Kroniken: Den klassiske musikquiz er en skandale - det er en

hån mod musikken og public service

Musik er blevet ren underholdning. Tant og fjas vægtes højere end at give seere og
lyttere mulighed for at opleve musikken og lære om dens historie og kvaliteter.

FOR ABONNENTER

Den klassiske musikquiz, der har sæsonafslutning i aften, vakte tilsyneladende glæde i en del
danske hjem, seertallene lå stabilt højt i sammenligning med DR K’ øvrige udbud, og programmet
fik da også pæne ord med på vejen blandt andet fra nogle af Politikens skribenter.

Samtidig blev det mødt af indædt kritik. Men de, der blev smådeprimerede eller halvaggressive, når
udsendelsen tonede frem på skærmen, kunne jo blot slukke eller glæde sig over nogle af de fine
tilbud, DR sendte på samme tidspunkt. Så hvorfor den passionerede modstand?

Dét er der i hvert fald to vinkler på: Den ene har at gøre med, hvordan DR forvalter den del af deres
kulturelle forpligtelser, der vedrører den klassiske musik.

Dette så meget desto mere, da DR, som landets absolut største medieplatform, der formidler
klassisk musik, er dagsordensættende langt ud over deres egne programmer, og fordi deres
dispositioner derfor har indirekte indflydelse på hele det klassiske musikliv.

Den anden – mere lavpraktiske – vinkel er, at DR ved at lave et så letbenet og uambitiøst program
forspildte chancen for at lave den gode, sobre klassiske musikquiz.

Lad os begynde med det sidste: Konceptet, der er godt gennemprøvet utallige gange f.eks. i de
gamle Kontrapunktquizzer og i vore dages Kunstquiz, kan ellers næsten ikke gå galt.

Den klingende musik nedprioriteres, og seerne bliver snydt

Jens Rasmussen, Musikunderviser, mag.art. og skribent
Man sammensætter to hold af musikhistorisk kompetente fagpersoner, der er gode til at formulere
deres refleksioner og iagttagelser om musik. Så spiller man uddrag af velvalgte musikeksempler,
der er repræsentative for en bestemt komponist, periode, genre eller lignende.

I den efterfølgende diskussion om, hvorfor musikken i eksemplet er det ene og ikke det andet,
sættes ord på dens karakteristiske egenskaber. Det kan der komme fremragende tv ud af, fordi
seerne 1) hører god musik og kan blive inspireret til at lytte videre på egen hånd, 2) lærer en masse
om klassisk musik (f.eks. om dens historie og udvikling, dens fremtrædende komponister og deres
hovedværker) og 3) bliver godt underholdt. Som sagt: Det kan næsten ikke gå galt.
I ’den klassiske musikquiz’ er der faktisk en ’hvem, hvad, hvornår-runde’, der følger den
velfungerende opskrift, men når det så alligevel gik galt for programmet, er det ikke mindst på
grund af en række umusikalske gimmicks, som på paradoksal, men sigende vis må udspringe af en
forestilling om, at udsendelserne bliver for kedelige, hvis man blot spiller musikeksemplerne på
almindelig vis.

Blandt de virkelig dårlige ideer, der skulle have været stoppet ved den første brainstorm, er f.eks., at
eksemplerne spilles bagfra, hvilket åbenlyst frarøver musikken de musikalske kvaliteter.

Læs også: Tak til DR for modet til at fortælle historien om vidtfavnende og
ærkedemokratiske Nordentoft

I samme mærkværdige skuffe er en tilbagevendende gimmick, hvor deltagerne skal gætte et værk
på dets allerførste toner.

Her og flere andre steder forspilder man ikke kun chancen for at spille et længere uddrag; man gør
det samtidig i unødig grad til et spørgsmål om gætterier og/eller paratviden. »Hvordan kan I høre,
hvad der er?« – »Fordi, det er dét, det er!« lød en ordveksling, og dét kommer der jo ikke meget
formidling ud af.

Den klingende musik nedprioriteres, og seerne bliver snydt for de reflekterende, indsigtsgivende
dialoger. Heldigvis får seerne passagen at høre efter disse gimmicks med ikke-musik, men samlet
set spilder man en masse tid i løbet af programmet, hvor der kunne have været egentlig musik.
Eksemplerne demonstrerer, hvordan den del af konceptets potentialer, der ligger i, at seerne bliver
præsenteret for og får lejlighed til at nyde musik, er meget lavt prioritet.

Det er en besynderlig disposition.

