Det var ikke srlig mrkvrdigt, og Alice syntes heller ikke, det var srlig overraskende, at kaninen
sagde til sig selv: "Ih, du glade verden! Jeg kommer for sent!" - Da hun tnkte p det bagefter, syntes
Side 1 af 57

hun ganske vist, at hun burde vre blevet forbavset, men lige i jeblikket betragtede hun det som noget
meget naturligt, at kaninen kunne tale. - Men da den ogs tog et ur op af vestelommen, kiggede p det
og skyndte sig af sted, sprang Alice op, for nu slog det hende, at hun aldrig nogen sinde havde set en
kanin, der bde havde vest p og et ur, den kunne tage op af lommen. Alice blev vldig nysgerrig og lb
bag efter kaninen, tvrs over marken. Hun nede lige netop at se den smutte ned i et stort hul, der var
under hkken.
I nste jeblik fulgte Alice efter den uden at tnke p, hvordan i alverden hun skulle komme ud igen.
Det frste stykke af kaningangen gik lige ud som en tunnel, men s skrnede den pludselig nedad - og s
brat, at Alice ikke nede at standse, fr hun mrkede, at hun faldt ned i en dyb, dyb brnd.
Ja, enten var brnden meget dyb, eller ogs faldt hun meget langsomt, for hun havde god tid undervejs
til at se sig omkring og spekulere p, hvad der nu ville ske. Frst prvede hun at se ned for at blive klar
over, hvor hun kom hen, men det var s mrkt, at hun ikke kunne se noget. S kiggede hun p brndens
vgge og opdagede, at de var fulde af skabe og boghylder. Hist og her hang der desuden en del kort og
billeder. Hun tog en krukke ned fra en af hylderne, da hun svvede forbi. "APPELSIN-MARMELADE" stod der
p en seddel, men krukken var tom, til hendes store skuffelse. Hun turde imidlertid ikke give slip p den,
af angst for at sl nogen ihjel, og derfor satte hun den straks ind p en af de hylder, hun svvede forbi.
"Ja," tnkte Alice for sig selv, "efter den her kolbtte vil jeg ikke synes, det er noget srligt at falde ned
ad trapperne! S vil de vel nok sige derhjemme, at jeg er en tapper pige! Ja, jeg ville ikke engang hyle,
hvis jeg faldt ned fra taget af huset!" (Og det var jo hjst sandsynligt!)
Ned, ned og stadig nedad. Ville hun da aldrig holde op med at falde? "Hvor mange mil er jeg mon nu
faldet?" sagde hun hjt. "Jeg m snart vre i nrheden af jordens midtpunkt. Lad mig nu se: Det m
vre nsten tusind mil, tror jeg -" (Ja, du forstr, Alice havde lrt en masse af den slags ting i skolen,
og selv om det ikke netop var det allerbedste tidspunkt, hun havde valgt til at vise sine kundskaber eftersom ingen kunne hre hende - var det jo altid godt at genopfriske dem.) - "Ja, det er nok omtrent
den rigtige afstand, men jeg kunne godt lide at vide, hvilken breddegrad eller lngdegrad jeg er kommet
til?" (Alice havde ikke det fjerneste begreb om, hvad breddegrad og lngdegrad var for noget, men det
var vldig morsomt at bruge den slags fine ord.)
Lidt efter begyndte hun at snakke igen. "Mon jeg falder tvrs igennem jorden? Det bliver vel nok sjovt at
komme ud til de mennesker, der gr med hovedet nedad! Antipatierne, eller hvad de hedder -" (Denne
gang var hun glad over, at ingen kunne hre, hvad hun sagde, for hun havde nemlig p fornemmelsen,
at det ikke var det helt rigtige ord). "Men jeg vil naturligvis sprge dem om, hvad deres land hedder.
Undskyld, frue, er det her New Zealand eller Australien?" (Og hun prvede p at neje, mens hun talte tnk engang: at neje, nr man falder gennem luften! Tror du, du kunne gre det?) "Og hun vil sikkert
synes, jeg er en dum, lille pige! Nej, jeg vil ikke sprge om det. Jeg kan mske lse navnet et eller
andet sted."
Ned, ned og stadig nedad. Da Alice ikke havde andet at tage sig til, begyndte hun at snakke igen. "Dina
vil savne mig meget i aften; det er jeg overbevist om!" (Dina - det var hendes kat.)
"Forhbentlig husker de at give den en underkop med mlk, nr de drikker deres aften-te. Dina, kre,
sde Dina, jeg ville nske, du var her sammen med mig! Der er ganske vist ingen mus i luften, og det er
jo trist nok, men du kunne mske fange en flagermus, og den ligner nsten en rigtig mus - Men mon
katte egentlig spiser flagermus?" Nu begyndte Alice at blive svnig og sagde hele tiden for sig selv, som
om hun talte i svne: "Spiser katte flagermus? Spiser katte flagermus?" Undertiden blev det til: "Spiser
flagermus katte?" Men det var jo ligegyldigt, hvad hun sagde, eftersom hun ikke kunne svare p nogle af
sprgsmlene.
Hun kunne mrke, at hun var ved at falde i svn. Og hun var netop begyndt at drmme, at hun
spadserede hnd i hnd med Dina, som hun spurgte meget indtrngende: "N, Dina, sig nu sandheden har du nogen sinde spist en flagermus?" - da hun pludselig havnede med et bump midt i en dynge trre
blade. Og s faldt hun ikke mere!
Alice havde ikke slet sig det mindste. Hun sprang straks op og kiggede i vejret, men der var ganske
mrkt over hendes hoved. Foran sig havde hun en lang gang, og hun kunne stadig se den hvide kanin,
der ilede af sted ... Der var ikke et jeblik at spilde - Alice flj efter den, alt hvad hun kunne, og nede
lige netop at hre kaninen sige, idet den drejede om et hjrne: "Av, tak skbne - hvor klokken dog er
mange!" Hun var lige i hlene p den, men da hun kom om hjrnet, var den borte. Og hun befandt sig
nu i en lang, lav sal, der blev oplyst af en rkke lamper, som hang ned fra loftet.
Der var dre hele vejen rundt, men de var alle sammen lsede, og da Alice forgves havde prvet p at
lukke dem op, den ene efter den anden, gik hun, meget bedrvet, midt ud i salen og spekulerede p,
hvordan hun dog skulle komme ud igen.

Side 2 af 57

Pludselig stdte hun mod et lille, trebenet bord, der var lavet helt af massivt glas. Det eneste, der l p
bordet, var en lille guldngle, og Alice tnkte straks, at den sikkert passede til en af drene. Men ak,
enten var lsene for store eller nglen for lille - hun kunne ikke bne en eneste af drene! Men da hun for
anden gang gik hele salen rundt, kom hun til et lille gardin, som hun ikke havde lagt mrke til fr. Og
bag ved det var der en lille dr, som knap nok var en halv meter hj. Hun prvede den lille guldngle i
lsen, og hvor blev hun glad, da den passede njagtig!
Alice bnede dren og s nu, at den frte ind til en smal gang, der ikke var meget strre end et rottehul.
Hun lagde sig p kn, og for enden af gangen kunne hun se den dejligste have, man kan tnke sig.
Hvor hun dog lngtes efter at komme bort fra den mrke sal og spadsere omkring mellem de
vidunderlige blomster og de friske springvand, men hun kunne ikke engang f hovedet gennem
drbningen. "Og selv om mit hoved kunne komme igennem," tnkte den stakkels Alice, "ville jeg jo
ikke have megen fornjelse af det, nr jeg ikke kan f skuldrene med. Ah, hvor ville jeg dog nske, at
jeg kunne skydes sammen som en kikkert! Jeg tror nok, jeg kunne - hvis jeg bare vidste, hvordan jeg
skulle begynde." Ja, ser du, der var jo allerede hndt s mange besynderlige ting, at Alice begyndte at
tro, intet var umuligt!
Det var ingen nytte til at blive stende ved den
lille dr, og derfor gik hun tilbage til bordet. Dr
l mske en anden ngle - det hbede hun s
smt - eller hun kunne mske finde en bog, der
forklarede, hvordan man skulle bre sig ad
med at blive et kikkert-menneske. Men denne
gang fandt hun en lille flaske p bordet ("den
var her bestemt ikke fr," sagde Alice), og p
flasken var der en papirstrimmel, hvor der stod
med store, sirlige bogstaver: "DRIK MIG".
Det var jo meget godt, sdan uden videre at
sige: "Drik mig", men Alice var en klog, lille
pige, der ikke gjorde det lige straks. "Nej, jeg
m dog frst se efter, om der str "Gift" p
flasken," sagde hun. Sagen var den, at hun
havde lst en mngde sm, rrende historier
om brn, der havde brndt sig eller var blevet
dt af vilde dyr ... og mange andre
ubehagelige ting ... blot fordi de ikke ville hre,
hvad voksne mennesker havde sagt til dem ...
at man brnder sig p en gloende ildrager, hvis
man tager p den, og at det som regel blder, hvis
man skrer en meget dyb flnge i fingeren med
en kniv. Og Alice havde heller ikke glemt, at hvis
man drikker for meget af en flaske, der str "Gift"
p, er det nsten sikkert, at man fr eller senere
fr ondt i maven.
Der stod imidlertid ikke "Gift" p denne flaske.
Alice turde derfor godt tage en slurk, og hun
syntes, det smagte rigtig udmrket (det smagte
som en blanding af kirsebrtrte, vanillecreme,
ananas, kalkunsteg, fldekarameller og ristet brd
med smr). S det varede ikke lnge, fr hun
havde tmt hele flasken.
"Det var dog en besynderlig flelse!" sagde Alice.
"Nu er jeg vist ved at klappe sammen som en
kikkert!"
Og sledes forholdt det sig virkelig. Nu var hun
kun henved fem og tyve centimeter hj, og hendes
ansigt strlede ved tanken om, at hun nu lige
netop var s stor, at hun kunne g gennem den
lille dr og komme ud i den dejlige have. Men hun
ventede dog frst et par minutter for at se, om hun
ville skrumpe endnu mere ind. Tanken gjorde
hende en smule ngstelig. "Det ender mske med,
Side 3 af 57

at jeg forsvinder helt som flammen p et lys," sagde Alice for sig selv. "Hvad mon der s ville blive af
mig?" Og hun prvede at forestille sig, hvordan en lysflamme ser ud, nr man har slukket den - hun
kunne ikke huske, at hun nogen sinde havde set det ...
Da hun lidt efter mrkede, at der ikke skete mere, besluttede hun at g ud i haven. Men, stakkels Alice!
- da hun kom hen til dren, opdagede hun, at hun havde glemt den lille guldngle, og da hun gik tilbage
til bordet for at hente den, var det hende umuligt at n den. Hun kunne se den ganske tydeligt gennem
glasset, og hun prvede, s godt hun kunne, at klatre op ad det ene bordben, men det var alt for glat, og
da hun havde anstrengt sig s lnge, at hun var helt udmattet, satte hun sig ned og grd, den lille
stakkel.
"N, det nytter jo ikke noget at grde p den mde!" sagde Alice strengt til sig selv. "Jeg rder dig til at
holde op med det samme!" Hun plejede at give sig selv gode rd (men hun fulgte dem sjldent), og
undertiden skldte hun sig selv s voldsomt ud, at hun fik trer i jnene. Hun kunne ogs huske, at hun
engang havde prvet p at give sig selv en lussing, fordi hun havde snydt sig selv i et parti kroket, som
hun spillede imod sig selv. Ja, Alice var et mrkeligt barn, der godt kunne lide at lade, som om hun var
to forskellige personer. "Men det er der ikke megen fornjelse ved lige i jeblikket," tnkte den stakkels
Alice, "der er jo knap nok s meget tilbage af mig, at der er nok til eet menneske!"
Lidt efter fik hun je p en lille glasske, der var
anbragt under bordet. Hun bnede den og fandt en
ganske lille kage, hvorp der stod: "SPIS MIG"
(bogstaverne var af korender og meget smukt
lavede).
"Ja, jeg vil spise den," sagde Alice, "og hvis den fr
mig til at vokse, kan jeg n nglen, og hvis den gr
mig mindre, kan jeg krybe under dren. Det er mig
lige meget, hvad der sker - bare jeg kommer ud i
haven!"
Hun spiste et lille stykke af kagen og sagde
forventningsfuldt til sig selv: "Bliver jeg strre eller
mindre?" Hun lagde hnden p sit hoved for at fle,
om hun voksede opad eller nedad, og hun blev
meget overrasket, da hun opdagede, at hun slet ikke
forandrede sig. N, sdan plejer det jo at g, nr
man spiser kager, men Alice var efterhnden blevet
vant til, at der skete de mrkvrdigste ting ... og
derfor syntes hun, at det bde var kedeligt og
tosset, at der ikke hndte noget usdvanligt.
Nu begyndte hun at spise for alvor, og det varede
ikke lnge, fr hun havde fortret hele kagen.

Kapitel 2 - En hel s
af trer
"Det bliver mere og mere mrkeligere!" rbte Alice.
(Hun var s forbavset, at hun helt glemte at tale
ordentligt). "Nu bliver jeg jo lngere og lngere ...
og kommer til at ligne verdens strste kikkert!
Farvel, fdder!" (Da hun s ned p sine fdder, var
de s langt borte, at hun nsten ikke kunne se
dem). "Ah, mine stakkels sm fdder - hvem mon
der nu skal give jer sko og strmper p? Ja, jeg kan
ikke gre det! Jeg er s langt vk, at jeg ikke kan
tage mig af jer; I m klare jer, s godt I kan. - Men
jeg m vre sd imod dem," tnkte Alice, "ellers vil
de mske ikke samme vej som jeg! Nu ved jeg, hvad
jeg vil gre - jeg vil give dem et par nye sko i
julegave, hvert eneste r."

Side 4 af 57

Og nu begyndte hun at spekulere p, hvordan hun skulle ordne den sag. "Jeg m sende dem med et
bud," tnkte hun, "og hvor vil det blive morsomt at sende gaver til sine egne fdder! og sikke sjov
adressen kommer til at se ud!
"Nej, Gud, hvor jeg vrvler!"
I samme jeblik stdte hun hovedet mod loftet. Hun var nemlig mere end tre meter hj! Og nu tog hun
straks den lille guldngle og skyndte sig hen til den dr, der frte ud til haven.
Stakkels Alice! Det eneste, hun kunne gre, var at lgge sig ned p den ene side og kigge ud i haven
med det ene je. Men det var mere hblst for hende end nogen sinde fr at komme ud gennem dren.
Hun satte sig ned og begyndte at grde igen.
"Du burde virkelig skamme dig," sagde Alice. "En stor pige, der grder
TIL ALICES HR. HJRE FOD,
sdan!" (Ja, nu havde hun da lov til at kalde sig selv "en stor pige" ). "Vil
TPPE NR. 1,
du straks holde op!" Hun blev alligevel ved med at grde. Trerne
VED KAMINEN.
strmmede fra hende i spandevis, og til sidst var der en stor s rundt om
(Med mange hilsner fra Alice). hende. Den dkkede det halve af gulvet og var et par centimeter dyb.
Lidt efter hrte hun nogle sm fdder trippe i nrheden, og hun skyndte sig at trre sine jne for at se,
hvem det var, der kom. Det var den hvide kanin, som vendte tilbage! Den var meget fin i tjet og havde
et par hvide handsker i den ene hnd og en stor vifte i den anden. Den kom ilende i en forfrdelig fart og
mumlede for sig selv: "h, hertuginden, hertuginden! Hun bliver fuldstndig ude af sig selv, hvis jeg har
ladet hende vente!" Alice var s ulykkelig, at hun var i stand til at bede hvem som helst om hjlp. Da
kaninen var ganske tt ved hende, begyndte hun derfor at sige ganske sagte og forsigtigt: "Undskyld,
men -" Kaninen blev s forskrkket, at den tabte de hvide handsker og viften - og forsvandt i mrket, s
hurtigt som den kunne.

Alice samlede viften og handskerne op, og da der var meget varmt i salen, viftede hun sig ivrigt, mens
hun snakkede videre med sig selv: "Ih nej, hvor alting dog er underligt i dag! Og i gr gik jo alting, som
det plejer ... Mon jeg er blevet en anden i nattens lb? Vent nu lidt - var jeg den samme, da jeg stod op i
Side 5 af 57

morges? Jeg synes nsten, jeg kan huske, jeg var lidt anderledes. Men hvis jeg ikke er den samme, s
er sprgsmlet jo: hvem i alverden er jeg da? Ja, det er det, der er s gdefuldt!" Og nu begyndte hun at
tnke p alle de brn, hun kendte, der var i samme alder som hun selv. Kunne hun vre blevet
forbyttet med nogen af dem?
"Ja, jeg er i hvert fald ikke Ada," sagde hun, "for hun har sdan nogle lange krller, og mit hr krller slet
ikke. Og jeg er da heller ikke Elisabet, for jeg ved en masse ting, og hun, h, hun kan ikke det mindste!
N, ja, hun er hun, og jeg er jeg, og - nej, hvor er det dog tosset alt sammen! Nu vil jeg undersge, om
jeg kan alt det, jeg plejer at kunne. Lad mig nu se - fire gange fem er tolv, og fire gange seks er tretten,
og fire gange syv er - h, nej, jeg kommer jo aldrig til tyve p den mde! N, den lille tabel er jo heller
ikke s vigtig. Lad os prve med geografien. London er hovedstaden i Paris, og Paris er hovedstaden i
Rom, og Rom - nej, det er jo helt forkert! Jeg m vre blevet forbyttet med Elisabet! Jeg vil prve at
fremsige "Nej se, hvor krokodillen kan!"" Alice foldede hnderne i sit skd, sdan som hun gjorde, nr
hun lste noget udenad. Men da hun begyndte at sige ordene, havde hendes stemme en hs og
mrkelig klang, og versene ld slet ikke, som de plejede:
"Nej se, hvor krokodillen kan!
Se halens sjove sprl.
Den pjasker sig i Nilens vand
og pudser sine skl.
Hvor har den dog et venligt smil.
Dens klo er klenskab.
"Kom ind, du lille fisk,
og hvil din finne i mit gab!""

"Nej, jeg tror ikke, det er de rigtige ord," sagde den stakkels Alice, og nu fik hun igen trer i jnene, "jeg
m bestemt vre Elisabet," fortsatte hun, "og tnk, s skal jeg bo i det lille, elendige hus og nsten
ikke have noget legetj! Og en forfrdelig masse lektier skal jeg lre! Nej, nu ved jeg, hvad jeg vil gre:
hvis jeg er Elisabet, s bliver jeg hernede! Det kan ikke nytte noget, at de stikker hovedet herned og
rber: Kom op igen, kre barn! S vil jeg bare se op og sige: Hvem er jeg? Fortl mig frst det, og hvis
jeg s synes om at vre den, I siger, jeg er, kommer jeg op. Ellers bliver jeg hernede, indtil jeg er en
anden. - Men, h nej!" sukkede Alice og grd voldsomt, "jeg ville nu alligevel nske, at de stak hovedet
herned! Jeg er s forfrdelig ked af at vre her helt alene!"
Da hun sagde dette, kiggede hun ned p sine hnder og opdagede til sin forbavselse, at hun havde taget
en af kaninens sm, hvide handsker p, mens hun sad og talte med sig selv. "Hvordan har jeg dog bret
mig ad med det?" tnkte hun. "Jeg m vre ved at blive lille igen." Hun rejste sig op og gik hen til
bordet for at mle sin strrelse ved siden af det. Nu var hun - s vidt hun kunne sknne - omtrent en
halv meter hj. Hun svandt hurtigt ind, og hun opdagede snart, at det skyldtes den vifte hun holdt i
hnden. Derfor skyndte hun sig at lade den falde - ellers var hun mske forsvundet helt!
"Det var sandelig p hje tid!" sagde Alice. Hun var meget forskrkket over den pludselige forandring,
men hun var alligevel glad, fordi hun stadig var til. "Og nu vil jeg ud i haven!" Hun lb, s hurtigt hun
kunne, hen til den lille dr. Men ak, ak, den var stadig lukket, og den lille guldngle l p glasbordet
njagtig som fr. "Og nu er det vrre end nogen sinde," tnkte den stakkels Alice, "for jeg har da aldrig
vret s lille, som jeg er nu, aldrig! Det er virkelig for galt!"
Da hun sagde dette, gled hendes fod, og i nste jeblik - pladask! - l hun ude i det salte vand, lige til
hagen. Hendes frste tanke var, at hun p en eller anden mde var faldet i havet, "og s kan jeg tage
med toget hjem," sagde hun til sig selv. (Alice havde en gang i sit liv vret ved et badested. Der havde
hun set brn, som gravede i sandet med trspader, badehuse ude i vandet og en lang rkke villaer
langs stranden med en jernbanestation bagved ... Derfor troede hun, at der s sdan ud overalt ved
kysten.) Hun opdagede imidlertid snart, at hun l i den s af trer, hun havde grdt, da hun var tre
meter hj.

Side 6 af 57

"Jeg ville nske, jeg ikke havde grdt s meget!" sagde Alice, da hun svmmede rundt og prvede p at
komme op af sen. "Nu fr jeg vel den straf, at jeg drukner i mine egne trer! Det bliver sandelig
underligt. Men alting er jo s mrkvrdigt i dag."
I det samme hrte hun noget plaske i vandet et lille stykke borte, og hun svmmede nrmere for at se,
hvad det var. Frst troede hun, det var en hvalros eller en flodhest, men s kom hun i tanker om, hvor
lille hun selv var, og s gik det op for hende, at det blot var en mus, der var faldet i sen ligesom hun
selv.

"Mon det kan nytte noget at snakke med den mus?" tnkte Alice. "Alting er s mrkvrdigt hernede.
Det ville derfor ikke forbavse mig, om den kunne tale. N, der sker jo ingen skade ved, at jeg prver."
Og s begyndte hun: "O, mus, ved du, hvordan man kommer op af denne s? Jeg er trt af at svmme
omkring her, o, mus!" (Alice mente, at sdan skulle man sikkert tale til en mus. Hun havde aldrig gjort
det fr, men hun kunne huske, at hun havde set denne remse i sin broders latinske grammatik: "Musen musens - til musen - musen - o, mus!") Musen kiggede sprgende p hende. Det s ud, som om den
blinkede med det ene je, men den sagde ikke noget.

Side 7 af 57

"Den forstr mske ikke, hvad jeg siger," tnkte Alice. "Det er bestemt en fremmed mus, der er kommet
her til landet ..." Hun begyndte derfor igen: "O est ma chatte?" (Det var den frste stning, der stod i
hendes franske lsebog.) Nu sprang musen hjt op over vandfladen og sklvede af skrk i hele
kroppen. "Ah, om forladelse!" rbte Alice hurtigt. Hun var bange for, at hun havde sret det stakkels dyrs
flelser. "Jeg glemte fuldstndig, at du ikke kan lide katte."
"Ikke lide katte!" rbte musen vredt og med skingrende stemme, "ville du mske kunne lide katte, hvis
du var i mit sted?"
"Nej, mske ikke," sagde Alice i en beroligende tone. "Men vr nu ikke vred! Og dog ville jeg nske, jeg
kunne vise dig vores kat - Dina. Jeg tror, du ville komme til at holde af katte, hvis du s den. Det er
sdan en sd og venlig lille kat," fortsatte Alice halvt for sig selv, mens hun svmmede langsomt rundt i
sen. "Og den sidder og spinder s hyggeligt ved ilden ... og slikker sine poter og vasker sig i ansigtet ...
og den er s dejlig bld at kle for ... og den er s dygtig til at fange mus - h, om forladelse!" rbte
Alice igen, for nu rejste musen sandelig brster, og hun var fuldstndig klar over, at den var meget
fornrmet. "Nu vil vi ikke snakke mere om katten, hvis du helst vil vre fri."
"Vi - hvad mener du med vi?" rbte musen, der rystede helt ud i halespidsen. "Som om jeg ville tale om
den slags ting! Vor familie har altid hadet katte, sdan nogle vmmelige, tarvelige og kle skabninger!
Lad mig ikke hre ordet kat en gang til!"
"Nej, nej, det skal ikke ske!" sagde Alice og skyndte sig at snakke om noget andet. "Holder du - holder
du af - af hunde?" Musen svarede ikke, og Alice fortsatte derfor ivrigt: "Der er sdan en sd, lille hund i
nrheden af det sted, hvor vi bor. Den kunne jeg godt lide at vise dig! Det er en lille terrier med klare,
spillende jne og sdan en lang, krllet pels, en brun pels! Hvis man kaster noget, henter den det, og
den kan sidde pnt p bagbenene og bede om sin mad og gre mange andre kunster - jeg kan ikke
huske mere end halvdelen af dem - og det er en bondemand, der har den, og han siger, at den gr sdan
en nytte; og den er mange, mange penge vrd! Han siger ogs, at den slr alle rotterne ihjel og - h,
undskyld!" sagde Alice bedrvet. "Nu har jeg vist sret den igen!" Musen svmmede nemlig bort fra
hende, s hurtigt den kunne. Sen kom ligefrem i oprr ved det ...
Alice rbte efter den med sin mildeste stemme: "Kre, lille mus, kom dog tilbage igen, s skal vi hverken
snakke om katte eller hunde, nr du ikke bryder dig om dem!" Da musen hrte dette, vendte den om og
svmmede langsomt tilbage til Alice. Den var helt bleg i ansigtet (af vrede, tnkte hun), og den sagde
med sagte og sklvende stemme: "Lad os svmme i land, s skal jeg fortlle dig min historie - og
derefter vil du forst, hvorfor jeg hader katte og hunde."
Det var p hje tid at komme i land, for sen var efterhnden blevet helt fuld af fugle og andre dyr, der
var faldet i vandet - der var en and og en dronte, en papegje og en rn og mange andre mrkelige dyr.
Alice frte an, og hele selskabet svmmede i land.

Kapitel 3 - Et vddelb og en tale

Det var sandelig et besynderligt selskab, der nu samlede sig inde p bredden. Fuglene havde pjuskede og
snavsede fjer, og de andre dyr var s drivvde, at pelsen klbede til deres krop. Og de var alle sammen
gnavne og i drligt humr.
Det frste sprgsml var naturligvis, hvordan de skulle blive trre igen. Man drftede sagen, og Alice
syntes snart, at det var ganske naturligt, at hun talte i al fortrolighed med dyrene, som om hun havde
kendt dem hele sit liv. Hun havde en lang samtale med papegjen, der til sidst blev tvr og blot sagde:
"Jeg er ldre end du, og m alts vide bedre besked!" Det ville Alice ikke g med til, hvis hun ikke fik at
vide, hvor gammel papegjen var, og da den ngtede at rbe sin alder, blev der ikke sagt mere.
Til sidst rbte musen, der benbart havde en vis myndighed: "St jer nu ned alle sammen og hr p
mig! Jeg skal snart f jer trre!" De satte sig straks ned i en stor rundkreds omkring musen. Alice s
meget ngsteligt p den, for hun var overbevist om, at den ville blive forklet, hvis den ikke snart blev
tr igen.
"Hm!" sagde musen med en vigtig mine. "Er I alle parat? Dette her er noget af det trreste, jeg kender.
Stille, alle sammen, om jeg m bede! Jeg vil holde et historisk foredrag om Vilhelm Erobreren - det er
overordentlig trt ... Alts: Vilhelm Erobreren, hvis sag fandt sttte hos paven, havde snart vundet
englnderne for sig ... Englnderne, der manglede ledere, og som i den sidste tid havde vret udsat for
adskillige overgreb og erobringsforsg. Edvin og Morcar, jarlerne af Mercia og Northumberland -"
"Uf!" sagde papegjen og gyste.
"Undskyld!" sagde musen med rynket pande, men meget hfligt. "Sagde du noget?"
Side 8 af 57

"Nej," svarede papegjen hurtigt.

"N, det forekom mig dog," sagde musen. "Godt, s fortstter jeg. - Edvin og Morcar, jarlerne af Mercia
og Northumberland sluttede sig til ham; ogs Stigand, den fdrelandselskende rkebiskop af
Canterbury, fandt det rdeligst -"
"Fandt hvad!" sagde anden.
"Fandt det, " svarede musen "du ved vel, hvad det er?"
"Jeg ved nok, hvad det er, nr jeg finder noget," sagde anden. "S er det som regel en fr eller en orm.
Sprgsmlet er: hvad var det, rkebiskoppen fandt?"
Musen brd sig ikke om anden, men fortsatte temmelig gnavent skyndsomst: "... fandt det rdeligst at
forene sig med Edgar Atheling og drage Vilhelm i mde for at tilbyde ham kronen. Vilhelm optrdte frst
meget behersket - men normannernes hensynslshed - hvordan har du det nu, min lille ven?" fortsatte
musen henvendt til Alice.
"Jeg er mere vd, end jeg nogen sinde har vret," sagde Alice temmelig nedslet. "Jeg bliver benbart
slet ikke tr af det her."
"I s tilflde proponerer jeg," sagde dronten hjtideligt og rejste sig op, "at mdet ajourneres i den
hensigt at tilvejebringe mere effektive ..."
"Tal dog ordentligt!" sagde rnen. "Jeg forstr ikke halvdelen af de der lange og besynderlige ord - og det
tror jeg for resten heller ikke du gr selv!" Her bjede rnen hovedet, for at man ikke skulle se, at den lo.
Nogle af de andre fugle fnisede hjlydt.
"Det jeg ville sige," sagde dronten i en fornrmet tone - "det var, at den bedste mde, vi kan blive trre
p, er ved at lave et handicap-lb."
"Hvad er et handicap-lb for noget?" spurgte Alice - ikke fordi hun brd sig srlig om at f det at vide,
men dronten tav, som om den ventede, at en eller anden skulle sige noget, og ingen flte benbart trang
til det ...
"Ja," sagde dronten, "den bedste mde at forklare det p er at gre det." (Og da du mske kunne a lyst
til selv at lave sdan et vddelb en kold vinterdag, skal jeg fortlle dig, hvordan dronten ordnede den
sag.) Frst ridsede den en vddelbsbane op, der omtrent var formet som en cirkel. ("Det er for resten
lige meget, hvilken form den har," sagde dronten.) S blev alle de tilstedevrende stillet op langs
vddelbsbanen ... sdan hist og her, som det nu kunne falde sig. Der blev ikke sagt: "En, to, tre - af
sted!"; de begyndte bare at lbe, nr det passede dem, og holdt op, nr de ikke gad mere, s derfor var
det sandelig ikke let at vide, hvornr vddelbet var forbi. Men da de havde lbet en halv times tid eller
deromkring og var blevet helt trre igen, rbte dronten pludselig: "Vddelbet er forbi!" og nu stimlede
de sammen om den og spurgte forpustet: "Hvem har vundet?"
Det sprgsml kunne dronten ikke svare p, sdan uden videre. Den mtte frst tnke sig godt om. Den
sad derfor i lang tid med den ene finger trykket imod panden (sdan som Shakespeare og andre bermte
digtere ofte gr p de billeder, man ser af dem), og imens ventede de andre i tavshed. Til sidst sagde
dronten: "Alle har vundet, og alle skal have prmie."
"Men hvem skal uddele prmierne?" rbte et helt kor af stemmer.
"Hun, naturligvis," sagde dronten og pegede p Alice. Hele skaren samlede sig straks omkring hende, og
alle rbte i munden p hinanden: "Prmier! Prmier!"
Alice vidste slet ikke, hvad hun skulle gre, og i sin fortvivlelse stak hun hnden i lommen og - der fandt
hun en ske konfekt, der heldigvis ikke var blevet delagt af det salte vand. Hun delte nu konfekten ud
som prmier, og det viste sig, at der lige netop var et stykke til hver.
"Men hun m da ogs selv have en prmie," sagde musen.
"Ja, selvflgelig," sagde dronten meget alvorligt. "Har du andre ting i lommen?" fortsatte den og vendte
sig om mod Alice.
"Kun et fingerbl," sagde Alice bedrvet.
"Giv mig det," sagde dronten.
Nu samlede alle dyrene sig igen omkring Alice, mens dronten hjtideligt overrakte hende fingerbllet med
disse ord: "Vi anmoder dig herved om at modtage dette pragtfulde fingerbl." Og da den var frdig med
denne korte tale, rbte de alle sammen hurra.

Side 9 af 57

Alice syntes, at det hele var temmelig komisk, men de s alle s alvorlige ud, at hun ikke turde le. Og da
hun ikke kunne finde p, hvad hun skulle svare, bjede hun blot hovedet og tog imod fingerbllet med en
s hjtidelig mine som muligt.
Nu skulle de spise konfekten, og det gav anledning til en hel del spektakel og forvirring - de store fugle
klagede nemlig over, at de ikke kunne smage noget, og de sm fik deres stykker i den gale hals, s man
mtte dunke dem i ryggen. Men til sidst blev det da overstet, og s satte de sig ned i en rundkreds og
bad musen fortlle noget mere.
"Du lovede at fortlle mig din historie, husker du nok," sagde Alice. "Du skal sige, hvorfor du hader - k.
og h.," tilfjede hun i en hviskende tone - hun var nemlig bange for, at hun skulle sre musen igen.
"Den er lang og bedrvelig," sagde musen og vendte sig med et suk om mod Alice, der sad og kiggede meget forbavset - p dens hale.
"Ja, lang, det er den virkelig," sagde Alice, "men hvorfor kalder du den bedrvelig?" Og hun blev ved at
spekulere over denne hale, mens musen for talte, og til sidst syntes hun, historien s sledes ud:
Bister sa' til en
mus, som den
traf i sit hus:
"Jeg anklager
dig! Kom
med, nu m
retten afgre
trtten!
Ingen udflugter,
nej! Jeg
Side 10 af 57

har ingenting for, s

dagen er vor."
Musen svared
lidt spag:
"Jamen,
bedste
hr. hund mig forekommer
dog denne
sag uden
nvning
og dommer
som tidsspilde kun."
"Stik din
anke i lommen og vr
ufortrden,"
sa' Bister,
"Jeg srger
for dommen
og dmmer dig
herved
til
dden"'
"Du hrer jo ikke efter," sagde musen strengt til Alice. "Hvad sidder du og tnker p?"

"Undskyld ..." sagde Alice meget hfligt. "Men var du ikke kommet til den femte snoning?"
"Nej, jeg var ikke!" sagde musen vredt. "Og nu er det forbi - nu er det ude - med at tale ... "
"Hvad? ... Forbi? ... Har du en knude p din hale?" udbrd Alice og s sig forskrkket omkring. Og da
hun altid gerne ville gre nytte, sagde hun: "Lad mig hjlpe dig med at lse den op!"
"Nej, du skal ikke," sagde musen og begyndte at g sin vej. "Jeg kan ikke holde din dumme snak ud!"
"Jeg mente ikke noget ondt med det!" jamrede Alice. "Men du bliver s let stdt ..."
Musen knurrede bare til svar.
"Ah, kom tilbage og fortl din historie frdig!" rbte Alice efter den. Og alle de andre rbte ogs i
munden p hinanden: "Ja, gr det!" Men musen rystede utlmodigt p hovedet og begyndte at g
hurtigere.
Side 11 af 57

"Hvor var det dog kedeligt, at den ikke ville blive her!" sukkede papegjen, s snart musen var ude af
syne. En gammel krabbe benyttede lejligheden og sagde til sin datter: "Ja, mit barn, tag ved lre af
dette - du skal aldrig lade vreden lbe af med dig!" - "Ti dog stille, mor!" sagde den unge krabbe
nsvist. "Du kan f selv en sters til at tabe tlmodigheden!"
"Jeg ville nske, jeg havde Dina her!" sagde Alice hjt, uden at henvende sig til nogen bestemt. "Den
skulle snart bringe musen tilbage."
"Og hvem er Dina, om man tr sprge?" sagde papegjen.
"Det er vores kat," svarede Alice ivrigt - hun holdt nemlig meget af at snakke om sin kledgge. "Og
den er s dygtig til at fange mus ... kan du tro! Og jeg ville nske, du kunne se den g p jagt efter
fuglene! Ja, den fanger og der en fugl nsten lige s hurtigt, som den fr je p den!"
Da Alice havde sagt dette, blev der stor uro i forsamlingen. Nogle af fuglene skyndte sig straks bort. En
gammel skade svbte sig omhyggeligt ind i sit sjal og sagde: "Jeg m vist se at komme hjem nu. Min
hals kan ikke rigtig tle natteluften!" Og en kanariefugl rbte med skingrende stemme til sine unger:
"Kom nu, kre brn, det er p hje tid, I bliver lagt i seng!" - Efterhnden forsvandt de alle sammen
under et eller andet pskud, og pludselig var Alice helt alene.
"Jeg ville nske, jeg ikke havde nvnt et ord om Dina!" sagde hun til sig selv i en bedrvet tone. "Ingen
bryder sig benbart om den hernede, og jeg er endda overbevist om, at det er den bedste kat i hele
verden! Ah, kre Dina - mon jeg nogen sinde fr dig at se mere?" - Nu begyndte den arme Alice at
grde igen, for hun flte sig s ensom og forladt. Men lidt efter hrte hun atter nogen komme trippende,
et stykke borte; hun s ivrigt op - hun hbede nemlig, musen havde skiftet mening, og at den vendte
tilbage for at fortlle sin historie frdig.

Kapitel 4 - Trylleflasken og et firben

Det var den hvide kanin, der langsomt kom tilbage igen, men den kiggede sig ngsteligt omkring, som
om den havde tabt noget. Alice hrte den mumle: "Hertuginden! Hertuginden! h, jeg arme skrog! h,
jeg stakkels kanin! Hun vil lade mig henrette, lige s sikkert som to og to er fire! Hvor kan jeg dog have
tabt dem - det kunne jeg sandelig godt lide at vide!" Alice forstod straks, at den ledte efter viften og de
hvide handsker, og godmodig som hun var, begyndte hun ogs at sge efter dem. Men de var ikke til at
finde nogetsteds. Alting havde forandret sig, siden dengang hun svmmede i sen, og den store sal med
glasbordet og den lille dr var helt forsvundet.
Kaninen fik hurtigt je p Alice, der gik omkring og ledte, og rbte vredt til hende: "Men - Marianne, hvad
bestiller du her? Lb straks hjem og hent et par handsker og en vifte til mig! Skynd dig!" Og Alice blev s
forskrkket, at hun jeblikkelig lb den vej, kaninen pegede - og hun prvede ikke engang at forklare
den, at det var en fejltagelse ...
"Kaninen troede, jeg var stuepigen," sagde hun til sig selv, mens hun lb af sted. "Hvor vil den blive
forbavset, nr den opdager, hvem jeg er! Men det er nok bedst, jeg henter handskerne og viften - hvis
jeg da kan finde dem!" Netop som hun sagde dette, kom hun til et sdt, lille hus. P dren sad der en
blank messingplade med navnet: "H. Kanin". Hun gik ind i huset uden at banke p og skyndte sig op ad
trapperne - hun var nemlig skrkkelig bange for at mde den rigtige Marianne og blive jaget bort, inden
hun havde fundet viften og handskerne.
"Hvor er det dog mrkeligt," sagde Alice til sig selv, "tnk, at g rinder for en kanin! Nste gang
bliver det vel Dina, som sender mig i byen!" Og s begyndte hun at forestille sig, hvad der ville ske, nr
barnepigen sagde: "Alice! Kom her ... og kld dig p, vi skal ud og spadsere! -Jeg kommer straks! Men
jeg skal lige holde je med det her musehul, indtil Dina kommer tilbage, og passe p, at musen ikke
slipper ud ... Sknt jeg tror nu ikke," fortsatte Alice, "at man ville beholde Dina, hvis den begyndte at
kommandere sledes med folk!"
Nu var hun kommet ind i et nydeligt, lille vrelse, hvor der stod et bord ved vinduet. Og der l - som
hun havde hbet - en vifte og to-tre par sm, hvide handsker. Hun tog viften og et par handsker og
skulle netop til at forlade vrelset, da hun fik je p en lille flaske, der stod lige ved spejlet. Denne gang
var der ikke nogen seddel med pskriften: "DRIK MIG", men hun tog ikke desto mindre proppen af og
satte flasken for munden. "Jeg ved, at der hnder et eller andet mrkvrdigt, s snart jeg spiser eller
drikker noget," sagde hun til sig selv. "Nu skal vi se, hvad denne flaske kan udrette. Jeg hber da, at jeg
vokser igen, for jeg er virkelig trt af at vre s skrkkelig lille."
Jo, hun blev virkelig strre, og det gik meget hurtigere, end hun havde ventet. Inden hun havde drukket
halvdelen af det, der var i flasken, mrkede hun, at hendes hoved stdte imod loftet, og hun mtte
bukke sig for ikke at brkke halsen. Alice skyndte sig at stte flasken vk og sagde til sig selv: "Det er
Side 12 af 57

sandelig tilstrkkeligt. Jeg vil da hbe, at jeg ikke vokser mere! Som det nu er - kan jeg jo ikke komme
ud ad dren! Jeg ville nske, jeg ikke havde drukket slet s meget!"
Men ak! - det var for sent at nske! Hun blev ved med at vokse og vokse, og snart mtte hun knle ned
p gulvet. Men lidt efter var der ikke engang plads til det, og hun prvede nu at lgge sig helt ned, med
den ene albue mod dren og den anden under hovedet. Hun blev imidlertid ved med at vokse, og til sidst
havde hun ingen anden udvej end at stikke den ene arm ud ad vinduet og foden op i skorstenen. S
sagde hun: "Nu kan jeg ikke gre mere, hvad der end sker. Hvad skal der dog blive af mig?"