Lige så besynderligt er det, at man har valgt, at der i et program med titlen ’Den klassiske
musikquiz’ skal være spørgsmål med moderne popmusik. Mener tilrettelæggerne virkelig, at
klassisk musik er for kedeligt til at fylde en hel klassisk musikquiz, og at den derfor må friskes op af
lidt lettilgængelig pop?

Helt uforståelig er også ideen med ’luftdirigenten’, hvor orkestrets dirigent dirigerer, uden at
musikerne spiller, og de stakkels deltagere skal gætte, hvilket værk det drejer sig om. Det virkelig
ærgerlige er så, at man med disse fejldispositioner måske har gjort det noget nær umuligt at
genoplive det velfungerende ’Kontrapunkt’-format.

Den Klassiske Musikquiz dumper med et brag

Jens Rasmussen, Musikunderviser, mag.art. og skribent
Det kunne ellers på samme tid glæde mange og gøre en ikke uvæsentlig positiv forskel for dansk
musikliv og kendskabet til klassisk musik. Problemet rækker imidlertid længere end dét, fordi det,
vi oplever med ’Den klassiske musikquiz’, er udtryk for generelle og kontraproduktive tendenser,
hvad angår formidling og varetagelse af den klassiske musik.

Dén problemstilling skal ses på den bekymrende baggrund, at det klassiske musikliv i Danmark er
voldsomt udfordret i disse år. Det er et meget facetteret problemkompleks, men ud over den triste
udfordring, der ligger i, at vores orkestre løbende beskæres, ses det eksempelvis i musikskolernes
krise, og ved at man fra i år har ændret studieordningen for musikundervisningen i gymnasiet, så
man ikke længere ’behøver’ at undervise i musik fra før 1900, hvilket naturligvis vil medføre et
markant kulturtab på længere sigt.

Andre hjørner af problemstillingen ses af de tre meget forskellige forhold, at klassisk musik
anmeldes markant mindre i vores dagblade end tidligere (jf. debatten i bl.a. Politiken og
Information for nylig), at de streamingtjenester, der i vid udstrækning har erstattet plade/cd-mediet,
egner sig dårligt til klassisk musik, og at man kan høre fremtrædende kulturpersoner sætte ord på, at
klassik musik ikke nødvendigvis skal være indeholdt i DR public service-forpligtelser i fremtiden.

Læs også: Byt dog om på musikken på P5 og P4

At det er blevet helt almindeligt på P2 at spille f.eks. enkeltstående satser fra Brahms-symfonier
klos op og ned ad panfløjteudgaver af Simon & Garfunkel-hits, er desværre udtryk for samme
tendens.

Hele denne jammerdal skal DR naturligvis ikke holdes ansvarlig for alene, og de fortjener da også
megen ros eksempelvis for deres symfoniorkesterkoncerter og operatransmissioner.

Når det er nødvendigt at kritisere DR’s musikkulturelle dispositioner, er det, fordi de er en så

betydningsfuld aktør i Danmarks klassiske musikliv og alligevel så ofte bevidst tilstræber den
laveste fællesnævner i en stor del af deres formidling af klassisk musik – og fordi det faktisk gør en
forskel, hvad der kommer ud af vores primære public-servicekanal.

I tilfældet ’Den klassiske musikquiz’ er det uforståeligt, at man løbende sendte reklamespots, hvor
der blev givet fif til at genkende forskellige musikhistoriske perioder og komponister, men hvor der
blev sagt ting, der i flere tilfælde er faktuelt ukorrekte. I det første af disse blev vi belært om, at
musik, hvor man kan høre et cembalo (’knas i maskineriet’, som det så malende blev beskrevet),
altid er fra barokken.

Det er forkert, fordi cembaloet bruges i en meget længere periode – og i øvrigt også i vore dages
musik.
I en anden hed det, at impressionistisk musik kan kendes på, at det lyder ’Kina-agtigt’. Tager man
dét for pålydende og hører et så ærke-impressionistisk værk som Debussys ’Forspil til En fauns
eftermiddag’, vil man ikke kunne kende det, da det på ingen måde lyder ’Kina-agtigt’. Hører man til
gengæld Puccinis ikke-impressionistiske opera ’Turandot’, må man til gengæld tro, at dét er
impressionisme.

Læs også: En indsats for mangfoldighed i DR kan vinde tabte målgrupper tilbage

Nu kunne man så hævde, at det er lige meget, om et givent stykke musik er fra senrenæssancen,
barokken, den tidlige klassik eller fra italiensk belcanto-opera, og tilsvarende, hvad der
karakteriserer impressionismen.

Men DR giver jo netop indtryk af at ville lære danskere at skelne perioderne/komponisterne fra
hinanden, og hvad er i det hele taget argumentet for at fortælle de danske seere noget, der ikke gør
dem lidt klogere, men derimod lidt dummere?

Burde det ikke være en selvfølge, at det, der bliver sagt, er korrekt?

Og hvis man ønsker at fremme interessen for klassisk musik, og i dén sags tjeneste vil fremhæve én
og kun en ting om Beethoven, er det så formålstjenligt – som man gjorde i et tredje reklamespot – at
gøre ham til en lidt fjollet figur, der ikke kan vurdere proportioner i egne værker?

Få debatten i din indbakke

En gang om ugen får du de skarpeste og mest tankevækkende indlæg fra Danmarks bedste
debatunivers
Ja tak. Politiken må lejlighedsvis gerne kontakte mig med nyheder, tilbud om gratis e-bøger og
andre gode tilbud, på mail, sms og telefon. Jeg kan, til en hver tid, framelde mig. Læs mere her.

Mest læste

1.

Politianmeldt colombiansk forsker: »Den danske drøm er uden for min

rækkevidde på grund af min hud«

2.

Troels Kløvedal, 74, er dødeligt syg og i respirator døgnet rundt: »Selv nu

føler jeg mig som en meget lykkelig og privilegeret mand«
 3.

DMI lover klart vejr til nattens supermåne

Annonce

Annonce

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Baggrunden for de omtalte lange slutninger (der i øvrigt overgås af f.eks. Anton Bruckner) vedrører
primært hans symfonier og er en direkte konsekvens af den udvikling, symfonien gennemgår netop
med Beethoven.

Man kan selvsagt nemt argumentere for, at Beethovens symfonier har præcis de proportioner, en
Beethovensymfoni skal have – også hvad slutningerne angår.

Én af de ting, mange har reageret negativt på, er mængden af fjollerier i programmerne.

Nu er der selvfølgelig intet forgjort i at more sig – heller ikke når man beskæftiger sig med klassisk
musik.

Problemet er ambitionen om, at næsten alting skal præsenteres på en måde, der fremkalder, hvis
ikke brølende latter, så i hvert fald kontinuerlige grin.

DR tonede rent flag fra starten. Den første 30 sekunder lange reklame havde en billedside, der gav
associationer til et overrislet nytårsselskab, og viste kun mennesker, der enten skraldgrinede eller så
’sjove’ ud. Der var – hvilket i sig selv er sigende – stort set ingen hørbar musik, og vi blev i stedet
præsenteret for programmets slogan: ’Klassisk musik er da ikke noget, man griner af – eller gør
man?’.

DR K har tilsyneladende med oprejst pande valgt at lave en programserie med klassisk musik, der
helst skal være hylende morsom fra start til slut.
Hvad man som seer synes om dét, er én ting; en anden er, at klassisk musik kan være både
medrivende, besættende, tankevækkende, udviklende, fængslende, udfordrende, berigende – men
decideret sjov er den (buffooperaerne undtaget) kun sjældent.

Læs også: Nej, DR mangler ikke mangfoldighed

Annoncørbetalt indhold fra Opel

»Ansatte skal disrupte deres lederes tankegang«

Læs mere

I den nye quiz har man – i modsætning til de gamle Kontrapunkt-quizzer – valgt ikke at lave faste
hold med egentlige musikhistoriske eksperter, og dermed opnår man dels variation på holdene fra
gang til gang, dels at præsentere en række personligheder fra forskellige dele af det klassiske
musikliv.

Det er en klog disposition, som også matcher det lavere faglige niveau end i de gamle programmer.
Der er for så vidt ikke noget at klandre deltagerne for, og de udfyldte de rammer, der nu engang var
udstukket, som det må forventes.

Det er også forståeligt, at fjanterierne ofte tog overhånd, når nu tilrettelæggelsen så tydeligt har
tilstræbt netop dét. Det er vel sådan, at hvis sidemanden og værten netop har fået salen til at grine,
ja, så vil man også selv gerne være sjov, når man får ordet.

Heller ikke på dette punkt rettes kritikken mod deltagerne, men mod de ansvarlige for
tilrettelæggelsen. DR viste sig med programserien endnu en gang at abonnere på en ny og ærgerlig,
men i dag udbredt idé om, at man endelig ikke skal tage musik for seriøst.