Til alt held for Alice var den lille trylleflaske nu holdt op med at virke, og derfor voksede hun ikke mere.
Men hun l meget ubekvemt, og da der tilsyneladende ikke var udsigt til, at hun nogen sinde kunne
komme ud af vrelset igen, flte hun sig temmelig ulykkelig til mode, og det var jo ikke s underligt.
"Jeg havde det meget hyggeligere hjemme," tnkte den stakkels Alice. "Der voksede jeg ikke hele tiden
eller skrumpede ind; og der blev jeg ikke sendt bde hid og did af mus og kaniner ... ! Jeg ville nsten
nske, at jeg ikke var hoppet ned i det kaninhul - sknt - det er jo ganske sjovt, det liv, man frer her!
Jeg kunne godt lide at vide, hvad der egentlig er sket med mig! Hver gang jeg har lst et eventyr,
troede jeg altid, at den slags ikke hndte i virkeligheden - og nu er jeg jo midt i et eventyr! Der burde
sandelig skrives en bog om mig! Nr jeg bliver stor, vil jeg selv gre det - men jeg er jo blevet stor nu,"
tilfjede hun meget bedrvet. "Der er i hvert fald ikke plads til at blive strre - her ..."
"Men," tnkte Alice, "bliver jeg da aldrig ldre, end jeg er nu? Det er naturligvis rart - aldrig at blive en
gammel kone - men - s skulle man jo altid lse lektier! Nej, det ville jeg alligevel ikke bryde mig om!"
"Ah, din dumrian," svarede hun sig selv. "Hvordan vil du bre dig ad med at lse lektier her? Der er jo
knap nok plads til dig selv og endnu mindre til dine skolebger!"
Og sledes blev hun ved med at snakke frem og tilbage om tingene og frte en hel samtale med sig selv
- som om hun var to personer. Men efter nogle minutters forlb hrte hun en stemme udenfor. S tav
hun stille og gav sig til at lytte.
"Marianne! Marianne!" rbte stemmen. "Kom straks med mine handsker!" S hrte man nogle sm
fdder trippe op ad trapperne ... Alice vidste, at det var kaninen, der kom for at lede efter hende, og hun
sklvede, s hele huset rystede - hun havde nemlig fuldstndig glemt, at hun nu var tusind gange
strre end kaninen og derfor ikke behvede at vre bange for den.
Nu kom kaninen hen til dren og prvede at bne den. Men da dren gik indad, og Alice pressede sin
albue hrdt imod den, var det ganske umuligt. Alice hrte kaninen mumle for sig selv: "S vil jeg g om
p den anden side af huset og krybe ind gennem vinduet."
"Det bliver der nu ikke noget af!" tnkte Alice. Hun ventede, indtil det forekom hende, hun hre kaninen
lige uden for vinduet - s bnede hun pludselig hnden og greb ud i luften. Hun fik ikke fat i noget, men
Side 13 af 57

hun hrte et sagte skrig og en genstand, der faldt. Da der samtidig ld en klirrende lyd af glas, tnkte
hun, at den mske var vltet om i en mistbnk eller sdan noget ...
Nu hrte hun en stemme - det var kaninens: "Peter! Peter! Hvor er du?" Og dernst en stemme, hun
ikke havde hrt fr: "Jeg er her - nu kommer jeg! Graver efter bler, Deres nde!"
"Graver efter bler - sh?" sagde kaninen vredt.
"Kom herhen! Og hjlp mig op af det her!" (Man
kunne hre p lyden, at endnu mere glas blev
slet i stykker!)
"Sig mig engang, Peter ... hvad er det der i
vinduet?"
"Det er minsandten en arm, Deres nde!"
"En arm - h, dit fjols! Har man nogen sinde set
s stor en arm? Den fylder jo hele vinduet!"
"Ja, det gr den, Deres nde, men det er nu lige
godt en arm!"
"N ja, men den har i hvert fald ikke noget at
gre der! G hen og tag den vk."
Nu var der stille i lang tid. Alice kunne blot hre
nogen hviske en gang imellem ...
"Det har jeg ikke megen lyst til, Deres nde!
Absolut ikke!"
"Gr som jeg siger, din kryster!"
Til sidst strakte Alice hnden ud igen og greb en
gang til i luften.
Nu hrte hun to sm skrig og mere glas, der gik
itu. "Der m sandelig vre mange mistbnke!"
tnkte Alice. "Hvad mon de nu vil gre? Hvis de
kunne hale mig ud ad vinduet, ville jeg ikke have
noget imod det. Jeg har minsandten ikke lyst til
at blive herinde lngere!"
Hun ventede et stykke tid, men der skete
tilsyneladende ikke mere. Omsider hrte hun
dog nogle sm vognhjul komme rumlende - og
lyden af en masse stemmer, der talte i munden p hinanden. "Hvor er den anden stige? -jeg har kun den
ene. - Edvard tog den anden. - Edvard! Kom herhen med den! - Stil den op her i hjrnet! - Nej, bind dem
frst sammen - de nr jo ikke engang halvvejs op! -jo, det gr de rigtignok - vr nu ikke s vanskelig!
Her, Edvard, grib fat i dette reb! - Tror I, taget holder? - Pas p den sten, der er ls! - S nu falder den
ned! - Buk hovedet! (Der ld et vldigt brag.) - Hvem var det, der gjorde det? - Jeg tror nok, det var
Edvard. - Hvem kan krybe ned i skorstenen? - Nej, ikke jeg! Det m du gre! Nej, jeg vil ikke! ... Edvard
m krybe derned! - Kom her, Edvard, du skal krybe ned i skorstenen, det er en ordre!"
"N, s Edvard skal kravle ned i skorstenen!" sagde Alice til sig selv. "Det lader til, at de lsser alting p
Edvard. Jeg ville meget ndigt vre i Edvards sted! Denne kamin er ikke srlig stor, men jeg tror nok,
jeg kan sparke en lille smule!"
Alice trak sin fod s langt ned, som hun kunne, og ventede, til hun hrte et lille dyr skrabe og kradse
inde i skorstenen, lige over hendes fod. Hun kunne ikke regne ud, hvad det var for et dyr, men hun
sagde til sig selv: "Det er Edvard," - og langede et ordentligt spark ud. S ventede hun lidt for at se,
hvad der nu ville ske.
Det frste, hun hrte var et helt kor af stemmer, som rbte: "Der flyver Edvard!" S sagde kaninen:
"Grib ham - du der ved hkken!" - Nu var alt stille et jeblik, men s begyndte en mngde stemmer at
rbe i munden p hinanden: "Hold hans hoved i vejret! - Kom med noget brndevin! - Kvl ham nu
ikke! - Hvordan gik det egentlig til? Hvad var det, der skete? - Fortl os det hele!"
Langt om lnge hrte man en lille svag og pibende stemme. ("Det er Edvard!" tnkte Alice). "Ja, jeg
ved det knap nok selv. - Nej, tak, ikke mere! Jeg har det bedre nu - men jeg er s fortumlet, at jeg ikke
kan fortlle jer det - alt, hvad jeg ved, er, at jeg pludselig flte mig som en trold i en ske - og s rg
jeg til vejrs som en raket!"
"Ja, det gjorde du sandelig!" sagde de andre.
"Vi m brnde huset af!" hrte man kaninen sige. Men nu rbte Alice s hjt, som hun kunne: "Hvis I
gr det, pudser jeg Dina p jer!"

Side 14 af 57

Der blev jeblikkelig ddsstille. "Hvad mon de nu vil foretage sig?" tnkte Alice. "Hvis de har en smule
omlb i hovedet, lfter de taget af." Lidt efter begyndte de at rre p sig igen, og Alice hrte kaninen
sige: "En trillebr fuld er nok - til at begynde med."
"En trillebr - hvad for noget?" tnkte Alice. Men det fik hun hurtigt at vide - for i nste sekund flj en
hel byge af smsten ind gennem vinduet, og nogle af dem ramte hende i ansigtet. "Det m jeg stte en
stopper for," sagde hun til sig selv, og dernst rbte hun hjt: "Jeg vil rde jer til ikke at gre det igen!"
S blev der atter ddsstille.
Alice opdagede til sin forbavselse, at alle smstenene forvandlede sig til kager, da de havde ligget et
stykke tid p gulvet, og nu fik hun en god ide: "Hvis jeg spiser en af de kager," tnkte hun, "sker der
sikkert et eller andet med mig, og da jeg umuligt kan
blive strre, m jeg alts blive mindre!"
Hun spiste derfor en af kagerne og mrkede til sin
store glde, at hun straks begyndte at skrumpe ind.
S snart hun var blevet lille nok til at kunne komme
gennem dren, lb hun ud af huset ... og der fandt
hun en hel masse sm dyr og fugle, som ventede p
hende. Det stakkels lille firben, Edvard, stod i
midten, stttet til to marsvin, der hldte noget i det,
fra en flaske. Da Alice kom ud, styrtede de alle
sammen hen mod hende, men hun lb sin vej s
hurtigt, hun kunne, og lidt efter var hun i sikkerhed i
en tt skov.
"Det frste, jeg m gre," sagde Alice, da hun
vandrede omkring i skoven, "er at vokse, s jeg fr
min sdvanlige strrelse igen. Og dernst m jeg se
at finde den dejlige have. Ja, det bliver nok det
bedste."
Det ld jo meget fornuftigt alt sammen - der var blot
den vanskelighed, at hun ikke havde nogen som
helst anelse om, hvordan hun skulle bre sig ad.
Hun kiggede sig ngsteligt omkring og - pludselig
ld der en kort og arrig bjffen lige over hendes
hoved. Hun s hurtigt op.
En vldig hundehvalp kiggede ned p hende med
store, runde jne. Den rakte forsigtigt sin ene pote
frem og forsgte at rre ved hende. "Stakkels lille
vovse!" sagde Alice venligt og prvede at fljte ad
den. Men hun var samtidig bange for, at den mske
var sulten, og s ville den sikkert de hende, selv
om hun var aldrig s venlig.

Side 15 af 57

Nsten uden at vide, hvad hun gjorde, tog hun en lille pind op fra jorden og holdt den hen foran
hundehvalpen, der straks sprang hjt op i luften, bjffede af glde og styrtede ls p pinden, som om
den ville bide den i stykker. Alice gemte sig hurtigt bag en stor tidsel, for at hun ikke skulle blive vltet
omkuld, men i det jeblik, hun kom frem p den anden side af tidslen, flj hunden ls p pinden igen og
var s ivrig efter at f fat i den, at den slog en vldig kolbtte. Alice syntes, at dette her var omtrent
som at lege med en bryggerhest - hun kunne jo blive trampet ned hvert jeblik, og derfor lb hun atter
om bag ved tidslen. Hundehvalpen begyndte nu at g ls p pinden igen - og hver gang lb den et lille
stykke fremad og et langt stykke baglns. Samtidig bjffede den hst. Til sidst satte den sig stnnende
ned - temmelig langt fra Alice - med tungen ud af halsen og halvlukkede jne.
Her var jo en udmrket lejlighed til at stikke af, tnkte Alice. Hun lb derfor straks af sted og standsede
frst, da hun var helt udmattet og for pustet ... og blot kunne hre hundehvalpen g ganske svagt i det
fjerne.
"Det var nu alligevel en sd, lille vovse!" sagde Alice og lnede sig til en smrblomst for at hvile sig lidt.
"Det kunne have vret morsomt at lre den nogle kunster," fortsatte hun og viftede sig med et af
smrblomstens blade, "hvis - hvis jeg da havde vret stor nok! h ja, det er sandt - jeg havde nsten
glemt, at jeg m se at vokse lidt igen! Men - hvorledes skal det g til? Jeg m vel spise eller drikke et
eller andet, men sprgsmlet er: hvad?"
Ja, det var virkelig det store sprgsml. Hvad? Alice s sig omkring og kiggede p blomsterne og
grsset, men hun fandt ikke noget, hun kunne spise eller drikke - og muligvis blive strre af. Ganske tt
Side 16 af 57

ved hende stod en stor paddehat. Den var en lille smule strre end hun selv. Da hun havde kigget under
den, p begge sider af den og bag ved den, faldt det hende ind, at hun ogs lige s godt kunne se efter,
hvad der var oven p den.
Hun stillede sig p tspidserne og kiggede op over kanten. Og nu opdagede hun en stor, bl klorm, der
sad verst oppe med korslagte arme. Den rg i ro og mag p en lang vandpibe og brd sig ikke det
mindste om hende eller noget som helst andet.

Kapitel 5 - Klormen giver gode rd

Klormen og Alice kiggede p hinanden et stykke tid uden at sige noget. Men til sidst tog Klormen piben
ud af munden og begyndte at tale til hende med en slv og svnig stemme.
"Hvem er du?" spurgte klormen.
Det var jo ikke nogen srlig opmuntrende begyndelse. Alice svarede lidt forskrkket: "Jeg - jeg ved det
knap nok selv lige i jeblikket. Jeg ved, hvem jeg var da jeg stod op i morges, men jeg tror nok, jeg er
blevet forvandlet adskillige gange siden den tid."
"Hvad mener du med det?" strengt. "Forklar dig!"
"Jeg kan desvrre ikke forklare mig," Alice, "jeg er nemlig ikke mig selv, forstr De."
"Nej, jeg forstr ikke noget," sagde klormen.
"Jeg er bange for, at jeg ikke kan forklare det tydeligere," sagde Alice meget hfligt, "jeg forstr det
nemlig ikke selv, men det er jo ogs meget forvirrende at skifte strrelse s mange gange p en og
samme dag."
"Nej, det er ikke," sagde klormen.
"N, det synes De mske ikke endnu sagde Alice. "Men nr De bliver til en puppe - og det sker jo en
sknne dag - og De dernst forvandler Dem til en sommerfugl, tror jeg alligevel, De vil synes, det er lidt
mrkeligt. Mon ikke?"
Side 17 af 57

"Ikke et spor," sagde klormen.

"N ja, De fler det mske anderledes," sagde Alice. "Jeg ved bare, at jeg ville synes, det var
besynderligt."
"Ja, du!" sagde klormen. "Hvem er du?"
Nu var de alts der, hvor de begyndte! Alice flte sig en lille smule irriteret over, at klormen var s kort
for hovedet. Derfor rankede hun sig og sagde meget alvorligt: "De burde frst sige, hvem De er, synes
jeg."
"Hvorfor det?" sagde klormen.
Det var jo ogs et hjst besynderligt sprgsml! Og da Alice ikke havde noget svar p rede hnd, og
klormen benbart var i et meget drligt humr, gik hun sin vej.
"Kom tilbage!" rbte klormen efter hende. "Jeg har noget vigtigt at sige dig!"
Det ld jo lovende. Alice vendte sig derfor om og kom tilbage.
"Behersk dig!" sagde klormen.
"Var det det hele?" sagde Alice og bekmpede sin vrede, s godt hun kunne.
"Nej," sagde klormen.
Alice tnkte, at hun lige s godt kunne vente, eftersom hun ikke havde andet at tage sig til, og det
kunne jo da vre, den havde noget vigtigt at fortlle hende. Et stykke tid pustede den rgen fra sig
uden at sige noget, men til sidst tog den piben ud af munden og sagde: "N, s du tror, du er blevet
forvandlet til en anden?"
"Ja, jeg er bange for det," sagde Alice. "Jeg kan ikke huske de ting, jeg plejer at kunne - og jeg har ikke
samme strrelse i ti minutter ad gangen!"
"Hvad er det, du ikke kan huske?" spurgte klormen.
"h, jeg har prvet p at fremsige forskellige vers, men det var helt tosset alt sammen!" svarede Alice
meget bedrvet.
"Lad mig hre, om du kan sige: "Du er gammel, fa'r William,"" sagde klormen.
Alice foldede sine hnder og begyndte:

"Du er gammel, far William," sa' kngten,

Dit hr er hvidt som den hvideste sne.
Men du str p hovedet trods dine r er det ikke en tosset ide?"
"Som ung," sa' hans far, "var jeg ofte nervs,
for at hjernen rg sig en tur.
Nu siger jeg pyt, om en skrue gr ls nu ved jeg, den ikke dur."

"Du er gammel," sa' kngten "jeg nvnte det fr,

Side 18 af 57

og tyk og uformeligt rund.

Og dog slr du kraftspring ind ad din dr hvori har nu dt sin grund?"
"Som ung," sa' den gamle og nikkede viis,
"fik jeg smag for en medicin,
der holdt mig i form for en skikkelig pris.
Vil du prve? Recepten er din!"

Du er gammel," sa' kngten, " din kbe er svag,

tygger blde ting helst - men en gs
kan du dog guffe i dig fra bryst og til bag.
Hvordan skal nu dette forsts?"
"Som ung," sa' hans far, "har jeg mangen gang haft
en drabelig dyst med din mor.
Det gav mine kber den muskelkraft,
som endnu str i blomstrende flor."

Side 19 af 57

"Du er gammel," vedblev den uvorne kngt,

"s hvordan mon du, uden en glippen
kan holde en l i ligevgt
p spidsen af nsetippen? "
"Tre svar har du fet, men munden gr, "
- sa' faren - "som havde du smurt'en.
Hold nu op med dit vrvl, ellers tror jeg, du fr!
Og s bli'r du sparket p porten!"

"Det var ikke rigtigt," sagde klormen.

Side 20 af 57

"Nej, jeg er bange for, at det ikke var helt rigtigt," svarede Alice forlegent. "Nogle af ordene er
anderledes."
"Det var forkert fra ende til anden," sagde klormen meget bestemt. - Og s blev der tavshed et jeblik.
Klormen var den frste, der begyndte at tale igen.
"Hvor stor vil du vre?" spurgte den.
"Ah, det er ikke s vigtigt med strrelsen," skyndte Alice sig at sige. "Det er blot ikke s rart at skifte s
ofte, kan De nok forst."
"Nej, det forstr jeg ikke," sagde klormen. Alice svarede ikke. Hun var aldrig i sit liv blevet sagt s
meget imod, og hun kunne mrke, at hun var ved at miste tlmodigheden.
"Er du tilfreds med den strrelse, du nu har?" spurgte klormen.
"Nej, jeg vil hellere vre en lille smule strre, hr. klorm, hvis De ikke har noget imod det," sagde Alice.
"Det er s ynkeligt kun at vre syv centimeter hj."
"Det er virkelig en meget passende hjde!" sagde klormen vredt og rejste sig op, mens den talte (den
var njagtig syv centimeter hj).
"Men jeg er ikke vant til at vre s lille," indvendte den stakkels Alice i en meget bedrvet tone. Og hun
tnkte for sig selv: "Bare dog dyrene ikke var s srbare!"
"Du bliver nok vant til det efterhnden," sagde klormen. S stak den piben ind i munden og begyndte at
ryge igen.
Denne gang ventede Alice tlmodigt, indtil det passede klormen at tale. Efter en tids forlb tog den
piben ud af munden, gabede et par gange og rystede sig. S gled den ned fra paddehatten og krb af
sted i grsset, idet den sagde: "Af den ene side bliver du strre, og af den anden bliver du mindre."
"Den ene side af hvad? Den anden side af hvad?" tnkte Alice.
"Af paddehatten," sagde klormen, som om hun havde talt hjt. Og i nste jeblik var den vk. Alice
stod og s tankefuldt p paddehatten et stykke tid. Hun prvede at finde ud af, hvad der var den ene
side, og hvad der var den anden. Og det var sandelig ikke let, eftersom den var helt rund. Til sidst lagde
hun armene omkring paddehatten, s langt hun kunne n, og brkkede en stump af kanten med hver
hnd.
"Og hvilken er nu hvilken?" sagde hun til sig selv og tog en lille bid af det stykke, hun havde i hjre hnd,
for at prve hvordan det virkede. I samme sekund fik hun et voldsomt slag under hagen - den stdte
nemlig mod hendes fod!
Hun blev temmelig forskrkket over den pludselige forandring, men hun flte, at der ikke var nogen tid
at spilde - hun skrumpede nemlig hurtigt ind. Derfor begyndte hun jeblikkelig at spise af det andet
stykke. Hendes hage var presset s hrdt mod foden, at hun knap nok kunne bne munden, men det
lykkedes dog til sidst, og s slugte hun en lille stump af det stykke, hun havde i venstre hnd.
.
"Ah, hvor dejligt - nu fik jeg omsider hovedet fri igen!" sagde Alice henrykt, men s opdagede hun, at
hendes skuldre var sporlst forsvundne, og det gjorde hende naturligvis vldig forskrkket. Det eneste,
hun kunne se, nr hun kiggede ned, var en umdelig lang hals, der lignede en stngel og ragede op over
et hav af grnne blade, som l dybt under hende.
"Hvad mon alt det der grnne stads er for noget?" sagde Alice. "Og hvor er mine skuldre blevet af? Og
mine stakkels hnder - hvordan kan det vre, at jeg ikke kan se jer?" Hun bevgede dem, mens hun
talte - men der skete blot det, at de grnne blade dernede bevgede sig en smule.
Da det benbart var umuligt for hende at f hnderne op til hovedet, forsgte hun at bje hovedet ned
til dem, og hun blev meget glad, da hun opdagede, at hun med lethed kunne bje halsen i alle retninger,
njagtig som en slange. Det var netop lykkedes hende at dreje halsen nedad i en yndefuld bue, og hun
skulle lige til at dykke ned mellem bladene (hun opdagede nu, at det blot var toppen af de trer, hun
vandrede under fr) - da en voldsom susen fik hende til at trkke sig tilbage i en fart. En stor due var
fljet lige ind i hendes ansigt og slog hende hrdt med sine vinger.
"Slange!" skreg duen.
"Jeg er ikke nogen slange," sagde Alice forarget. "Lad mig vre i fred."
"Jo, du er en slange," gentog duen, men i en roligere tone. Og den tilfjede nsten grdende: "Jeg har
prvet alt, men til ingen verdens nytte!"
"Jeg aner ikke, hvad du taler om," sagde Alice.
"Jeg har prvet trrdderne, jeg har prvet stranden, og jeg har prvet hkkene," fortsatte duen uden
at bryde sig om hende. "Men de slanger! Det er umuligt at gre dem tilpas!"
Alice blev mere og mere forvirret, men hun tnkte, at det velsagtens ikke kunne nytte at sige noget, fr
duen var frdig.
"Som om det ikke var besvrligt nok at ruge ggene ud," sagde duen. "Jeg m ogs holde udkig dag og
nat efter de slanger! Jeg har ikke lukket et je de sidste tre uger!"
"Jeg er virkelig ked af, at du blev forskrkket," sagde Alice, der nu begyndte at forst, hvad det var, den
mente.