Det er øjensynligt en tendens, der i særlig grad rammer netop den klassiske musik. Vi kan heldigvis
stadigvæk forholde os seriøst til f.eks. filmkunst, litteratur og billedkunst uden nødvendigvis at
skulle slå os på lårene imens; men hvorfor skal det partout være morsomt, når emnet er Mozart,
Mendelssohn og Mahler? Brahms, Berg og Boulez? Tandlæger, teaterinstruktører, biologer,
skolelærere, astrofysikere, præster og translatører tager vi også alvorligt, men formidler man
klassisk musik, skal det tilsyneladende helst være så sjovt som muligt.

Måske skal forklaringen findes i et oprigtigt ønske om at lokke nye lyttere til den klassiske musik,
men mon det nogen sinde er sket, at en tv-seer er blevet inspireret til at lytte på en Beethoven-
strygekvartet, en Schumann-lied eller en Nørgård-symfoni ved at se to granvoksne mænd slå
hinanden i hovedet med et farvet plastikrør?

En tankevækkendemodpol er Adrian Hughes’ ’Kunstquizzen’, der på fremragende vis demonstrerer,

hvordan det kan gøres. Også her er der tilstræbt en legende, underholdende stemning, men som
seere får vi tid og lov til at nyde de smukke, inspirerende værker.

Samtidig bliver vi på en seriøs, men uformel og underfundig måde beriget af begavede fagfolk.
Underholdningsværdien optimeres af lunefulde og kvikke bemærkninger, der både fremkalder smil
på læben og et regulært grin i ny og næ, men med kunsten i centrum, vel at mærke.

Programkonceptet i musikquizzen derimod begår så at sige kontinuerligt selvmord, fordi den – om

end måske kun kortvarige – fordybelse, der er forudsætningen for at opleve klassisk musik, og den
refleksion, der understøtter den, i udgangspunktet er næsten umuliggjort.

Læs mere

1.

Man kan ikke skynde på en fødende kvinde

18 timer siden

2.

De er børn af det europæiske asylsystem, og hele deres barndom har de

befundet sig i limbo

I går

3.

Direktør for museumskoncern: Skal museerne kun være for middelklassen?

fredag 1. december 2017

Annonce

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det gør, at det er svært at se, hvad der i virkeligheden er programmets berettigelse, medmindre dét i
sig selv at få seerne til at grine (hvilket DR i øvrigt gør langt mere begavet på DR 2 i samme
sendetid) anses for at være en public service-forpligtelse.

Det er af indlysende grunde ikke sjovt at være feststopper på denne finaledag, men hvis vi skal gøre
os nogen forhåbninger om, at den klassiske musik bliver taget alvorligt i fremtiden, må vi som
minimum forvente, at de, der arbejder professionelt med at formidle kendskab til den, udfolder en
vis seriøsitet.

Desværre var det ikke tilfældet med ’Den klassiske musikquiz’ i denne omgang. Måske er det blevet
nødvendigt at minde hinanden om, at det ikke er en svaghed ved den klassiske musik, at den er
seriøs, ja, ofte alvorsfuld, og at det kræver koncentration og fordybelse, hvis man vil opleve den
fuldt ud; det er tværtimod en af dens mange styrker.

Det er heller ikke et problem, at oplevelsen af klassisk musik bliver kontinuerligt større og dybere,
jo mere indsigt og erfaring man gør sig med den. Det er tværtimod en af grundene til, at de bedste
værker ikke alene holder hele livet, men vokser med os igennem det.

Omvendt er det også et af argumenterne for, at DR har åbenlyse kulturelle forpligtelser på dette felt,
der ikke blev indfriet med denne programserie. ’Den klassiske musikquiz’ dumper med et brag, men
DR skal have ros for ambitionen om at genoplive formatet i en moderne version. Lad os håbe det
bedste for en stærkt revideret udgave i 2018.

Information:
Vellykket quiz om klassisk musik kan sagtens skrue ned for
humoren og op for indsigten
Selvfølgelig skal det legende element være til stede i 'Den klassiske musikquiz' på
DR K, men med så kompetente deltagere må quizzen fremover gerne lade
fordybelsen råde endnu mere.

Den klassiske musikquiz

DR K søndag 10. september.

Kan ses på dr.dk

Det er småt med musik i fjernsynet, og det er ekstremt småt med klassisk musik. Det synes hver
gang dømt til at mislykkes.
Faldgruben er altid den samme: Hvordan formidler man et ganske særligt, nøje afgrænset
fagområde til ti- og hundredtusinder af seere uden at snyde på vægten, så klassiske musikfans
korser sig over niveauet og skifter kanal? Hvor meget klappekage og gæt & grimasser kan
Beethovens musik holde til, før den ikke længere er af Beethoven?