Side 21 af 57

"Og netop som jeg havde valgt det hjeste tr i skoven!" fortsatte duen og hvede stemmen til et skrig.
"Og netop som jeg troede, at nu ville jeg blive fri for dem - s kommer de dumpende ned fra himlen! Fy din vmmelige slange!"
"Men jeg er ikke nogen slange - at du ved det!" sagde Alice. "Jeg er - jeg er en -."
"N, hvad er du s?" spurgte duen. "Jeg er klar over, at du vil prve p at bilde mig noget ind."
"Jeg er - en lille pige," sagde Alice usikkert - hun tnkte nemlig p alle de mange gange, hun havde
forvandlet sig i dagens lb.
"Ja, det lyder jo meget trovrdigt!" sagde duen med den dybeste foragt. "Jeg har set adskillige sm
piger i min tid, men aldrig en eneste, der havde en sdan hals! Ah nej, du er en slange, og det kan ikke
nytte noget, at du ngter det. S vil du mske ogs fortlle mig, at du aldrig har smagt et g."
"Vist har jeg det," sagde Alice, der var meget sandhedskrlig. "Sm piger spiser jo ogs g ligesom
slangerne!"
"Det tror jeg ikke," sagde duen. "Men hvis de gr det - ja - s er de en slags slanger, s vidt jeg forstr."
Denne tanke var s ny for Alice, at hun blev helt stum et jeblik. Og derfor sagde duen: "Du leder efter
g, det er jeg klar over - og s kan det jo vre mig det samme, om du er en pige eller en slange."
"Men det er ikke mig det samme," sagde Alice hurtigt. "Og jeg leder absolut ikke efter g, og hvis jeg
gjorde det, ville jeg ikke have dine, for jeg kan ikke lide r g."
"N, s g din vej!" sagde duen arrigt og lagde sig p reden igen. Alice dukkede sig ned mellem trerne,
s godt hun kunne, men hendes hals blev hele tiden hngende i grenene, s hun ofte mtte st stille for
at f den ls igen. Lidt efter kom hun imidlertid i tanker om, at hun stadig havde et stykke af
paddehatten i hver hnd, og nu begyndte hun meget forsigtigt at spise - snart af det ene stykke og snart
af det andet - s hun skiftevis blev strre og mindre. P den mde lykkedes det hende omsider at f sin
sdvanlige strrelse.
Det var s lnge siden, hun havde haft sin normale hjde, at det var helt mrkeligt for hende i
begyndelsen. Men hun vnnede sig hurtigt til det og begyndte s at snakke med sig selv, som hun
plejede: "Ja, nu har jeg gjort halvdelen af det, jeg havde sat mig for! Hvor bliver man dog forvirret af alle
disse forandringer! Jeg ved jo aldrig - i det ene jeblik - hvad jeg er i det nste! Men nu har jeg i hvert
fald den strrelse, jeg plejer at have, og s m jeg se at komme ind i den smukke have - men hvordan
skal jeg bre mig ad med det?" Mens hun sledes gik og snakkede med sig selv, kom hun pludselig til en
ben plads, hvor der l et lille hus. Det var omtrent fem og tyve centimeter hjt. "Hvem der end bor i det
hus," tnkte Alice, "s gr det ikke an at komme nrmere med den strrelse, jeg har nu. Jeg vil
skrmme dem fra vid og sans!" Hun gav sig derfor til at gnave p det stykke, hun havde i hjre hnd, og
turde ikke g hen til huset, fr hun var skrumpet s meget sammen, at hun kun var tyve centimeter hj.

Kapitel 6 - Grisen hyler - nsen nyser

Hun stod lidt og kiggede p huset og overvejede, hvad hun nu skulle gre, da en tjener i liberi pludselig
kom lbende ud af skoven - hun antog ham for at vre tjener, fordi han var i liberi ... hvis hun skulle
have dmt ham efter ansigtet alene, ville hun have sagt, det var en fisk! Han bankede hrdt p dren
med knoerne. Den blev bnet af en anden tjener i liberi. Han havde et rundt ansigt og store jne som en fr! Og Alice lagde mrke til, at begge tjenerne havde et meget fint pudret - og krllet - hr. Hun ville
meget gerne vide, hvad det dog skulle betyde alt sammen, og derfor listede hun lidt nrmere for at
lytte.

Side 22 af 57

Fiske-tjeneren tog frst et stort brev frem - Ja, det var nsten lige s stort som han selv. Han havde haft
det under armen, og nu rakte han det til den anden og sagde i en hjtidelig tone: "Til hertuginden! En
indbydelse fra dronningen til at spille kroket!" Fr-tjeneren gentog, lige s hjtideligt (han byttede bare
lidt om p ordene): "Fra dronningen. En indbydelse til hertuginden ... til at spille kroket!"
S bukkede de begge to s dybt, at deres parykker filtrede sig ind i hinanden.
Alice lo hjerteligt over dette. Hun mtte derfor lbe ind i skoven igen, for at de ikke skulle hre hende.
Da hun lidt efter kiggede frem, var fiske-tjeneren get, og den anden sad p jorden lige ved siden af
dren og stirrede slvt op i luften.
Alice gik hen til dren og bankede p. Hun var lidt ngstelig ...
"Det kan ikke hjlpe noget at banke," sagde tjeneren. "Af to grunde - for det frste, fordi jeg er p den
samme side af dren som du - og for det andet, s laver de sdan et spektakel derinde, at intet
menneske kan hre dig." Ja, der var virkelig en ganske usdvanlig stj inde i huset - en uafbrudt hylen
og nysen ... nu og da ld der ogs et voldsomt brag, som om man slog et fad eller en gryde i stykker.
"Ja, undskyld," sagde Alice, "men hvordan skal jeg s komme derind?"
"Der ville jo vre nogen mening i dit bankeri," fortsatte tjeneren uden at bryde sig om, hvad Alice sagde,
"hvis vi havde dren imellem os. Hvis du, for eksempel, var indenfor, kunne du jo banke, og s kunne jeg
lukke dig ud." Han sad hele tiden og stirrede op i luften, mens han talte med Alice, og det syntes hun var
yderst uhfligt. "Men han kan mske ikke gre for det," sagde hun til sig selv, "jnene sidder jo nsten
helt oven p hovedet af ham. Men han kunne da i hvert fald svare p mine sprgsml. - Hvordan skal jeg
komme derind?" gentog hun meget hjt.
"Jeg skal sidde her," sagde tjeneren, "til i morgen ..."
I det samme blev dren bnet og en stor tallerken kom flyvende - lige i hovedet p tjeneren. Den
strejfede hans nse, ramte et af de trer, der stod bag ved ham, og gik i stumper og stykker.

Side 23 af 57

"... eller mske til i overmorgen," fortsatte tjeneren i samme uforstyrrede tone - som om der slet ikke
var sket noget.
"Hvordan skal jeg komme derind?" spurgte Alice igen - endnu hjere.
"Skal du i det hele taget derind?" sagde tjeneren. "Det er nu det frste sprgsml."
Ja, det var det uden tvivl! Men Alice kunne ikke rigtig lide, at man talte sdan til hende. "Det er virkelig
skrkkeligt," mumlede hun, "som dyrene vrvler frem og tilbage. Det er til at blive tosset af!"
Tjeneren syntes benbart, at han nu burde benytte lejligheden til at gentage det, han havde sagt - men
med lidt andre ord. "Jeg skal sidde her," sagde han, "en gang imellem - dag ud og dag ind."
"Men hvad skal jeg gre?" spurgte Alice.
"Hvad du vil," sagde tjeneren og begyndte at fljte.
"Ah, det kan ikke nytte noget at tale med ham," sagde Alice fortvivlet. "Han er ikke rigtig i hovedet!" S
bnede hun dren og gik indenfor.
Dren frte lige ind til et stort kkken, der var helt fuldt af rg. Hertuginden sad p en trebenet stol midt
i kkkenet og vissede et lille barn. Kokkepigen stod bjet over ilden og rrte i en stor gryde, der benbart
var fuld af suppe.
"Der er vist for meget peber i den suppe!" sagde Alice for sig selv - s godt hun kunne. Hun ns nemlig
hele tiden ...
Der var bestemt for meget peber i luften! Selv hertuginden ns en gang imellem og ungen ns og hylede
skiftevis - uden et jebliks pause. Der var kun to levende vsener i kkkenet, som ikke ns - det var
kokkepigen og en stor kat, der sad henne ved ildstedet og grinede, s munden gik nsten fra det ene
re til det andet.

"Undskyld, men vil De ikke nok fortlle mig, hvorfor Deres kat griner sdan?" spurgte Alice lidt
ngsteligt - hun var nemlig ikke rigtig sikker p, om det passede sig, at hun var den frste, der sagde
noget ...
"Det er en filurkat," sagde hertuginden. "Det er derfor den griner. Gris!"
Det sidste ord sagde hun s hurtigt og utlmodigt, at det gav et st i Alice, men hun opdagede straks, at
det gjaldt barnet og ikke hende selv. Hun tog derfor mod til sig og fortsatte:
"Jeg vidste ikke, at sdanne filurkatte altid griner. Jeg vidste i det hele taget ikke, at katte kunne grine."
"Det kan alle katte," sagde hertuginden. "Og de fleste af dem gr det ogs ..."
"Jeg kender ikke nogen, der gr det," sagde Alice meget hfligt, hun syntes nemlig, det var hyggeligt at
f en samtale i gang.
"Du kender ikke ret meget," sagde hertuginden. "Det er bde vist og sandt."

Side 24 af 57

Alice kunne ikke rigtig lide tonen i denne bemrkning og tnkte, at det mske var bedst at snakke om
noget andet. Mens hun spekulerede over det, tog kokkepigen suppegryden af ilden og begyndte uden
videre at kaste alt, hvad hun kunne n, i hovedet p hertuginden og barnet. Frst kom ildrageren - og s
fulgte en hel byge af kasseroller, fade og tallerkener. Hertuginden brd sig ikke om det, selv om hun blev
ramt, og ungen hylede s voldsomt i forvejen, at det var ganske umuligt at sige, om de slag, den fik,
gjorde ondt eller ikke ...
"Ah, pas dog p, hvad De gr!" rbte Alice og lb forskrkket frem og tilbage. "S, der ryger bestemt
hans sde, lille nse!" udbrd hun, da en mgtig stor kasserolle flj tt forbi barnets nse og var lige
ved at rive den af.
"Hvis enhver blot passede sit," brummede hertuginden med barsk stemme, "ville verden g ikke s lidt
hurtigere, end den gr."
"Og det ville ikke vre nogen fordel," sagde Alice, der var glad over at f lejlighed til at vise, hvad hun
kunne. "Tnk blot, hvor meget kludder der ville blive med nat og dag! Jorden bruger som bekendt fire og
tyve timer til at dreje rundt om sin akse ..."
"Hvad?" sagde hertuginden - "Sakse? - h, ja, siden vi taler om sakse - tag og klip hovedet af hende!"
Alice kastede et ngsteligt blik p kokkepigen - forstod hun vinket, og havde hun i sinde at gre, hvad
hertuginden sagde? Nej, hun rrte ivrigt rundt i suppen og hrte benbart slet ikke efter. Alice tog derfor
mod til sig og fortsatte: "Fire og tyve timer, tror jeg nok, eller er det tolv? Jeg -"
"Ah, plag mig dog ikke," sagde hertuginden. "Jeg har aldrig kunnet fordrage tal!" Og s begyndte hun at
visse barnet igen, mens hun sang en slags vuggevise for det, og rystede det grundigt ved slutningen af
hver linie:
"Hvis ungen nyser - varm hans kind
og vis dig rigtig streng!
Den plagend, den drillepind,
den grimme nysedreng!"
KOR: (bde kokkepigen og drengen synger med):
Vov! Vov! Vov!
Mens hertuginden sang andet vers af visen, kastede hun flere gange barnet voldsomt op i luften, og det
stakkels lille kr hylede s frygteligt, at Alice knap nok kunne hre ordene:
"Jeg varmer tit min unges kind
og bruger slemme ord
og nsker ham, den nysepind,
der hen, hvor peberet gror!"
KOR:
Vov! Vov! Vov!
"Her - nu kan du visse ham lidt, hvis du har lyst!" sagde hertuginden til Alice og smed ungen hen til
hende. "Jeg m ind og gre mig i stand - jeg skal spille kroket med dronningen!" fortsatte hun og
skyndte sig ud. Kokkepigen kastede en stegepande efter hende, men den ramte ikke.
Alice havde temmelig svrt ved at holde p barnet. Det var meget besynderligt skabt og strittede med
armene og benene i alle retninger - "njagtig som en sstjerne," tnkte Alice. Den stakkels unge
larmede som en dampmaskine, da Alice tog den p skdet, og krummede sig hele tiden og strakte sig ud
igen, s Alice knap nok kunne styre den i begyndelsen.
Lidt efter lidt fandt hun imidlertid ud af, hvordan hun skulle behandle ungen. Hun rullede den sammen til
en lille bylt, greb fat i dens hjre re og venstre fod, s den ikke kunne rette sig ud igen, og dernst bar
hun den ud i fri luft. "Hvis jeg ikke tager barnet med mig," tnkte Alice, "slr man det sikkert ihjel en
sknne dag - ville det ikke vre mord at lade det blive her?" De sidste ord sagde hun hjt, og den lille
stakkel, der nu var holdt op med at nyse, gav et grynt fra sig. "Lad vre med at grynte," sagde Alice,
"det er sandelig ikke pnt at udtrykke sig p den mde!"
Ungen gryntede igen, og Alice kiggede meget ngsteligt p dens ansigt for at se, hvad der dog var i
vejen med den. Der var absolut ingen tvivl om, at den havde en vldig opstoppernse, der mere lignede
en tryne end en rigtig nse. jnene var ganske usdvanlig sm. Alice var i det hele taget ikke tilfreds
med barnets udseende. "Men det hulkede mske blot," tnkte hun og kiggede p dets jne for at se, om
hun kunne opdage nogle trer.

Side 25 af 57

Nej, der var ingen trer. "Ja, det vil jeg bare fortlle dig," sagde Alice alvorligt, "at hvis du er ved at
forvandle dig til en gris, s vil jeg ikke have mere med dig at gre. Glem ikke det!" Det arme kr
hulkede igen (eller gryntede - det var umuligt at afgre), og s gik de videre i tavshed.

Alice var netop begyndt at spekulere p, hvad hun egentlig skulle stille op med den her lille skabning, nr
hun kom hjem - da ungen gryntede en gang til og s hjlydt, at hun stirrede forfrdet p dens ansigt.
Denne gang kunne der ikke vre nogen tvivl - ungen var hverken mere eller mindre end en gris! S det
ville jo vre fuldstndig tbeligt at slbe rundt med den lngere ...
Hun satte derfor det lille dyr ned p jorden og flte sig helt let til mode, da hun s, at det ganske roligt
traskede ind i skoven. "Hvis det var blevet strre," sagde hun til sig selv, "ville det vre blevet et
forfrdelig grimt barn, men det vil jo sikkert blive en ganske kn gris ..." Og s begyndte hun at tnke
p andre brn, hun kendte - mange af dem ville egne sig udmrket til at vre grise, og hun gik netop
og sagde til sig selv: "Hvis man blot vidste, hvordan man skulle forvandle dem ..." da hun til sin
forbavselse fik je p filurkatten, der sad oppe i et tr, ikke ret langt borte.
Katten grinede bare, da den opdagede Alice. Den s egentlig rar ud, tnkte hun, men den havde meget
lange kler og en mngde tnder, s hun var klar over, at den mtte behandles med en vis
rbdighed.
"Sde, lille filurkat," begyndte hun, meget forsigtigt - hun vidste jo nemlig slet ikke, om den kunne lide at
blive tiltalt p den mde! Men katten grinede bare endnu mere.
"N," tnkte Alice, "forelbig er den alts godt tilfreds." S sagde hun: "Vil du ikke nok fortlle mig,
hvilken vej jeg skal g for at komme herfra ... ?"

Side 26 af 57

"Det afhnger jo en hel del af, hvor du vil hen," sagde katten.
"Det er mig temmelig ligegyldigt ..." sagde Alice.
"S kan det jo ogs vre det samme, hvilken vej du gr," sagde katten.
"- bare jeg kommer et eller andet sted hen," fjede hun til som en slags forklaring.
"h, det gr du sikkert," sagde katten, "nr bare du gr tilstrkkelig langt."
Det havde den jo ret i, tnkte Alice. Hun forsgte derfor med et andet sprgsml: "Hvad er det for en
slags mennesker, der bor her p egnen?"
"I den retning," sagde katten og pegede med hjre pote, "bor en hattemager, og i den retning" - her
pegede den med venstre pote - "bor en ung hare. Du kan besge, hvem du vil - de er bindegale begge
to."
Side 27 af 57

"Men jeg bryder mig ikke om at vre sammen med gale mennesker," sagde Alice.
"Ah, det kan du ikke undg," sagde katten. "Her er vi tossede alle sammen. Jeg er tosset. Du er tosset."
"Hvordan ved du, at jeg er tosset?"
"Det m du vre," sagde katten, "ellers var du ikke kommet her."
Alice syntes ikke, at det var noget bevis. Men hun fortsatte alligevel: "N - og hvordan ved du, at du selv
er gal?"
"For at begynde et sted," sagde katten, "s er en hund ikke gal. Det indrmmer du vel?"
"Ja, det gr jeg ud fra - hvis den ikke har mistet forstanden."
"N," fortsatte katten, "en hund knurrer, nr den er vred og logrer med halen, nr den er glad. Men jeg
knurrer, nr jeg er glad og vifter med halen, nr jeg er vred. Alts er jeg tosset."
"Jeg kalder det at spinde, ikke at knurre," sagde Alice.
"Kald det, hvad du vil," sagde katten. "Skal du spille kroket med dronningen i dag?"
"Det ville jeg meget gerne," sagde Alice, "men jeg har endnu ikke fet nogen indbydelse."
"Du vil mde mig der," sagde katten og forsvandt.
Alice blev ikke srlig forbavset. Hun var jo efterhnden blevet vant til, at der hndte de mrkeligste
ting! Mens hun stod og s p det sted, hvor katten havde siddet, var den der pludselig igen.
"For resten ... hvad blev der egentlig af barnet?" spurgte katten. "Jeg havde nr glemt at sprge dig om
det."
"Det blev til en gris," svarede Alice roligt - som om katten var kommet tilbage p en naturlig mde.
"Det tnkte jeg nok," sagde katten og blev usynlig igen.
Alice blev stende et stykke tid - hun troede nemlig, hun ville f den at se igen, men den viste sig ikke,
og efter et par minutters forlb begyndte hun at g i den retning, hvor den unge hare skulle bo. "Jeg har
fr truffet hattemagere," sagde hun til sig selv, "og de er ikke morsomme. Haren er sikkert meget mere
spndende ... og det kan jo vre, at den ikke er helt s forrykt, som den har vret." Da hun sagde
dette, kiggede hun op - og nu sad katten igen oppe i tret.
"Sagde du gris eller ris?" spurgte katten.
"Jeg sagde gris," svarede Alice, "og det ville vre dejligt, om du kunne lade vre med at komme og
forsvinde s pludseligt - Jeg bliver helt rundtosset af det."
"Som du vil!" svarede katten, og nu forsvandt den ganske langsomt - det frste, der blev borte, var
halen, og det sidste var grinet; det blev hngende i luften et stykke tid, efter at selve katten var vk ...

"Jeg har ganske vist ofte set en kat uden grin," tnkte Alice. "Men et grin uden kat! ... noget s
besynderligt har jeg da aldrig set i hele mit liv!"
Hun havde ikke get ret lnge, fr hun fik je p harens hus. Hun var klar over, at det mtte vre det
rigtige hus, for skorstenene lignede rer, og taget var dkket med pelsvrk. Huset var s stort, at hun
ikke ville g nrmere, fr hun havde spist lidt mere af det stykke paddehat, hun holdt i venstre hnd. Nu
voksede hun og blev henved en halv meter hj. Men hun var alligevel en lille smule ngstelig, da hun gik
op mod huset, og sagde til sig selv: "Tnk, om den nu virkelig er helt tosset! Jeg ville nsten nske, jeg
var get hen til hattemageren i stedet for! "

Side 28 af 57

Kapitel 7 - Et tosset teselskab

Der var stillet et bord ud under et tr foran huset, og her var haren og hattemageren i frd med at
drikke te. Midt imellem dem sad en syvsover-mus; den sov trygt, og de to andre stttede deres albuer til
den og snakkede sammen hen over dens hoved. "Meget ubehageligt for syvsoveren," tnkte Alice, "men
eftersom den sover, gr det vel ikke noget."
Bordet var meget stort, men de sad alle tre tt sammen ved den ene ende. "Her er ikke plads! Her er
ikke plads!" rbte de, da de s Alice nrme sig. "Der er masser af plads," sagde hun forarget og satte sig
i en stor lnestol ved den anden ende af bordet.
"Vil du have lidt vin?" spurgte haren meget hfligt. Alice kastede et blik hen over bordet, men der var
ikke andet end te ... "Jeg kan ikke se nogen vin!" sagde hun.
"Der er heller ikke nogen," svarede haren.

"S var det ikke meget hfligt af dig at byde mig p vin," sagde Alice vredt.
"Det var heller ikke meget hfligt af dig at stte dig her, nr du ikke var indbudt," sagde haren.
"Jeg vidste ikke, at det var jeres bord," sagde Alice. "Der er jo dkket til mange flere end tre."
"Dit hr trnger til at klippes," sagde hattemageren. Han havde siddet og kigget meget nysgerrigt p
Alice i lngere tid, og det var det frste, han sagde.
"Du burde ikke komme med den slags personlige bemrkninger ... om andres udseende," sagde Alice
strengt. "Det er meget uopdragent."
Hattemageren sprrede jnene op p vid gab, da han hrte dette, men han sagde blot: "Hvilken lighed
er der mellem en ravn og en skrivepult?"
"N, det var da vldig morsomt!" tnkte Alice. "Det er vel nok spndende, at de er begyndt at gtte
gder! - Jeg tror, jeg ved det," sagde hun hjt.
"Mener du virkelig, at du tror, du kan svare p det?" spurgte haren.
"Ja, det gr jeg rigtignok!" sagde Alice.
"S skulle du tage og sige, hvad du mener," fortsatte haren.
"Det gr jeg jo ogs," svarede Alice hurtigt. "I hvert fald s ... i hvert fald mener jeg, hvad jeg siger - og
det er jo det samme."
"Nej, absolut ikke," sagde hattemageren. "Du kunne lige s godt sige, at "jeg ser, hvad jeg spiser," er
det samme som: "jeg spiser, hvad jeg ser"!"

Side 29 af 57

"Og du kunne lige s godt sige," tilfjede haren, "at "jeg kan lide, det jeg far", er det samme som: "Jeg
fr, hvad jeg kan lide"!"
"Og du kunne lige s godt pst," mumlede syvsoveren, der benbart talte i svne, "at "jeg trkker
vejret, nr jeg sover", er det samme som: "Jeg sover, nr jeg trkker vejret"!"
"For dig kommer det ud p et," sagde hattemageren. Her hrte samtalen op, og selskabet sad tavs et
jeblik. Imens tnkte Alice p alt, hvad hun vidste om ravne og skrivepulte og - det var ikke ret meget.
Hattemageren var den frste, der brd tavsheden. "Hvad dato er det i dag?" sagde han og vendte sig om
mod Alice. Han havde taget sit ur op af lommen og kiggede uroligt p det. Nu og da rystede han det og
holdt det op til ret.
Alice tnkte sig lidt om og sagde s: "Den fjerde."
"Det gr to dage forkert!" sukkede hattemageren. "Jeg sagde jo til dig, at det ikke kunne nytte at komme
smr i vrket!" tilfjede han og s vredt p haren.
"Men det var det allerbedste smr," svarede haren spagfrdigt.
"S m der ogs vre kommet nogle krummer i det," mumlede hattemageren, "du skulle ikke have
smurt det med brdkniven!"
Haren tog uret og kiggede svnigt p det. S dyppede den det i sin tekop og s p det igen, men den
kunne ikke finde p noget bedre at sige end det, den allerede havde sagt: "Det var virkelig det
allerbedste smr."
Alice havde - meget nysgerrigt - kastet et blik over dens skulder. "Sikke et morsomt ur!" sagde hun.
"Men det viser jo datoen og ikke, hvad klokken er!"
"Hvorfor skulle det ogs det?" mumlede haren, "viser dit ur mske, hvilket r det er?"
"Nej, det gr det da rigtig nok ikke!" svarede Alice hurtigt, "men det er, fordi det bliver ved med at vre
det samme r i lang, lang tid."
"Og sdan forholder det sig netop ogs med mit," sagde hattemageren.
Alice var fuldstndig forvirret. Hvad skulle hun dog tro? Der var jo tilsyneladende ikke spor af mening i
det, hattemageren havde sagt, men - p den anden side - der var ikke noget i vejen med de enkelte ord
... det var ikke et fremmed sprog, han talte! "Jeg forstr det ikke rigtigt ..." sagde hun s hfligt, som
hun kunne.
"Nu er syvsoveren faldet i svn igen," sagde hattemageren og hldte lidt varm te p dens nse.
Syvsoveren rystede utlmodigt p hovedet og sagde uden at bne jnene: "Naturligvis! Naturligvis! Det
var netop det, jeg selv ville sige!"
"Har du ikke gttet gden endnu?" sagde hattemageren og vendte sig igen om mod Alice.
"Nej, jeg giver fortabt!" svarede hun, "hvad er s lsningen?"
"Det har jeg ikke den fjerneste ide om," sagde hattemageren.
"Jeg heller ikke," sagde haren.
Alice sukkede trt. "S synes jeg, I kunne bruge tiden til noget bedre," sagde hun, "end at spilde den p
gder, I ikke kan lse."
"Hvis du kendte tiden lige s godt, som jeg," sagde hattemageren, "ville du ikke tale om at spilde den.
Tiden - det er en ham."
Side 30 af 57

"Jeg forstr ikke et ord," sagde Alice.

"Nej, naturligvis ikke!" sagde hattemageren og slog hnligt med nakken. "Og jeg er aldeles sikker p, at
du aldrig nogen sinde har talt med tiden!"
"Nej, mske ikke," svarede Alice forsigtigt. "Men jeg ved, at jeg undertiden fordriver tiden med at sl
takt, nr jeg spiller."
"N ja, det forklarer jo sagen!" sagde hattemageren. "Det synes han virkelig ikke om. Er det mske ikke
taktlst sdan at fordrive ham? Men - hvis du blot srger for at st p en god fod med ham, s gr han
nsten alt, hvad du vil med uret. Lad os for eksempel antage, at klokken er otte om morgenen, og du
skal i skole - s behver du kun at give tiden et lille puf, og straks gr viserne rundt i en vldig fart!
Klokken er halv to - vrsgo, og du skal spise til middag!"
("Ja, gid det var s vel," hviskede haren for sig selv.)
"Det ville rigtignok vre dejligt," sagde Alice eftertnksomt, "men s - ville jeg mske slet ikke vre
sulten."
"Nej, mske ikke lige straks," sagde hattemageren, "men du kunne jo lade uret st p halv to lige s
lnge, du ville."
"Brer du dig sdan ad?" spurgte Alice.
Hattemageren rystede srgmodigt p hovedet. "Nej, desvrre - ikke jeg," svarede han. "Vi kom op at
skndes, her i forret - lige fr han der blev tosset (han pegede p haren med sin teske) - det var ved
den store koncert, dronningen gav, og jeg skulle synge:
"Flyv, flyv, flagermus!
Hvor monstro du har dit hus?"
Du kender mske den sang?"
"Ja, jeg har hrt en, der minder om den," svarede Alice.
"S ved du vel ogs," sagde hattemageren, "at den fortstter sledes:
"Oppe over himlens skyer
flagrer du p eventyr.
Flyv, flyv -"
Nu rystede syvsoveren p sig og begyndte at synge i svne:
"Flyv, flyv, flyv, flyv -",
og den blev ved s lnge, at de mtte knibe den for at f den til at holde op igen.
"N, jeg var knap nok blevet frdig med frste vers," sagde hattemageren, "fr dronningen flj op og
brlede: "Han slr tiden ihjel! Han skal af med hovedet!"
"Uf - det var da forfrdeligt!" udbrd Alice.
"Og siden da," fortsatte hattemageren bedrvet, "har han aldrig villet gre, hvad jeg beder ham om. Nu
viser uret altid seks."
Alice fik en lys ide. "Er det derfor, der str s mange tekopper p bordet?" spurgte hun.
"Ja, det er," sagde hattemageren med et suk. "Det er altid tetid, og vi har ikke tid til at vaske op mellem
hver gang."
"Og s bliver I ved med at flytte rundt om bordet?" sagde Alice.
"Ja, netop," svarede hattemageren, "efterhnden som kopperne bliver brugt."
"Men hvad gr I s, nr I kommer til begyndelsen igen?" spurgte Alice.
"Skulle vi ikke tage og snakke om noget andet," afbrd haren dem og gabede. "Jeg er trt af det her.
Jeg foreslr, at den unge dame fortller os en historie."
"Jeg tror desvrre ikke, jeg kan nogen," sagde Alice, der blev helt forskrkket over forslaget.
"S skal syvsoveren gre det!" rbte de begge to. "Vgn op, syvsover!" Og s kneb de den fra begge
sider p en gang.
Syvsoveren bnede langsomt jnene. "Jeg sov ikke," sagde den med en hs og svag stemme, "jeg har
hrt hvert eneste ord, I sagde."
"Fortl os en historie!" sagde haren.
"Ja, gr det!" bad Alice.
"Men lad det g i en fart!" sagde hattemageren, "ellers falder du i svn igen, inden du bliver frdig."
"Der var engang tre sm sstre," begyndte syvsoveren ivrigt. "De hed Karen, Maren og Mette, og de
boede p bunden af en kilde -"
"Hvad levede de af?" spurgte Alice, der altid var meget interesseret i mad og drikke.
"De levede af sirup," sagde syvsoveren, da den havde tnkt sig lidt om.
"Nej - det kan de da umulig have gjort," sagde Alice venligt. "S ville de jo vre blevet syge."
"Det blev de ogs," sagde syvsoveren. "Meget syge. "
Alice prvede at forestille sig, hvordan det ville vre at fre en s besynderlig tilvrelse, men det voldte
hende for stort hovedbrud, og hun fortsatte derfor: "Men hvorfor boede de p bunden af en kilde?"
"Drik lidt mere te," sagde haren meget alvorligt til Alice.
Side 31 af 57

"Jeg har ikke fet noget endnu," svarede Alice i en fornrmet tone, "s jeg kan ikke drikke mere."
"Du mener, at du ikke kan drikke mindre," sagde hattemageren. "Det er meget let at drikke mere end
ingenting."
"Der var ingen, der spurgte dig om din mening," sagde Alice.
"Hvem er det nu, der kommer med personlige bemrkninger?" spurgte hattemageren triumferende.
Alice vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle svare. Hun tog derfor lidt te og et stykke smrrebrd og vendte
sig s om mod syvsoveren og spurgte en gang til: "Hvorfor boede de p bunden af en kilde?"
Syvsoveren brugte igen et par minutter til at tnke over det, s sagde den: "Det var en sirupskilde!"
"Sdan nogle eksisterer ikke!" udbrd Alice vredt, men hattemageren og haren tyssede p hende, og
syvsoveren bemrkede stdt: "Hvis du ikke kan vre hflig, m du hellere selv fortlle historien
frdig."
"Nej, nej, bliv bare ved!" sagde Alice. "Jeg skal ikke afbryde dig mere. Det kan jo vre, at der findes en
sirupskilde."
"Een, " sagde syvsoveren opbragt. "N, det tror du dog!" - Den indvilligede imidlertid i at fortstte ...
"Og disse tre sm sstre - de skulle nu lre at se -"
"Hvad ste de?" spurgte Alice og glemte ganske sit lfte.
"Sirup," svarede syvsoveren - og denne gang betnkte den sig ikke et jeblik.
"Jeg vil have en ren kop," afbrd hattemageren, "lad os alle sammen flytte en plads hjere op."
I det samme flyttede han sig, og syvsoveren fulgte efter. Haren kom til at sidde p syvsoverens plads, og
Alice satte sig lidt modstrbende p den stol, hvor haren havde siddet. Hattemageren var den eneste,
der havde nogen fordel af forandringen - Alice derimod fik det vrre end fr, fordi haren lige havde
vltet fldekanden hen over sin tallerken.
Alice ville ndig fornrme syvsoveren igen - hun begyndte derfor meget forsigtigt: "Men det forstr jeg
ikke - hvor ste de da siruppen?"
"Man kan se vand fra en kilde," sagde hattemageren. "Jeg vil derfor formode, at man kan se sirup ved
en sirupskilde - h, bh!"
"Men de boede jo nede i kilden," sagde Alice til syvsoveren og lod, som om hun ikke havde hrt den
sidste bemrkning.
"Ja, naturligvis," sagde syvsoveren. "Vldig langt nede var de -"
Dette svar gjorde Alice s forvirret, at hun lod syvsoveren fortstte i nogen tid uden at afbryde den.
"De skulle lre at se," fortsatte syvsoveren og gabede og gned sine jne - den blev nemlig mere og
mere svnig. "Og de ste alle mulige ting, der begyndte med h-."
"Hvorfor netop med h?" spurgte Alice.
"Ja, hvorfor ikke?" sagde haren.
Alice tav.
Nu havde syvsoveren lukket jnene og var ved at falde i svn, men da hattemageren kneb den igen,
vgnede den op med et lille skrig, og fortsatte: "- der begynder med h, ssom harehr og harelr og
hareskr ... og hat og hukommelse og hndfuld og hip og hap - du ved, man siger "h, det er hip som
hap" - har du nogen sinde set en spandfuld med en hel hndfuld hip og hap?"
"Nej, ved du nu hvad," sagde Alice meget forvirret. "Jeg tror sandelig ikke -"
"S skulle du hellere holde din mund," sagde hattemageren.
Denne grovhed var mere, end Alice kunne tle. Hun rejste sig meget fornrmet op og gik sin vej.
Syvsoveren faldt jeblikkelig i svn, og ingen af de andre brd sig det mindste om, at Alice gik, sknt
hun s sig tilbage et par gange - hun hbede nemlig s smt, at de ville kalde p hende. Den sidste
gang, hun vendte sig om, var haren og hattemageren i frd med at stoppe syvsoveren ned i tepotten.

Side 32 af 57

"S meget er sikkert og vist," sagde Alice, da hun gik gennem skoven, dr kommer jeg i hvert fald aldrig
mere. Det er det mest tbelige teselskab, jeg nogen sinde har varet med til!"
I det samme lagde hun mrke til, at der var en dr i et af trerne. "Det var da besynderligt!" tnkte
hun. "Men alting er jo s mrkeligt i dag. Jeg tror nsten, jeg gr derind med det samme." - Og det
gjorde hun.
Nu befandt hun sig igen i den store sal, lige i nrheden af det lille glasbord. "Denne gang vil jeg bre
mig klogere ad," sagde hun til sig selv. S tog hun den lille guldngle og bnede dren ud til haven.
Dernst spiste hun noget af paddehatten (hun havde gemt et stykke i sin lomme), indtil hun var omtrent
fem og tyve centimeter hj. S gik hun ned ad den lille gang, og nu - stod hun endelig i den smukke
have, midt mellem de dejlige blomster og de klige springvand.

Kapitel 8 - Dronningen spiller kroket

Der stod et stort rosentr lige ved indgangen til haven. Roserne var hvide, men tre gartnere var ivrigt i
frd med at male dem rde. Alice syntes, at det s mrkeligt ud. Hun gik derfor nrmere for at kigge
p dem. I det jeblik, hun kom hen til dem, hrte hun den ene sige: "Se dig for, femmer! G ikke sdan
og stnk mig til med farve!"

Side 33 af 57

"Jeg kunne ikke gre for det," sagde femmeren i en gnaven tone. "Syveren stdte til min albue."
Nu kiggede syveren op og sagde: "Ja, det er rigtigt, femmer! Man skal altid skyde skylden p andre!"
"Du skulle smnd hellere tage og tie stille!" sagde femmeren. "Det er ikke lngere siden end i gr, jeg
hrte dronningen sige, at du fortjente at f kappet hovedet af!"
"Hvorfor det?" spurgte han, der frst havde sagt noget.
"Det kommer da ikke dig ved, toer!" sagde syveren.
"Jo, det gr det," sagde femmeren. "Og jeg skal fortlle ham hvorfor - det var, fordi han gav kokken
tulipanlg i stedet for rigtige lg."
Syveren smed penslen fra sig og havde lige netop fet sagt: "Ja, af alle de uretfrdigheder -" da han fik
je p Alice, som stod og s p dem. Han tav pludselig - de andre vendte sig ogs om, og s bukkede de
alle tre dybt.
"Vil I ikke nok fortlle mig," sagde Alice lidt ngsteligt, "hvorfor I maler roserne?"
Femmeren og syveren sagde ikke noget, men kiggede blot p toeren, der begyndte forsigtigt og
hviskende: "Jo, ser De, frken, sagen er den - at de her roser skulle egentlig have vret rde, men af en
fejltagelse plantede vi en hvid rose, og hvis dronningen opdager det, mister vi alle tre hovedet. Derfor
gr vi vort bedste - som De ser, frken - inden hun kommer, for -." I dette jeblik rbte femmeren, der
meget ngstelig havde holdt udkig til alle sider: "Dronningen! Dronningen!" De tre gartnere kastede sig
jeblikkelig nsegrus ned p jorden. Nu hrte man en lyd af mange fodtrin, og Alice, der var meget
nysgerrig efter at f dronningen at se, kiggede sig omkring ...
Frst kom der ti soldater, som alle havde en klle i hnden. De s ud njagtig som de tre gartnere -:
Kroppen var aflang og flad, og deres hnder og fdder var anbragt i hjrnerne ... S kom der ti hoffolk,
som var oversede med diamanter. De gik to og to, ligesom soldaterne. Dernst fulgte de kongelige
brn - ti i alt - og de sm, sde vsener kom lbende, glade og fornjede, med hinanden i hnden. Og
de var alle sammen prydede med hjerter. S fulgte gsterne, hvoraf de fleste var konger og dronninger,
og blandt dem genkendte Alice den hvide kanin. Den snakkede meget ivrigt og nervs og lo ad alt, hvad
der blev sagt, og gik forbi uden at lgge mrke til hende. S kom hjerter-kngt, der bar kongens krone
p en purpurrd fljlspude, og allersidst i den fornemme procession gik HJERTER-KONGE og hans dronning,
HJERTER-DAME.

Side 34 af 57

Alice var ikke rigtig klar over, om hun skulle kaste sig ned p jorden ligesom de tre gartnere, men hun
kunne ikke mindes, at hun nogen sinde havde hrt, at det var skik og brug ved den slags processioner.
"Og desuden," tnkte hun, "hvad glde havde man af en procession, hvis alle folk kastede sig nsegrus
om p jorden, s de ikke kunne se noget?" Derfor blev hun stende ganske stille - og ventede.
Da processionen var lige ud for Alice, standsede de alle sammen og s p hende. Og dronningen sagde
strengt: "Hvem er det?" Hun rettede sprgsmlet til hjerter-kngt, men han bukkede blot og smilede i
stedet for at svare.
"Idiot!" skreg dronningen og rystede utlmodigt p hovedet. S vendte hun sig om mod Alice og sagde:
"Hvad hedder du, mit barn?"
"Jeg hedder Alice, Deres Majestt," svarede hun meget hfligt. Men hun tilfjede for sig selv: "Ah, det er
jo bare et spil kort. Jeg behver ikke at vre bange for dem!"
"Og hvem er s det? " sagde dronningen og pegede p de tre gartnere, der l rundt om rosentret. De
havde jo ansigtet ned mod jorden, og mnstret p deres ryg lignede njagtigt de andre personers - s
derfor kunne hun ikke se, om det var gartnere, soldater, hoffolk eller mske tre af hendes egne brn!
"Hvor skulle jeg vide det fra?" svarede Alice - meget forbavset over sin dristighed. "Det kommer ikke mig
ved."
Dronningen blev ildrd i ansigtet af raseri. Hun stirrede et jeblik p Alice - som et vildt dyr - og rbte
s: "Af med hendes hoved! Af -."

", snak!" sagde Alice s hjt og bestemt, at dronningen tav.