»Husk, at musik bliver klassisk med tiden«, sluttede quizvært Phillip Faber udsendelsen, men er det
sandt? Er det ikke kun Den Store Musik, der bliver klassisk? De store, dristige formater, den
grænsesøgende harmonik? Den ædle ambition?

’Den klassiske musikquiz’ har to hold à tre deltagere, en blanding af musikere og musikologer. De
afprøver deres viden, og DR SymfoniOrkestret spiller de brudstykker, der skal gættes. Det er
simpelt, og det fungerer. Frederik Cilius gættede Mendelssohns ’En skærsommernatsdrøm’ efter én
akkord! Og den unge fagottist Magnus Koch burde formenes adgang, for han ved vitterligt alt.

Annoncørbetalt indhold fra Opel

»Ansatte skal disrupte deres lederes tankegang«

Læs mere

I den bedste af alle verdener kunne man opfordre

quizdeltagerne til at forklare deres umiddelbare gæt, så vi blev
klogere på substansen snarere end blot mindet om konkrete
værker og opusnumre
Her er mange gode ideer. F.eks. at fjerne rytmerne, så kun tonerne står tilbage. Derfra og så til at
gætte Dvoráks ’Humoresque’ er der langt. Også godt at lade bratscherne spille musikken først, og
hvis ingen har gættet det, hører vi det samme med celli lagt til, dernæst violiner osv., til nogen
hopper på.

Det, jeg forudsigeligt nok savner, er fordybelsen. At emnerne bliver foldet lidt mere ud. Cilius fik
lov at gætte – forkert – på, at et stykke musik umuligt kunne være fransk, fordi det simpelthen ikke
var »raffineret« nok, og at det dernæst eventuelt kunne være bøhmisk, og det kunne være blevet
interessant. Mere af det. Hvorfor og især hvordan dufter f.eks. fransk musik anderledes end tysk?

Når Cilius i desperation sjussede sig frem til titlen ’En fantasi over en meditation over en hjorts
eftermiddag’, siger det jo faktisk noget om fransk kultur og franske formater, men hvad? I den
bedste af alle verdener kunne man opfordre quizdeltagerne til at forklare deres umiddelbare gæt, så
vi blev klogere på substansen snarere end blot mindet om konkrete værker og opusnumre.
Der bliver grinet meget i ’Den klassiske musikquiz’, også mere end i Sten Bromans legendariske
’Kontrapunkt’ fra 1960-1970’erne. Tiden er en anden i dag, leg er løsenet. Og det nye program kom
godt fra start. Men næste gang vil jeg gerne oplyses sådan cirka 17 procent mere.

Den Klassiske Musikquiz på DRK er klog uden at være kedelig

Tvanbefaling: Den Klassiske Musikquiz på DRK insisterer på, at underholdning og dannelse ikke
behøver at være hinandens modsætninger. Det er ’old school’, men det føles overraskende
forfriskende

I ’Den klassiske musikquiz’ er konceptet simpelt: Akkompagneret af DR SymfoniOrkestret og

dirigent Henrik Schaefer dyster to hold – der hver består af en holdkaptajn og to klassisk uddannede
musikere – på gehør og paratviden .

Fra DR

24. november 2017

Kommentarer (0)

 Del
  Tweet

 Email

Der findes grundlæggende to slags tv-quizzer: Der er Hvem vil være millionær? og der er Kvit eller
dobbelt?

Den første type dyrker dramaet i amatørens konfrontation med sin egen uvidenhed. Den
anden hylder fortællingen om den professionelles opvisning af overlegen faglighed. Det er
forskellen mellem identifikation og fascination. Mellem at genkende sig selv i andres mangler og at
overskride sig selv i andres evner.

Den Klassiske Musikquiz på DRK hører absolut til i den sidstnævnte kategori. Konceptet er simpelt:
Akkompagneret af DR SymfoniOrkestret og dirigent Henrik Schaefer dyster to hold – der hver
består af en holdkaptajn og to klassisk uddannede musikere – på gehør og paratviden. For eksempel
ved at forsøge at sætte navn på et stykke musik, der bliver spillet bagfra, og ved at gætte et værk ud
fra bare én enkelt tone.