Kongen lagde sin hnd p dronningens arm og sagde forsigtigt: "Tnk dog p, kre du, at hun kun er et
barn!"
Side 35 af 57

Dronningen vendte sig vredt fra ham og sagde til hjerterkngt: "Drej dem om!"
Det gjorde kngten omhyggeligt, med den ene fod.
"Rejs jer op!" rbte dronningen med skingrende stemme. De tre gartnere sprang straks op og begyndte
at bukke for kongen og dronningen, for de kongelige brn og alle de andre.
"Hold op med det!" skreg dronningen. "I gr mig helt svimmel." S vendte hun sig om mod rosentret
og sagde: "Hvad har I gjort ved det ... ?"
"Deres Majestt," sagde toeren i en meget ydmyg tone og bjede det ene kn, mens han talte: "Vi har
forsgt, at -."
"h, nu ser jeg det!" sagde dronningen, der havde undersgt roserne imens. "Af med deres hoveder!" Og
s gik processionen videre. Men tre soldater blev dog tilbage for at halshugge de ulykkelige gartnere, der
lb hen til Alice, for at hun skulle beskytte dem.
"I skal ikke halshugges!" sagde Alice og gemte dem i en stor urtepotte, der stod i nrheden. De tre
soldater gik omkring og ledte efter dem et stykke tid, men s marcherede de ganske roligt bag efter de
andre.
"Er hovedet blevet kappet af dem?" spurgte dronningen.
"Deres hoveder er vk, Deres Majestt!" svarede soldaterne.
"N, det er godt!" rbte dronningen. "Kan du spille kroket?"
Soldaterne tav og kiggede p Alice, da sprgsmlet benbart var rettet til hende.
"Ja," rbte Alice.
"Kom med!" rbte dronningen. S sluttede Alice sig til processionen og var meget spndt p, hvad der
nu ville ske.
"Det er - det er et meget smukt vejr i dag!" sagde en ngstelig stemme ved siden af hende. Det var den
hvide kanin, der kiggede forskrkket op p hende.
"Meget smukt!" sagde Alice. "Men hvor er hertuginden?"
"Syys, syys!" hviskede kaninen hurtigt. Den s sig ngsteligt omkring, stillede sig p terne, satte
munden tt hen til hendes re og hviskede: "Hun er dmt til dden!"
"For hvad dog?" spurgte Alice.
"Synes du, det er trist? Var det det, du sagde?" spurgte kaninen.
"Nej, jeg gjorde ikke!" svarede Alice. "Det synes jeg nemlig slet ikke. Jeg sagde bare: Hvorfor dog det?"
"Hun stak dronningen en lussing!" begyndte kaninen. Alice gav sig til at le. "Syys," hviskede kaninen
forskrkket. "Dronningen kunne jo hre dig! Ser du - hun kom for sent og s sagde dronningen -."
"P plads!" rbte dronningen med tordenstemme og nu begyndte folk at lbe i alle retninger, s de var
lige ved at vlte hinanden omkuld. Men lidt efter var alle, hvor de skulle vre, og spillet begyndte. Alice
syntes, at hun aldrig i sit liv havde set en s besynderlig kroketplads. Den bestod udelukkende af
ophjede kanter og dybe furer. Kuglerne var levende pindsvin, og kllerne levende flamingoer. Og
soldaterne mtte bje sig forover og st p hnder og fdder: - det var buerne!
Den strste vanskelighed for Alice - i begyndelsen - var at styre flamingoen. Det gik let nok for hende at
f dens krop klemt ind under sin arm, s benene hang ned, men hver gang hun havde fet den til at
strkke halsen og lige netop ville give pindsvinet et skub med flamingoens hoved, skulle den absolut
bje halsen igen og kigge hende ind i ansigtet med et s forbavset udtryk, at hun ikke kunne lade vre
med at briste i latter. Og nr hun s endelig havde fet dens hoved ned igen og skulle til at begynde,
opdagede hun til sin rgrelse, at pindsvinet havde rullet sig ud og var ved at lbe bort. Desuden var der
nsten altid en kant eller fure i vejen, hvor hun end ville sende pindsvinet hen, og da de foroverbjede
soldater hele tiden rejste sig op og spadserede omkring, blev Alice hurtigt klar over, at det var et meget
vanskeligt spil.

Side 36 af 57

Alle deltagerne spillede p en gang uden at vente, til det var deres tur, og de skndtes hele tiden og
sloges om pindsvinene. Det varede derfor ikke lnge, fr dronningen var s rasende, at hun mindst en
gang i minuttet stampede i jorden og rbte: "Af med hans hoved!" eller: "Af med hendes hoved!"
Alice begyndte at blive lidt urolig. Hun havde ganske vist ikke vret oppe at skndes med dronningen
endnu, men hun vidste, at det kunne ske nr som helst. "Og hvad skal der s blive af mig?" tnkte hun.
"Man elsker benbart at halshugge folk her - det er egentlig mrkeligt, at der endnu er nogen i live ... !"
Hun kiggede sig omkring for at se, hvordan hun bedst kunne slippe bort uden at blive opdaget. I det
samme fik hun je p et mrkeligt syn oppe i luften. Til at begynde med kunne hun ikke begribe, hvad
det var, men da hun havde iagttaget det et stykke tid, fandt hun ud af, at det var et grin, og sagde til sig
selv: "Det er filurkatten - nu har jeg da nogen at snakke med."
"Hvordan har du det?" sagde katten, da der var kommet s meget af munden til syne, at den kunne tale.
Alice ventede, indtil jnene var kommet frem, og s nikkede hun. "Det kan ikke nytte noget at snakke til
den," tnkte hun, "fr rerne viser sig. Eller i hvert fald det ene." Lidt efter var hele hovedet kommet til
syne, og Alice, som var henrykt over at have nogen, der ville hre p hende, satte flamingoen fra sig og
begyndte at fortlle om spillet. - Katten mente benbart, at man kunne se tilstrkkeligt af den nu, for
der kom ikke mere til syne.
"Jeg synes ikke, de spiller ordentligt," begyndte Alice i en meget bekymret tone. "Og de skndes alle
sammen s frygteligt, at man ikke kan hre, hvad man selv siger - og de har benbart slet ingen regler,
eller ogs er der ingen, som retter sig efter dem - og du kan ikke forestille dig, hvor forvirrende det er, at
alting er levende. Ja, se nu der ... den bue, jeg skulle igennem nste gang, gr nu og spadserer i den
anden ende af pladsen - og for lidt siden ville jeg have krokeret dronningens pindsvin, hvis det ikke var
rendt sin vej, da det s mig komme!"
"Kan du lide dronningen?" spurgte katten meget sagte.
"Nej, bestemt ikke!" svarede Alice. "Hun er s skrkkelig -." I det samme opdagede hun, at dronningen
stod lige bag ved hende og lyttede. Derfor skyndte hun sig at sige: "... dygtig - hun vinder sikkert, s det
er nppe ulejligheden vrd at spille mere."
Dronningen smilede og gik videre.
"Hvem taler du med?" spurgte kongen, der kom hen til Alice og kiggede meget forbavset p kattens
hoved.
"Det er en af mine gode venner - en filurkat," sagde Alice. "M jeg ikke have lov til at forestille den ..."
"Jeg synes ikke rigtig om dens udseende," sagde kongen. "Men den m gerne kysse mig p hnden, hvis
den vil."
Side 37 af 57

"Det bryder jeg mig slet ikke om," sagde katten.

"Vr ikke nsvis," sagde kongen, "og kig ikke sdan p mig!" (Han stillede sig bag ved Alice, da han
sagde det).
"En kat m godt se p en konge," sagde Alice. "Jeg har lst det i en eller anden bog, men jeg kan ikke
huske hvor."
"Nej, den m vk," sagde kongen meget bestemt og rbte til dronningen, som netop gik forbi: "Ah, sde
ven - kan du ikke srge for, at den kat bliver fjernet?"
Dronningen havde kun en mde at lse alle vanskeligheder p, hvad enten de var store eller sm: "Af
med dens hoved!" sagde hun blot, uden s meget som at se sig om.
"Jeg vil selv hente skarpretteren," sagde kongen ivrigt og skyndte sig bort.
Alice syntes, at hun lige s godt kunne g tilbage og se, hvordan spillet gik - men s hrte hun
dronningen skrige af raseri et stykke borte. Hun havde allerede dmt tre af spillerne til dden, fordi de
ikke havde passet deres tur. Alice kunne ikke rigtig lide det her ... og der var jo desuden sdan en
forvirring i spillet, at hun aldrig vidste, hvornr det var hendes tur. Hun gav sig derfor til at lede efter sit
pindsvin.
Hendes pindsvin var kommet op at sls med et andet pindsvin, og Alice ville straks benytte lejligheden til
at krokere det ene med det andet. Men nu var hendes flamingo get over i den modsatte side af haven,
hvor den - meget ubehjlpsomt - forsgte at flyve op i et tr.
Da det endelig lykkedes hende at fange flamingoen og bre den tilbage, var pindsvinene holdt op med at
sls og - langt vk! "Men det gr ikke s meget," tnkte Alice, "for alle buerne er forsvundet fra denne
side af kroketpladsen!" Hun stak derfor flamingoen ind under armen, s den ikke kunne lbe sin vej igen,
og gik tilbage for at snakke lidt mere med sin ven.
Da hun kom tilbage til katten, opdagede hun til sin forbavselse, at der nsten var oplb omkring den.
Skarpretteren, kongen og dronningen, der alle talte p en gang, skndtes heftigt med hinanden, mens
de andre stod tavse og s meget urolige ud.

Side 38 af 57

Da Alice nede derhen, bad de hende alle tre om at afgre striden, men eftersom de snakkede i munden
p hinanden, var det ikke let for hende at forst, hvad de egentlig sagde.
Skarpretteren pstod, at man ikke kunne hugge et hoved af, nr det ikke sad fast p en krop. Han havde
aldrig gjort sdan noget fr, sagde han, og han havde heller ikke i sinde at gre det, s lnge han
levede.
Kongen mente, at alle, der havde et hoved, ogs kunne halshugges ... det, skarpretteren stod og sagde,
var noget forfrdeligt sludder!
Dronningen erklrede, at hvis der ikke jeblikkelig blev gjort noget ved sagen, ville hun lade dem
halshugge - alle som en! (Det var p grund af denne bemrkning, alle de omkringstende s s alvorlige
og bekymrede ud!)
Det eneste, Alice kunne finde p at sige lige i jeblikket, var: "Det er hertugindens kat, s det er vel
bedst at sprge hende frst."
"Hun sidder i fngsel," sagde dronningen til skarpretteren. "Hent hende!" - Skarpretteren flj af sted
som en pil.
Kattens hoved begyndte at forsvinde, i det jeblik han gik, og da han kom tilbage med hertuginden, var
det helt forsvundet. Kongen og skarpretteren lb forvirret rundt og ledte efter kattehovedet, mens det
vrige selskab vendte tilbage til kroketspillet.

Kapitel 9 - Den forlorne skildpadde

fortller
"Du kan ikke tnke dig, hvor jeg er glad for at se dig igen, min egen kre pige!" sagde hertuginden. S
tog hun Alice venligt under armen og vandrede af sted med hende.
Det gldede Alice, at hertuginden var i s godt humr, og hun tnkte ved sig selv, at det mske kun var
peberet, der havde gjort hende s rasende, da de mdtes i kkkenet.
"Nr jeg bliver hertuginde!" sagde hun til sig selv (hendes stemme var nu ikke srlig forhbningsfuld!),
"s vil jeg slet ikke have noget peber i mit kkken. Suppe smager lige s godt uden - det er mske altid
peber, der gr folk s hidsige," fortsatte hun og var henrykt over, at hun havde fundet p noget helt nyt.
"Og eddike, der gr dem sure - og kamillete, der gr dem bitre - og - og bolcher og den slags, der gr
brn sde. Jeg ville nske, at de voksne vidste det, s ville de sikkert ikke vre s fedtede med dem ..."
Hun havde helt glemt hertuginden p grund af disse betragtninger, og hun blev derfor en lille smule
forskrkket, da hun hrte hendes stemme ganske tt ved sit re: "Du gr og spekulerer p noget, min
lille ven, s du helt glemmer at snakke. Lige i jeblikket er jeg ikke i stand til at sige, hvad man kan lre
af det, men jeg kommer nok snart i tanker om det."

Side 39 af 57

"Man lrer mske slet ikke noget ..." sagde Alice modigt.
"Syys, barn dog!" sagde hertuginden. "Man lrer noget af alting ... det glder blot om at kunne se det!"
Og nu trykkede hun sig endnu tttere ind til Alice.
Hun brd sig ikke om at have hertuginden s tt ind p livet - for det frste, fordi hun var s forfrdelig
grim, og for det andet, fordi hun lige netop var s hj, at hun kunne lgge hagen p skulderen af Alice og det var en vmmelig spids hage! Men Alice ville ikke vre uhflig, og derfor fandt hun sig i det, s
godt hun kunne. "Spillet gr lidt bedre nu, lader det til," sagde hun.
"Ja, det gr det," sagde hertuginden. "Og deraf kan man lre, at: - Oh, det er krligheden, det er
krligheden, der fr jorden til at dreje rundt!"
"Men der var en, som sagde," hviskede Alice, "at det sker bedst ved, at enhver passer sit!"
"Ja - men det er jo omtrent det samme!" sagde hertuginden og borede sin lille spidse hage ned i
skulderen p Alice. "Og deraf lrer man," tilfjede hun, "at -: Tag vare p dine tanker, s tager ordene
vare p sig selv!"
"Hvor m hun vre glad ved at finde ud af, hvad man kan lre af alting!" tnkte Alice.
"Du er mske forbavset over, at jeg ikke lgger min arm omkring dig," sagde hertuginden lidt efter,
"men jeg stoler ikke rigtig p din flamingo. Skal jeg gre et forsg?"
"Den bider vistnok," svarede Alice forsigtigt - hun var nemlig slet ikke ivrig efter, at hertuginden skulle
gre et forsg.
"Ja, det er rigtigt," sagde hertuginden. "Bde flamingoer og sennep bider. Og deraf kan man lre, at krage sger mage."
"Men - der er jo blot det, at sennep ikke er nogen krage," sagde Alice.
"Du har ret som sdvanlig," sagde hertuginden. "Du udtrykker dig virkelig bde tydeligt og klart!"
"Jeg tror nok, at sennep er en slags sten," sagde Alice.
"Ja, naturligvis," svarede hertuginden, der benbart var villig til at give Alice ret i alt, hvad hun sagde.
"Der er en stor sennepsmine her i nrheden. Og deraf kan man lre, at -: de ting, der er mine, er ikke
dine."
"Ah, nu ved jeg det!" udbrd Alice, der ikke havde lagt mrke til hertugindens sidste bemrkning.
"Sennep hrer til planteriget. Den ser ikke sdan ud, men den gr det alligevel."
"Jeg er fuldstndig enig med dig," sagde hertuginden, "og deraf kan man lre -: vr, hvad du vil synes
at vre! Eller for at udtrykke det mere ligetil -: bild dig aldrig ind at vre anderledes, end hvad andre
synes, at hvad du var eller kunne have vret, ikke var anderledes end hvad du havde vret, ville have
synes dem at vre anderledes."
Side 40 af 57

"Jeg tror, jeg ville forst det bedre," sagde Alice meget hfligt, "hvis jeg fik det skrevet ned. Jeg kunne
vist ikke rigtig flge med, da De sagde det."
"Det er ikke noget imod, hvad jeg kunne sige, hvis jeg ville," svarede hertuginden fornjet.
"Gr Dem endelig ikke ulejlighed med at sige noget, der er lngere og mere indviklet," sagde Alice.
"Ah, tal endelig ikke om ulejlighed!" sagde hertuginden. "Jeg vil forre dig alt det, jeg hidtil har sagt!"
"Den forring kommer hun nemt til!" tnkte Alice. "Jeg er sandelig glad for, at jeg ikke fr den slags
fdselsdagsgaver!" - Men det turde hun ikke sige hjt.
"Tnker du nu igen?" spurgte hertuginden og borede atter sin lille, spidse hage ned i skulderen p Alice.
"Jeg har vel lov til at tnke," sagde Alice vredt, for nu begyndte hun at blive led og ked af hende.
"Ja," sagde hertuginden, "lige s meget som svin har lov til at flyve, og deraf kan man l-"
Til stor forbavselse for Alice dde hertugindens stemme hen midt i hendes yndlingsudtryk, og den arm,
der hvilede i hendes, begyndte at ryste. Alice kiggede op, og - der stod dronningen, lige foran dem, med
korslagte arme og et ansigt, der var truende som en tordensky ...
"Det er smukt vejr i dag, Deres Majestt," begyndte hertuginden meget lavmlt og forsigtigt.
"Det siger jeg dig en gang for alle," skreg dronningen og stampede i jorden, "at - enten m du eller dit
hoved forsvinde - og det hurtigere end straks! Vlg selv!"
Hertuginden valgte - og var vk i lbet af et sekund.
"Lad os nu spille videre," sagde dronningen, og Alice var s forskrkket, at hun ikke turde sige et ord.
Hun fulgte blot langsomt med til kroketpladsen.
De andre gster havde benyttet sig af dronningens fravrelse - de l og hvilede sig i skyggen. Men da
de fik je p hende, skyndte de sig at tage fat p spillet igen, og dronningen bemrkede blot, at det ville
have kostet dem livet, hvis de havde tovet s meget som et sekund ...
Mens de spillede, skndte dronningen hele tiden p de andre og rbte: "Af med hans hoved!" eller: "Af
med hendes hoved!" De stakler, hun dmte til dden, blev taget i forvaring af soldaterne, der alts mtte
holde op med at st som buer. Efter en halv times forlb var der derfor ikke en eneste bue tilbage, og
alle deltagerne - med undtagelse af kongen, dronningen og Alice - sad i fngsel og var dmt til dden ...
S holdt dronningen op - hun var helt forpustet! - og sagde til Alice: "Har du endnu ikke set den forlorne
skildpadde?"
"Nej," sagde Alice, "og jeg ved ikke engang, hvad en forloren skildpadde er for noget."
"Det er den, man laver forloren skildpadde af," sagde dronningen.
"Jeg har hverken set eller hrt tale om nogen forloren skildpadde."
"Kom med," sagde dronningen, "s skal den fortlle dig sin historie."
Da de gik bort sammen, hrte Alice kongen sige, meget sagte, til hele selskabet: "I er bendede
allesammen!" - "N, det var da godt!" sagde hun til sig selv - hun havde nemlig vret meget ulykkelig
over de mange henrettelser, dronningen havde givet ordre til.

Side 41 af 57

Lidt efter traf de en grif, der l og sov i solskinnet. (Hvis du ikke ved, hvad en grif er for noget, s se p
billedet!) "Op med dig, din dovenkrop!" sagde dronningen, "og bring straks den unge dame hen til den
forlorne skildpadde, s hun kan hre dens historie. Jeg m g tilbage og kontrollere nogle henrettelser,
som jeg har givet ordre til." S gik hun og lod Alice vre alene med griffen. Hun var lidt betnkelig ved
dyrets udseende, men hun tnkte, at det velsagtens var lige s sikkert for hende at vre her som at
flge med den vrede dronning, og derfor blev hun.
Griffen satte sig op og gned sine jne. S fulgte den dronningen med blikket, indtil hun var ude af syne,
og nu begyndte den at kluk-le. "Hvor er det komisk," sagde griffen, delvis til sig selv og delvis til Alice.
"Hvad er komisk?" spurgte Alice.
"Hun, naturligvis," sagde griffen. "Det er noget, hun bilder sig ind - der er ingen, som bliver halshugget!
Nej ... Kom med!"
"Her siger alle: kom med!" tnkte Alice, da hun langsomt fulgte efter griffen. "Man har da aldrig
kommanderet sdan rundt med mig i hele mit liv!"
De var ikke get ret langt, fr de fik je p den forlorne skildpadde. Den sad s bedrvet og alene p en
lille klippeafsats, ganske tt ved, og da de kom nrmere, kunne Alice hre, at den sukkede, som om
hjertet skulle briste. Alice syntes, det var synd for den. "Hvad er den s ked af?" spurgte hun griffen, og
griffen svarede med nsten de samme ord som fr: "Det er noget, den bilder sig ind - den har slet ingen
sorger. Nej ... Flg med!"
S gik de hen til den forlorne skildpadde, der kiggede p dem med store jne, som var fulde af trer.
Men den sagde ikke noget.
"Denne her unge dame," sagde griffen, "vil s skrkkelig gerne hre din historie."
"Jeg skal fortlle hende den," sagde den forlorne skildpadde med en dyb gravrst. "Sid ned - begge to og sig ikke et ord, fr jeg er frdig."
De satte sig ned, og ingen sagde noget i lang tid. "Jeg forstr ikke, hvordan den nogen sinde skal blive
frdig, hvis den ikke begynder," tnkte Alice. Men hun ventede tlmodigt.
"Engang," sagde den forlorne skildpadde omsider med et dybt suk, "var jeg en gte skildpadde."
Da den havde sagt disse ord fulgte der en meget lang tavshed, som kun blev afbrudt en gang imellem
ved, at griffen rbte: "Hjckrrh!" ... eller ved at skildpadden sukkede dybt. Alice var lige ved at rejse sig
op og sige: "Mange tak, hr., for Deres interessante historie," men hun kunne ikke lade vre med at
tnke, at der matte da komme mere, og derfor blev hun siddende uden at sige noget.
"Da vi var sm," fortsatte omsider den forlorne skildpadde, der nu var blevet roligere, selv om den
hulkede lidt nu og da, "gik vi i skole i havet! Vores lrer var en gammel skildpadde - vi kaldte ham for
sildesnuden ..."
"Men hvorfor kaldte I ham det, nr han ikke var nogen sild?" spurgte Alice.
"Vi kaldte ham sildesnuden, fordi vi fik p snuden, nr vi kom for silde," sagde den forlorne skildpadde
vredt. "Du er virkelig meget dum!"
"Du burde skamme dig over at sprge om noget, der er s indlysende," sagde griffen. S tav de begge to
igen og stirrede p den arme Alice, der var lige ved at synke i jorden af skam. Til sidst sagde griffen til
den forlorne skildpadde: "N, kr nu ls, gamle ven, du kan da ikke vre hele dagen om det ..." S
fortsatte skildpadden:
"Ja, vi gik i skole i havet, sknt du mske ikke vil tro det -"
"Det har jeg aldrig sagt!" afbrd Alice.
"Jo, det gjorde du," sagde den forlorne skildpadde.
"Hold mund!" sagde griffen, inden Alice fik tid til at svare. Den forlorne skildpadde gik videre:
"Vi fik den bedste opdragelse. Ja, vi gik endogs i skole hver dag ..."
"Det gr jeg da ogs," sagde Alice. "Det behver du ikke at vre s vigtig af."
"Fik du ogs ekstra-timer?" spurgte den forlorne skildpadde lidt ngsteligt.
"Ja," sagde Alice. "I fransk og musik."
"Og vask?" spurgte den forlorne skildpadde. "Nej, det lrte vi ikke!" sagde Alice forarget.
"Ah, s var det ikke nogen rigtig god skole, du gik i," sagde den forlorne skildpadde meget lettet. "I vores
skole stod der forneden p skemaet: fransk, musik og vask - men det var ekstratimer."
"Det kunne du da ikke have srlig brug for," sagde Alice, "nr du boede nede p havbunden."
"Jeg havde ikke rd til at lre det," sagde den forlorne skildpadde med et suk. "Jeg fik kun den
almindelige undervisning."
"Og hvad for fag var s det?"
"Frst og fremmest tskning og rivning," svarede den forlorne skildpadde. "Og s de fire forskellige
regnemder - ambition, distraktion, nation og demission."
"Det forstr jeg ikke et ord af" sagde Alice.
Griffen lftede begge forpoterne i vejret af forbavselse. "Hvad for noget? Forstr du det ikke?" rbte den.
"S er du ogs en rigtig dumrian!"
Alice havde ikke mod til at stille flere sprgsml, og derfor vendte hun sig om mod den forlorne
skildpadde og sagde: "N, hvad lrte I s mere?"

Side 42 af 57

"Jo, vi lrte cikorie," svarede den forlorne skildpadde og talte fagene p sine luffer - "bde moderne
cikorie og oldtidscikorie og biografi, og vi havde ogs drejning - lreren i drejning var en gammel havl,
der kom en gang om ugen; han lrte os drejning ... efter bestemte l og bugen af vandlarver ..."
"Hvordan foregik dog det?"
"Jeg kan ikke selv vise det," sagde den forlorne skildpadde. "Jeg er for stiv. Og griffen lrte det aldrig. "
"Jeg havde ikke tid," sagde griffen. "Jeg gik i de sproglige klasser. Det var en gammel_ krabbe, som var
lrer der ..."
"Jeg har aldrig get hos ham," sagde den forlorne skildpadde med et suk. "Han underviste i de stakkels
dde sprog ... ak, ja!"
"Ja, det var s srgeligt, det var det," sagde griffen og sukkede ligeledes. Og s gemte de begge to
ansigtet i poterne.
"Og hvor mange timer havde I om dagen?" sagde Alice, der var ivrig efter at skifte samtaleemne.
"Ti timer den frste dag og ni timer den nste og s fremdeles."
"Det var da en mrkelig skole!" udbrd Alice. "Men s var hver ellevte dag jo en fridag?" sagde hun, da
hun havde tnkt sig lidt om.
"Ja, selvflgelig," svarede den forlorne skildpadde. "Vi tog os den frihed at holde fri, hvis jeg m vre s
fri ..."
"Og hvad bestilte I s den tolvte dag?" spurgte Alice nysgerrigt.
"S bestilte vi godt vejr til den trettende!" svarede den forlorne skildpadde.
"Nu kan det vre nok med lektierne," sagde griffen i en meget bestemt tone. "Fortl hende nu noget om
jeres lege!"

Kapitel 10 - Hummer-kvadrillen
Den forlorne skildpadde sukkede dybt og trrede sine jne med bagsiden af den ene luffe. S kiggede
den p Alice og forsgte at sige noget, men grden kvalte dens stemme i lang tid ... "Det er njagtigt,
som om den havde fet et ben i halsen," sagde griffen og begyndte at ryste skildpadden og dunke den i
ryggen. Til sidst fik den forlorne skildpadde dog stemmen igen, og nu fortsatte den, mens trerne lb ned
over dens kinder:
"Du har sikkert ikke boet meget p bunden af vandet -" ("nej, det har jeg ikke," sagde Alice), "og du er
mske heller aldrig nogen sinde blevet prsenteret for en hummer ..." (Alice var begyndt at sige: "Jeg
har engang smagt -", men hun greb sig hurtigt i det og sagde: "Nej, aldrig" ... "s du har alts ingen
anelse om, hvor vidunderligt det er at danse hummer-kvadrille?"
"Nej, det har jeg ikke," sagde Alice. "Hvad er det for en slags dans?"
"Jo," sagde griffen, "nu skal jeg forklare det. Frst stiller man sig op i en lang rkke p strandbredden
..."
"I to rkker," rbte den forlorne skildpadde. "Slhunde, skildpadder og s videre. Nr man s har ryddet
alle vandmndene bort -"
"Det tager som regel nogen tid," afbrd griffen.
"... s gr man to skridt frem ..."
"Med en hummer som partner!" rbte griffen.
"Ja, selvflgelig," sagde den forlorne skildpadde. "Gr to skridt fremad og figurerer for partnerne ..."
"... skifter hummer og vender tilbage i samme orden," fortsatte griffen.
"Og s," vedblev skildpadden, "kaster man ..."
"Hummerne!" rbte griffen og hoppede hjt op i luften.
"... s langt ud i vandet, som man kan ..."
"Og svmmer efter dem!" rbte griffen.
"Og slr en kolbtte i vandet!" skreg den forlorne skildpadde og dansede vildt omkring.
"Skifter hummer igen!" hylede griffen.
"Og s ind til bredden igen og - dermed er den frste tur forbi," sagde skildpadden og snkede pludselig
stemmen. Og de to dyr, der havde danset rundt som forrykte, satte sig ned igen, meget bedrvede og
tavse, og kiggede p Alice.
"Det m da vre en morsom dans!" sagde Alice forsigtigt.
"Ville du bryde dig om at se lidt af den?" spurgte den forlorne skildpadde.
"Ja, meget gerne," svarede Alice.
"Lad os s prve den frste tur!" sagde den forlorne skildpadde til griffen. "Vi kan nok danse uden
hummere. Hvem af os skal synge?"
"Det kan du gre," sagde griffen. "Jeg har glemt ordene.
S begyndte de hjtideligt at danse rundt om Alice. Nr de kom for tt hen til hende, trdte de hende en
gang imellem over terne. De viftede begge to med forpoterne for at markere takten, og den forlorne
skildpadde sang, meget langsomt og srgmodigt, denne vise:

Side 43 af 57

"Du m skynde dig lidt mere, " sa' en hvidling til en snegl.
" Vi har hvalen lige bag os, den gr frem for fulde sejl.
Bde skildpadder og hummere kam alle ind med glans,
og nu venter de p bredden for at byde os til dans.
Vil du, vil du ikke, eller vil du danse med?
Vil du, vil du ikke, eller vil du danse med?"
"Du kan ikke rigtig tnke dig det sde gys, det gi'r,
nr de kaster os i havet - du kan tro, det er en svir!"
"Det er alt for langt, " sa' sneglen, "jeg er ingen helt til vands!"
Og den takked hfligt hvidlingen, men nsked ingen dans.
"Vil ej, kan ej, vil ej, kan ej, vil ej danse med!
Vil ej, kan ej, vil ej, kan ej, vil ej danse med!"
"Hvad betyder dog den lange vej, " bedyrede hans ven,
"for der findes jo en anden kyst, hvor sagtens man nr hen.
Er du alt for langt fra vores, gi'r den nste dig en tjans alts ikke blive bleg, min ven, men kom og f en dans!
Vil du, vil du ikke, eller vil du danse med?
Vil du, vil du ikke, eller vil du danse med?"

Side 44 af 57

"Tak, skal I have, det var en vldig morsom dans at se p!" sagde Alice, der var glad over, at den
endelig var forbi. "Og jeg kunne ogs godt lide den pudsige sang om hvidlingen."

"Ja, hvad den angr," sagde den forlorne skildpadde, "s - har du vel nok set den slags fisk?"
"Ja, jeg har ofte set dem p vort bord -" Hun tav pludselig.
"Jeg ved ikke, hvad det er for et bor, du taler om," sagde den forlorne skildpadde, "men hvis du har set
dem s ofte, ved du naturligvis, hvordan de er.
"Ja, det tror jeg nok," svarede Alice eftertnksomt. "De bider sig selv i halen - og de er helt oversede
med sm brdkrummer."
"Der tager du fejl," sagde den forlorne skildpadde, "- med hensyn til krummerne. De ville jo straks blive
skyllet bort af vandet. Men de bider virkelig sig selv i halen, og det er, fordi -" Her gabede den forlorne
skildpadde og lukkede jnene. "Fortl hende, hvorfor det er -," sagde den til griffen.
"Jo," sagde griffen, "det er, fordi de absolut ville danse med hummerne, og s blev de smidt ud i vandet,
og s sank de dybt ned, og s bed de sig selv i halen, og s kunne de ikke slippe taget igen ... Ja, mere
er der ikke."
"Tak, skal du have," sagde Alice, "det var forfrdelig morsomt. Jeg har aldrig fr vidst s meget om
hvidlingen."
"Jeg kan fortlle dig endnu mere, hvis du vil," sagde griffen. "Ved du, hvorfor den hedder hvidling?"
"Det har jeg aldrig tnkt over," svarede Alice. "Hvorfor gr den det?"
"Den er s villig til at gre stvler og sko hvide," svarede griffen meget hjtideligt.
Alice var fuldstndig forvirret. "Villig til at gre stvler og sko hvide?" gentog hun i en forbavset tone.
"N, hvad brster du dine sko med?" spurgte griffen. "Jeg mener, hvad er det, der gr dem s blanke?"
Alice kiggede ned p sine sko og tnkte sig om et jeblik, inden hun svarede: "De er brstede med sort
... mrkning, nej, snak! med blanksvrte, tror jeg nok."
"Stvler og sko nede i vandet," sagde griffen med dyb stemme, "brstes med hvidling. Nu ved du det! Og det er jo til bde for os ..."
"Og hvad er skoene lavet af?" spurgte Alice nysgerrigt.

Side 45 af 57

"Naturligvis af lelder og hleflyndere," svarede griffen temmelig utlmodig. "Jeg giver ikke en reje for
det, du ved!"
"Hvis jeg var en hvidling," sagde Alice, der stadig tnkte p sangen, "ville jeg have sagt til hvalen: hold
dig vk, vi vil ikke have dig med!"
"Man var da ndt til at tage den med," sagde den forlorne skildpadde. "Ingen fornuftig fisk begiver sig
nogen steder hen uden at trffe en hval frst."
"Ikke?" sagde Alice forbavset.
"Nej, naturligvis ikke," sagde den forlorne skildpadde. "Hvis en fisk kom til mig og sagde, at den skulle
rejse bort, s ville jeg sige: ja, s m du jo trffe din hval ..."
"Du mener vel: dit val'?" sagde Alice.
"Jeg mener, hvad jeg siger," sagde den forlorne skildpadde fornrmet. Og griffen tilfjede: "Nu synes
jeg, vi skulle hre lidt om dine oplevelser."
"Jeg kan kun fortlle jer, hvad jeg har oplevet - siden i morges," sagde Alice en lille smule ngsteligt,
"for det kan ikke nytte noget at g helt tilbage til i gr - den gang var jeg nemlig en ganske anden."
"Det m du forklare ordentligt," sagde den forlorne skildpadde.
"Nej, nej! Lad os f oplevelserne frst," sagde griffen utlmodigt. "Forklaringer tager altid sdan en
skrkkelig lang tid."
Og nu begyndte Alice at fortlle om alt det, hun havde oplevet, lige fra det jeblik, da hun traf den hvide
kanin frste gang. Hun var en lille smule nervs til at begynde med, fordi de to dyr rykkede s tt hen til
hende - en p hver side - og fordi de sprrede bde jnene og munden op p vid gab ... men hun blev
dog modigere, efterhnden som hun fortalte. Hendes tilhrere sad fuldstndig tavse, indtil hun kom til
klormen og det digt, hun havde fremsagt for den om "far William". Da den forlorne skildpadde hrte, at
ordene var blevet helt anderledes, sukkede den dybt og sagde: "Det var da hjst besynderligt!"
"Alting er s mrkeligt, som det kan vre," sagde griffen.
"Og ordene blev helt anderledes?" gentog den forlorne skildpadde eftertnksomt. "Jeg kunne godt lide at
hre hende fremsige et eller andet nu. Sig til hende, at hun skal gre det!" - Skildpadden s p griffen,
som om den troede, at den havde noget at skulle have sagt over for Alice.
"Rejs dig og fremsig: "En dovenkrop beretted -"," sagde griffen.
"Hvor dyrene dog kommanderer med en og forlanger, at man skal lse hjt!" tnkte Alice. "Det er jo
njagtig som at g i skole!" Hun rejste sig imidlertid op og begyndte at fremsige digtet, men hun tnkte
hele tiden p hummeren, s hun vidste knap nok, hvad hun selv sagde. Derfor kom ordene til at lyde s
besynderligt:

Det beretted hr. hummer om sine kr:

"Man har bagt mig for brun, Jeg m sukre mit hr!"
Side 46 af 57

Som en and med sit jenlg lian med sin tud

pudser blter og bnd, drejer terne ud.
Og nr sandet er trt, ta'r han muntert p vej
som en lrke, med hrlig foragt for hr. haj.
Men nr flodblgen kommer, og hajerne med,
trder frygtsomhed i foragtens sted. "
"Det ligner slet ikke det, jeg plejede at fremsige, da jeg var barn," sagde griffen.
"Ja, jeg har aldrig hrt det fr," sagde den forlorne skildpadde. "Men det ld usdvanlig fjollet."
Alice sagde ikke noget. Hun satte sig ned og gemte ansigtet i sine hnder. "Mon noget nogen sinde
bliver naturligt igen?" tnkte hun.
"Jeg ville egentlig gerne have det forklaret," sagde skildpadden.
"Hun kan ikke forklare det," sagde griffen hurtigt. "Lad os f nste vers."
"Men hvad var det med terne?" sagde den forlorne skildpadde stdigt "Hvordan kan man dreje terne
ud med sin tud?"
"Det er den frste position, nr man danser," svarede Alice, men hun var skrkkelig fortumlet i hovedet
og lngtes efter at skifte samtale-emne.
"Fortst nu med nste vers," sagde griffen igen. "Det begynder sledes: jeg gik gennem haven -"
"Jeg gik gennem haven og s' p min vej
hr. ugle, hr. panter, og s en postej.
Bde skorpe og fyld gik i panterens vom,
s da uglen kom til, var tallerkenen tom.
Og da alt var raseret, fik uglen, nej se!
allerndigst som sknk den resterende ske,
mens den rbende panter med gaffel og kniv
gjorde ende p festen og - - -"

"Hvad tjener det egentlig til at fremsige alt det sludder," afbrd den forlorne skildpadde, "hvis du ikke
forklarer os det efterhnden? Det der var noget af det mest forvirrede, jeg i mit liv har hrt!"
"Ja, jeg tror ogs, det er bedst, du holder op," sagde griffen. Og det var Alice sandelig ikke ked af!
"Skal vi prve den nste tur i hummer-kvadrillen?" fortsatte griffen. "Eller vil du hellere have, at
skildpadden synger en sang for dig?"
"Ah ja -" svarede Alice, "det var da morsomt, om den forlorne skildpadde ville vre s elskvrdig at
synge en sang." Hun sagde det s ivrigt, at griffen bemrkede i en temmelig fornrmet tone: "Hm! Ja,
om smag og behag kan man ikke diskutere! Syng "skildpadde-suppen" for hende, gamle ven!"
Den forlorne skildpadde sukkede dybt og begyndte at synge, men dens stemme blev undertiden nsten
kvalt af grd -:
"Yndige suppe, fyldig og fin,
som venter os i en varm terrin!
Sdan en mundfuld kan gre mig glad,
yndige suppe til aftensmad,
yndige suppe til aftensmad.
Y-yndige su-uppe, y-yndige su-uppe,
y-yndige su-uppe til aftensmad,
yndige, yndige suppe!
Yndige suppe, hvem fylder sit fad
med fugl eller fisk eller dyrebrad,
nr du str parat for at gre ham glad,
y-yndige su-uppe til aftensmad,
yndige suppe til aftensmad,
yndige suppe til aftensmad.
Y-yndige su-uppe, y-yndige su-uppe,
yndige, ynDIGE SUPPE!"
"En gang til!" rbte griffen, og den forlorne skildpadde var netop begyndt at synge igen, da man hrte
nogen rbe p afstand: "Retten er sat!"
"Kom!" rbte griffen. S greb den Alice i hnden og styrtede af sted uden at bryde sig om resten af
sangen.
Side 47 af 57

"Hvad er det for en ret?" gispede Alice, mens hun lb. Men griffen svarede bare: kom! og lb endnu
strkere, mens nogle melankolske ord, bret af vinden, nede deres rer med en svagere og svagere
klang -.
Y-yndige su-uppe til aftensmad,
yndige, yndige suppe!"

Kapitel 11 - Hvem stjal kagerne?

Da de kom, sad hjerter konge og hjerter dame p deres trone omgivet af en stor skare, der bestod af de
forskelligste skabninger: - en mngde sm fugle og andre dyr samt alle kortene! Hjerter kngt stod
foran dem i lnker og bevogtet af to soldater. Den hvide kanin stod ved siden af kongen, med en
trompet i den ene hnd og en pergamentsrulle i den anden. Midt i retssalen var der anbragt et bord med et stort fad kager. De s' s lkre ud, at Alice blev helt sulten ved synet af dem. "Bare de dog snart
ville flde dommen," tnkte hun, "s kagerne kunne g rundt!" Men da der benbart ikke var udsigt til
det, begyndte hun at se sig omkring for at f tiden til at g.
Alice havde aldrig fr vret i en retssal, men hun havde lst om den slags ting i bgerne, og hun blev
vldig glad, da hun opdagede, at hun vidste besked med nsten det hele ... "Det der er dommeren,"
sagde hun til sig selv, "for han har en stor paryk p."
Dommeren var ingen andre end - kongen selv. Og da han havde kronen oven p parykken, s han slet
ikke ud til at have det rart, og det var heller ikke srlig kldeligt.

Side 48 af 57

"Og det der er nvningenes plads," tnkte Alice, "og de tolv vsener (hun mtte bruge ordet
"vsener", fordi nogle af dem var firfoddede dyr, og nogle var fugle), m s vre ... nvningene." Det
sidste ord gentog hun flere gange for sig selv - hun var nemlig ikke s lidt stolt over, at hun kendte det
udtryk. "Der er vist ikke ret mange piger i min alder, som ved, hvad det betyder," tnkte hun. Og det
havde hun sikkert ret i!
De tolv nvninge skrev alle sammen meget ivrigt p deres tavler. "Hvad er det egentlig, de laver?"
hviskede Alice til griffen. "Der kan da ikke vre noget at skrive endnu - forhret er jo ikke begyndt!"
"De skriver deres navn," hviskede griffen til svar. "De er bange for at glemme det, inden sagen er forbi."
"Sikke nogle tossehoveder!" sagde Alice forarget og med hj stemme, men hun holdt hurtigt inde, for
den hvide kanin rbte: "Stille i retten!", og kongen tog sine briller p og kiggede sig ivrigt omkring for at
se, hvem det var, der havde talt.
Alice kunne se, at nvningene skrev "sikke nogle tossehoveder" p deres tavler - ja, hun s det s
tydeligt, som om hun stod og kiggede dem over skulderen! Hun opdagede endogs, at en af dem ikke
kunne stave "tossehoved" og derfor mtte sprge sin sidemand til rds. "De tavler m sandelig komme til
at se godt ud, inden det hele er forbi," tnkte Alice.
En af nvningene havde en griffel, der gav en skrigende lyd fra sig. Det kunne Alice naturligvis ikke
holde ud. Hun gik derfor hele salen rundt, indtil hun stod lige bag ved ham, og det lykkedes hende snart
at tage griflen fra ham. Hun gjorde det s hurtigt, at den stakkels lille nvning (det var firbenet Edvard)
slet ikke kunne begribe, hvor den blev af. Og da han havde ledt forgves efter den overalt, mtte han
resten af tiden skrive med den ene finger. Men det havde han ikke megen glde af, eftersom den ikke
satte noget mrke p tavlen.
"Herold, ls anklagen op!" sagde kongen.
S blste den hvide kanin tre gange i sin trompet, bnede pergamentsrullen og lste:

"Hjerter dames dagvrk

af kager og bagvrk
tog hjerter kngt
i sin varetgt!"
"Overvej jeres kendelse!" sagde kongen til nvningene.
"Ikke endnu, ikke endnu!" afbrd kaninen hurtigt. "Der er mange ting at ordne frst ..."

Side 49 af 57

"Kald det frste vidne ind," sagde kongen. S blste kaninen tre gange i sin trompet og rbte: "Frste
vidne!"
Det frste vidne var hattemageren. Han kom ind med en tekop i den ene hnd og et stykke smrrebrd i
den anden. "Deres Majestt m undskylde," begyndte han, "- at jeg tager dette med herind, men jeg var
ikke rigtig frdig med at drikke te, da man sendte bud efter mig."