Værtsskabet for quizzen varetages kompetent af dirigent og komponist Phillip Faber, mens tjansen
som faste holdkaptajner humoristisk udgøres af pianist og P2-vært Mathias Hammer
samt klarinettist og komiker Frederik Cilius, der vel nok er bedre kendt som ’ham, der er inde i
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm’.

Det er old school tv – og alligevel føles det overraskende forfriskende. Måske fordi programmet
tilbyder et radikalt alternativ til en ellers tætpakket tv-flade af syngende, bagende og dansende
amatører.

Den Klassiske Musikquiz hylder i stedet den professionelle præstation, men programmet insisterer
samtidig på, at underholdning og dannelse ikke behøver at være hinandens modsætninger.
Tværtimod kan den pædagogiske quiztilgang fungere som en slags virtuel hestesko for sådan nogle
kulturbanauser som mig, der aldrig rigtig fik lært den klassiske musiks koder som ung og lige siden
har ledt efter et sted at stige på. Det var så her. Bravo!

Politikken:

Debussy det med blomster: Hvorfor må 'Den klassiske

musikquiz' ikke sendes på DR 1?
DR K's klassiske musikquiz er underholdende og nytænkende, men programmet
risikerer at miste de yngre seere, når det ikke får lov at blive sendt på hovedsporet.

Selvfølgelig kommer jeg fra et hjem med klaver. Det var bare mere Count Basie og Duke Ellington
end Chopin og Brahms, som sad ved det. Min mor foretrak langt sidstnævntes udgave af
’Nøddeknækkeren’ for Tjajkovskijs originale.
Set i tv

Den klassiske musikquiz.

DR K 8. oktober kl. 21.00

Kan ses på dr.dk

Men så var der jo lige den skånske og excentriske kritiker og komponist Sten Broman og hans quiz
på klassisk musik ’Kontrapunkt’, som op igennem 1970’erne diverterede os på skærmen.

Hvorfor skal al verdenskultur rangeres væk fra hovedsporet?

Annoncørbetalt indhold fra Opel

»Ansatte skal disrupte deres lederes tankegang«

Læs mere

Det var jo dengang, der kun var én dansk kanal, og så måtte man jo se, hvad der var. Og
’Kontrapunkt’ blev faktisk meget af en succes for min familie, som nærmest var fundamentalistiske
jazzfans. Vi fik indsigt i musikkens ismer, dens virkemidler, genrer og skoler og fik for 117. gang at
vide, at von Webers von var lige så ægte, altså falsk, som Balzacs de. Broman kunne i øvrigt
fortælle, at han selv havde købt sig en grevetitel. Jamen, det var underholdende, lærerigt og
fornøjeligt. Men i længden også lidt gentagende, når mozartkuglerne ikke var helt friske.

Læs også: Vellykket quiz om klassisk musik kan sagtens skrue ned for humoren og
op for indsigten

DR K’s klassiske musikquiz inden for mere beskedne rammer og på dansk hjemmebane er for så
vidt bedre. Nytænkt anderledes i sit anslag med tankevækkende tiltag som gætteleg på kendskab,
høresans, gehør og musikalitet. Det sidste, fordi det består af professionelle musikere, som ved
noget om egen verden og virke. Og hvis ikke viden er til stede, bruger de det kreative gæt, som
tættest rammer violinstrengen. Holdkaptajner er to mænd, Frederik Cilius og Mathias Hammer, som
supplerer hinanden godt med lidt den samme balancerede charme som hos Gøg og Gokke. Uden
sammenligning i øvrigt, men Cilius er cool, elegant overklog, Hammer den stædigt entusiastiske
fighter.
Orkesteret er kyndigt ledet og dirigeret af Henrik Schaefer. Philip Faber er så den meget friske og
kvikke vært, hvis veloplagte virke og tydelige, men varierede sprog uden forceret fnis og fis, mange
af de underholdende quizværter ovre på DR 1 og TV 2 kunne lære en del af. Programmet er lidt
bange for at være for gammelt og nørdet i design og substans. Det er helt i orden, også når det som
her i søndags var en T-shirt med ordene ’Debussy det med blomster’, som var sejrens morsomme
trofæ. Men påstanden om, at al musik bliver klassisk med tiden, er sjov første gang. Jeg tror ikke, at
det lokker flere yngre seere til, at en døgnflue altid ender i en ravklump. Det gør det i øvrigt slet
ikke, når det ligger sent ovre på Kanal Klog. Hvorfor skal al verdenskultur rangeres væk fra
hovedsporet? Er det kun sport, mad, nyheder, krimi og søndagens danske dramaret, som må
serveres på DR 1?