"Du burde have vret det," sagde kongen. "Hvornr begyndte du?"
Hattemageren s p haren, der var fulgt med ham ind i retssalen, arm i arm med syvsoveren. "Jeg tror
nok, det var den fjortende marts," sagde hattemageren.
"Femtende," sagde haren.
"Sekstende," tilfjede syvsoveren.
"Skriv det ned," sagde kongen til nvningene, og de skrev meget ivrigt alle de tre datoer p deres
tavler, lagde tallene sammen og regnede ud, hvor mange kroner og rer det blev.
"Tag din hat af," sagde kongen til hattemageren.
"Det er ikke min hat," svarede han.
"Stjlet!" udbrd kongen og vendte sig om mod nvningene, der straks skrev det ned.
"Jeg slger hatte," tilfjede hattemageren som en slags forklaring. "Jeg har ikke selv nogen hat. Jeg er
hattemager."
Nu tog dronningen sine briller p og begyndte at stirre stift p hattemageren, der blev bde bleg og
urolig.
"Kom frem med din forklaring," sagde kongen, "og vr ikke nervs, ellers lader jeg dig halshugge - og
det p stedet!"
Dette syntes ikke ligefrem at opmuntre vidnet - han flyttede ustandselig fdderne, kiggede ngsteligt p
dronningen og bed i sin forvirring et stort stykke af tekoppen i stedet for af smrrebrdet.
I det samme blev Alice grebet af en underlig fornemmelse, der i hj grad forvirrede hende, indtil hun
forstod, hvad det var: hun begyndte at vokse igen! Frst ville hun rejse sig op og forlade retssalen, men
s kom hun p andre tanker og besluttede at blive - s lnge der var plads til hende.
"Kunne du ikke lade vre med at klemme mig sdan," sagde syvsoveren, der sad ved siden af hende.
"Jeg kan nsten ikke trkke vejret."
"Jeg kan ikke gre for det," sagde Alice meget spagfrdigt. "Jeg er i frd med at vokse."
"Du har ikke lov til at gro her," sagde syvsoveren.
"Sikke noget vrvl," sagde Alice mere dristigt, "du vokser jo ogs."
"Ja, men jeg vokser med en nogenlunde rimelig fart, og ikke p en s latterlig mde," sagde syvsoveren
gnavent og gik over i den anden side af salen.

Side 50 af 57

I al denne tid havde dronningen stirret uafbrudt p hattemageren, og i det jeblik, syvsoveren gik tvrs
gennem salen, sagde hun til en af retsbetjentene: "Bring mig fortegnelsen over sangerne ved den sidste
koncert!" Og dette fik den stakkels hattemager til at sklve sdan, at skoene rystede af begge hans
fdder.
"Kom s med din forklaring!" gentog kongen vredt. "Ellers lader jeg dig halshugge, hvad enten du er
nervs eller ikke."
"Jeg er en fattig mand, Deres Majestt," begyndte hattemageren med sklvende stemme, "og jeg var
ikke begyndt p min te - ikke for en uge siden eller deromkring - og s var der det med smrrebrdet,
der blev s tyndt - og teen som tindrede -."
"Hvad var det, som tindrede?" spurgte kongen.
"Det begyndte med te," svarede hattemageren.
"Ja, naturligvis, begynder tindre med t," sagde kongen strengt. "Tror du, jeg er idiot? Fortst!"
"Jeg er en fattig mand," fortsatte hattemageren, "og nsten alting tindrede - det var bare haren, som
sagde ..."
"Nej, det gjorde jeg ikke," afbrd haren ivrigt.
"Jo, du gjorde!" sagde hattemageren.
"Jeg bengter det!" sagde haren.
"Haren bengter det," sagde kongen. "Udelad det -."
"Men syvsoveren sagde i hvert fald ..." fortsatte hattemageren og vendte sig ngsteligt om for at se,
hvorvidt den ogs ville bengte det. Men syvsoveren bengtede ikke noget, eftersom den sov trygt.
"Men hvad sagde syvsoveren egentlig?" spurgte en af nvningene.
"Det kan jeg ikke huske," sagde hattemageren.
"Du skal huske det," bemrkede kongen. "Ellers lader jeg dig halshugge."
Den ulykkelige hattemager tabte bde sin kop og smrrebrdet. Dernst faldt han p kn. "Jeg er en
slle, fattig mand, Deres Majestt," begyndte han.
"Du er en meget slle taler, " sagde kongen.
Her rbte et af marsvinene "bravo!", men blev jeblikkelig "undertrykt af retsbetjentene". (Da det her
mske er lidt vanskeligt at forst, skal jeg forklare, hvordan det gik til. De havde en stor lrredspose,
der kunne lukkes med en snor. De puttede marsvinet i posen - med hovedet nedad - og s satte de sig
p det og "undertrykte" det grundigt.)
"Det var morsomt at se, hvordan det egentlig gr til," tnkte Alice. "Jeg har s ofte lst i aviserne, i
slutningen af retsreferaterne: "Tilhrerne gav deres bifald tilkende, og det blev straks undertrykt af
retsbetjentene," men jeg har aldrig forstet, hvad det egentlig betd, fr nu."
"Hvis det er alt, hvad du ved om sagen, kan du g ned ..." fortsatte kongen.
"Jeg kan ikke komme lngere ned," sagde hattemageren. "Jeg str jo p gulvet."
"S kan du stte dig ned," sagde kongen.
Nu rbte det andet marsvin hurra og blev bragt til tavshed p samme mde.
"N, ja, nu slap vi da af med marsvinene!" tnkte Alice. "S vil det sikkert g lettere."
"Jeg ville egentlig gerne drikke min te frdig," sagde hattemageren og kiggede ngsteligt p
dronningen, der var i frd med at lse fortegnelsen over sangerne.
"Du kan g," sagde kongen. Og hattemageren styrtede ud af retssalen og gav sig ikke engang tid til at
tage skoene p.

Side 51 af 57

"- og hug hovedet af ham udenfor," sagde dronningen til en af retsbetjentene. Men hattemageren var
langt borte, inden betjenten nede hen til dren.
"Kald det nste vidne ind!" sagde kongen.
Det nste vidne var hertugindens kokkepige. Hun holdt peberbssen i hnden, og Alice havde allerede
gttet, hvem det var, fr hun kom ind, eftersom alle de tilhrere, der stod nede ved dren, begyndte at
nyse p en gang.
"Kom frem med din forklaring!" sagde kongen.
"Nej, jeg vil ikke," sagde kokkepigen.
Kongen kiggede uroligt p den hvide kanin, der hviskede: "Deres Majestt m krydsforhre dette vidne."
"N ja - m jeg det, s m jeg det!" sagde kongen og s meget ulykkelig ud. Han lagde armene over
kors, rynkede jenbrynene, indtil hans jne var nsten helt borte, og sagde s til kokkepigen, med sin
dybeste stemme: "Hvad laver man kager af?"
"Af peber - hovedsagelig," sagde kokkepigen. "Af sirup," sagde en svnig stemme bag ved hende.
"Kvl den syvsover," rbte dronningen. "Hug hovedet af den syvsover! Jag den syvsover ud af salen!
Undertryk den! Knib den! Af med dens knurhr!"
I flere minutter herskede der vild forvirring i retssalen, indtil man omsider fik jaget syvsoveren ud. Og da
der atter var blevet ro, var kokkepigen forsvundet.
"Det er ligemeget!" sagde kongen lettet. "Kald det nste vidne ind!" - S sagde han med sagte stemme
til dronningen: "Kre du, det her vidne m du virkelig krydsforhre. Jeg har en skrkkelig hovedpine."
Alice s p den hvide kanin, da den undersgte listen, og hun var meget nysgerrig efter at se, hvem det
nste vidne var. "For endnu har de da ikke fet ret meget at vide," sagde hun til sig selv. Tnk dig
derfor hendes forbavselse, da den hvide kanin ... med sin pibende stemme ... rbte navnet: "Alice!"

Kapitel 12 - Alice optrder som vidne

"Her!" rbte Alice, og i jeblikkets forvirring glemte hun fuldstndig, hvor meget hun var vokset i lbet
af de sidste minutter. Hun sprang op i en sdan fart, at hun vltede dommerskranken med kanten af sin
kjole, s alle nvningene faldt ned i hovedet p tilhrerne. Og der l de nu og sprllede! Hun kom
uvilkrligt til at tnke p den skl med guldfisk, hun havde vret s uheldig at vlte for en ugestid
siden.

Side 52 af 57

"Ah, undskyld!" rbte hun meget forskrkket og begyndte at samle dem op igen, s hurtigt hun kunne hun tnkte nemlig hele tiden p sit uheld med guldfiskene og havde ligesom p fornemmelsen, at de
ville d, hvis de ikke straks blev samlet op igen og anbragt p deres pladser.
"Forhret kan ikke genoptages," sagde kongen meget alvorligt, "fr nvningene er p deres rette pladser
- allesammen, " gentog han med strkt eftertryk og s stift p Alice.
Alice kiggede p nvningene og opdagede, at hun i sit hastvrk havde sat firbenet p hovedet, og det
arme, lille kr krummede halen p en hjst ynkelig mde og kunne slet ikke rre sig. Hun greb det
straks og satte det rigtigt. "Det betyder sikkert ikke s meget," sagde hun til sig selv. "Jeg tror nemlig,
det er ligegyldigt, hvad enten det har hovedet eller halen i vejret ..."
S snart nvningene var kommet sig en smule efter forskrkkelsen, og man havde fundet - og afleveret
- deres tavler og grifler, begyndte de meget ivrigt at skrive en redegrelse for den ulyksalige begivenhed.
Den eneste, der ikke foretog sig noget, var firbenet; det var tilsyneladende s udmattet, at det kun
kunne sidde og stirre op i loftet med ben mund.
"Hvad kender du til det?" sagde kongen til Alice.
"Ingenting," svarede hun.
"Absolut ingenting?" vedblev kongen. "Nej, absolut ingenting," sagde Alice.
"Det her er meget vigtigt," sagde kongen og vendte sig om mod nvningene. De skulle netop til at skrive
det p deres tavler, da den hvide kanin udbrd: "Uvigtigt, mener Deres Majestt naturligvis." Den sagde
det i en meget rbdig tone, men rynkede samtidig jenbrynene og skar ansigt ad kongen.
"Uvigtigt, mente jeg naturligvis," sagde kongen hurtigt og fortsatte halvhjt for sig selv: "Vigtigt uvigtigt - vigtigt - uvigtigt -", som om han ville prve, hvilket ord der ld bedst.
Nogle af nvningene skrev "vigtigt" og andre "uvigtigt". Alice kunne se det, for hun stod s tt ved dem,
at hun kunne kigge ned p deres tavler. "Men det gr jo ikke noget," tnkte hun.

Side 53 af 57

Kongen, der i nogen tid havde skrevet flittigt i sin lommebog, rbte nu: "Stille i retten!" og lste op af
bogen: "Regel nummer 42. Enhver person, der er mere end en mil hj, skal forlade retssalen."
Alle kiggede p Alice.
"Jeg er ikke en mil hj," sagde Alice. "Jo, du er," sagde kongen.
"Nsten to mil," tilfjede dronningen.
"N ja, men jeg gr ikke alligevel," sagde Alice. "Det er desuden ikke nogen rigtig regel - Deres Majestt
lavede den jo lige nu!"
"Det er den ldste regel i hele bogen," sagde kongen.
"S burde den vre nummer et," sagde Alice.
Kongen blev bleg og lukkede hurtigt bogen. "Overvej kendelsen," sagde han til nvningene med sagte
og sklvende stemme.
"Der er flere vidneforklaringer endnu, med Deres Majestts tilladelse," sagde den hvide kanin og rejste
sig i en fart. "Vi har lige netop fundet dette papir."
"Hvad str der indeni?" spurgte dronningen.
"Jeg har ikke bnet det endnu," sagde den hvide kanin, "men det lader til at vre et brev, skrevet af
fangen til - til en eller anden."
"Ja, det m det vel vre," sagde kongen, "med mindre det er skrevet til ingen - men det er jo ikke s
almindeligt."
"Hvem er det adresseret til?" spurgte en af nvningene.
Side 54 af 57

"Det er slet ikke adresseret," sagde den hvide kanin. "Der er ikke skrevet noget udenp. " Den foldede
papiret ud, mens den talte, og tilfjede: "Det er i vrigt ikke noget brev - det er vers."
"Er de skrevet med fangens hndskrift?" spurgte en anden af nvningene.
"Nej, det er de ikke," sagde den hvide kanin, "og det er det allermrkeligste." (Alle nvningene s
meget betnkelige ud.)
"Han m have efterlignet en andens hndskrift." sagde kongen. (Alle nvningenes ansigter klarede op
igen.)
"Undskyld, Deres Majestt," sagde hjerter kngt, "jeg har ikke skrevet dem, og ingen kan bevise, at jeg
har gjort det - for der str ikke noget navn under."
"Hvis du ikke har sat dit navn under," sagde kongen, "s gr det kun sagen vrre. Du m have skrevet
dem i en ond hensigt - ellers havde du vel sat dit navn under som en hderlig mand."
Her klappede alle i hnderne; det var ogs de frste fornuftige ord, kongen havde sagt den dag. "Det
beviser, at han er skyldig," sagde dronningen.
"Det beviser ingenting!" sagde Alice. "I ved jo ikke engang, hvad versene handler om!"
"Ls dem," sagde kongen.
Den hvide kanin tog sine briller p. "Hvor nsker Deres Majestt, jeg skal begynde?" spurgte den.
"Begynd ved begyndelsen," sagde kongen alvorligt, "og fortst, indtil du kommer til slutningen. Og hold
s op!"
Nu lste den hvide kanin disse vers:
"De fortalte mig, du var hendes gst,
og til ham har de omtalt mig.
Hendes vidnesbyrd om mig var allerbedst,
men svmme kunne jeg ej.
Han lod dem vide, jeg ikke kom.
(Det ved vi er sandt og vist!)
Men krver hun svar, m jeg sprge om,
hvad der bli'r af dig tilsidst?
Jeg gav hende en, og ham gav de to,
du gav os tre eller fler.
Men frst hos dig faldt de helt til ro,
og mine var de ej mer.
Hvis jeg eller hun tilfldigvis
bli'r fanget i dette net,
s kan bde hun og jeg befries,
hvis ikke du ta'r det for let.
Min tanke var jo, at du, min ven,
(fr hendes sygdom tog ve')
mske havde vret forhindringen
mellem os - mellem ham og det.
Lad ham ikke forst, de stod hende nst,
for dette er - mener nu jeg en hemmelighed, der bevares bedst
mellem os, mellem dig og mig."
"Det er noget af det vigtigste, der endnu er kommet frem i denne sag," sagde kongen og gned sig i
hnderne. "Lad nu derfor nvningene ..."
"Hvis nogen af dem kan forklare det," sagde Alice (hun var vokset s meget i de sidste minutter, at hun
ikke var det mindste bange for at afbryde ham), "s vil jeg give ham en prmie! Jeg tror ikke, der er
gnist af mening i det."
Alle nvningene skrev p deres tavler: "Hun tror ikke, der er gnist af mening i det," men ingen af dem
gjorde noget forsg p at forklare versene.
"Hvis der ikke er nogen mening i dem," sagde kongen, "sparer det os for en masse besvr - s behver
vi jo ikke at lede efter den! Og dog!" fortsatte han, idet han bredte papiret ud p sine kn og kiggede p
det med et je, "synes jeg, jeg kan spore nogen mening i disse vers - men svmme kunne jeg ej - du
kan vel ikke svmme, kan du?" - tilfjede han og vendte sig om mod hjerter kngt.

Side 55 af 57

Hjerter kngt rystede bedrvet p hovedet. "Ser jeg sdan ud?" spurgte han. (Og det gjorde han absolut
ikke, eftersom han var lavet helt og holdent af pap.) "Nej, det indrmmer jeg," sagde kongen og
mumlede nogle andre verslinier for sig selv: "Det ved vi er sandt og vist - det er naturligvis nvningene Jeg gav hende en og ham gav de to - n, det er da klart, at det m vre det, han gjorde med kagerne
..."
"Men s str der jo: Frst hos dig faldt de helt til ro ... " sagde Alice.
"Ja, der er de jo!" sagde kongen triumferende og pegede p de kager, der stod p bordet. "Intet kan
vre tydeligere end det ... Og s kommer: Fr hendes sygdom tog ve' - du har jo aldrig vret syg, vel?"
sagde han til dronningen.
"Aldrig!" svarede dronningen rasende og kastede samtidig et blkhus i hovedet p firbenet. Den
ulykkelige, lille fyr var holdt op med at skrive p tavlen med sin finger, da den opdagede, at det ikke
nyttede noget, men nu skyndte den sig at begynde igen - og brugte, s lnge det varede, det blk, der
drev ned over dens ansigt.
"S er det alts versene, der er noget sygeligt ved," sagde kongen og kiggede sig omkring i salen med et
smil. Men der var ddsstille.
"Det var en morsomhed!" sagde kongen fornrmet, og nu lo de alle sammen.
"Lad nvningene overveje kendelsen," sagde kongen for omtrent tyvende gang i lbet af den dag.
"Nej, nej!" sagde dronningen. "Frst dommen - s nvningenes udtalelse!"
"Sikke noget snak!" sagde Alice hjt. "Hvad vil det sige - dommen frst?"
"Hold mund!" sagde dronningen og blev helt ildrd i ansigtet.
"Nej, jeg vil ikke!" svarede Alice.
"Af med hendes hoved!" skreg dronningen s hjt, hun kunne. Men ingen rrte sig.
"Hvem bryder sig om jer?" sagde Alice (hun havde nu fet sin sdvanlige strrelse). "I er jo bare et spil
kort!"

Nu flj alle kortene hjt op i luften og regnede ned over hende. Hun udstdte et lille skrig - halvt af
forskrkkelse og halvt af vrede. Samtidig for sgte hun at sl dem fra sig og - opdagede, at hun l nede
ved sen med hovedet i sin ssters skd ... og at ssteren forsigtigt fejede nogle visne blade bort, der
var flagret ned i hendes ansigt fra trerne.
"Vgn op, kre Alice!" sagde hendes sster. "Du har sandelig sovet lnge!"
"Jeg har haft sdan en mrkelig drm!" sagde Alice og fortalte sin_ sster - s godt hun kunne huske
det - alle de besynderlige ting, du lige har lst om. Da hun var frdig, kyssede ssteren hende og
sagde: "Ja, det var virkelig en underlig drm, kre Alice - men lb nu ind og drik din te, klokken er
mange." S rejste Alice sig op og lb ind, men hun tnkte hele tiden p den mrkelige drm, hun havde
haft.
Ssteren blev siddende p samme sted, da Alice var lbet ind. Hun holdt hnden under kinden, kiggede
p solnedgangen og tnkte p Alice og alle hendes mrkelige oplevelser, indtil hun ogs begyndte at
drmme p sin mde ...

Side 56 af 57

Frst drmte hun om den lille Alice selv - hun sad atter med de sm hnder foldede i sit skd og s p
hende med sine klare, levende jne ... hun kunne hre tonefaldet i hendes stemme og se, hvordan hun
slog med nakken - p sdan en pudsig mde - for at det ustyrlige hr ikke skulle falde ned i jnene p
hende - hvad det altid gjorde! - og mens hun lyttede eller syntes, hun lyttede, myldrede alle de underlige
skabninger frem, som ssteren havde drmt om ...
Det suste i det hje grs ved hendes fdder, da den hvide kanin ilede forbi - den forskrkkede mus
plaskede gennem det nrmeste vandlb - hun kunne hre tekopperne rasle, da haren og dens venner
indtog deres endelse mltid - og dronningens skingrende stemme, da hun dmte sine ulykkelige gster
til dden. Den lille griseunge p hertugindens skd nyste igen, mens fade og tallerkener flj i stumper og
stykker omkring den ... endnu en gang fyldtes luften af griffens skrig - firbenets griffel hvinede marsvinene jamrede i posen - og man hrte den stakkels forlorne skildpadde hulke i det fjerne ...
Hun sad der med lukkede jne og troede nsten, hun var i eventyrland, selv om hun godt vidste, at hun
kun behvede at bne jnene - s ville alt blive virkeligt igen -. Grsset suste, men det var blot vinden.
Vandet krusede sig, men det var sivene, der svajede. De klirrende tekopper var frenes ringlende
bjlder, og dronningens gennemtrngende stemme var blot hyrdedrengens rb ... Og barnets nysen,
griffens skrig og alle de andre mrkelige lyde var kun larmen fra bondegrden, hvor man arbejdede
flittigt - og det var kernes brlen - langt borte - der ld som den forlorne skildpaddes dybe suk.
Til sidst s hun for sig, hvordan hendes kre, lillesster engang med tiden selv ville blive stor, og
hvorledes hun stadig ville bevare barnets troskyldige og krlige sind. S ville hun samle andre sm brn
omkring sig, og deres jne ville strle af begejstring, nr de hrte alle de vidunderlige historier - mske
netop om eventyrlandet, som hun havde drmt om i lngst forsvundne tider. Og hun ville tage del i alle
deres sm sorger og glder ... leve med dem ... og mindes sin egen barndom og dens lykkelige
sommerdage.

Den danske tekst stammer fra "Alice i Eventyrland" oversat af Kjeld Elfelt, digtene oversat af Mogens
Jermiin Nissen, udgivet p forlaget Spektrum 1964, Gyldendals Bogklub 1977.
Tekstkilde: http://www.ebbemunk.dk/index.html

Alice"s Adventures in Wonderland blev frste gang oversat til dansk i 1875. Da hed Alice Marie og
Wonderland Vidunderland. I 1930 fik hun sit rigtige navn ogs p dansk, og Wonderland blev til
Eventyrland.

Side 57 af 57